Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2019 Farnese Vini, Pescarpa Famiglia Primitivo, Puglia, Italien

2019 Farnese Vini, Pescarpa Famiglia Primitivo, Puglia, ItalienVi skal med næste vin til det syditalienske … helt præcis til Puglia aka Apulien, nemlig med en vaskeægte Primitivo vin, som er lavet af vinmageren Filippo Baccalaro. Det er hans Pescarpa Famiglia Primitivo, som jeg smager i årgang 2019.

Vinen har han lavet hos den store vinproducent Farnese Vini, som også er den største og mest kendte vinproducent i det sydlige Italien. De holder til i den østligste del af Abruzzo ved byen Ortona tæt på havet og laver årligt over 20 millioner flasker vin under forskellige brands, som fx Cantine Cellaro, Vigneti del Vulture, Vigneti Zabú, Vigneti del Salento, Vesovo, Caldora og Farnese Fantini.

Og vinene kommer ikke kun fra Abruzzo, men fra hele Italien, for de laver nemlig også vine fra Toscana, Campanien, Basilicata, Sicilien og Puglia. Og de mange vine sælges til 87 lande over hele verdenen og så er de selvfølgelig udråbt som bedste producent i Italien i 2016, 2017 og 2019 af den gode Luca Maroni 🙂

Vinhuset ejer selv kun små 25 hektar vinmarker i Abruzzo, men har langtidskontrakter med vinavlere i alle de nævnte vinregioner og dermed er det reelt et negociantfirma … som bare ejer mange vinerier rundt om i Italien.

Det er formentlig på et af Farnese Vinis vinerier i Puglia, at vinen er lavet. Der har koncernen nemlig 3 større vinerier i form af Cantina Sava, Luccarelli samt Vigneti del Salento … og sikkert det sidste, da druerne komer fra en udvalgt stenet og leret skråning i Salento området 100 meters højde.

Men Filippo Baccalaro har vi skam også stødt på her på vinbloggen tidligere, for han er nemlig ikke kun vinmager hos Farnese Vini. Han er nemlig også medejer og var selv med til at grundlægge den store koncern allerede tilbage i 1994 sammen med Valentino Sciotti og Luliis familien.

I 2013 blev Alessandro Benetton – søn af grundlæggeren af tøjfirmaet Bennetton – også medejer, således det i dag ejes af denne investorgruppe.

Nok snak … lad os kigge nærmere på denne Pescarpa Famiglia Primitivo, som jeg dog desværre slet ikke har nogle oplysninger om for så vidt angår produktionen … men det virker som om, at den har fået malolaktisk gæring og en lille lagring på fade. Nå, men  vi springer i stedet bare til mine smagsnoter.

I næsen er denne vin til at starte med lidt nærig med sine aromaer, men det fornemmes dog, at der er tale om en fyldig vin, selvom den i glasset slet ikke virker så mørk, som man ellers kunne frygte. Der er mørk, moden og sødmefuld frugt … klare aftryk fra fadene i form af sagte strejf af kanel, kakao og måske endda lidt chokolade. Frugten er blommer, rare og saftige blommer, jordbær og kirsebær, men alt er venligt, rundt og behageligt.

Smagsmæssigt er det heller ikke en klumpe-dumpe, for selvom frugten bestemt har noget sødme, så er der alligevel friskhed og en syre, der giver vinen et befriende lettere, langt mere frisk udtryk end mange af de Primitivo vine, som ellers har oversvømmet vor ganske land. Vi er fortsat i den behagesyge afdeling, men det er bare langt mere interessant end mange andre Puglia vine og hurra for det, så dermed 4 store hjerter med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Ostrožovič, Muškát Žltý Special Collection, Tokajská, Slovakiet

2018 Ostrožovič, Muškát Žltý Special Collection, Tokajská, SlovakietSå har jeg kastet mig ud i den sidste slovakiske vin i denne omgang. Det er vinen Muškát Žltý Special Collection fra det lille vinhus Ostrožovič … også kendt som J. & J. Ostrožovič.

