2017 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, Italien

2017 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, ItalienNæste vin fra Voerzio Martini var deres Barbera d´Alba Ciabot della Luna, hvor druerne kommer fra Voerzio Martinis lille parcel på Ciabot della Luna marken i 470 meters højde.

Ciabot della Luna ligger med en sydvendt eksponering … perfekt for solen og Barbera stokkene på marken er omkring 40 år gamle.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men lagret i omkring 12 måneder på en blanding af store gamle træfade og nye barriques. Der produceres årligt 10.000 flasker af denne enkeltmarks Barbera.

Næsen er tør, mørk og let blomstret, måske er det endda roser? Frugten er modne kirsebær samt blommer med en lille sødme, lidt vanilje med en lille syrlig peberet kant underneden … men ellers sidder alt, hvor det skal og alt er tøjlet pænt og sikkert.

I munden er vinen noget mere frisk end forventet ud fra duften, for frugten er syrlig, levende og dirigerende. Det høje syreindhold giver en meget direkte, frisk og rank vin, hvilket spiller godt sammen med den lidt mørkere frugt. Tanninerne er blide og får alene en lille birolle i skuepillet, mens syren og den friske frugt fortjent snupper hovedrollerne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Voerzio Martini, Langhe Arneis Bricco Cappellina, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Langhe Arneis Bricco Cappellina, Piemonte, ItalienI den nordlige del af La Morra i Piemonte – med naboer som Andrea Oberto og Roberto Voerzio – finder vi Voerzio Martini Societa’ Semplice Agricola. Og derfra starter vi med at smage denne hvide Langhe Arneis Bricco Cappellina.

Voerzio Martini er grundlagt i 2012 og drives af Mirko og Federica Martini … et ungt tvillingpar. Det var deres far Piero Martini, som købte vingården til sine børn af Gianni Voerzio, som ikke havde nogle arvinger og ville gerne se sin vingård blive drevet videre.

Gianni Voerzia havde tidligere drevet vingården sammen med sin broder Roberto, men de havde i 1986 besluttet af dele vingården op i to, da de hver især havde egne idéer til deres vine. Roberto Voerzio, er vel i dag én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans vine koster spidsen af en jetjager.

I øvrigt driver Robertos nevø Alberto Voerzia også en vingård omkring 800 meter fra Mirko og Federica Martini. Så Voerzio navnet er således berømt i Barolo, som derfor var det også meget naturligt, at Martini tog den tidligere ejers navn med sig, da de overtog vingården og derfor hedder vinhuset i dag Voerzio Martini.

I de første år hjalp Gianni Voerzio de unge mennesker som en slags konsulent, men siden 2015 har Mirko og Federica Martini selv stået for driften og produktionen af vinene.

Voerzio Martini har samlet 12 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne La Serra, Cerequio og Boiolo … de to første marker, som også er grundstenen i produktionen hos Roberto Voerzio. Parcellen på Cerequio blev dog først købt i 2018.

Her smager vi først Voerzio Martinis Langhe Arneis Bricco Cappellina, hvor Arneis druerne selvfølgelig kommer fra marken Bricco Cappellina i Roero.

Arneis er – hvis du spørger mig – en noget overset druesort, som giver nogle fantastiske vine. Det er en lokal drue omkring Roero og for 20 år siden var druen tæt på at forsvinde. Men nogle af de gode producenter reddede druen og i 1989 fik Arneis endda sin egen DOC appellation. Men den har bevaret sit kælenavn … for druen kaldes Barolo Bianci.

Og netop Gianni Voerzio har tidligere været én af de producenter, som har lavet vin på Arneis, nemlig fra vinstokke på den 4,5 hektar store vinmark Bricco Cappellina … og det er Mirko og Federica Martini fortsat med.

Langhe Arneis Bricco Cappellina er lavet med en 12 timers cryomaceration, altså en teknik hvor de knuste druer holdes ved lab temperatur før gæring for at give mulighed for udvikling af flest mulige aromaer. Hos Voerzio Martini holdes temperaturen nede med tøris.

