Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2021 Ministry of Clouds, Pinot Syrah, Adelaide Hills, Australien

2021 Ministry of Clouds, Pinot Syrah, Adelaide Hills, AustralienEn australsk vin lavet på et blend af Pinot Noir og Syrah lyder måske nok som en sjov og besynderlig blanding, men det tester jeg fluks. I hvert fald er vinen en 2021 Pinot Syrah fra vinhuset Ministry of Clouds.

Vi er i McLaren Vale, hvor vinhuset med det sære navn er grundlagt i 2012 af Bernice Ong og Julian Forwood.

De forlod begge deres job i vinbranchen forfølge deres mere uforudsigelige drøm om at stifte deres eget domæne. De kaldte vinhuset for Minestry efter den store vinbranche, som de forlod og Clouds efter deres drøm.

De laver vine med fra ege marker og fra opkøbte druer … har selv omkring 9 hektar vinmarker ved Blewitt Springs i McLaren Vale og opkøber derudover druemateriale fra dygtige vinbønder i Clare Valley og på Tasmanien til deres Riesling og Chardonnay.

De udgav deres første vine i 2013, men allerede i 2015 opnåede deres fem debut-vine produceret fra deres første årgang 2012 sgu mellem 94 og 97 point i Hallidays Wine Companion.

Stilen er mildest talt noget atypisk i forhold til det, flertallet af vinkendere normalt forbinder med McLaren Vale, hvor fuldmodne og lettere bombastiske Shiraz-vine før var moderne. Bernice Ong kalder hende og Julian Forwood for selvudnævnte acid freaks, hvilket der virkelig afspejles i disse rene, saftige og atypiske McLaren Vale vine.

Denne Pinot Syrah er lavet på 51% Pinot Noir og 49% Syrah, hvor Pinot Noir druerne kommer fra familiens vinmark The Morialta Hills Vineyard i Mount Lofty, mens Syrah-druerne kommer fra vinmarken Erinka … alle i det køligere Adelaide Hills.

Begge parceller høstes i hånden, og ved ankomst til vineriet lader man 20% af klaserne være hele i de åbne kar, som spontangæringen på vildgæren foregår i. Efterfølgende lagres vinen på gamle franske fade.

Duftmæssigt er det også et sjovt gadekryds og hybrid …. duften er egentligt til den lysere side, som det er bestemt ikke overdone aussi wine. Der er noget grøntsagsfond, grønne stilke, en lidt udefinerbar frugt …tranebær, blommekompot, hyben, noget blomstret og meget landligt, mentol, engelsk lakrids og egentlig meget frisk.

I munden kommer samme lethed frem … bare med grovere bundtræk samt et let drej fra peberkværnen. Det er en samtidig vin med frisk frugt, brombær, blommer, tranebær og ribs … blomster er der bestemt også, mens syren til gengæld er fin og næsten feminin elegant og lige løfter vinen et niveau op. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Büsser-Paukner, Merlot & Pinot Rosé, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Büsser-Paukner, Merlot & Pinot Rosé, Rheinhessen, TysklandVi napper en vin mere fra Eva og Andreas Paukner på Weingut Büsser-Paukner i Gau-Odernheim og det blev en 2021 Merlot & Pinot Rosé.

Det er en vin, som jeg ikke kan finde ret meget information om … hverken hos importør eller på vinhusets egen hjemmeside.

Den er dog lavet på et mix af Merlot og Spätburgunder med en ganske kort og dermed svag maceration på skindet, så vinen har fået lidt farve. Ud fra smag vil jeg vurdere, at vinen blot er gæring og lagret i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er vi også i den lette roséafdeling, hvor frugten er mirabeller, jordbær og kirsebær, der er suppleret med rød peber og nogle fondagtige noter.

I munden er der også en lidt smårød frugt med moreller, hindbær samt noget lemon, grape og citroner, der lige giver en smule mere syre end foregående Pinot Blanc, selvom denne rosé skam også har en smule sødme og igen på en ganske let perlende facon. Der er mere bid i vinen og det klæder den. 89 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Marie-Thérèse Chappaz, Grain Pinot Les Dahrres, Valais, Schweiz

2021 Marie-Thérèse Chappaz, Grain Pinot Les Dahrres, Valais, SchweizDet er forholdsvis sjældent, at vi støder på schweizisk vin herhjemme, men nu smager jeg en 2021 Grain Pinot Les Dahrres fra den lille biodynamiske producent Marie-Thérèse Chappaz.