Det ligger i byen Veľká Tŕňa i Tokaj regionen i Slovakiet og de laver netop en række søde vine, men de laver også almindelige tørre hvidvine samt lidt rødvine, som primært laves af druer fra Východoslovenská regionen … druer som de opkøber hos andre vinavlere. De ejer dog selv cirka 67 hektar vinmarker i området ved Veľká Tŕňa i Tokaj vinregionen.

Nu tænker I sikkert, at vinbloggeren sgu har tabt sutten, for vinområdet Tokaj ligger da i Ungarn? Men Slovakiet har såmænd også en vinregion med samme navn, selvom den størrelsesmæssigt er én af de mindste regioner med kun 908 hektar vinmarker.

Den ligger i den sydøstligste del af Slovakiet omkring en times kørsel fra Kosice og lige op til den ungarske grænse, hvor den faktisk ligger lige ved den ungarske Tokaj region. Men for at undgå forveksling, så lad os kalde den slovakiske region for dens slovakiske navn, som er Tokajská. De primære druesorter i Tokajská er Furmint, Lipovina, Muškát Žltý og Zéta.

Vinhuset drives af ægteparret Jaro og Jarka Ostrožovič og dermed af to J’er. De grundlagde reelt vinhuset tilbage i 1990 efter de i 1985 havde mødt hinanden og overtaget en gammel vingård. Jaro havde selv som ung eksperimenteret med at lave vine med en gammel håndpresse hos hans forældre.

Han endte dog også med at tage en uddannelse indenfor frugt og vin i Modra omkring 400 kilometer fra sin hjemstavn, mens han samtidig måtte guide forældrene i deres vinproduktion via telefonen.

Da Jaro blev færdiguddannet som vinmager, så ville hans forældre  købe ham et ur eller en lille motorcykel som en gave, men han havde et andet ønske en motorcykel … nemlig en vingård i Tokajská. Sådan gik det imidlertid ikke, men i 1990 kunne han sammen med Jarka, som han mødte i Modra, købe sin egen vingård.

Og lige siden har Jaro og Jarka lavet vin og har – som nævnt – dag hele 67 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Furmint, Tokayer, Lipovina, Muškát Žltý, Víno Kráľovnej Alžbety, Omšové og Rizling Vlašský samt de røde Frankovka Modrá og Cabernet Sauvignon.

De laver i øjeblikket 35 forskellige vine, hvis jeg ellers har talt rigtigt, hvor denne Muškát Žltý Special Collection altså er én af dem. Druen hedder på slovakisk Muškát Žltý, men det er såmænd Muskat eller den variant af Muskat, som også kendes som Muscat Blanc à Petits Grains … som også bruges til Moscato d’Asti i Italien, hvor druen kendes som Moscato Bianco.

Muškát Žltý er særlig udbredt i Tokajskáområdet, hvor den udgør omkring 10% af de samlede vinmarker. Slovakkerne siger selv, at deres Muškát Žltý er en helt speciel klon af druen Muscat Blanc, hvor den har mere gyldent skind og langt større  produktivitet.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen af vinen … og da jeg ikke er mester i slovakisk, så har jeg heller ikke fundet disse oplysninger andre steder. Men det er en forholdsvis sød vine med omkring 18,2 gram restsukker pr. liter.

I næsen fornemmer du omgående en vis sødme, selvom det måske ikke er er oversød dessertvin. Der er muskat, abrikos, fersken og det er suppleret med lidt honning, lemon, grønne elementer, lindetræ og så derudover en lidt krydret syre.

Smagsmæssigt balancerer vinen sådan lige på grænsen mellem en tør vin og en dessertvin. Der er ganske vist sødme i vinen og mister Ostrožovič anbefaler også selv, at vinen skal nydes sammen med créme brûlée, men den har altså også en lidt mere vandet side samt lidt jern, mineraler, lemon og en sød/bitter syre, som trækker den anden vej. Dermed kan vinen så formentlig både klare desserten eller et job som en lille aperitif.

