2020 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2020 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalNår vi lige har smagt Rui Roboredo Madeiras fløjtende syrlige hvide Beyra Reserva Quartz Branco, hvorfor så ikk’ også smage den røde Beyra Reserva i årgang 2020.

Vinen er lavet på 85% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 5% Mencia fra marker i 700 meters højde og selvfølgelig er høstet med håndkraft.

Først afstilkes druerne og så knuses de, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter sker der en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 8 måneder fadlagring på 1/3 del franske og 2/3 dele amerikanske egetræsfade.

Sikke da en dejlig og mørk duft, næsten flæsket og lidt mælket, har en landlig og smågæret aroma, brombær, solbær, solbærmarmelade, søde krydderier, kokos, sorte oliven, mælkechokolade og tørt træ, virkelig meget indbydende.

I munden er vinen langt lettere end forventet, men også mere tør, har en frisk syre, der virker lige småbitter. Det er mørke kirsebær, brombær, grafit, syre, vildt mange blomster samt mineralitet i god samspil. Hvor er det tørt, vildt tørt og selv tanninerne er knastørre, ekstreme og kalder nærmest på mad. Dejlig vin med stort temperament.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva Quartz Branco, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva Quartz Branco, Beira Interior, PortugalOmkring 10 gange har jeg smagt vin fra fabelagtige Rui Roboredo Madeira … og de har alle været rødvine. Den uskik ændrer vi nu med denne Beyra Reserva Quartz Branco 2019.

Jeg har før skrevet om Rui Roboredo Madeira og den kan du selvfølgelig læse i tidligere anmeldelse af en 2018 Beyra Reserva … herunder også om alle de mange vinhuse, som den ihærdige vinmager har gang i.

Vinha da Beyra er et projekt, som Rui opstartede i 2011 ud fra et ønske om at lave vine på nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke på nogle af landets højeste beliggende vinmarker. Derfor kaldte Rui også projektet for Vinhos de Altitude. Og markerne ligger ved den lille landsby Vermiosa … lige præcis der, hvor Rui startede med at arbejde igen efter hans restitution ovenpå en ulykke.

Vermiosa ligger i den østligste del af Portugal – 2/3-dele oppe i landet – op mod grænsen til Spanien, men i appellationen Beira Interior … et sted, hvor man kan finde mange vinøse skjulte skatte. Der findes der er barsk klima, som kombineret med højtbeliggende marker og jord med kvarts, skifer og granit giver vine med stor kompleksitet.

Der laves pt 15 forskellige vine i Beyra serien, hvor denne 2019 Beyra Reserva Quartz Branco er speciel og lavet på et blend af 60% Fonte Cal og 40% Síria … ret ukendte druer herhjemme, men plantet i granitholdig jord på marker i 725 meters højde og 40 år gamle vinstokke.

Síria druen er vi stødt på før, for den hedder også Códega eller Codega do Larinho og det er en hvid, portugisisk druesort, som primært findes i Alentejo og Douro regionerne. Vi har imidlertid ikke før stødt på  Fonte Cal, der er en hvid druesort, som primært findes i den nordøstlige del af Beiras under appellationen Beira Interior … og faktisk har man ikke fundet druen udenfor den region.

Fonte Cal modner sent,. giver et moderat udbytte, er meget kraftig og bladrig med mellemstore drueklaser.

Man ser næsten aldrig vine alene på Fonte Cal, så derfor findes druen mest i blends. Den er med til at give store, velstrukturerede vine, der har blomsteragtige noter, lidt honning og er ellers meget frugtagtige, men de har desværre ofte meget lav i syre og en for høj alkohol i stedet.

Druerne er høstet med håndkraft og så afstilket inden presning og efterfølgende gæring på ståltanke ved 16 grader over 20 dage med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder i ståltankene.

Duftmæssigt er det en rigtig blød og venlig vin, som har en rund frugt med pærer, grønne æbler, lemon, en smule citrus, en meget behagelig frugt, lidt stearinlys, rå champignon, honning og bestemt en smule til den neutrale side … men det er ren overflade.

For i munden viser vinen virkelig sin sjæl, som er kold, syrerig, klar, mineralsk med masser af spræl i. Der er både citroner, melon, grape og andre citrusfrugter, en salte mineralitet … i så store mængder, at folk med mavesår skal holde snitterne fra den. Den er så frisk samt syrlig, at den skriger på mad … gi’ den fisk, rejer … et eller andet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Herdade Barranco do Vale, Branco Reserva, Algarve, Portugal

2019 Herdade Barranco do Vale, Branco Reserva, Algarve, PortugalVinhuset Herdade Barranco do Vale ligger i São Bartolomeu de Messines på stedet Campilhos lige mellem havet og bjergene i Monchique og Caldeirão. Vi er med andre ord i Algarve, hvor vi nu smager denne 2019 Branco Reserva.

