Tag-arkiv: Californien

Californien er det dominerende vinområde i hele USA, for det strækker sig over næsten 1.000 kilometer og har et areal, der er lige så stort som 3/4-dele af hele Frankrig.

Californien står for hele 90% af de samlede vinproduktion i USA, og har en produktion, der er større end den samlede produktion i fx Australien. Samlet er der  ikke mindre end 172.800 hektar vinmarker i Californien.

Californien kan groft set opdeles i 4 mindre områder, nemlig:

  • North Coast med bl.a. de kendte regioner Napa Valley, Sonoma County  samt de mindre Mendocino og Lake County.
  • Central Coast med flere mindre kendte områder som fx Monterey, Santa Barbara og Santa Cruz Mountains.
  • South Coast syd for Los Angeles ned mod den mexikanske grænse. Regionerne er heller ikke så kendt og det er fx områder som Temecula Valley, San Pasqual Valley med flere.
  • Central Valley ligger øst for Central Coast ved foden af Sierra Foothills og det er her, at vi bl.a. finder Lodi området.

2013 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USA

2013 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USAVi fortsatte med mere vin fra det nordlige Rhône … eller det troede vi i hvert fald, men det er dog Syrah fra California, nemlig en 2013 Bien Nacido Hillside Estate Syrah fra vinhuset Qupe.

Qupe – der udtales kyoo-pay – er ét af de første Rhône vinhuse i Californien og blev etableret i 1982 af Robert Niel Lindquist, der til dagligt blot kaldes Bob.

Etableringen af Qupe skete som et fritidsprojekt mens han selv arbejdede som vinmager på Zaca Mesa Winery, hvor han mødte Ken Brown og Jim Clendenen som der fik ham overtalt til selv at starte virksomhed.

Snart begyndte Bob at købe druer og tønder og gav afkald på sin månedsløn i bytte for lån af produktionsfaciliteterne. Efter høsten i 1983 opsagde han så endeligt sit job på Zaca Mesa og satsede 100% på Qupé

Bob Lindquist udvalgte de rigtige vinmarker og fik de lokale vinbønder overtalt til at plante Syrah – og i dag er Qupé Wine Cellars vine blandt de mest seriøse Rhônerangers i Californien.

Bob Lindquist er med andre ord en mand, der ved hvad han vil og i dag er målet fortsat at lave balancerede vine som kan nydes i deres ungdom, men samtidig rummer struktur og dybde til yderligere lagring og kompleksitet.

Qupé Wine Cellars er beliggende i byen Los Olivos, ikke så langt fra danskerbyen Solvang. Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker, Bien Nacido Vineyard, The Sawyer Lindquist Vineyard og The Ibarra-Young Vineyard.

Qupé deler produktions- og salgsfaciliteter med vingården Au Bon Climat, der i øvrigt ejes af hans gamle arbejdskollega Jim Clendenen. De to gamle vinmagere deler ej blot vinifikationsudstyr og salgsteam … de udveksler i høj grad også tanker og ideer med henblik på en løbende optimering af vinporteføljerne.

Og det med vin ligger til familien. Bobs to ældste sønner Ethan og Luke Lindquist, er i dag også blevet vinproducenter, mens hans datter Paige passer Qupé salgs- og smagerum.

Derudover har Bob indgået et partnerskab i en anden vingård, Verdad, der har specialiseret sig i spanske sorter. På Verdad er Bobs hustru Louisa Sawyer Lindquist så i øvrigt vinmager.

Denne Bien Nacido Hillside Estate Syrah er lavet med Syrah druer fra Z Block på marken Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley og det var husets første beplantning på Bien Nacido, som var plantet i 1992 på en perfekt sydvestvendt bjergskråning.

Vinen er lavet ved, at man først har afstilket 70% af druerne inden, som blev placeret i åbne gæringstanke. top fermentorer til en kølig pre-maceration, hvorefter resten er afstilket og har gæret med forskellige gærstammer.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og vinen er lagret 18 måneder på François Frères burgundiske fade, hvoraf 20% er nye og de første 7 måneder er lagringen sket sur lie.

Det er i næsen sort og stærk frugt præget af sten, granit, blæk og tørv, masser af røg og lejrbål, blommer, violer, stjerneanis og lakrids, muskatnød, kanel og ristede kaffebønner.