Fået i gave, men på vingården koster en flaske 9,90€ … svarende til omkring 74 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Domin & Kušický, Tramín Červený Bio, Stredoslovenská, Slovakiet

2017 Domin & Kušický, Tramín Červený Bio, Stredoslovenská, SlovakietJeg har åbnet én mer’ af de slovakiske vine, som jeg fik for et par måneder siden og igen er vi hos Domin & Kušický i byen Veľký Krtíš i Stredoslovenská i den sydlige del af det centrale Slovakiet. Men denne gang er det med vinen Tramín Červený Bio … altså på den drue, som vi kender som Gewürztraminer.

Igen er der ikke mange oplysninger om produktionen af vinen, men den er som sagt lavet på 100% Gewürztraminer, som har gæret i 24 timer og efter endt fermentering formentlig blot lagret på rustfrie ståltanke. Der er egentlig ganske tør med 0,27 gram restsukker pr. liter.

Men vinen både dufter og smager imidlertid sødere … duftmæssigt er det en aromatisk og parfumeret vin med en sødlig note og dermed sådan meget typisk Gewürztraminer. Der er lidt muskat, fersken, mandariner, melon, en Kung Fu-is og lidt hvid chokolade.

Smagen er også både sød og parfumeret, en anelse vandet, mens frugten er mango, lemon, melon, har en lidt cremet varme og vinen balancerer sådan lige mellem det lidt vandene udtryk og så en lille cremet fyldighed, som heldigvis tilfører en smule pondus. Det bliver dermed aldrig en fed Gewürztraminer, men en mere slank, tynd og mager en af slagsen.

Fået i gave, men prisen ligger på 10,70€ på vingården … svarende til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Domaine Rémy Gresser, Crémant d’Alsace, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Rémy Gresser, Crémant d'Alsace, Alsace, FrankrigNæste levende og boblende Crémant d’Alsace i glasset var fra Domaine Rémy Gresser, der ligger i Andlau tæt på Mittelbergheim.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1520 af Thiébaut Gresser, der også var udnævnt borgmester i Andlau. Selve vingården er dog grundlagt lidt senere i 1667, men lige siden har familien Gresser lavet vin i den lille by, der ligger i en smal dal ved foden af Mont Ste Odile med marker på de stejle skrænter.

I dag er det Rémy Gresser, der driver den gamle, historiske vingård med samlet 10,3 hektar vinmarker, herunder de 3 Grand Cru marker Kastelberg, Wiebelsberg og Moenchberg samt de 3 Lieu-dits Brandhof, Kritt og Duttenberg.

Det giver en exceptionel variation i jordbundstyper, der sammen med de mange forskellige eksponeringer og højder skaber et hav af forskelligartede terroirs.

For at kunne udtrykke naturen … det lokale terroir driver Rémy Gresser stedet økologisk og biodynamisk. For Rémy Gresser gælder det om at skabe et miljø, der er favorabelt for vinstokkenes trivsel, så de kan producere sunde og modne druer på en naturlig måde.

Der bliver lagt vægt på livet i jorden, som skal beskyttes, fordi det er regnorme, diverse insekter samt bakterierne, der omdanner de organiske elementer til næring, som planterne kan optage.

I en økologisk produktion bruger man kun naturlige midler til at beskytte planterne. I meget fugtige perioder, hvor vinen fx er truet af meldug behandles der med de naturlige midler svovl og kobber, der påføres planterne manuelt udefra.

Men det betyder også, at i meget regnfulde perioder må Rémy og hans team ud og behandle planterne efter hver eneste byge, fordi den den beskyttende opløsning bliver skyllet af bladene.

Konventionelle producenter, som anvender kemikalier for at beskytte deres høst, er i mindre grad underlagt naturens luner. De anvender primært systemiske midler, som bliver absorberet gennem rødderne og beskytter planterne indefra og i længere tid.

