Tag-arkiv: Loire

2022 Domaine Mosse, Bangarang Nouveau, Loire, Frankrig

2022 Domaine Mosse, Bangarang Nouveau, Loire, FrankrigEndnu et glas … en lækker roséagtig vin kaldet Bangarang Nouveau, som kommer fra Domaine Mosse i Saint Aubin de Luigné og jeg smager vinen i årgang 2022.

Domaine Mosse er grundlagt i 1999 af Agnès og René Mosse, men i dag drives vinhuset af de to sømmer Sylvestre og Joseph.

Familien har samlet 15 hektar vinmarker, der er spredt over de 3 kommuner Saint Lambert du Lattay, Beaulieu sur Layon og Savennières.

Markerne er siden 1999 dyrket økologisk og de har på markerne sorterne Chenin, Côt, Cabernet Franc, Grolleau Gris, Grolleau Noir, Pineau d’Aunis, Sauvignon Blanc og Gamay, som danner baggrund for omkring 15 forskellige vine.

Én af disse vine er så denne populære Bangarang Nouveau, som hører til blandt de friske og unge rødvine … faktisk tæt på en rosé, men er blevet populær, da forbrugerne indser, at rødvine ikke behøver at være massive for at være fornøjelige.

I denne årgang 2022 er den lavet på 50% Pineau d’Aunis, 30% Grolleau Gris og 20% Sauvignon Blanc, der alle kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke på vinmarker nær landsbyerne Faye d’Anjou, Bonnezeaux og Beaulieu sur Layon og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Grolleau druerne er først afstilket og har derefter macereret i en uge for at udtrække lidt farve, hvorefter saften er overført til tanke til gæring. De to andre druesorter blev presset direkte, inden de blev overført til ståltankene. Gæringen er sket spontant og efter endt fermentering er vinen slet ikke lagret … blot aftappet på flaske … deraf også navnet Nouveau.

Vinen har sjovt nok sit navn Bangarang efter filmen Hook af Stephen Spielberg. hvor Bangarang var de fortabte drenges kampråb og blev udødeliggjort, da Robin Williams – som Peter Pan – brugte det til at ringe for at få hjælp. Filmen Hook var Joseph og Sylvestre Mosses favorit, da de var børn og sjovt nok er loknummeret på vinen også Hook4.

I glasset er det en let, vild og totalt lyserød vin, der næsten ligner en orangevin. Duften er også vild, let, landlig og animalsk … har gærede noter, blomster, blomstervand, syrlighed og samtidig lidt sødme. Der er en frugt af grønne jordbær, moreller, sød appelsinskal … luftig, fin, elegant og meget feminin i udtrykket.

Smagen er også let og har sådan en fin balance mellem lyserøde, friske, søde bær og lidt mjød med lidt honningsødme. Det er saftigt, læskende med lidt grillet lemon … lidt spinkel, rank, ren, vandholdig og klar … alligevel med kant som rødvin med denne gode og friske syre. Det smager rasende godt og er en lille charmetrold. 94 point.

Importør er Pétillant, men vinen skulle vistnok være udsolgt.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, Frankrig

 2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, FrankrigVouvray appellationen blev officielt dannet i 1936 og anses for en af de vigtigste i Loire sammen med Sancerre og Pouilly-Fumé og jeg har nu fået et glas 2023 Les Perrières Vouvray Sec fra Domaine Le Capitaine i glasset.

Domaine Le Capitaine er et nyere vinhus, der ligger i Rochecorbon i Saint George-dalen lidt øst for Tours og er grundlagt i 1988 af Alain Le Capitaine, der i starten kun havde sølle 0,25 hektar vinmarker i familiens have.

Siden har Alain i 1995 fået følgeskab af sin bror Christophe Le Capitaine og i dag har de ikke mindre end 28 hektar vinmarker, der primært ligger i Rochecorbon området.

På markerne dyrker brødrene primært Chenin Blanc og deres ejendom ligger ovenpå gamle tufakældre fra det 11. århundrede, hvor det er perfekt at lagre vinene.

I 2013 kom næste generation i form af Florian Le Capitaine med i foretagende efter at have studeret vindyrkning og ønologi. Dermed er der en ny generation klar til at overtage driften på sigt.