I munden er det lidt samme side … hård og granitagtig smag, frugt med blommer, hindbær, brombær, blæk, sorte oliven, mens syren er lidt småblød og amerikanervenlig. Syren er til gengæld ret stram og har også denne røgede fornemmelse, men det hele slutter med lidt fadpræg af vanilje og kanel. 94 point.

Tidligere blev vinene fra Qupé forhandlet af Sigurd Müller Vinhandel, men det ser ikke ud til, at de i dag ikke har nogle i sortimentet og prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Bernard Magrez, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2017 Bernard Magrez, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USADen i dag 87-årige franske vinmagnat Bernard Magrez, der samlet ejer over 43 vinslotte – herunder bordeauxslotte som Château La Tour Carnet, Pape Clément, Fombrauge og Clos Haut-Peyraguey – laver også kultvin i USA, som fx denne eminente 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon.

Via hans 43 vinslotte, så laver Magrez – eller rettere hans team af vinmagere – vin fra samlet lidt over 1.000 hektar vinmarker, men denne 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet med 100% Cabernet Sauvignon fra en 2,4 hektar lille mikromark i Rutherford, der er Napa Valleys historiske hjerte.

Og alle sejl er sat ind på at skabe en amerikansk pendant til store Premier Grand Cru Classé vine fra Bordeaux, så Magrez har hyret vinmageren Aaron Pott til at lave vinen.

Pott er en utrolig velanset vinmager, der startede med at studere ønologi ved University of California i Davis, mens han arbejdede på deltid i forskningslaboratoriet på Robert Mondavi Winery. Derefter tog han til Frankrig og fik en kandidatgrad indenfor vinavl fra Université de Bourgogne i Dijon.

Derefter blev Aaron assisterende vinmager på Newton Vineyard, men efter et møde med Michel Rolland, som så stort potentiale i den unge vinmager, så fik Aaron job som ansvarlig vinmager på Château Troplong Mondot i Saint-Émilion og derefter blev han direktør for Château La Tour Figeac … også i Saint-Émilion.

Efter 6 år i det franske vendte Aaron dog retur til USA, hvor han arbejdede for Beringer Wine Estates. Han arbejdede internationalt og rejste verden rundt, hvor han arbejdede sammen med de franske vinmagere Jean-Louis Mandrau fra Château Latour samt André Porcheret fra Hospice de Beaune og Domaine Leroy.

Senere i 2001 blev Aaron så ansvarlig for St. Clement Vineyards i St. Helena i Californien og i 2004 accepterede Pott også en stilling som vinmager og leder hos Quintessa også i St. Helena.

I 2005 dannede han så sit eget Huis Clos Consulting og startede samtidig også Pott Wines. Så i dag er han både vinkonsulent, der hjælper andre vinproducenter, men også laver sine egne vine fra knap 31 hektar marker i Californien.

Som vinkonsulent har han bl.a. hjulpet vinhuse som Fe Wines, bl.a. fik deres 2019 Fe Cabernet Sauvignon 100 point af International Wine Report.

Med denne Bernard Magrez 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon har Aaron Pott hjulpet det team, som normalt laver alle vinene på Magrez’ fineste slot … Château Pape-Clément.

Vinen er som sagt på 100% Cabernet Sauvignon fra en lille mark i det verdensberømte Rutherford i Napa Valley. De håndplukkede druer får 3 dages koldmaceration inden spontangæring med ved
26-30 grader og alene med druernes egne gærceller.

Under den 35 dages lange gæring og maceration udtrækker manuelle punch downs nænsomt farve, smag og tannin fra skindet. Herefter omstikkes rødvinen til en 18 måneder lang lagring med malolaktisk gæring på nye franske barriques.

Duftmæssigt er vi i lækker-lækker land … der er en dyb, fin og behersket aroma med tørv, grafit, røg, tørret kød, våde fade, noget mahogni, læder og en frugt af blommer, sorte kirsebær og brombær, mens fadlagringen også bidrager med vanilje og kanel … alt er meget smooth, glat, blødt og rundt.