Derefter er mosten gæret ved lave temperaturer i rustfrie ståltanke, hvor vinen også hviler en periode inden aftapning på flaske og frigivelse.

Dejlig fyldig næse, men slet ikke eksplosiv … men i stedet en lille forsigtig og afdæmpet aroma med pærer, fersken, en smule appelsin, citroner, karamel, mandler, kørvel, blomsterblade og pollenstøv. Den er en smule parfumeret, men virkelig blid og behagelig.

I munden er der godt med lemon, syltede citroner … er frisk og pågående, har en vis fylde med nærmest tropiske frugter, pærer og abrikos, salte mineraler, kalk og lang eftersmag. Syren bliver aldrig helt vild, men Arneis overrasker tit meget positivt … og det er også tilfældet med denne Langhe Arneis Bricco Cappellina.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, Portugal

2015 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, PortugalNæste vin i bloggerens glas er en 2015 Grande Reserva fra det portugisiske vinhus Quinta do Pégo, som ejes af importøren AMKA.

Vingården ligger på vejen fra Regua til Pinhao,  omkring 138 meter over Douro floden og vinmarkerne er beliggende op til 350 meters højde. Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 ifølge de historiske dokumenter. Deraf kan man også udlede, at der – efter al sandsynlighed – har været dyrket vin på gårdens marker siden den romerske besættelse.

Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården.

Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel. Quinta do Pégo råder i dag over omkring 33 hektar vinmarker, hvoraf 30 hektar er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet.

Quinta do Pégo Grande Reserva 2015 er resultatet af en omhyggelig udvælgelse af druer og en dygtig vinmager, som hedder Wouter Pienaar. Druerne er dyrket på Quinta do Pégo ejendommen, som er beliggende på venstre side af Douro floden i Douro dalen i Portugal.

Høstudbyttet er lavt, og kun de allerbedste druer er brugt til vinen. Druerne er høstet ved den optimale modenhed – og der er kun brugt specielt udvalgt gær til fermenteringen.

Vinen er produceret af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er blevet fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars. Derefter har vinen været lagret i 12 måneder på franske egetræsfade efterfulgt af en periode  på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt en tæt vin … har noget gammel kælder, nogle våde fade, sort te, røg, aske, kakaopulver, mørk chokolade samt en frugt af sorte kirsebær og nogle lysere og mere syrlige bær af ribs, hindbær og boysenbær, hvilket gør vinen lettere samt ganske levende. Dertil kommer lidt krydderier, koks, kul og en snert lakrids.

Smagsmæssigt er det en mørk, kraftig og fyldig vin, der har en rank og frisk smag, hvor der er salte mineraler, en frisk balsamisk syre og en frugt af brombær, kirsebær og syrlig ribs, nogen tørhed, et stramt og frisk tanninbid, der får vinen til at hænge lang tid i munden med en lille mineralsk kant. 90 point,.

Vinen koster189 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Taverna Wines, Barbaresco GP, Piemonte, Italien

2016 Taverna Wines, Barbaresco GP, Piemonte, ItalienI Neive finder vi det lille familiedrevne vinhus Taverna Wines, som står bag den næste vin … et lækkert glas Barbaresco lavet af druer fra en lille parcel på Gaia Principe marken.

Vinhuset ejes i dag af Roberto Taverna, men historien om Taverna Wines starter egentlig helt tilbage hos Robertos bedsteforældre, som allerede tilbage i 1950’erne lavede vin på vingården. Det var specielt Robertos bedstemor Ludovino Versio – kaldet Nonna Vina – som lagde kimen til det nuværende vinhus.

Da hun i 1953 pludselig blev enke som 30-årig med en datter på 10 år, så fortsatte hun såmænd blot med at lave vin og giftede sig aldrig igen. I 30 år lavede hun vin og havde en lille kreds af loyale kunder, som købte hendes vin … i starten på damigianas, en slags store glasbeholdere på 28 eller 54 liter og sidenhed på flaske.