Her smager vi så deres 2023 Les Perrières Vouvray Sec, der er lavet på 100% Chenin Blanc, som efter høst er presset og har gæret på rustfrie stålfade for at bevare så meget friskhed og druetypicitet som muligt. Vinen er også lagret sur lie i ståltankene, men der gennemføres ingen malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en blød vin med nogle røgede noter … der er frugt med kvæde, melon, gule æbler, modne pærer og abrikos, virker ganske saftig med lidt lindetræ, honning og blomster,

Smagen er fyldig og lidt maskulin med en røget syre. Der er kvæde, æblemost, fersken, ananas samt lidt hvid peber. Den er egentlig godt koncentreret med nogle lidt sødbitre grapefrugtagtige elementer og lidt honningsødme. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex, Loire, FrankrigForleden smagte jeg en fin 2023 Sancerre fra brødrene Arnaud og Julien Moreux fra vinhuset Patrice Moreux og nu smager jeg så en 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex.

Som med forrige vin er det 100% Sauvignon Blanc, der kommer fra nogle 30 år gamle og pænt lavtydende stokke på Pouilysur-Loires sydskrånende Saint Andelain plateau, der er berømt for sit høje indhold af flintholdigt ler, der på fransk netop hedder Silex. Moreuxs mark ligger faktisk lige klos op ad Dageneaus parcel, der netop står bag deres hypede og meget dyre Pouilly-Fume Silex.

Efter høsten er druerne presset skånsomt i en pneumatisk presse og derefter er mosten gæret spontant med druernes egne gærceller på store ståltanke, hvorefter vinen er lagret i lang tid sur lie i tankene.

Der nu mere finesse, kompleksitet og luftighed i duften … meget fin, sart og utrolig smukt balanceret. Det er ingen vild, stram arketypisk Sauvignon Blanc vin med skarpe kanter, men har i stedet en mildere, rundere og lettere aroma med lidt hyld, banan, melon og pærer. Det er dermed afdæmpet, blødt og blidt … elegant og samtidig også lidt mere drue typisk neutral.

Sådan er smagen også … blødere end arketypisk Sauvignon Blanc, men alligevel med noget grape, stikkelsbær, lemon, melon og grønne pærer … fin og alligevel forholdsvis blid syre, men samtidig olieret og tæt med en flintet, kalket mineralitet, som også bløder lidt op og giver vinen en rank blødhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2023 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigSidst jeg smagte denne fine Sancerre fra Patrice Moreux ved Chemin des Vallées i byen Pouilly-sur-Loire var det i årgang 2020 … nu smager jeg vinen i årgang 2023.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux,

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Brødrene – som i øvrigt er tvillinger – har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Markerne Sancerre og Pouilly dyrkes med inspiration fra biodynamisk drift og ved at lade druemosten gære med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer i spontangæring, så fremmer vinhuset sin terroirtypiske vinstil.

Her smager vi deres almindelige Sancerre, hvor Sauvignon Blanc druerne kommer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil.

På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses først skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer vinen i  en temperaturstyret cementtank, hvor den også lagrer sur lie nogle måneder … og aftappes først, når månen står rigtigt.

Allerede når du dufter til proppen, så kan du mærke friskheden … mest hyld, stikkelsbær, grønne umodne æbler … ikke vild Sauvignon Blanc, men bestemt arketypisk ren og stringent suppleret med grøn peber, solbærblade og så alligevel en lille tropisk frugtsødme, der giver vinen en smule rundhed.

I munden er det også en livlig og frisk vin … mangler sgu næsten bare lige en lækker fiskeret dertil. Vinen har denne lækre, klare, fine samt rene syre, der kommer med masser af grønne æbler, citroner, grape og umodne ferskner samt kridtet og kalket mineralitet. Det smager bragende godt og man bliver bare mere og mere til Sancerre vine, når men smager denne vin, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine La Croix Saint Laurent, Sancerrre Rouge, Loire, Frankrig

2020 Domaine la Croix-St-Laurant, Sancerrre Rouge, Loire, FrankrigDomaine La Croix Saint Laurent  ligger i det kuperede landskab lidt nord for den lille by Bué i Sancerrre området af Loire og derfra smager jeg nu en 2020 Sancerrre Rouge.

Domaine La Croix Saint Laurent er et familiedrevet vinhus, der er gået i arv fra far til søn siden 1932 og drives i dag af Fabien Cirotte med hjælp fra sin søster Marie samt deres forældre Joël og Sylvie Cirotte.

Familien har sammenlagt 10 hektar vinmarker med jord sammensat af kalksten, rødler og flint, mens vinstokkene er mellem 55 og 70 år gamle. Siden 1996 – hvor Fabien overtog driften – har man arbejdet kraftigt på at nedsætte brugen af pesticider og arbejder nu efter økologiske og bæredygtige principper.