I munden er vinen så blød, elegant og cremet, at den nærmest smelter i munden med stor kompleksitet, dybde og samtidig en fin, sart og totalt balanceret frugtsmag. Vinen har derudover en nøddet smag, sådan lidt umami … komplet, tilbagelænet, overlegent som den mest velkomponerede sang, hvor alle toner mødes i mol og dur, en vinøs himmelsk akkord. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 1.699,95 kr., mens prisen er 1.399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Piedrasassi, Rim Rock Syrah, Californien, USA

2018 Piedrasassi, Rim Rock Syrah, Californien, USAJan havde taget denne lille buttede 2018 Rim Rock Syrah med fra et vinhus, der hedder Piedrasassi og ligger midt i den lille by Lompoc i Californien.

Det hedder egentlig Piedrasassi Wine and Bread, for stedet har skam også et lille bageri.

Bag Piedrasassi står vinmageren Sashi Moorman, som vi allerede kender fra Sandhi Wines samt Domaine de la Côte.

Det er begge vinhuse, som jeg har smagt vine fra og skrevet om her på vinbloggen, men Piedrasassi er Sashi Moormans særskilte Syrah-projekt, som han er startet med i 2003.

Arbejdet med Piedrasassi udspiller sig helt konkret fra Ballard Canyon i den østlige del af Santa Barbara County og mod Santa Rita Hills og Arroyo Grande i områdets vestlige del, der er mere influeret af det kølige Stillehav.

I markerne er Moorman og hans folk dybt inspirerede af bl.a. biodynamikkens holistiske syn, der går ud på at understøtte naturens egne processer med skabe den sundeste jord og deraf de bedste druer.

Hvis man sammenligner med de fleste andre producenter i området, er høstudbyttet altid ekstremt lavt, hvilket til gengæld fordrer et usædvanligt højt niveau for Syrah i Californien.

Den dag i dag høster Moorman også stadig som en af de første, fordi han for alt i verden ønsker at bevare den naturlige syre og holde alkoholniveauvet nede.

I kælderen fortsætter det ærlige, manipulationsfri arbejde, hvor Moorman udelukkende bruger druernes naturlige gær og minimal brug af SO2. Ofte afstilkes drueklaserne ikke,og frem for barriques, så lagrer vinene i store fade for at bevare den rene og friske frugt.

Denne 2018 Rim Rock Syrah er laver med Syrah druer fra Rim Rock marken i Arroyo Grande Valley og lavet med gæring og maceration med vildgær og derefter er vinen lagret  i brugte 500-liters franske egetræsfade. Der er kun lavet 164 kasser af denne vin i årgangen.

I næsen er der en dyb, fed aroma med våde fade, saltlakrids, violer, tørret og røget kød, bacon, kul, tjære, jod, grafit, jern og nærmest en gæret mørk frugt med blåbær, brombær og hindbær, lidt tørret frugt også, potpourri samt en anelse vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der sgu pænt med peber, som bider godt og afslører, at druen må være Syrah, mens der samtidig er masser af knastørre tanniner. Stilen er kølig og rank, der er tør engelsk lakrids, læder og i det hele taget en tør, slank og kølig vin med knuste sten og pæn mineralitet …. smager virkelig fantastisk. 94 point.

Forhandles af Laudrup Vine, men er ikke pt. i sortimentet … søstervinene koster 698 kr. for en flaske, mens prisen er 545,25 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Beaulieu Vineyard, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2019 Beaulieu Vineyard, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAPaul havde også medbragt en Cabernet Sauvignon vin, men denne var fra Napa Valley i USA og fra huset Beaulieu Vineyard, der lige har høstet 100 point fra Suckling på deres topvin. Denne 2019 Napa Valley Cabernet Sauvignon er deres basis Cabernet Sauvignon.

Beaulieu Vineyards er en af Napa Valleys ældste og mest respekterede vinproducenter og er grundlagt tilbage i år 1900 af Georges de Latour og hans hustru Fernande. I starten var det med sølle 1,6 hektar og et mål om at lave vine, der kunne måle sig med vinene fra hans hjemland Frankrig.

I løbet af de kommende år udvidede Georg og fruen dog deres marken, bl.a, i 1903 med den 54 hektar store mark i Rutherford … og den mark kaldte de BV Ranch No. 1., men de i 1910 købte endnu en mark, der selvfølgelig fik navnet BV Ranch No. 2.