Det var egentlig slet ikke planen, at Marie-Thérèse skulle være vinmager, for hun ville oprindeligt være jordemoder og rejse verden rundt. Da hun fyldte 17 år i 1987, så tilbød hendes far – der ikke selv var vinmager, men advokat – at hun kunne overtage en vingård, som efter grandonklens død stod uden ejer.

Det var et svært valg, men efter et hospitalspraktik, hvor hun kæmpede med stemningen og det hierarkiske system, så besluttede hun sig for at acceptere at overtage vingården, med på betingelse af, at hun havde fuld kontrol over dens drift og ledelse.

Med hjælp fra den eksisterende vinmager kom hun i gang, men uddannede sig samtidig. Hun gennemførte et etårigt praktikophold på Biollaz-vingården og deltog i forberedende klasser for at komme ind på Changins skolen – Haute Ecole de Viticulture et Oenologie – hvor hun med succes afsluttede med en grad i vinavl og ønologi.

Changins er både en skole og træningscenter i Schweiz med tre skoler, hvor man kan arbejde med vindyrkning og ønologi. Der fik Marie-Thérèse arbejde og var der i 6 år, mens hun ved siden af passede sine egne vinstokke.

Det blev 6 år med hårdt arbejde med at lære, observere og udfordre forskellige vanskeligheder … men samtidig vidste Marie-Thérèse, at hun her havde fundet sin livsvej og passion.

Det var Marie-Thérèses grandonkel Maurice Troillet, der havde grundlagt vinhuset i  1940’erne.Han var en stor beundrer af Fully-området og især La Fontaine-bjergskråningen. Derudover var han også medlem og formand for det administrative i Valais. Han skabte et vinhus, som også blev besøgt af nogle af tidens ret fremtrædende politiske, religiøse og kulturelle personer som fx François Mauriac eller General Guisan.

Marie-Thérèses onkel, som var den kendte schweiziske forfatter og digter opholdt sig der ofte. Det var fx der, at han sammen med Corinna Bille skrev deres bedste værk om madlavning med handsker.

Hun har nu 10 hektar vinmarker, som alle er tilplantet med både historiske lokale druer, samt internationalt kendte druer. Sorterne omfatter Chassels, Petit Arvine, Pagan, Gamaret, Cabernet Franc, Pinot Blanc, Sylvaner, Hermitage, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Gamay og Pinot Noir.

Siden starten har Marie-Thérèse haft en stor dedikation til både terroir og bæredygtighed. Hun tror fast på, at den eneste vej til at udtrykke hvert enkelt terroir gennem druen, er ved at have en sund vinmark. Derfor er alt intervention naturligvis minimal.

Hun bruger ingen syntetiske produkter eller kunstgødning i markerne. Kun hendes egne, hjemmelavede urteudtræk af lokale vækster samt hjemmelavet organisk gødning anvender hun i vinmarkerne. Samtidig bruger hun i vineriet minimalt svovl og udelukkende udvundet fra de lokale forekomster i bjergene.

Efter hun i 1997 besøgte Chapoutier omlagde hun alt sin aktivitet til biodynamik og siden 2003 har vinhuset været Demeter certificeret. Biodiversitet er selve hjertet af vinhusets tilgang til mark arbejdet.

Vilde urter og græsser vokser mellem vinstokkene, og Marie-Thérèse har tilplantet yderigere træer og buske for at fremme
forskelligheden og styrke vinmarkernes økosystem.

I dag er Marie-Thérèse Chappaz blevet er et ikon for biodynamisk vinbrug og en veritabel superstjerne i Schweiz. Hendes vine er stærk efterspurgt på toprestauranter og hos private vinentusiaster lokalt og derfor nærmest uopdrivelig, både i hjemlandet og især på eksportmarkedet.

Men her smager vi altså hendes 2021 Grain Pinot Les Dahrres, der er lavet på 100% Pinot Noir, som kommer fra en enkelt mark, nemlig Chamoson Les Dahrres. Vinen er lavet med spontangæring og alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret på kombination af ståltanke samt egetræsfade.

Det er duftmæssigt en let, lys og meget ren vin … næsten klinisk i udtrykket uden megen fikumdik … kølig bjergluft, gazebind, plaster og forbinding, aske, røg, tørt træ og stenede mineraler, mens frugten ligeledes er lys med knuste hindbær, jordbær, lidt tranebær samt moreller. Med luft i glasset åbner vinene mere op, men fremstår fortsat slank, veldrejet med kølig elegance.