Her smager vi huset Crémant d’Alsace Non Vintage, men druerne stammer alle fra høsten i 2017. Det er et blend mellem Pinot Blanc og Auxerrois Blanc … lavet med direkte presning af druerne inden en gæring og kort lagring på ståltank. Derefter er andengæringen sket på flaske i mindst 12 måneder.

Næsen er utrolig grøn … nærmest som hyben, stikkelsbær, grønne og sure æbler, lidt grape … men ellers noget til den neutrale side. Der er måske lidt grønne krydderurter som mynte, timian og løvstikke. Med lidt luft i glasset kommer der også lidt gærede noter frem.

I munden brusser vinen vildt op … way over the top, aggressiv fizz, mens smagen er grønne æbler, frisk og renser munden rigtigt fint. Der er kommer lidt svag bitter lemon med i billedet, som nærmest sætter sig på tænderne. Det er en frisk Crémant d’Alsace, stikker ikke dybt, men smager fint.

Forhandles af Vinea, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Cave du Vieil Armand, Château Ollwiller Clos de la Tourelle Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Cave du Vieil Armand, Château Ollwiller Clos de la Tourelle Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigLa Cave du Vieil Armand er et af de mindste kooperativer i Alsace og ligger i den sydligste del tæt ved byen Wuenheim mod vest og den lidt større Soultz-Haut-Rhin mod øst ved starten af vinruten. Men det er derfra, at jeg nu smager deres Château Ollwiller Clos de la Tourelle Crémant d’Alsace Brut.

Cave du Vieil Armand blev i sin tid oprettet af en flok vinbønder mellem Wuenheim og Soultz og lavede vineriet ved Vieil Armand bakkedraget på resterne af cistercienserklosteret Murbach. De forenede kræfterne for bedre at kunne få nogle gode priser for deres druer.

De navngav kooperativet Vieil Armand … det navn, som man havde givet til toppen af Hartmanswillerkopf bjerget, der var en vigtig slagmark under første verdenskrig.

I dag har kooperativet Cave du Vieil Armand i alt 80 medlemmer, som samlet ejer 140 hektar vinmarker, der strækker sig fra Cernay og Guebwiller til foden af ​​Hartmannswillerkopf bjerget. De laver omkring 1,5 millioner flaske vin hvert år, hvoraf Cremant d’Alsace udgør 32% af alle vinene.

De bedste marker er klart Grand Cru markerne Zinnkoepfle og Spiegel, men derudover ejer kooperativet også en del af Château Ollwiller … en Grand Cru mark, der har sine egne to appellationer Château Ollwiller og Clos de la Tourelle. De mest af marken ejes imidlertid fortsat af Gros familien på det flotte slot Château Ollwiller … et af de få virkelige vinslotte i Alsace.

Denne Château Ollwiller Clos de la Tourelle Crémant d’Alsace Brut er netop lavet med druer fra Ollwiller og det er ren Pinot Blanc, som først er vinificeret på ståltanke og siden andengæring i flaske i mindst 12 måneder. Vinen har hele 8 gram restsukker.

Næsen er meget lys, urtet med hvide blomster, fersken, melon, æbler, stikkelsbær, tørrede abrikoser, noget landligt, gær, et formfranskbrød og lettere parfumeret.

Masser af brus … aggressiv med pærer- og æblecider, fersken, pærer og lemon. Smagen er frisk, ikke ultrakompleks, men det smager sgu, som en fornuftig Crémant d’Alsace skal smage.

Forhandles af AK’s Vine Delight, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Etienne Simonis, Crémant d’Alsace Extra Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Etienne Simonis, Crémant d’Alsace Extra Brut, Alsace, FrankrigMed næste Crémant d’Alsace Extra Brut er vi havnet i byen Ammerschwihr omkring 10 kilometer fra Colmar, hvor vi finder vinhuset Etienne Simonis.

Vinhuset drives af den ihærdige Etienne Simonis, som overtog familiens vingård fra sin far René tilbage i 1996.

