Med næste vin er vi i hjertet af Alsace, nemlig på vinruten i Alsace i byen Heiligenstein, som ligger for foden af Mont Saint Odile. Her finder vi Domaine Daniel Ruff, en lille familieejet vingård, som har været drevet af Ruff Familien i generationer, ja faktisk siden 1886.
Domænet ejer er de bedste skråninger i landsbyen Heiligenstein, som også er kendt for druen Klevener de Heilgenstein. Denne drue menes af være identisk med Savagnin Rose eller Traminer, som var almindeligt udbredt i Alsace i slutningen af det 19. århundrede. Kun i Heiligenstein er den ældste type bevaret og går netop under navnet Klevener de Heiligenstein. De eneste vine, som har ret til at bære AOC « Vin d’Alsace » eller « Alsace » efterfulgt af navnet Klevener de Heilgenstein, er vine fremstillet på marker eller dele af marker i kommunerne Bourgheim, Gertwiller, Goxwiller, Heiligenstein eller Obernai.
Nå, men denne vin er nu på Riesling, og kommer fra en mark “Weinberg de Heiligenstein”, øst for “du massif du Champ du Feu” ved foden af Vogeserne. Marken er rig på kalksten i undergrunden, som sikrer god mineralitet og der dyrkes Riesling og Pinot Gris her.
Som hos mange andre vinbønder i Alsace har Domaine Daniel Ruff værelsesudlejning, nemlig 2 lejligheder og 5 værelser.
Nok snak, lad os komme til vinen. Som sagt en Riesling. Duften er også klart Riesling, der er lidt petroleum, men også en meget stor sødme i duften. Smagen er derfor også til den søde side, meget intens, men mangler nok – i mit objektiv – en smule syre som modspil til den lidt overvældende sødme.
I Danmark forhandles vinene fra Domaine Daniel Ruff hos Årø Vingård på Årø, men jeg har ingen pris på denne vin.