Fabien Cirotte, er ikke ligesom de fleste i Sancerre. Han har en stor kærlighed for Pinot Noir og faktisk er lidt over en tredjedel af hans marker beplantet med op til 55 år gamle Pinot Noir stokke.

Her smager jeg netop en rød Sancerre, der er på ren Pinot Noir, der er høstet med håndkraft sidst i september.  Alle klaser er afstilket før gæringen og efterfulgt af to ugers kold maceration. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% på franske egetræsfade, mens de resterende 30% lagres i ståltanke,

Det er kølig Pinot Noir … kølig og afmålt, slank og frisk, grøn og letkrydret. Der er kirsebær, hindbær, tranebær, garvet læder, lidt blomster, skovbund og et lidt bondsk udtryk, nelliker, mintchokolade samt en anelse cedertræ.

I munden er det også en let vin, men syren er vild, rustik og næsten ustyrlig med bitre kirsebær, tranebær, ribs, granatæbler, grape samt lemon … virkelig et rank, kantet, pebret og frisk bid. Tanninerne er til gengæld tynde, stramme og syrlige … i det hele taget er der godt med syre og friskhed i vinen. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Domaine des Fines Caillottes, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2023 Domaine Jean Pabiot et Fils, Domaine des Fines Caillotte Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigDomaine des Fines Caillottes, der også kaldes Domaine Jean Pabiot et Fils og derfra smagte jeg en 2023 Pouilly-Fumé som vores vin på pop-up Restaurant Syv Ni 13 fra Aarhus til deres Samsø sommertur.

Vingården blev grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af  Louis Pabiot, som havde små 1,2 hektar vinmarker, som han så dyrkede, selvom han ikke havde råd til en hest til arbejdet.

I 1910 kom Louis’ søn Gaston Pabiot med i driften, men han ville mere og startede med øge antallet af marker og endte også – i et samarbejde med sin bror – at købe en hest. Da vi nåede 1950 så havde vinhuset 3 hektar vinmarker og sin egen hest.

Allerede som 14-årig kom Gastons søn og Loiuis’ barnebarn Jean Pabiot med i driften og startede med ar arbejde i vinmarkerne og han passede dem med brug af æsler indtil 1958, hvor vingården fik deres første traktor til at trække plovene.

Efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog kom Jeans søn Alain med i driften i 1978, hvor vingården var vokset til 7 hektar. Han drev gården sammen med sin bror Dominique, Alains indtil 1997, hvor de gik hver til sit.

Siden 2004 har det imidlertid været Alains søn Jérôme, der som 5. generation i Pabiot familien har overtaget faklen og driver gårdens i dag 42 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller i 5 distrikter af Pouilly-Fumé appellationen.

Denne Domaine des Fines Caillottes 2023 Pouilly-Fumé er lavet med, at Sauvignon Blanc druerne først ligger i kølig premaceration inden afstilkning og blid presning. Derefter er vinen gæret i store rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret omkring 6 måneder, hvorefter de alle cuvéer fra de forskellige marker blandes.

Uha … er duftmæssigt så fin, sart, delikat, feminin og balanceret, hvor Sauvignon Blanc druens karakteristiske træk er meget blide og afdæmpede. Der er grønne æbler, bløde stikkelsbær, fersken, citrus samt kridt, kalk samt små briocheboller og meget svagt grøn peber, hyld … alt virker så luftigt, let, livligt, æterisk og overjordisk med en lille smørlækker, blomstret og cremet note.

WAUW … har i smagen også så fin, skrøbelig, ren og velplejet syre, hvor alt er blødt, elegant og afdæmpet … alligevel er det syren, som styrer kombineret med en frugt af umodne pærer, grønne æbler og en smule halvtropisk frugt. Det er en smooth, cremet og decideret smuk vin, som bare virker så lækker i munden … og med mere luft i glasset kommer den også til at fylde lidt mere. 95 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Domaine Denis Jamain, Les Chênes Reuilly Sauvignon, Loire, Frankrig

2021 Domaine Denis Jamain, Les Chênes Reuilly Sauvignon, Loire, FrankrigI den første runde valgte jeg til fruen – i samråd med Vinkapellet Samsø – denne hvide Loire vin Les Chênes Reuilly Sauvignon fra det lille vinhus Domaine Denis Jamain.