Faderen grundlagde vinhuset tilbage i 1969, selvom familien egentlig har været vinavlere i Ammerschwihr siden 1700-tallet. Vingården – som danner basis for produktion – byggede René Simonis i 1975.

Etienne Simonis har samlet 7 hektar vinmarker, som primært ligger ved Ammerschwihr, men derudover har han også lidt vinmarker ved Bennwihr, Kaysersberg og Sigolsheim. De bedste marker er Le Clos des Chats, Vogelgarten og Grand Cru markerne Marckrain samt Kaefferkopf.

Lige fra starten har Etienne vært meget målbevidst om, hvordan han ville drive vingården, så han startede med at omlægge produktionen til økologisk drift, hvilket efterfølgende er suppleret med biodynamisk tilgang … begge dele certificeret.

Han får fortsat lidt hjælp fra faderen og hustruen Katia. Etienne laver vinene efter familiens gamle traditioner suppleret med den seneste teknologi og hans erfaringer fra studierne og et ophold i Beaune i Bourgogne.

Denne Crémant d’Alsace Extra Brut er lavet på ren Pinot Blanc, vinificeret på ståltanke og med en andengæring i flasken i omkring 36 måneder. Vinen har 1,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har denne Crémant en lidt varm, krydret og smågæret aroma, hyben, grape, stikkelsbær, modne og melede æbler, svag oxidering, nogen tørhed, grønsagsfond, rosmarin, håndsæbe … syren virker også lidt varmkrydret og småtyk.

Smagen følger skam duften ret godt … boblerne noget vage, småsøvnige og dvaske … og det er resten af vinen faktisk også. Det stikker ikke så dybt, men har noget gin & tonic over sig, lidt lemon og grillet grape, hvor der kommer både en svag bitterhed og lidt sødme frem.

Forhandles af Økovin, hvor en flaske koster 158 kr.

 Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Wunsch et Mann, Crémant d’Alsace Chardonnay Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Wunsch et Mann, Crémant d’Alsace Chardonnay Brut, Alsace, FrankrigNæste vinhus Wunsch et Mann har også en lang historik i Alsace, da familien Mann har været vinavlere siden 1793. Her smager vi en crémant på en enkeltdrue, nemlig deres Crémant d’Alsace Chardonnay Brut.

Wunsch et Mann ligger omkring 5 kilometer sydvest for Colmar i byen Wettolsheim. Selvom Mann familien har været vinavlere siden 1793, så blev vinhuset Wunsch et Mann dog først grundlagt i den nuværende form i 1948 af Joseph Wunsch og Joseph Mann.

Wunsch et Mann drives i dag af  brødrene Thierry og Maxime Mann, der samlet har 20 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grand Cru markerne Steingrubler, Hengst og Pfersigberg. Siden 2008 har markerne været drevet økologisk.

Her smager vi brødrenes Crémant d’Alsace på ren Chardonnay, men der er ingen oplysninger om vinen … men vi ved jo, at vinen er lagret i andengæringen minimum 12 måneder fra tirage.

Sikke en dejlig duft … blid, lys, let og feminin med lyse, dugvåde og friske grønne æbler, gær, toast med en let, landlig tone. Duftene er så fint afstemte som en lys sommeraften i en svensk skærgård. Intet stikker ud og alt virker indbydende, fint og sart.

Smagsmæssigt svigter vinen dig dog en smule, for i munden er vinen lidt vandet … lidt pjasket og slank uden den store dybde, hvilket virkelig er en skam, for duften sidder sgu lige i skabet. Smagen er såmænd fin nok, meget ren og ligetil med lemon, svag grape og grønne æbler, bare meget tynd og vandet.

Forhandles af Taastrup Ny Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Riglos Wines, Quinto Torrontés, Mendoza, Argentina

2018 Riglos Wines, Quinto Torrontés, Mendoza, ArgentinaForleden drak jeg rødvinen Quinto Malbec fra argentinske Riglos Wines … og nu smager jeg dens hvide søstervin Quinto Torrontés.