Som alle ved, så indførte man i USA et spiritusforbud i 1920 og det varede helt frem til 1933, men allerede året før forbuddet begyndte, så havde George Latour grundet stor fremsynethed startet med at lave altervin til kirken og var således positioneret til at blive første landsdækkende leverandør af altervin til katolske kirker i hele Amerika.

Han etablerede kontorer i New York som Beaulieu Vineyard Distributing Company … udtrykkeligt for handel med altervin. Det betød også, at mens andre vinhuse lukkede, så udvidede Lartour i stedet for produktionskapacitet med køb af flere tanke og tønder.

I løbet af denne tid begyndte han også at købe udstyr, herunder en presse og knuser, for at udstyre den renoverede stald i Beaulieu til yderligere vinproduktion. Men de Latour ville gerne vokse mere.

I 1923 købte Georges de Latour så Fred Ewer Winery, der holdt til i en gammel ejendom fra 1885 i Rutherford. Dette øgede så Beaulieus produktion dramatisk og dermed nærmest firedoblede Beaulieu Vineyards sin forretning i 1920’erne, mens andre vinproducenter måtte lukke.

Den gamle stenbygning i Rutherford er i dag fortsat centrum og kernen i Beaulieu Vineyard i dag.

Da forbuddet i 1933 ophørte, så skulle Beaulieu Vineyard finde nye veje og i 1938 rejste Georges de Latour til Frankrig, hvor han mødte André Tchelistcheff … en russiskfødt ønolog, som han hyrede som vinmager til Beaulieu Vineyard … og han skulle vise sig som en yderste vigtig person for vinhuset.

Han var bl.a. med til at skabe vinen Georges de Latour Private Reserve Cabernet Sauvignon, som blev udgivet i 1941 til ære for Georg, der døde året før. Vinen blev husets flagskib og blev også blev Napa Valleys første rigtige kultvin.

André Tchelistcheff var hos Beaulieu Vineyard i 35 år, inden han i 1973 gik på pension, men arbejdede fortsat som vinkonsulent for huset  indtil hans død i 1994. Siden har der været 4 andre vinmagere hos Beaulieu Vineyard og i dag varetages rollen som vinmager af Trevor Durling som den 5. vinmager i husets 117 år historie.

Flagskibet Georges de Latour Private Reserve Cabernet Sauvignon er i dag en monsterdyr vin, som gennem tiderne er serveret for en lang række kendte som fx general Dwight D. Eisenhower, Charles de Gaulle, Winston S. Churchill, President Truman, dronning Elizabeth og Prince Phillip. I 1940’erne blev Beaulieu-vine serveret ved alle de store begivenheder i Det Hvide Hus.

Efter Georges de Latours død i 1940 overgik ejerskabet til hans datter og svigersønnen Marquis de Pins, men i 1969 blev vinhuset solgt til det internationale konglomerat Heublein Inc. De blev dog i 1987 opkøbt af RJR Nabisco, der samme år solgte vinhuset til Grand Metropolitan.

Grand Metropolitan senere i 1997 til Diageo Plc i forbindelse med en fusion med Guinness, men i 2016 blev Beaulieu Vineyard solgt til Treasury Wine Estates, som er et kæmpestort australsk selskab, der både ejer huse som Penfolds, Lindeman’s, Beringer …. jeg har talt over 42 store vinhuse i hele verdenen.

Nok snak, lad os kigge nærmere på denne 2019 Napa Valley Cabernet Sauvignon. Det er ikke 100% ren Cabernet Sauvignon, for vinen består i denne årgang af 93% Cabernet Sauvignon, 5% Petite Sirah og 2% Cabernet Franc. Druerne kommer fra forskellige marker i både Napa Valleys Rutherford, Calistoga og St. Helena appellationerne.

Efter høsten er druerne afstilket og knust inden gæring i rustfri ståltanke- Derefter presning og malolaktisk gæring inden lagring i 18 måneder på 60-gallon fade aka barriques. Det er både franske, europæiske og amerikanske barriques og 30% er nye fade.

I næsen byder vinen på noget flæsk og lakrids – god blanding by the way 🙂 – men ellers er det solbær, blomme, søde kirsebær og jordbær og i det hele taget er der godt med sødme, søde fade med chokolade, kaffe, crème brûlée, figner, tobak. kanel og vanilje.

