2016 Mutiliana, Ecce Draco Pinot Nero Forlì, Emilia Romagna, Italien

2016 Mutiliana, Ecce Draco Pinot Nero Forlì, Emilia Romagna, ItalienSå gik vi til de røde vine og det skete først med denne 2016 Ecce Draco Pinot Nero Forlì fra vinhuset Mutiliana, der ligger i Modigliana … en lille by ved foden af Appenninerne.

Vinhuset er grundlagt af Giorgio Melandri, som i dag driver huset sammen med sin datter Livia.

Giorgio havde inden etablering af sit ejet vinhus brugt 20 år på at smage og skrive om vinene fra Emilia-Romagna for Gambero Rosso. Derfor findes der også få mennesker, der kender området og dets varierede terroir så godt som ham.

Han havde også specielt brugt år på at studere området ved Modigliana og de 3 dale, der ligger op mod Appenninerne, nemlig dalene Ibola, Tramazzo og Acereta, som byder på en fattig lerjord med masser af mergel og sandsten.

Giorgio har fundet ud af, at Sangiovese fra disse tre dale er vidt forskellige fra hinanden. Fra hver af disse 3 dale producerer Giorgio derfor sammen med Francesco Bordini række vine på Sangiovese med en smilende italiensk sol på etiketterne.

Ud over Sangiovese vinene laver Giorgio hvidvine på Trebbiano og Chardonnay og denne Pinot Nero. Vinene laves helt simpelt og helt ens med gæring og lagring på cementtanke, som Giorgio finder og opkøber.

Denne Ecce Draco Pinot Nero Forlì, der er lavet med gæring og maceration på cementtanke over 25 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske, hvor der alene tilsættes en knivspids svovl.

Det er en tør, tær og nogenlunde lys vin med kirsebær, røg, tobak, suppleret med en kødfuld mørk side, lidt flæsket og har derudover grønne stilke og kaktus. Dermed er det ikke en pleasende eller helt venlig næse, men lidt tør og pågående.

Smagen er også mest kirsebær, kirsebærsten, bitter lemon og mirabeller med en rank rygrad samt grønne, tørre tanniner samt en rustik kant. 91 point.

Forhandles af Estrup & Udsen VIn, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7