Jeg har mange gange skrevet om Giovanni Manzone og også smagt hans Barolo Gramolere flere gange i både årgang 2007, 2015, 2016, 2017 samt 2018. Men jeg har aldrig smagt hans Barolo Castelletto, så det gør jeg nu i en årgang 2015.
Her kommer Nebbiolo druerne selvfølgelig fra selve Castelletto marken, der skråner stejlt fra det østligste Monforte d’Alba ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer og vin med enorm koncentration af smag og tannin.
Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.
Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.
Jamen altså … man bliver sgu glad i låget over denne parfumerede Barolo aroma med tørrede rosenblade, violer, læder, noget fennikel, lakridsrod, kamfer, medicinskab samt herlig moden frugt med lidt umodne kirsebær, hindbær, jordbær og ribs, masser af stram italiensk syre og en håndfuld grønne blade.
Hvor smager den godt … er så let, luftig, lys og endda knivskærende præcis med en lys og spændstig syre, hvor der er en smule sort te og Campari bitterhed, ribs, umodne blommer, hindbær, meget let, lys og ung, men samtidig venlig og totalt imødekommende. Tanniner er der masser af og de er knastørre og dejlig ubarmhjertige, stramme samt totalt skønne. Man fascineres at den nærmest transparente lethed og fine, stramme syre og lyse frugtrigdom. 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.