Smagsmæssigt er vinen også blød og flæsket … har denne lille kokette US-sødme, men det er slet ikke så meget, at det forstyrrer, for vinen har en frugt af jordbær, solbær og saftige kirsebær, mens tanninerne er smooth og glatte, hvilket samlet giver en drikkevenlig og fløjlsblød vin, som alle vil kunne svælge litervis af. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Ramey Wine Cellars, Rodgers Creek Vineyard Syrah, Californien, USA

2015 Ramey Wine Cellars, Rodgers Creek Vineyard Syrah, Californien, USAByggesjakkets stand-in Martin havde taget en 2015 Rodgers Creek Vineyard Syrah med fra Ramey Wine Cellars.

Vinhuset ligger central ved torvet i byen Healdsburg i Napa Valley i det solrige Californien. Vinhuset er grundlagt i 1996 af David Ramey samt hans hustru Carla.

David havde gennem 2 årtier arbejdet for en lang række af de kendte vinerier, men havde altid haft drømmen om sit eget vinhus.

Efter sin uddannelse til ønolog fra det anerkendte U.C. Davis i 1979 startede David som kælderassistent hos ingen ringere end Mouiex på Château Petrus. Næste stop på hans rejse blev så Lindemans i Australien, hvor David fik en større indsigt i aftapning og distribuering af bulkvin.

Siden kom spændende ophold hos blandt andet vinhuset Simi, hvor David efter en tid blev assisterende vinmager. Herefter overtog han posten som vinmager hos Mantanzas Creek. Det var dog et job hos Chalk Hill Winery, der for alvor fik sat karrieren på kurs, hvilket så resulterede i ansættelse på Dominus … som direktør og vinmager.

Men i 1996 tog David springet og lancerede i sit eget navn den første vin, en Ramey Hyde Vineyard Chardonnay, som der kun blev lavet 260 kasser af.

Og siden er vinhuset bare vokset og i dag producerer Ramey omkring 18.000 kasser fordelt på rød- og hvidvin, alle lavet på kontraktopkøbte druer fra udvalgte vinavlere i Napa Valley og Sonoma County.

Ramey er tilhænger af terroir og ønsker sine vine afspejler forskelle i terroir. Derfor behandler Ramey sine 6 forskellige Chardonnay vine efter nøjagtig samme forskrifter, såvel i vinmarken som i vineriet.

Fællesnævneren for Rameys Chardonnay vine er, at alle druerne dyrkes økologisk, og der gæres på træfade med ganske let omrøring. Herudover anvendes udelukkende naturlige gærceller, og vinene gennemgår alle den malolaktiske gæring for tilsidst at ligge 12 måneder på træfade og 4 måneder på flaske uden filtrering.

Denne 2015 Rodgers Creek Vineyard Syrah er lavet med druer fra marken Rodgers Creek Vineyard ved Petaluma Gap i Sonoma Coast og der har vinhuset deres stokke af Syrah Clone 877 sammen med 3 rækker Viognier. Vinen her er da også lavet på 92% Syrah og 8% Viognier, som man høster sammen og vinificerer sammen.

Rodgers Creek er den ene af Rameys 2 Syrah enkeltmarksvine og vinstokkene på marken er plantet i 2002. Marken er sydvestvendt i 800 meters højde og er under indflydelse af det nærtliggende Stillehav, hvilket fremhæver Syrahs kendetegn yderligere

Der er i vinificeringen anvendt 25% hele klaser, mens gæring er sket alene med druernes naturlige gærceller og den er efterfulgt af en malolaktisk gæring inden lagring i 25 måneder på nye franske egefade inden aftapning på flaske i februar 2017.

I næsen er det en mørk vin … har noget flæsk, baconfedt, engelsk lakrids og sgu også noget lakridskonfekt, koks, tørv, røg og peber suppleret med en smule blomster, lavendel, mens frugten mest er blommer, brombærmarmelade og blåbær … kan måske minde en smule om noget fra det nordlige Rhône.

