2019 Cortonesi, La Mannella Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Cortonesi, La Mannella Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienSocietà Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice eller blot kaldt Cortonesi laver lækre vine som fx deres Lèonus og den fine Brunello di Montalcino Poggiarelli. Men også denne La Mannella Rosso di Montalcino er en fin vin … nærmest en baby Brunello.

Og vinen er da bl.a. lavet af deklassificerede druer, som ikke har det fornødne niveau til den dyrere La Mannella Brunello di Montalcino. Der er derfor nærmest tale om en slags deklassificeret Brunello fra enkeltmarken La Mannella og typisk med druer fra nogle af de yngre vinstokke.

Al høst og sortering foregår med håndkraft med en efterfølgende lang macerationstid. Vinen lagres derefter omkring 6 måneder på store, brugte, slavonske egefade og så 3 måneder på flaske inden frigivelse. Produktionen ligger på omkring 10.000 flasker årligt.

Sidst jeg smagte vinen, blev jeg begejstret … og det var i den foregående årgang 2018, men nu smager jeg den nyere årgang 2019 og lad mig smage, om jeg igen bliver glædelig overrasket.

Næsen har lidt denne Sangiovese modenhed, som man også ofte finder i netop Brunello. Der er moden, småsyrlig frugt, virker lidt mørkere end i 2018’eren, sådan nærmest tranebær, rabarber, lyse blommer samt kirsebær, grønne noter, nelliker, tobak, tør lerjord, medicinskab, saltlakrids, træ og pæn stor tørhed.

Men hvor smager den godt … har en friskhed sammen med en brunelloagtig intensitet og kraft. Den friske frugt er tranebær og ribs med en læskende, lys saftighed, blæktør eftersmag, balsamisk syre og bitterhed. Det er så rent og klart med kølig slagside, urter samt rigtig italiensk bid.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7