Torrontés druen er vi stødt på tidligere her på vinbloggen, men kun få gange. Den kan vel kaldes for Argentinas grønne nationaldrue.

I dag er druen næsten blevet synonym med de hvide vine fra Argentina, hvor der i dag også findes hele 16.000 hektar vinmarker med Torrontés, mest i provinsen La Rioja i den varme nordligste del af landet.

Torrontés er ikke kun én sort … men flere sorter bærer navnet og de mest udbredte er Torrontes Sanjuanino, Torrontes Mendocino og Torrontes Riojano, hvor den sidstnævnte er den mest plantede druesort og typisk står for de bedste vine.

Der er en vis usikkerhed omkring Torrontés’ oprindelse, men de fleste mener, at den kommer fra Spanien, men har fået sit navn efter den argentinske region La Rioja, hvor den først blev meget udbredt. Mendocino og Sanjuanino klonerne stammer fra Mendoza og San Juan og menes at være fremavlet der.

Alle tre er naturlige krydsninger af Muscat med en af de såkaldte Criolla sorter. Torrontés er også et synonym for indtil flere lokale sorter i Spanien og Portugal, der dog ikke er i familie med den argentinske.

Torrontes-vine spænder i stil fra lette og friske til berusende og intenst parfume, der ofte udtrykker krydret, sæbevandskarakterer og aromaer af hvide blomster. Den kan i smag minde en smule om Muscat eller Gewurztraminer med nogen sødme og en lidt begrænset syre.

Her smager vi så druen i hænderne på vinmageren José Hernández Toso på Riglos Wines, men der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, så vi farer direkte i mine smagsnoter.

Og sikke da en sød lille elskling … en rar honningsød aroma, sådan meget Muscat med sødme, som næsten fornemmes at være på et sødt dessert niveau med fersken, abrikos, papaya og dåsepærer, blød, sød og aromatisk.

I munden er vinen også sød og krydret, men dog ikke så sød, som duften lovede, men langt fra en syrebasse, for syren er blid, mens vinen er blød, cremet med hyldeblomst saftevand, lemon og svag grapefrugt. Dén kan alle sgu li’.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men pt. fås med 25% rabat til 96,75 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, ArgentinaDet er et par dage siden, at jeg sidst har smagt argentinsk Malbec, men det må vi jo så gøre noget ved. Det kan vi fx gøre med denne Alambrado Malbec fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú lidt øst for Mendoza by.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. Han begyndte i starten af 1960’erne at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding.

Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien. Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin.

Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for gårdens tilhørende restaurant Casa del Visitante. Det er med andre ord et rigtigt familieforetagende … Familia Zuccardi.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, som er fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover har de 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til Winemaker of the Year i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de 5 mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

 Dette blev der især sat en tyk streg under, da familiens kultvin Piedra Infinita i årgang 2016 blev den kun tredje sydamerikanske vin i historien til at få tildelt de famøse 100 point af Robert Parkers Wine Advocate.

Her er vi jo i det lidt tungere luftlag, længere nede på gulvet, hvor vi smager familiens 2018 Alambrado Malbec, der er lavet på druer fra forskellige marker og vinificeret med gæring/maceration ved 25-27 grader over 20 dage på rustfrie ståltanke med daglig pigéage … altså punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på en kombination af nye og 2-3 år gamle fade.

Næsen er mørk, tør med både baconfedt, beef-jerky og tørret kød, blåbær, brombær, blommer og svage fadaftryk med engelsk lakrids, bitter, mørk chokolade, våde fade og svagt lidt vanilje. Det er ikke en vin, hvor duften stikker vildt dybt, men der er også tale om en rigtig prisbillig Malbec, så på den måde er der god value.

Smagsmæssigt bliver det også lidt rustikt og endimensionelt, men vinen har imidlertid en god frisk frugt, masser af tanniner, stram syre og et frisk, mørkt bid med lidt peber, røg og tørhed. Du får masser af Malbec karakter for pengene.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7