Smagsmæssigt kommer der dog lidt amerikanersødme frem … har kraft, fedme og en pebret, skarp smag sammen med noget sødme og nogle brændte noter, tør engelsk og sød finsk lakrids, søde tanniner, sød tak og alt kommer så cremet og velouragtigt. 93 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Leo Steen Wines, Mendo Pinot Noir, Californien, USA

2020 Leo Steen Wines, Mendo Pinot Noir, Californien, USAVi skulle da smage mere Pinot Noir og den næste er faktisk lavet af den danske vinmager Leo Steen Hansen på hans eget vinhus beliggende i Healdsburg i Californien … vinen er hans 2020 Mendo Pinot Noir.

Leo Steen Hansen er vokset op i et hjem med stor glæde for mad og vin. Hans far var køkkenchef, så allerede som 12-årig fik Leo Steen Hansen lov til at arbejde med sin far i køkkenet.

Da han blev ældre, tog han først en uddannelse i salg og marketing, men mad og vin var kommet i blodet, så han begyndte derfor hurtigt at studere på Kolding Hotel- og Restaurantskole.

I løbet af hans læretid var han heldig at arbejde sammen med Orla Farmann, der var landsmester for det danske verdensmesterskab i Sommelier. Orla hjalp Leo med at udvikle sin gane og uddybede Leos kærlighed til vin yderligere.

Læretiden blev så efterfulgt af vinrejser til både Alsace, Loire, Champagne, Bourgogne samt Italien og Spanien. Det kulminerede med certificering som europæisk sommelier og i 1997 blev Leo også vindirektør på den én-stjernede Michelin-guide-restaurant Kong Hans i København.

Arbejdet førte ham også til Californien på jagt efter nye vine til vinkortet på Kong Hans … og det blev kærlighed ved første blik, så i 1999 hev han teltpælene op og flyttede til Californien for at lære at fremstille vin.

I de næste mange år arbejdede han om dagen i forskellige vinhuse og om aftenen som sommelier. Samtidig studerede han kemi, dyrkning samt fremstilling af vin og i 2004 blev Leo Steen Hansen ansat som vinmager hos Stuhlmuller Vineyards i Alexander Valley i Sonoma.

Det var samme år, som Leo grundlagde samme år sit eget vinhus, som han kaldte Leo Steen Wines, der ligger i Sonoma. Der laver Leo så sine egne vine med en stil med mindre alkohol og mindre brug af egefade.

Leo Steen Hansen er også stadig vinmager – samt ansvarlig for salg og marketing hos Stuhlmuller Vineyards. Derudover har han også aftenjob som sommelier. Og så fik han oven i købet i 2009 tid at gennemføre et Diploma kursus hos WSET.

Vinene på Leo Steen Wines er alle lavet med opkøbte druer fra marker eget af familier, som Leo arbejder sammen med. Der er i dag således markler i både Sonoma, Santa Barbara, Santa Cruz og Mendocino.

Denne 2020 Mendo Pinot Noir er lavet af håndhøstede druer, som er afstilket og fermenteret i små partier med naturlig gær. Vinen er så eftergæret i tank og med malolaktisk gæring, hvorefter den er lagret 16 måneder på burgundiske egefade.

I næsen virker det som en venlig Pinot Noir … der er lidt eukalyptus, en frugt mørkere end forventet, brombær, solbær, mørke kirsebær, hindbær, kaffebønner, tørrede blomster og ristede champignon.

Smagsmæssigt er der lidt amerikanersødme med bred skygge på cowboyhatten, da det ikke bliver alt for sød. Der er kirsebær samt blommer, men der kommer også noget peber, som brænder en smule på tungen … men samlet blød og cremet med stor comfort hygge og behagelighed. 91 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Zinfandel, Californien, USA

2019 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Zinfandel, Californien, USAUnder James Bryant Hill brandet laver Scheid Family Wines i alt 3 vine og det er – som smagt – på Chardonnay, Pinot Noir, mens den 3. og sidste selvfølgelig er på den amerikanske favoritdrue Zinfandel … og den smager jeg nu i årgang 2019.

Den er egentlig lavet efter samme læst som de to forrige vine … altså med druer fra deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay ret tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt efter afstilkning og derefter er der sket gæring over 2 uger i rustfrie ståltanke og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 12 måneder på nye amerikanske egefade.

Duftmæssigt er det – selvfølgelig – en stor og fyldig vin, hvor der hurtigt kommer frugt med blåbær, sorte kirsebær, blommer, svesker og alle med lidt marmelade fylde, noget røg, cedertræ, kakaopulver, chokolade, kanel, kridt, kanel og kaffe.