Faktisk var den ihærdige enke blandt de første vinbønder, der begyndte at tappe deres egen vin i de vinflasker, som vi kender i dag, og endda også blandt de første til at lave en enkeltmarksvin. I dag nøjes den nu 96 år gamle dame bare med at drikke vinene.

I 1983 overtog svigersønnen Piero Taverna driften og fortsatte i Nonna Vinas spor, og drev faktisk også vingården i 30 år, men mest som en fritidsinteresse ved siden af sit job for staten, for gårdens beskedne 4,2 hektar vinmarker kunne familien ikke leve af.

Det blev hans søn Roberto Taverna, som derefter overtog ansvaret, selvom det heller ikke lå i kortene, at han skulle være vinbonde, for han havde et job som elektriker, mens hans kone Elisa driver et byggefirma med hendes 2 brødre.

Roberto besluttede dog, at han ville gøre noget mere ved vinproduktionen, som mere eller mindre var gået i stå. Familien havde i stedet solgt deres druer solgt på kontrakt til negocianthuse i Langhe området. Nu opsagde de kontrakterne … en proces som dog tog nogle år, men i 2016 kunne han producere sin første Barbaresco vin … alene 600 liter samlet.

Her i 2019 har Roberto så fået ophævet kontrakterne på flere af sine marker og han har nu også fået hjælp til produktionen af Bisso Atanassov, som tidligere har været vinmager på både Vietti og La Bioca i Barolo. Roberto mødte tilfældigt Bisso, som blev blæst bagover og blev meget interesseret i projektet og kunne se potentialet.

Derfor har de to nu indledt et samarbejde og er ved at opføre nye produktionslokaler i Barbaresco. Samtidig er der opkøbt nye marker og vil fremover lave vine på både Barbera, Nebbiolo, Chardonnay samt den herlige Grignolino.

Her smager vi netop Robertos første vin og det er netop denne vin, hvor Nebbiolo druerne er høstet på Tavernes 1,2 hektar store parcel på Gaia Principe marken … men det fremgår imidlertid ikke af vinens etiket, for det kræver en officiel tilladelse.

Det var Roberto Taverna  ikke klar over, men han har dog indføjet et GP gemt i en lille sky for at vise, at det er en ret speciel vin. Skyen vil en dag forsvinde og GP vil blive til Gaia Principe.  Vinen er spontan-gæret og har tilbragt 12 måneder på et gammelt og et nyt egetræsfad … så lidt er der produceret.

Og duften er også ganske vild … en dragende næse, virkelig meget tillokkende. Det er en lidt mørkere Nebbiolo vin, men den har nogle klassiske karaktertræk med én stram italiensk syre, blomster, roser, violer, læder, kirsebær og lyse blommer.

Det er smagsmæssigt en fin, stram vin og hold nu kaje, hvor den smager godt. Det er nærmest let pågående og præcist med lakrids, fennikel, et tørt bid, faste tanniner, som dog ikke bliver helt Nebbiolo vilde, for en lille frugtsødme gør vinen blid og rund uden at miste den det insisterende stramme syrebid. Det er vildt, at vinen har 15% alkohol, for det mærkes på ingen måde. Det er sgu god vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Massaro Norma, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2015 Massaro Norma, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVi slutter selvfølgelig med at smage Massaro Normas topvin, hvilket selvsagt er deres Amarone della Valpolicella Classico.

Amarone della Valpolicella Classico er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som først er tørret i 3-4 måneder inden fermentering, som er sket i rustfrie ståltanke. Vinen har efterfølgende lagret hele 3 år på barriques og den trækker en højoktan alkoholprocent på 16%.

I glasset er vinen overraskende noget lysere end gennemsnittet af Amaroner, mens her til gengæld slet ikke er så overmoden som dens to yngre søstre. Der er fortsat en noget moden duft med amaretto kirsebær, blommer, lakrids, mælkechokolade, lakrids og en noget bedre intensitet og balance.