I munden er det en virkelig saftig og meget velsmagende vin, godt med søde jordbær, hindbær … meget ren også smagsmæssigt og næsten en smule poleret. Der er noget lidt nobelt over smagen, har et lille småbittert lemontouch i syren, som er fin, sart og er med til at give vinen et velourblødt bid, da tanninerne også er fine, feminine, luftige og vel integrerede i vinen. Her er der intet, som river udover prisen, men sådan er det jo ofte med gode vine og specielt vine som denne, kan være svære at opdrive. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2010 Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandHos Sune smagte vi mer’ Pinot Noir og den havde endda noget alder i en årgang 2010 fra huset Fromm Winery, som ligger ved Fairhall i Marlborough nordligt på sydøen i New Zealand.

Historien om vinhuset startede i slutningen af 1980’erne, hvor de 2 schweiziske vinmagere Georg Fromm samt Hätsch Kalberer mødtes og besluttede at skabe Fromm Winery.

De etablerede deres vinhus i Marlborough og startede med at plante vinstokkene under vejledning fra Georg Fromm og i 1992 kunne de høste markerne for første gang.

Siden da har Fromm Winery opbygget et internationalt ry ved at producere en række fremragende vine, der afspejler europæisk stil med kølig elegance.

I 2008 vendte Georg Fromm dog hjem til sin families vingård i Malans i Schweiz, men siden har vinmageren Hätsch Kalberer så fortsat driften sammen med den gamle familieven og ejer Pol Lenzinger, medejer Stephan Walliser og den schweiziske forretningspartner George Walliser.

Denne basis Pinot Noir er lavet med druer fra forskellige marker, hvilket er – hvis 2010’eren er lavet som 2020’eren – fra husets egen mark Churton Vineyard i Waihopai Valley samt 3 andre vinmarker som er Quarter, Yarrum og Wrekin i Brancott Valley.

Stort set alle druerne er afstilket med en ubetydelig mængde hele
klaser samt gæring og maceration over 14-28 dage. Efter gæringen er vinen lagret 12 til 18 måneder på franske egetræsfade, men en lille del nye fade … men det er under 10%.

Det er også duftmæssigt en meget lys vin, hvor frugten nærmest er grape, ribs og virker meget viril, ung og spændstig, selvom den jo har over 12 år på bagen. Der er grønne vinranker, teaktræ, ædeltræ, let karamel, champignon, nødder og kastanjer.

I munden er frugten mest kirsebær …  og har en rund, moden og alligevel ganske syrlig frugt med ribs, grape og lemon. Igen ryster vinen sin alder af sig med en god friskhed, god syre og skarp, fin og lys intensitet. Ganske fin Marlborough Pinot Noir. 93 point.

Forhandles af World of Wine, hvor en flaske i en nyere årgang 2017 koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Mutiliana, Ecce Draco Pinot Nero Forlì, Emilia Romagna, Italien

2016 Mutiliana, Ecce Draco Pinot Nero Forlì, Emilia Romagna, ItalienSå gik vi til de røde vine og det skete først med denne 2016 Ecce Draco Pinot Nero Forlì fra vinhuset Mutiliana, der ligger i Modigliana … en lille by ved foden af Appenninerne.

Vinhuset er grundlagt af Giorgio Melandri, som i dag driver huset sammen med sin datter Livia.

Giorgio havde inden etablering af sit ejet vinhus brugt 20 år på at smage og skrive om vinene fra Emilia-Romagna for Gambero Rosso. Derfor findes der også få mennesker, der kender området og dets varierede terroir så godt som ham.

Han havde også specielt brugt år på at studere området ved Modigliana og de 3 dale, der ligger op mod Appenninerne, nemlig dalene Ibola, Tramazzo og Acereta, som byder på en fattig lerjord med masser af mergel og sandsten.

Giorgio har fundet ud af, at Sangiovese fra disse tre dale er vidt forskellige fra hinanden. Fra hver af disse 3 dale producerer Giorgio derfor sammen med Francesco Bordini række vine på Sangiovese med en smilende italiensk sol på etiketterne.

Ud over Sangiovese vinene laver Giorgio hvidvine på Trebbiano og Chardonnay og denne Pinot Nero. Vinene laves helt simpelt og helt ens med gæring og lagring på cementtanke, som Giorgio finder og opkøber.

Denne Ecce Draco Pinot Nero Forlì, der er lavet med gæring og maceration på cementtanke over 25 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske, hvor der alene tilsættes en knivspids svovl.

Det er en tør, tær og nogenlunde lys vin med kirsebær, røg, tobak, suppleret med en kødfuld mørk side, lidt flæsket og har derudover grønne stilke og kaktus. Dermed er det ikke en pleasende eller helt venlig næse, men lidt tør og pågående.

