Tag-arkiv: Frankrig

2018 Domaine de Galuval, Les Collines Côtes du Rhône Rasteau, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Galuval, Les Collines Côtes du Rhône Rasteau, Rhône, FrankrigVi slutter turen hos Domaine de Galuval med en Rasteau vin, for det er husets Les Collines Côtes du Rhône Rasteau … endnu en basse med 15,5% alkohol.

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre fra husets marker i bakkerne i Rasteau. Grenache druerne er fra 18 år gamle vinstokke på en 1,4 hektar mark, Syrah fra 10 år gamle vinstokke på en lille 0,32 hektar parcel og Mourvèdre fra 10 år gamle vinstokke på en 1,65 hektar stor mark, men her er alle druerne imidlertid høstet med håndkraft og med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort og parcel vinificeres separat … først kommer druerne ind i en vibrerende beholder inden afstilkning og så overførsel til en række rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration i op til 3 uger.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og lagring på egefade … 45 hektoliter store fade for Mourvèdre druerne, 300 liter egefade for Syrah druerne, mens Grenache er lagret på henholdsvis 10-15 hektoliter fade. Først efter endt lagring  sammenstikkes vinen.

Duftmæssigt minder Les Collines Côtes du Rhône Rasteau rigtig meget om Le Plan de Dieu. Igen masser af lakridsale noter, både tør, engelsk lakrids, lakridsrod … men er klart meget stenet. Der er granit og lidt flæsk, godt med røg, lidt mælkede noter, brombær og solbær, sorte oliven, tørret frugt og en lille indelukket, indkapslet sødme, selvom fadpræget her ikke er særlig tydelig.

Smagen er meget frugtrig … virkelig frisk, fortættet og intens, men alkoholen mærkes her klart mindre end hos både Le Plan de Dieu og Le Coq Volant. Det er fortsat en stor og stærk mundfuld, men har en stenet, hård smag, meget kompakt, fortættet og massiv. Der er igen lakrids, tør lakrids, en smule bitterhed, sorte oliven, så Houlberg disker op med 5 tomler med en bitte pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 263,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine de Galuval, Le Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Le Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDen næste vin fra Domaine de Galuval er også en Côtes du Rhône Villages, for det er nemlig husets Le Plan de Dieu, hvilket betyder ikke mindre end Guds Plan.

Le Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er fra Galuvals vinserie kaldet Parcels Selections og er – som foregående – også lavet på 50% Grenache og 50% Syrah fra 30 år gamle vinstokke på husets marker omkring Cairanne, Travaillan, Camaret og Sainte Cécile Les Vignes.

Som med de foregående vin er druerne maskinhøstet med et udbytte på 40 hektoliter, hvorefter de afstilkes inden gæring og maceration over 3 uger i cementtanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på cementtankene efterfulgt af 4 måneder på fad inden aftapning på flaske. Vinen trækker en højoktan af alkohol på 15% og dermed på Amarone niveau.

Der er skam også langt mere tyngde i duften nu … det er engelsk og finsk lakrids, en pose lakridspiber, lakridskonfekt, saftig med tørrede roser, violer, en vild dybde med sort, tung og vel nærmest kandiseret frugt, brombær og solbær, søde elementer, svag eukalyptus, vanilje fra fadene samt våd og sød pibetobak.

I munden er det lidt samme historie, stor, fed, tung og dyb … der er tjære, mørk, sort og dyb frugt. Selvom smagen er fed og næsten helt med tørret tørret frugt, så virker vinen faktisk tør og bitter, hvilket er godt hjulpet undervejs af stramme, tørre og bitre tanniner, lidt stærk peber og lang, lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 183,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine de Galuval, Le Coq Volant Côtes du Rhône Villages Rouge, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Le Coq Volant Côtes du Rhône Villages Rouge, Rhône, FrankrigDen røde flyvende hane kan Le Coq Volant Rouge fra Domaine de Galuval direkte oversættes til og det er næste vin i min lille vinøse rundtur i de vine, som Propperiet Vin Import nu importerer.