Smagen er også langt bedre … klart mere dyb, koncentreret med bedre balance. Det bider dog en smule, men det er måske vinen høje oktantal på 16%, som sparker lidt og beder om, at vinen lagres nogle flere år, så alkoholen bøjes mere af. Det er ikke en tung Amarone … langtfra, og så smager den altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Massaro Norma, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2015 Massaro Norma, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienDen næste Massaro Norma vin i glasset hos Houlberg er deres 2015 Valpolicella Ripasso Classico Superiore.

Den er som lillesøsteren lavet på et blend af Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Druerne til Valpolicella Ripasso Classico Superiore er først gæret i rustfrie ståltanke i 10 dage, hvorefter de får en tur mere med kvaset fra Amarone produktionen. Og så har vinen efterfølgende lagret 12 måneder på slavonske egetræsfade.

Igen en vildt moden næse … totalt overmoden, men her på en lidt mere spændende måde. Imidlertid er der nok også nogle, som vil stå af og sige, at det bliver for overmodent. Det er blommer, figner, lidt rosiner, vilde skovjordbær, gamle kirsebær, gamle og våde fade, nogle søde krydderier og samlet set en lidt tung næse.

Smagen er her igen en tak lysere end duften … men igen med et modent udtryk. Syren er sådan set pænt frisk og skal så holde styr på den modne frugt og det bliver også en lille smule mere koncentreret end den foregående Valpolicella Classico. Det lykkes nogenlunde, selvom det aldrig bliver helt kompleks. Men en okay Ripasso.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienAzienda Agricola Massaro Norma ligger på adressen Via San Rocco i Negrar midt i Valpolicella og derfra tester jeres flittige vinblogger nu 3 vine, og vi starter med denne 2017 Valpolicella Classico.

Vingården er oprindelig grundlagt i 1950’erne, af den nuværende ejer Valentino Corsis bedstefar, som drev en lille gård med planteavl, men samtidig havde en stor passion for vin. Den passion blev dog først forløst af sønnen Quirino Corsi, som sammen med sin hustru overtog driften og også i midten af 1990’erne lejede marker til dyrkning druer til vin.

Det var dog sønnen Valentino Corsi, som sammen med sin hustru  Norma Massaro reelt grundlagde vinhuset i 1998 med lidt hjælp fra familiens gode venner Cesari familien på Brigaldara. Indtil da havde de solgt deres druer til den store producent Sartori.

Det var dog først i 2015, at Valentino sammen med sine sønner Riccardo, Alberto og Nicola kunne sende deres allerførste vin på markedet … lavet på vineriet på Brigaldara,, for det er først her i 2019, at familien har fået bygget deres eget vineri.

Det er en ganske lille vingård, som alene har 3 hektar vinmarker og alene laver 3 forskellige vine, denne Valpolicella Classico, en Ripasso og selvfølgelig en Amarone. Og vi starter selvfølgelig gennemgangen af vinene med denne Valpolicella Classico.

Vinen er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som er fermenteret i rustfrie ståltanke med gæring i 10 dage, hvilket så er efterfulgt af lagring i ståltankene og derefter på flaske en periode inden frigivelse,

Næsen afslører en meget moden aroma, virkelig modne og næsten overmodne bær, blommer, modne kirsebær, en smule mentol eller eukalyptus, lakrids, mælkechokolade, gammelt egetræ og en lille sød/syrlig note. Det bliver aldrig helt dybt … men lidt fladt men samtidig meget behageligt.

Smagen er mere syrlig og samtidig også friskere end duften indikerede, men det er samtidig en smule rustik og skarpt, så der mangler lidt dybde og bundtræk. Frugten er lys og moden, men derudover lidt egetræsnoter og bitterhed.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 139,95 kr., men pt kan fås på tilbud til 98,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Frühburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Frühburgunder GG, Ahr, TysklandDen lille vinsmagning med vinmageren Hans-Jörg Lüchau hos Weingut Deutzerhof sluttede med denne 2017 Mayschosser Mönchberg Frühburgunder Großes Gewächs.