Smagen er også mest kirsebær, kirsebærsten, bitter lemon og mirabeller med en rank rygrad samt grønne, tørre tanniner samt en rustik kant. 91 point.

Forhandles af Estrup & Udsen VIn, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandJeg var egentlig færdig ved Distinto branchesmagningen , da jeg havde en anden aftale, men en flaske 2018 Pinot Noir Present fra den gode Jens Heinemeyer fra Weingt Solveigs lokkede lige, så lige et enkelt mundfuld 🙂

Det er også en vin, som jeg har smagt før, både i årgang 1995, 1998, 1999, 2003, 2004, 2006, 2009, 2011 og 2012 … med 1999’eren som en af de bedste.

Det betyder jo også, at jeg tidligere har skrevet en masse om vinhuset, historien og den utroligt rare Jens Heinemeyer, der jo også hjælper flere danske vinhuse. Det er fx ikke ret lang tid siden, at jeg smagte en 2021 Nordlys Brut fra Saxtrup Vingaard og den var jo netop lavet af Heinemeyer.

Present er en vin fremstillet på druer fra en lille udvalgt parcel i overområdet Assmanshauser Steil, et af Rheingaus bedste områder for Pinot/Spätburgunder nær landsbyen Assmannshausen.

Han kalder denne parcel Present og laver kun selection fra parcellen i de år, han mener kvaliteten har Present-niveau. Alle øvrige år bliver druerne i stedet anvendt i vinene Steil eller Phyllit.

Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade, hvorefter vinen også normalt lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

Altså Jens, hvor dufter det godt … man fornemmer omgående, at det er Pinot Noit med dybde samtidig med denne æterisk og luftige side, hvilket sammen med en sødbitter frugt giver stor kompleksitet. Der er jordbær og brombær, lidt grannåle, nelliker, krydrede noter, fad med brændte noter, lidt kanel og vanilje.

I munden mærker man, at det endnu er en ung vin, hvor der er de grønne noter med gran, blæk og peber … stram, livlig med en bitter frugt med tranebær, brombær og ribs. Det er er ultratørt og selv alle tanninerne virker endnu utæmmede og lammende, men for pokker Jens … det er sgu god Spätburgunder/Pinot Noir. 94 point.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Podere della Civettaja, Pinot Nero, Toscana, Italien

2019 Podere della Civettaja, Pinot Nero, Toscana, ItalienNogle gange støder man bare på små perler … og dem er Distinto gode til at spotte, som nu fx denne Pinot Nero fra Toscana … fra et ganske lille vinhus, der hedder Podere della Civettaja.

Vinhuset logger tæt ved Casina Rossa i Arezzo provinsen … lige på en sydvendt skråning af en 500 meter høj bakke. Det er ikke langt fra Arno-floden … bare lidt mere end en times kørsel vest for Firenze.

Podere della Civettaja drives af den meget talentfulde vinmager Vincenzo Tommasi, som testede mere end vinmarker,  før han i 2002 købte marken ved Casina Rossa. Han ledte specielt efter den perfekte mængde ler og den fandt han der.

Vincenzo Tommaso er indfødt fra Casentino i det nordøstlige Toscana, hvor hans familie har levet i generationer – helt tilbage til det 15. århundrede.

Efter at have overtaget hvervet som landmand fra sin far og dimitteret landbrugsstudierne i Firenze, så drog Vincenzo i starten af 1990’erne til Frankrig og faldt over Les Clos Saint Jacques. Han blev forelsket i kulturen, naturen og vinene. Men drømmen om at kultivere Pinot Noir i sin fødeby Casentino, begyndte at spire.

Hans idé var at plante en vinmark udelukkende med Pinot Noir, for at skabe én enkelt unik vin, så i dag har han så alene marken på små 3 hektar kun tilplantet med Pinot Noir og den drives både økologisk og biodynamisk med en lille produktion på omkring kun 10.000 flasker årligt.

Vincenzo Tommaso er en purist, og en meget omhyggelig en. Omsorgen for hans vingård og udvælgelsen af druer under høsten kan kun sammenlignes med ædle Grand Crus i Bourgogne. Han er så ydmyg og fokuseret. Vincenzo er intet mindre end en perfektionist. Resultatet er enkelt. Hans vin anses for at være blandt de bedste Pinot Noir vine i Italien.

I næsen er duften rosenblade, blomsterstilke og gule blomster, frugten er lys af rabarber, hindbær, ribs og lidt vild samt bolsjesød. Der er noget virkelig fint, sart og dragende … ingefær, lys balsamico, svagt lidt nelliker og med den lidt parfumerede, lyse og lette note, som ligger Bourgogne nu næsten i Toscana.

Smagsmæssigt er vinen lidt mere stram og der kommer også mere kirsebær i den lette frugt sammen med søde jordbær og hindbær. Og alt er så fint, blød og rundt på en sart og feminin facon. Vinen har en supervin balance mellem det bløde og så en mere hård mineralitet, virkelig lækker italienske Pinot Nero. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Pierre Morlet, Cuvée Suivie Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Pierre Morlet, Cuvée Suivie Brut, Champagne, FrankrigVi nappede lige en champagne mere … en Cuvée Suivie Brut fra champagnehuset Pierre Morlet, der på Rue Paulin Paris lige midt i Avenay-Val-d’Or.

Champagnehuset har været drevet af Morlet familien siden starten af 1800-tallet og blev reelt grundlagt af Auguste Morlets søn Gaston Morlet,men det var dog Gastons søn Pierre, der virkelig fokuserede på vindyrkning, produktionen og markedsføringen af deres egne champagner.

Det var også Pierre Morlet, der skabte den stil af champagne, som familien er kendt for i dag. I dag drives huset af 5. generation i form af brødrene Nicolas og Paulin Morlet.

De har samlet 12 hektar vinmarker, som er fordelt på 40 parceller og endda udelukkede Premier Cru marker i Avenay-Val-d’Or, Mutigny, Bisseuil og Aÿ.

Denne Cuvée Suivie Brut er lavet på 65% Pinot Noir og 35% Chardonnay fra de tre årgange 2014, 2015 og 2016 … men ellers har jeg faktisk ikke mange oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er champagnen både frisk og lettere sød … men er faktisk i forhold til den foregående en kende neutral. Der er noget franskbrød, dej og toast, mens frugten faktisk er lidt udefinerbar og måske noget i retning af fersken og æbler.

I smagen er der også noget sødme, så det bliver bestemt heller ikke en knastør Brut champagne. Der er fersken, pære, grillet lemon og sød æblemost. Boblerne er lette, men aftager også hurtigt. Det bliver sgu en kende neutral uden at være dårlig. 88 point.

Forhandles af Leisner Wine, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. G.H. Martel & Co, Cuvée Victoire Brut, Champagne, Frankrig

N.V. G.H. Martel & Co, Cuvée Victoire, Champagne, FrankrigJeg har tidligere smagt den smukke 2012 Cuvée Victoire Gold Vintage fra G.H. Martel & Co, men de laver skam også en almindelig non vintage Cuvée Victoire Brut og den er lige så god … næsten.

Champagnen er fremstillet på 66% Chardonnay og 34% Pinot Noir. Basisvinen er baseret på årgangen 2009 med gæring og modning på ståltank, mens den traditionelle andengæring på flaske er sket fra april 2010 frem til degorgering over 7 år senere december 2017 med en dosage på 10 gram pr. liter.

Duften er utrolig behagelig … lidt nøddet med tørret abrikos, pærer fersken, røde æbler og så en Faxe Kondi sødme, rugbrød, gær, smør, men det er på en let, luftig og balanceret facon.

I munden er der et godt brus og samlet set en champagne med en lille sødme, selvom det er en Brut. Der er sød og grillede citroner, lidt limesaft og tonicvand, modenhed i frugten, blødhed samt en kalket mineralitet. Flot. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Buena Vista Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USA

2018 Buena Vista Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USADenne 2018 North Coast Pinot Noir er søstervin til foregående Chardonnay og kommer dermed fra North Coast serien hos Buena Vista Winery.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Lake County og Sonoma County. Efter høsten af de modne druer sker gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering, så har den lagret 7 måneder på en blanding af både franske, amerikanske og ungarske egetræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Stilmæssigt minder den utrolig meget om den Pinot Noir, som jeg smagte for nogle dage siden fra DeLoach, for vinen har lidt samme noter af en mere rustik og kantet Pinot Noir … samme grønne side med en snert af eukalyptus og timian. Frugten er jordbær, rabarber, ribs og tranebær med en snert grøn bitterhed, nelliker, tørt træ, vanilje samt kakaopulver.

Som med DeLoach er der i munden mere fad og frugtsødme … har jordbær, hindbær, kirsebær og sød ribsgele. Smagen er slank og ren med en blød syre, virkelig saftig, læskende og omgængelig, så dermed 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7