Jamen, så lad os da for fan’ nedsvælge og frelse endnu et glas Riesling fra én af Bauer brødrenes eksklusive vine med sexet sort velour etiket … det er jo Riesling Week! Denne hedder Redemption Riesling.
Her er druerne nu i stedet fra marken Nussdorfer Ochsenloch, hvor jorden er meget forskellig fra foregående vin, for her er jorden mest kalksten iblandet granit. Det har også fået de to brødre til at vinificere vinen i store 900 liter granitfade. Vinen har nogenlunde samme restsukker … 5,0 gram restsukker pr. liter.
I forhold til foregående Out of Space, så er Redemption ikke helt så eksplosiv og aromatisk, selvom det fortsat er en Riesling med kraft, fylde og tykke aromaer. Der er ikke helt så megen petroleum og det dufter nok også en smule mere afdæmpet … men altså på den fede måde. Hvor er det da bare indbydende. Frugten er fortsat tropisk, mango, abrikos, grøn, peber, honningmelon og lemon. Igen er der umanerlig god inderlighed.
Smagen er mere grøn og rank end Out of Space, syren er igen rå, maskulin med lidt grape bitterhed. Det er igen en kraftig Riesling, men det gør egentlig ikke så meget, for det smager sgu godt og jeg elsker den bombastiske kraft og inderlighed, som vinen har. Det er måske eksperimenterende, men det lykkes sgu godt, så dermed frelse og fed lykke.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.