Der er alene lavet et enkelt fad af denne vin, så en produktion på beskedne 270 flasker. Den er i denne årgang 2017 blev kåret som bedste Frühburgunder af vinbladet Feinschmecker.

Vinen er lavet som husets andre Spätburgunder vine, hvilket betyder med afstilkning af druerne, hvilket efterfølges af afkøling med kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

Næsen er meget mere blomsterrig end de forrige … med tørrede blomster og samtidig har den en lidt poleret duft med nogle varme, modne bær, kirsebær, brombær, hindbær, røg, nødder, træ og lidt sød tobak.

Smagen er meget let, luftig og blød … igen med blomster, salte mineraler og kalkagtige elementer. Frugten er lys og lækker, syren fin og bliver ikke dominerende. Sammenlagt en dejlig vin fra den imponerende Mayschosser Mönchberg mark … men Spätburgunderen fra marken er bare bedre.

Prisen på vingården er 40€ … svarende til 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Deutzerhof, Grand Duc Reserve Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Grand Duc Reserve Spätburgunder, Ahr, TysklandDen sidste Spätburgunder i glasset hos Weingut Deutzerhof blev denne 2016 Grand Duc Reserve Spätburgunder, som er opkaldt efter en af områdets ugler, der netop kaldes Grand Duc.

Den findes bl.a. ved Deutzerhofs Neuenahrer Kirchtürmchen mark, som har en undergrund med et tykt lag ler, skifer, sten, greywache og basalt. Vinstokkene er heller ikke helt nye, så udbyttet ligger lavt … et sted mellem 25-30 hektoliter pr. hektar. Vinen er fermenteret i åbne trækar som de forrige vine … altså nogenlunde samme metode til produktionen og alene med druernes naturlige gærceller.

Men Grand Duc Reserve Spätburgunder adskiller sig dog ved, at den er lagret hele 30 måneder på barriques, heraf 12 måneder på brugte fade. Den er en versteigerungswein … en vin, som normalt bliver bortauktioneret og pengene doneret til gode formål.

Næsen er noget anderledes end de foregående … der er masser af egetræ samtidig med langt mere røg, en lidt mulle vinkælder og så en mere moden frugt, som samtidig er noget mørkere … kirsebær, brombær, blommer, vanilje, chokolade og krydderier.

I smagen har vinen masser af frugt, igen de lidt mørkere bær, kirsebær, brombær, blommer … virkelig koncentreret og samtidig meget blød, kraftig og velsmagende. Det er ikke en sådan finesse Spätburgunder, som de foregående, men byder på noget andet … mere fyldig, krydret og lidt federe.

Det er ikke en vin, som kan købes … derfor ingen pris.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, TysklandMed Deutzerhofs Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs gentog historien sig … jeg fandt 2016’eren bedre end 2017’eren. De er begge gode, forskellen lille på rating, men duften i 2017’eren er virkelig voldsom interessant.

Der er som med 2016’eren alene lavet to barriques af vinen og dermed beskedne 540 flasker. Vinen har alene 1,2 gram restsukker pr. liter … og ellers er alt lavet som hos de foregående vine. På det punkt adskiller denne 2017 Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs sig ikke.

Den har en voldsom lækker duft, meget mere blomsterrig end 2016’eren, for den har blomstervand, pærer, friske kirsebær, ribs og hindbær. Der er igen dybde i frugten, godt med mineraler samt lidt præg fra egetræsfadene i form af røg, vanilje og kanel.

Igen er det en virkelig blød, cremet vin i munden, mens syren måske ikke er helt så kontrolleret, men det er altså små marginaler, som vi snakker om, for det er virkelig en lækker Spätburgunder. Det er igen fint balanceret, lidt stramt og tæt, men det er vild god vin.

Prisen på vingården er 57€ … svarende til 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger