Jeg har tidligere smagt den smukke 2012 Cuvée Victoire Gold Vintage fra G.H. Martel & Co, men de laver skam også en almindelig non vintage Cuvée Victoire Brut og den er lige så god … næsten.
Champagnen er fremstillet på 66% Chardonnay og 34% Pinot Noir. Basisvinen er baseret på årgangen 2009 med gæring og modning på ståltank, mens den traditionelle andengæring på flaske er sket fra april 2010 frem til degorgering over 7 år senere december 2017 med en dosage på 10 gram pr. liter.
Duften er utrolig behagelig … lidt nøddet med tørret abrikos, pærer fersken, røde æbler og så en Faxe Kondi sødme, rugbrød, gær, smør, men det er på en let, luftig og balanceret facon.
I munden er der et godt brus og samlet set en champagne med en lille sødme, selvom det er en Brut. Der er sød og grillede citroner, lidt limesaft og tonicvand, modenhed i frugten, blødhed samt en kalket mineralitet. Flot. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.