Jeg har åbnet én mer’ af de slovakiske vine, som jeg fik for et par måneder siden og igen er vi hos Domin & Kušický i byen Veľký Krtíš i Stredoslovenská i den sydlige del af det centrale Slovakiet. Men denne gang er det med vinen Tramín Červený Bio … altså på den drue, som vi kender som Gewürztraminer.
Igen er der ikke mange oplysninger om produktionen af vinen, men den er som sagt lavet på 100% Gewürztraminer, som har gæret i 24 timer og efter endt fermentering formentlig blot lagret på rustfrie ståltanke. Der er egentlig ganske tør med 0,27 gram restsukker pr. liter.
Men vinen både dufter og smager imidlertid sødere … duftmæssigt er det en aromatisk og parfumeret vin med en sødlig note og dermed sådan meget typisk Gewürztraminer. Der er lidt muskat, fersken, mandariner, melon, en Kung Fu-is og lidt hvid chokolade.
Smagen er også både sød og parfumeret, en anelse vandet, mens frugten er mango, lemon, melon, har en lidt cremet varme og vinen balancerer sådan lige mellem det lidt vandene udtryk og så en lille cremet fyldighed, som heldigvis tilfører en smule pondus. Det bliver dermed aldrig en fed Gewürztraminer, men en mere slank, tynd og mager en af slagsen.
Fået i gave, men prisen ligger på 10,70€ på vingården … svarende til omkring 80 kr.