Det er dog i munden, at man mærker den klassiske US Zin sødme, hvor der er godt med saftig og sød frugt. Det bliver dog ikke oversød eller for vamset, for vinen har også en mørk, rustik og venlig syre og nogle bløde tanniner, som lige fornemmes svagt. Der er bulder, brag og lynnedslag … specielt for elskere af kraftige, søde vine. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USADen næste vin fra James Bryant Hill hos Scheid Family Wines i Greenfield blev så en 2020 Pinot Noir … også lavet med druer fra de køligeste dele af Central Coast.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir, som Scheid Family Vineyards så selekterer fra familien egne, bæredygtigt dyrkede marker i de køligste dele af Californiens Central Coast.

Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne før gæringen med frugtbevarende temperaturstyring i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder i ståltanke … dog med 30% på helt nye franske 228 liters bourgognefade i samme periode.

Det er ikke en ultralys Pinot Noir, men har masser af Pinot Noir kvaliteter, for allerede fra startlinjen oser det op af glasset med lyse bær som hindbær, lyse kirsebær, mirabeller og lidt ribs … og samtidig er der faktisk godt med egepræg, som pirrer og lokker din næse med noget umami, muldjord samt vanilje. Det er måske ikke sådan ultra raffineret … men intet vender forkert.

I munden er der lige en snert US sødme, som giver vinen et lidt varmere udtryk end medlemmerne fra den europæiske familie, men det giver også vinen godt bundtræk med stor power. Det gør også vinen let saftig med nogle let krydrede noter, peber, mens frugten får lidt sød tranebær bitterhed med i billedet. Som med duften er der ikke meget, der vender forkert, så du får en fin US Pinot Noir med krop, varme og tæt struktur. 90 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat, men 2019’eren koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USALad os fortsætte hos Scheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for næste vine er også derfra … blot hedder brandet nu James Bryant Hill og den første er deres 2020 Chardonnay.

Her kommer druerne fra nogle af deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket  tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt som hele klaser og derefter er der sket gæring i rustfrie ståltanke ved kølig temperatur og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 8 måneder på nye franske egefade.

I glasset er vinen mere gul end den foregående Chardonnay og der er klart ikke så megen smør- og fadnoter, men virker mere animalsk og landlig i udtrykket, lidt fortættet og kompakt … helt sikkert også mere blomsterrig med pollen og en frugt med gærede pærer, æbler, græskar samt et diskret aftryk fra fadene med vanilje og småkager.

Smagen er blød, cremet og der er klart syltede citroner, lidt lemon samt sødlig grape, men ellers fyldig med nogle lidt sødbitre smage og æblemost, pærer, abrikos og fersken. Det har ikke helt samme brede appeal som Valley Ranch Chardonnay, men virker mere oprejst, fast og selv syren er lidt mere robust. 89 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USAMed næste vin er vi atter tilbage på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for Long Valley Ranch er endnu et brand hos det store vinfirma Scheid Family Wines.

Det store foretagende har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens vinmageren Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands, som fx Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Long Valley Ranch Chardonnay er lavet på druer fra Scheid Family Wines’ egne marker i Salinas Valley, der på grund af sin lange
dalstrækning blev døbt Long Valley af forfatteren John Steinbeck.

De kølige topmarker nær Monterey Bay forlænger modningen og høsten sker i de tidligere morgentimer, så alle druer når friske frem til vineriet. De hele klaser presses skånsomt, så kun den bedste most anvendes. Vinen gærer køligt i ståltanke  inden 12 måneders lagring med 80% på ståltank samt 20% i helt nye burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med hasselnødder, ristede hasselnødder, cremet fylde og svulstig eksotisk frugt med behåret fersken, ananas, dåsepærer samt syltede citroner, mens de 20% barriques bidrager med lakridskonfekt, vanilje og søde krydderier, meget behagelig, lækker og smækker med buttet smøragtighed.

Smagsmæssigt får du også det brede dollargrin frem … et smørret og fedt smil, der er meget rund, cremet og blød. Frugten er ret eksotisk med fersken, abrikos, mango, bitre madæbler samt en sødmefuld syre, der er rund og balanceret. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7