Le Coq Volant er lavet på et blend af 50% Syrah og 50% Grenache, som kommer fra vinhusets egne marker … fra små parceller i Gayère dalen, som har sit navn fra floden, der løber gennem dalen og har været medvirkende til markernes marmorerede lerjord.

Vinen er en Côtes du Rhône Villages og fra husets serie, som de kalder Flying Roosters … flyvende haner.. Den er lavet ved, at de to druesorter vinificeres sammen i 100 hektoliter rustfri ståltanke med gæring og maceration i omkring 3 uger. Efter endt fermentering har vinen gennemgået en kort lagring på egetræfade.

Duftmæssigt er det virkelig klar Rhône … lakrids, urter, lavendel og andre Rhône krydderier, en lidt jammy frugt som brombær, lidt jern eller jodagtige noter, grønne blade samt lidt tobak.

I munden er vinen lidt stærk, tør og tanninerne også pænt tør … i det hele taget er der en tør og stærk vin. Der er peber, spejderhagl samt lakrids, en vis friskhed i frugten, brombær, kirsebær, bitre elementer og et rustikt bid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 135,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine de Galuval, Caladoc Mediterranee Rouge, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Caladoc Mediterranee Rouge, Rhône, FrankrigPropperiet Vin Import har fået et nyt vinhus i deres stald og det er Domaine de Galuval, der ligger lidt øst for den gamle landsby Cairanne på vejen mod Rasteau i Rhône. Vi starter med at smage deres Caladoc Mediterranee Rouge.

Domaine de Galuval er en af de ældste vingårde Cairanne og blev grundlagt i 1923 af Marchal-familien, som var pioner for en mere kvalitativ tilgang ved at lave og aftappe deres egne vine. Men siden etableringen har vinhuset har en omskiftelig tilværelse.

Vinhusets navn Domaine de Galuval kommer fra de to latinske ord Gallus, som betyder hane og Uva, som betyder drue … og derfor er husets logo da også i Galuval hanen, der passer på sine vinstokke.

I 2003 blev vinhuset købt af Vincent Moreau, som igen fik Domaine de Galuval på landkortet via nye investeringer, bl.a. det topmoderne vineri, som var arkitektegnet men meget atypisk ikke indeholdt en vinkælder, så derfor blev vinene vinificeret og lagret hos i en kælder, der havde tilhørt det legendariske Domaine Rocher.

Da vinhuset i 2016 blev overtaget af Jean-François Trontin, så byggede han dog nye kældre under ejendommen, men i 2019 solgte han igen Domaine de Galuval … denne gang til det store kooperativ Union des Vignerons des Cotes du Rhone aka Cellier des Dauphins.

Kooperativet Union des Vignerons des Cotes du Rhone er oprindeligt grundlagt i det herrens år 1965 af en flok vinavlere, som slog pjalterne sammen og oprettede kooperativet, som de så kaldte Union des Vignerons des Caves Coopératives du Sud de la Drôme.

Efter få år tilsluttede en række andre kooperativer sig, bl.a. kooperativer i Nyons, Saint Maurice, Tulette Nouvelle, Tulette Costebelle og Suze-la-Rousse og samtidig startede man med at lave egne vine fremfor blot at sælge vinen bulk i tanke.

Senere kom der yderligere kooperativer til, således der i dag sammenlagt er samlet 13 kooperativer under navnet Union des Vignerons des Côtes du Rhône. Kooperativet ofte omtales dog ofte som Cellier des Dauphins, som var det mærke/brand, som blev skabt allerede sidst i 1960’erne og samtidig blev mest kendt.

Union des Vignerons des Côtes du Rhône købte i 1996 også det gamle negociantfirma Louis Mousset, som er velkendt for en lang række vine, bl.a. almindelige vine fra Rhône, men i særdeleshed vine fra Châteauneuf-du-Pape.

Og det er et kæmpe foretagende, som for de 13 tilhørende kooperativer omfatter over 3.000 medlemmer/vinavlere med samlet mere end 16.000 hektar vinmarker, en årlig produktion på 720.000 hektoliter, 110 fastansatte samt en årlig omsætning på 110 millioner euro. Samlet producerer kooperativet 30% af al vin fra Rhône. WTF?