Vinhuset hedder helt præcist Domaine de Reuilly – SCEV Denis Jamain og ligger netop i byen Reuilly i det Centrale Loire ikke særlig langt fra distrikterne Sancerre, Pouilly-Fumé og Menetou-Salon.

VIngården blev grundlagt i 1935, hvor Denis Jamains morfar Camille Rousseau slog sig ned i Reuilly og plantede sine første vinstokke på Sauvignon Blanc. Ejendommen og markerne havde dog haft en lang længere historie, da de første vinmarker i Reuilly i det 7. århundrede blev givet til det kongelige kloster i St-Denis af kong Dagobert.

Camille Rousseau lavede primært hvidvine, men senere blev vingården også kendt for deres vine op Pinot Noir og Pinot Gris, men det var først i begyndelse af 1990’eren, at der igen rigtigt kom gang i vinproduktionen, hvor Denis Jamain greb faklen og udviklede Domaine de Reuilly.

Han drev først gården som konventionelt – men bæredygtigt . vinbrug i mange år, men i 2007 konverterede han så til økologisk landbrug certificeret af Veritas og senere i 2011 til  og biodynamisk drift certificeret af Demeter.

Denis Jamain har i alt 23 hektar vinmarker, der er fordelt på de 4 primære lokaliteter Les Cavoine, Les Pierres Plates, Les Chatillons og Les Conges … alle med den typiske jord med kridt, ler og kalksten, som giver vinene denne mineralske side.

Her smager jeg så Denis Jamains 2021 Les Chênes Reuilly Sauvignon, og da Les Chênes jo betyder egetræ, så er der tale om fadlagret Sauvignon Blanc.

Efter høst og presning er vinen lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i rustfri stålkar. Efter endt fermentering har vinen så gennemgået malolaktisk gæring i 400 liter demi-muids før den så lagres 12 måneder på egefade, der er 1 til 3 år gamle.

Les Chênes aka fadlagringen kan også omgående duftes, for i næsen får du en fed duft og ikke typisk skinger Sauvignon Blanc vin, men du får i stedet vanilje, karamel og mælkechokolade … og så kommer den karakteristiske Sauvignon Blanc karakter alligevel frem med hyld, grønne pebre og iidt frisk græs. Frugten er mest kvæde, fersken og måske endda lidt abrikos … suppleres også med lidt nødder samt finsk lakrids med lidt råsødme.

Smagen er meget bred … meget likeable, fed og olieret, så vinen næsten smelter i munden. Men tag ikke fejl, vi er fortsat i det rene, klare og syrlige land med en slank, tynd, klein og spinkel vin. Der kommer dog også noget hvid peber, fersken og lime, lidt træ og alligevel ganske harmonisk og kompleks.

Det er sgu lidt af en syrlig vinder … har masser af rigdom og sjæl … måske er det hele kombinationen af den karakteristiske og syrlige drue, biodynamisk tilgang og brug af fad … det virker i hvert fald bragende godt, så dermed 94 point.

Forhandles hos Vinkapellet Samsø, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Lionel Gosseaume, Climat No 1 Sauvignon Blanc, Loire, Frankrig

2022 Lionel Gosseaume, Climat No 1 Sauvignon Blanc, Loire, FrankrigLionel Gosseaume har sin vingård Domaine de Pierre i Le Controis-en-Sologne lidt nord for Choussy i Loire. Jeg har før i år smagt hans flotte Folium Sauvignon Blanc entry-level vin, men nu smager jeg hans Climat No 1 Sauvignon Blanc og det er sgu bare enestående.

Nejk, den er faktisk ikke bare enestående … det er faktisk mind-blowing godt og til prisen forrykt og nærmest tyveri ved højlys dag, men  sig det ikke til Jysk Vin … mine smagsnoter skal jeg nok fluks komme tilbage til.

Climat No 1 Sauvignon Blanc er lavet på druer fra 10-40 år gamle vinstokke, der alle er plantede i den meget sandholdige jordbund i Touranne og  Sologne. Druerne høstes når de er meget modne, for at få så koncentreret et materiale som muligt.

Vinen gæres ved lav temperatur i rustfrie ståltanke og efter endt gæring er vinen så blot lagret sur lie i tankene, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

Det er duftmæssigt bestemt Sauvignon Blanc, for der er denne karakteristiske bedøvende aroma af hyld, grøn peber, nyslået græs, flint,  solbærblade og stikkelsbær, men samtidig lidt tropisk frugt af fersken, nektariner og ananas. Men her er det eksotiske indslag med lidt sødme bare meget afdæmpet, hvilket virker helt fabelagtigt. Du kan nogle gange få Sauvignon Blanc, hvor der bliver for mushy samt ligegyldigt. Det er der ikke her, for det dufter fortsat pivskarpt, rent og svævende elegant … wauw siger jeg bare.

