2009 Domaine Valentin Zusslin, Riesling Bollenberg, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Valentin Zusslin, Riesling Bollenberg, Alsace, FrankrigNæste vin fra Alsace. Nu er vi 20 km sydvest for Colmar, nemlig i byen Orschwihr. Domaine Valentin Zusslin er oprindeligt grundlagt i 1691 af Jodocus Cisle. Han hed tidligere Zusslin til efternavn, og kaldte derfor vinene fra gården for Zusslin.

I dag er det efterhånden 13. generation af Zusslin’erne, som driver vingården, idet søskendeparret Marie Zusslin og Jean Paul Zusslin overtog driften i 2000, og i dag driver domainet sammen med deres far. Den gamle Valentin, farfaren, døde sidste år, men hans navn fremgår fortsat på vinene fra Zusslin.

Vingården er på 13 hektar, og ligger op til Vogeserne, hvor vi også finder vingårdens 3 marker, Bollenberg, Clos Liebenberg og Grand Cru Pfingstberg. Jordbunden er her ler-kalksten og ler-kalk sandsten med jernrige mineraler som hæmatit, hvilket jorden en speciel rødbrun farve.

Hele produktionen gennemføres i fuld overensstemmelse med principperne for biodynamisk dyrkning. Den samlede produktion udgør 90.000 flasker årligt, her 3.000 flasker Grand Cru vine.

Vinen her er fra marken Bollenberg … jamen, det hedder den skam. Området ved Bollenberg er et paradis for fotografer og botanikere, der kommer fra hele Europa. Mange forskellige slags sommerfugle har deres hjem der, og mere end 150 planter kan også findes i området, bl.a. orkideer, vilde nelliker, tulipaner, perlehyacinter m.fl.

Bollenberg er særligt velegnet til Pinot Noir … og så Riesling, hvor den mineralrige, kalkrige jord giver Riesling druen et aromatisk udtryk og en god struktur med udtalt mineralitet, når vinene er unge og samtidigt giver vinene “gemmepotentiale”.

Duften er rigtig nok meget aromatisk, langt mere end dagens første vin. Der er svag petroleum, der er havduft … salt? Der er noter af ost, melon, nødder … en lidt cremet næse, som er rigtig behagelig.

Smagen er blød, cremet, der er lidt citrus, men også mineralitet, selvom der også er mere sødme end den foregående vin. Det smager rigtigt godt. Thumbs up.

Gert havde købt vinen i Colmar til omkring 13-14€ … som jeg lige husker det.

Vinanmeldelse 4,5/7   

Skriv et svar