Union des Vignerons Des Côtes du Rhône holder til i nye bygninger i byen Tulette mellem Bollène og Nyons. Her aftappes og lagres vine fra de fleste af kooperativerne. Den samlede produktionsfacilitet er på ikke mindre end 33.000 kvadratmeter.

Og siden 2019 har de så også ejet Domaine de Galuval, som samlet har 49 hektar vinmarker … de fleste i  Cairanne men også hektarer i Rasteau … markerne er fordelt på 3 steder, nemlig i Gayère Valley, Mount Ventabren og bakkerne ved Rasteau.

Det store kooperativ har lagt ansvaret for produktionen af vinene i hænderne på vinmageren E. Couzi og han står også bag denne 2019 Caladoc Mediterranee Rouge, der ikke er lavet som en Rhône vin, men under den bredde appellation Méditérranée IGP.

Appellationen dækker bredt vine fra specielt områder som både Ardèche, Drôme, Vaucluse, Bouches-du-Rhône og Var i Rhône … ja endda også vine fra Châteauneuf-du-Pape, der ikke er klassificeret og vine fra områder som Bandol, Cotes de Provence, Corsica og endda en lille del af Loire.

Derfor er det nok heller ikke druer fra Domaine de Galuvals egne marker, men måske fra nogle af kooperativets mange hektarer, men nu gætter jeg altså bare.

Vinen er lavet på Caladoc, som rød druesort mest udbredt i Languedoc, hvor den bruges i blandinger. Caladoc er en krydsning mellem Grenache og Malbec, skabt i 1958 af Paul Truel i 1958 ved Institut National de la Recherche Agronomique.

Caladoc har et højt indhold af tanniner, masser af fenoler og bidrager i blends med frugtagtige krydrede aromaer … og her er vinen lavet på 100% Caladoc, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, men mon ikke, at den er lavet på ren stål.

Duften er tør, urtet og klart med Rhône krydderier, lavendel, tørt træ, blåbær, brombær og sorte kirsebær, sukat, nelliker, blomster, grønne blade samt svage spor af lidt sødme.

I munden er der lidt samme tørhed, rustik med lidt sød og krydret frugt, tranebær, brombær, blæk, grafit, jern og egentlig meget ren og klar i smagen. Det er sgu egentlig meget fint og klart 4 tomler med en lille pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine Potinet-Ampeau, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Potinet-Ampeau, Meursault, Bourgogne, FrankrigDomaine Potinet-Ampeau ligger i Monthélie i den sydlige del af Côte de Beaune nær Meursault, Volnay og Auxey-Duresses. Og det er netop en hvid Meursault i årgang 2018, som jeg smager fra vinhuset.

Domaine Potinet-Ampeau drives i dag af 5. generation i form af Vincent Durrieu, men hans mor Chantal Durrieu er fortsat med i driften.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker spredt ud over landsbyerne Puligny-Montrachet, Meursault, Auxey-Duresses, Volnay, Pommard og Monthélie. Vinstokkene er i gennemsnit 35 år gamle og alle dyrket efter økologiske principper.

Domænet producerer 18 Côte-de-Beaune appellationer mellem Pommard og Puligny-Montrachet, halvt hvidt og halvt rødt. Det er et hus, som med laver store Meursault vine … og Ampeau navnet har da også stolte traditioner, fx via sin afdøde slægtning Robert Ampeau, der havde et særligt ry som specialist i kældermodnet bourgogne.

Denne Meursault er lavet på Chardonnay druer, som Vincent Durrieu høster fra over 40 år gamle vinstokke på de højt anerkendte enkeltmarker, Pré de Manche og Clos des Luchets. De friskhøstede durer presses direkte i en mekanisk vinpresse, inden nedkøling og 24 timers bundfældning af urenheder.