Sådan smager vinen også … man har bevaret den pivfriske, rene og sprudlende Sauvignon Blanc karakter. Det er rent, sprødt, friskt, let, elegant og stringent med et virkeligt godt og balanceret syre-niveau, en snert svag sødme fra de eksotiske frugter, som er med til at binde smagen godt sammen, give en snert sødme, livlighed og en læskende venlighed, hvorved du får en lille vinder Sauvignon Blanc vin, som bare smager vildt godt … og du får sgu svært ved at slippe flasken … siger det bare, for det smager sgu af mer’ … så dermed 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 175 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker … og det er billigt … meget billigt.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Domaine Daniel Chotard, Sancerre Organic Blanc, Loire, Frankrig

2022 Domaine Daniel Chotard, Sancerre Organic Blanc, Loire, FrankrigDomaine Daniel Chotard er beliggende i bunden af ​​den lille landsby Reigny i Crézancy-en-Sancerre. Derfra smager jeg nu denne 2022 Sancerre Organic Blanc.

Domaine Daniel Chotard har en historie, der strækker sig over 200 år i Sancerre-regionen. Det ejes og drives af Daniel Chotard, men hans søn Simon har dog i dag overtaget meget af driften.

Daniel var oprindeligt skolelærer, men familieforetagendet trak ham tilbage til vinmarkerne. Domainet dækker i dag 10,51 hektar og det er hovedsageligt med Sauvignon Blanc samt en smule Pinot Noir.

Daniel og Simon praktiserer bæredygtigt landbrug og blev i 2022 også certificeret økologisk. Simon eksperimenterer med forskellige måder at lagre vinene på for at finde den bedste udtryk for det lokale Sancerre terroir.​

Høsten udføres manuelt, og druerne gennemgår straks afstilkning og presning for at bevare deres friskhed og naturlige smagsnuancer. Vinen lagres i 7-15 måneder inden den flaskes uden filtering.

Det dufter fremragende … formentlig er den lagret sur lie, for i næsen er der godt med kraft og virker faktisk helt olieret fed som burgundisk Chardonnay, men ingen klager herfra. Der er kandiseret lemon og grape, melon, let hyld, fersken og bløde pærer. Derudover har vinen en rank og frisk syre, lidt grøn og urtet med sødme og fennikel.

Det er heller ikke en sylespids Sauvignon Blanc i munden, for også i smagen kommer der denne lidt olierede fedme frem, sødbitter frugt med syltet lemon og kandiseret grape, virkelig god frugtighed og så har vinen altså også denne friske og ranke syre, som skaber struktur, bid og gør vinen levende på tungen. Det er sgu da godt, så dermed absolut 93 velfortjente point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDenne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae er en herlig lille Pinot Noir vin, som jeg da også har smagt før i både årgang 2018, 2019 og 2020 … og nu smager jeg så 2021’eren.

Boutique Domaine Ampelidae holder til i den lille by Marigny-Brizay få kilometer nord for den store by Poitiers … et lille vinøs smørhul i Loire, hvor det jo ellers vrimler med gamle vinslotte.

Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er interessant, uddannet ph.d. i psykolog og vinmager. Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Marigny-Neuf er en serie af vine fra Ampelidae, hvor man forsøger at bevare det autentiske udtryk for de store Loire druesorter, så det er en vin, som både laves på Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Cabernet Franc … her har vi så fat i Pinot Noir udgaven.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … altså nogle af vinhusets egne marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

I næsen er der en sjov leret og landlig aroma … der er vanilje, en  candyflossagtig frugtsødme, cedertræ, appelsin, ribs, jordbær og kirsebær, umodne grønne nødder, violer, peber, allehånde samt lidt andre søde krydderier. Derudover har den en meget autentisk duft af våd vinkælder.

I munden er det også en rustik, bondsk, ren og frisk vin med en ganske syrlig frugt af ribs, hindbær, lyse kirsebær, lemon og citron, masser af juraagtig syre, noget grape bitterhed … har en tør, syrlig og frisk kant, masser af charme og en vis lethed. Det er rustikt, kantet, syrligbittert og levende, så 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7