Mosten omstikkes herefter til en langsom og kølig gæring, der bevarer alle frugtens fine nuancer. Meursault’en fuldendes ved en malolaktisk gæring samt 18 måneders lagring på 228 liter Allier barriques, heraf 20% nye fade.

Lækker smørfed Chardonnay brise … og når jeg skriver brise, så er det fordi, at vinen har en meget let aroma, hvor fadfedmen slet ikke er tung eller dominerende. Der er smør, let ristede nødder, toast og en smule røg. Frugtmæssig er det mest pærer, men de suppleres fra en eksotisk orkester, hvor der spilles lidt abrikos og mango. Dosering er her nøgleordet, for alt er velafbalanceret så fint, let og elegant.

Sådan er smagen også … på inden måder fed eller svulstig, men er rank, fin, sart, feminin og elegant. Det er en franske femme fatale med graciøs, slank og yndefuld krop. Syren er afdæmpet, men har som madame selv styr på alle led i kroppen. Der kommer både lidt citrus, ultrasvagt lidt lemon og dæmpet kalket mineralitet. Man bliver omgående i godt humør og Houlberg giver 5,5 med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2020 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigVi napper mer’ hvidvin … og hvorfor så ikke sprød Sancerre fra Patrice Moreux, der holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux,

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Brødrene – som i øvrigt er tvillinger – har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Markerne Sancerre og Pouilly dyrkes med inspiration fra biodynamisk drift og ved at lade druemosten gære med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer i spontangæring, så fremmer vinhuset sin terroirtypiske vinstil.

Her smager vi deres almindelige Sancerre, hvor Sauvignon Blanc druerne kommer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil. På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer mosten i en temperaturstyret cementtank, og lagrer der sur lie nogle måneder og aftappes først, når månen står rigtigt.

Duften giver dig grønne umodne æbler, hybenroser, fersken, stikkelsbær, hyld, en kølig røg, solbærblade, let sødme samt en smule tyggegummi. Det virker som om, at der er en rigtig fin balance i vinen.

I munden er vinen egentlig ikke så skarp eller syrlig fra starten og egentlig rund … om end friskheden hurtigt overtager sammen med en kalket og salt mineralitet, fersken, æbler, grape og citroner. Det smager sgu godt med denne cremede, småfede og alligevel friske side. Nu smager jeg sgu bare en lille ret med lidt fisk …  så spiller vinen bare max.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men kan fås til 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2002 G.H. Martel & Co, Collection Familiale Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2002 G.H. Martel & Co, Collection Familiale Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigNår vi er i gang med at boble over af glæde, så nupper vi da bare endnu en champagne, for det er en Collection Familiale Blanc de Blancs Millesime 2002 fra champagnehuset G.H. Martel & Co.

Huset ligger i Avenay Val d’Or … en lille by nogle få kilometer fra Epernay og er grundlagt tilbage i 1869 af familien Tabourin som et negociantfirma … altså et champagnehus, der alene laver vine fra druer opkøbt af andre vinavlere.

Tabourin familien nåede at drive firmaet i  110 år, men da den allersidste ejer André Tabourin døde i 1979 og der efterfølgende opstod problemer med arven, så blev champagnehuset købt af en den traditionsrig Rapeneau familie fra Champagne, nemlig af François og Bernard Rapeneau fra champagnehuset Ernest Rapeneau.

Ernest Rapeneau havde selv grundlagt sit champagnehus i Hautvillers i 1901, men havde gået på pension i 1965. Men hans sønner François og Bernard erhvervede aktiemajoriteten i G.H. Martel og gjorde G.H. Martel & Co til det primære selskab for  aktiviteterne i Champagne.

I porteføljen hos GH Martel gruppen indgår i dag flere mindre og spændende champagnehuse, der drives stort set uafhængigt af det store moderfirma. Det er fx champagnehuse som Charles Orban i Vallée de la Marne, P. Louis Martin i Montagne de Reims og Château de Bligny i Aube … alle recoltant manipulants aka huse, der kun laver vine fra egne vinmarker.

Med en årlig produktion på over 10 millioner flasker champagne er GH Martel gruppen blandt de 10 største producenter i Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.

I dag styres det store foretagende, altså både den store GH Martel gruppe samt champagnehuset Ernest Rapeneau af Bernards yngste søn Christophe, som er uddannet ønolog og vinmager. Han får dog lidt hjælp fra hans storebror Jean-François, der er ansvarlig for salget.

Denne Collection Familiale Blanc de Blancs Millesime 2002 er selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay druer. Her kommer de fra en Grand Cru mark Grand Cru Le Mesnil ved den berømte landsby Mesnil-sur-Oger.

Druerne selekteres allerede i vinmarken og så igen på vineriet, hvor mosten presses fra druerne forsigtigt. Den har først gæret i rustfrie ståltanke, mens andengæringen på flaske er sket i kælderen over 6 år med bærmen. Vinen er degorgeret i 2008 og har så lagret yderligere på flaske i husets gamle kældre.

Duftmæssigt er champagnen meget mostet, saftet og samtidig virkelig med moden frugt. Det er æblemost, gær, nødder, ristede hasselnødder, en smule abrikos, croissanter, bagt butterdej, rugbrød og bagerbutikken suppleres med lidt Monin karamelsirup og endda lidt marcipan … meget velafbalanceret med noget blidt, surt, modent og let sødme. Det er klart en moden, fin og blød næse.

Sådan er smagen også … har denne modne ædelhed, rund med masser af frugtsmag, abrikos, grape og lemon, som – trods alderen – giver en god syre og nerve. Boblerne er dog meget blide, vage samt føjelige og dermed bliver vinen aldrig helt tør, for der er også nogen sødme. Balancen er god mellem surhed, bitterhed og sødme, mens eftersmagen er meget lang. Det giver 5,5 gamle tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., men kan fås til 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Gosset, Grande Réserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Gosset, Grande Réserve Brut, Champagne, FrankrigLidt champagne har vel aldrig skadet nogen, men det har meget champagne vel heller ikk’?  Jeg starter med lidt … en  Non Vintage Grande Réserve Brut fra champagnehuset Gosset.

Gosset holder til i byen Aÿ og startede for over 400 år siden, hvor Jean Gosset som første i efterfølgende 16 generationer startede med at lave med lave vine uden bobler og endda mest rødvine.

Det var dog Jeans barnebarn rådmand i Aÿ Pierre Gosset, der i 1584 officielt startede med at sælge familiens vine og satsede på vin som deres levevej … og det skulle vise sig at være en god idé.

Familien Gosset blev velanset i Aÿ og fik – ved siden af deres vinproduktion – poster som både viceborgmestre, borgmestre, anklagere og Seigneur af Aÿ i byen. Husets vine blev faktisk berømte og blev så eftertragtede, at de blev serveret i det franske kongehus … en ære der ellers kun dengang tilfaldt vine fra Beaune, men sjovt nok på samme druer … Pinot Noir og Chardonnay.

Det var først i det 18. århundrede, at man begyndte af lave mousserende vine i Champagne og den ændring tog Bosset familien også til sig. De havde jo i forvejen lavet deres vine på Pinot Noir og Chardonnay, så derfor passede det fint med de regler, som blev vedtaget i området.

Gosset familien ejede champagnehuset i 16 generationer, men solgt det endeligt i slutningen af det 20. århundrede til Renaud-Cointreau  familien, der også ejer cognac firmaet Frapin i Ségonzac. I dag er det formanden Jean-Pierre Cointreau, som leder Gosset.

Men Jean-Pierre har fortsat champagnehuset gamle tradtioner, bl.a. anvender man fortsat den antikke flaske til cuvée champagnerne og de laver vinene uden malolaktisk gæring, så vinene bevarer al deres naturlige frugtighed.

Efter Renaud-Cointreau overtog Gosset i 1994, så har de øget produktionen til over 1 million flasker champagne årligt. Derudover har de købt nyt vineri  i Epernay … en smuk gammel bygning fra det 19. århundrede med en tilhørende park på 2 hektar, vineri med en produktionskapacitet på 26.000 hektoliter, lagerkapacitet på 2,5 millioner flaske og 1,7 kilometer underjordiske kældre.

Der produceres hovedparten af champagner … og alene en lille del produceres i Aÿ ejendommen, som dog fortsat er Gosset domicil.

Denne Grande Réserve Brut er vel nærmest husets signatur og lavet på 45% Chardonnay, 45%, Pinot Noir og 10% Pinot Meunier fra flere forskellige marker i Aÿ, Bouzy, Ambonnay, Le Mesnil-sur-Oger samt Villers-Marmery. Grundvinen er lavet på ståltanke og uden en efterfølgende malolaktisk gæring.

Derefter er andengæringen sket på flaske med en lagring i de lange vinkældre over 3 år … altså langt mere en appellationens krav på 15 måneder.

Duften er virkelig dejlig … ganske gæret med masser af nedfaldsæbler suppleret med let tropisk frugt, fersken, abrikos, mirabeller, meget mostet i noterne. Der er også toast, blomster og en virkelig stenet side … meget ædel i duften, hvis man kan sige det?

I munden er der masser af syre, godt med brus samt tonsvis af lemon, grape, havtorn og virker virkelig tør. Det er most fra sure æbler, sur, syrlig og mundspidsende skarp. Det hele virker Krisp, sprødt, frisk og endda meget ungt, men fin champagne.

Forhandles flere steder, bl.a. Otto Suenson, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Jean Monnier & Fils, Beaune-Montrevenots 1er Cru Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Monnier & Fils, Beaune-Montrevenots 1er Cru Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Jean Monnier & Fils ligger midt i byen Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er et historisk vinhus. Det er derfra, at Houlberg nu smager en 2019 Beaune-Montrevenots 1er Cru Blanc.

Vinhuset er grundlagt tilbage i år 1720 af familien Monnier og drives i dag af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller. Det er nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Charmes samt Meursault Genevrières … de fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots er fra deres mark Montrevenots, der ligger ved den sydlige del af Beaune kommune nærmest ved grænsen til Pommard. Marken er samlet på 8 hektar, hvoraf Monnier alene har en lille del og deler således marken med nogle få andre producenter, bl.a. den dygtige Vincent Dancer.

Montrevenots er den højeste beliggende mark i Beaune med en stenet og rødlig jordbund på grund af den jernholdige ler, som er med til at frembringe mineralske og elegante vine. Druerne er også høstet med håndkraft og derefter sorteret inden vinificering og lagring på egefade.

Boom … totalt fed og fadtung Chardonnay … ristede valnødder og brunet smør, tropisk frugt med fersken, dåsepærer, grillede citroner, mandler, en frisk sødsyrlig note, lidt estragon samt en nærmest kalket mineralitet.

I munden er det en virkelig koncentreret vin, masser af mørk syre, sure æbler, citronsyre og så samtidig fyldig og stærk frugt, abrikos, fersken, pærer samt saltede mineraler, et stort bid og koncentreret som bare pokker … sidder insisterende og kraftigt i munden i mega lang tid.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har tidligere smagt denne Chablis 1er Cru Fourchaume fra Domaine Joëlle Vrignaud og det var sidst i årgang 2017. Men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.

Chablis 1er Cru Fourchaume er en enkeltmarkvin, hvor druerne er fra marken Fourchaume, der ligger på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis.

Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

I næsen er der lejrbålstemning, røg, kalk, flint, en subtropisk aroma med melon, fersken, gule æbler, grillede citroner samt en fin lethed, der kommer med en blød og kraftig fornemmelse, let fagpræg med en smule vanilje og en buket tørrede blomster.

Smagsmæssigt kan du også fornemme røgen … og samtidig en meget ren, rank og klar  Chardonnay med en vis sprødhed, mineraler og lidt sure citroner. Der er sammen med citronerne også grønne æbler, en fin tørhed og fyldig friskhed, men det bliver aldrig overdone, cremet og fuldfed Chardonnay, men arketypisk Chablis med denne ranke, stenede og kalkholdige elegance.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7