Vinhuset er familiedrevet og blev reelt grundlagt i 2016 af Ana Chaves, som startede med at lave vine på familiens marker, som hendes bedstefar plantede tilbage i 1960’erne. De fleste af de gamle marker til med Negra Mole samt sorter som Aragonês og Castelão, men siden har Ana også selv plantet druer som Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Samlet har Ana Chaves og familien 100 hektar jord, hvilket udover vinmarkene består af kork-, oliven- og fyrretræer. Derfra laver Ana 8 forskellige vine og altså også denne 2019 Branco Reserva, der er lavet på et mix af Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Vinen er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke … først med selve gæringen af den pressede most over 15 dage og derefter er vinen så blot lagret sur lie i ståltankene i 7 måneder. Vinen er helt tør med et niveau restsukker på 1,1 gram pr. liter.

WAUW for en duft … parfumeret, urtet, landlig med terpentinsk linolie, grillede citroner, friske citroner, tonsvis af blomster, sure og grønne stikkelsbær. Det er frisk, urtet og dufter vildt godt.

Smagen er dog mere rustik … lidt varm og stærk i munden, hvor citronerne fortsat taget taget dirigentstokken. Der er citroner, som har inviteret fætter lemon med til ballet, salte mineraler og lidt et vilddyr … stærk, vild og dyrisk.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,56€ … svarende til 86 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 90,36€ eller 673 kr., svarende til 112 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Huber, Inzersdorfer Ried Rothenbart Riesling Erste Lage, Niederösterreich, Østrig

2020 Weingut Huber, Inzersdorfer Ried Rothenbart Riesling, Niederösterreich, ØstrigVi fortsatte hos Weingut Markus Huber GmbH & Co KG, da den næste vin nemlig var en Inzersdorfer Ried Rothenbart Riesling Erste Lage.

Rothenbart ligger i 380 meters højde i Traisental på terrasser opå et af vindblæst sted. Jorden er der ret mager med sandsten, kalk og jernholdig mergel. Det høje indhold af jern gør jorden rød, hvilket også er baggrunden for markens navn.

Vinen er lavet ved, at drueklaserne presses hele, mens gæring sker med frugtbevarende temperaturstyring på ståltank, hvor hvidvinen modner i hele 8 måneder i kontakt med de fine gærrester. Vinen har 6,1 gram restsukker pr. liter

Duftmæssigt er det en virkelig blød Riesling uden skarpe kanter, hvor frugten er lidt tropisk med fersken, melon, ananas, pærer og så et lyst blomsterflor, lidt mandler og sandeltræ. Der er ikke engang et lille antræk til petroleum, men i stedet virker vinen i næsen fyldig og olieret og det hele suppleret af grillede citroner samt saltede mineraler.

I munden har vinen heller ikke skarpe Riesling kanter, men mere en modenhed, svag fedme og småvarme smage, hvor der igen kommer tropiske frugter samt en smule citron og lemon, Den har fylde, krop, en dyb og sødbitter kerne samt denne saltede mineralitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 269,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte denne Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber var hos Steffen, som jo serverede den til en kartoffel- og sellerisuppe. Det var i årgang 2020, men nu smager jeg vinen i årgang 2021.

Vinen er jo lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. I årgang 2021 indeholder vinen 2,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det nærmest et møde mellem melon og fersken tilsat grønne æbler og så ellers parfumerede blomster, grøn peber, akaciehonning, lemon og hyldeblomst. Der er endda en anelse af lidt selleri og så ellers godt med mineraler og jernagtige noter. Det giver vild stor friskhed og lyst til indtagelse.

I munden er det også en frisk vin med et nærmest grønt bid. Syren kommer næsten helt nede fra dybet langt nede, er både grøn, saltet og mineralsk. Der er mynteblade, grønne vinblød, sure æbler og sure citroner … har en tør friskhed og spændstighed. Huber og Grüner Veltliner kan altså noget sammen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, Italien

2018 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, ItalienVi sluttede en hyggelig aften med mere piemontisk vin og det var i form af denne 2018 Sito Moresco fra store samt legendariske Angelo Gaja.

Jeg har smagt vinen før, men imidlertid var det helt tilbage i 2013, hvor jeg smagte vinen i årgang 2010.

Historien om Angelo Gaja skal jeg ikke trætte jer med denne gang, hvor vi i stedet blot ser en smule nærmere på denne Sito Moresco, hvor de fleste druer er fra marken den 10 hektar store Sito Moresco vingård i Barbaresco og købt i 1979 af Angelo Gaja.

Sito Moresco betyder betyder Morescos sted og refererer til den tidligere ejer af vinmarken. På marker dyrkes der både Nebbiolo og Merlot, for vinen er nemlig lavet på et mix af druesorterne ​​Nebbiolo, ​​Cabernet Sauvignon og Merlot og næsten med en tredjedel af hver, selvom det varierer en smule fra år til år.

Således var der fx slet ikke Cabernet Sauvignon i vinen i årgang 2017, hvor den i stedet var afløst af lidt Barbera. I flere årgange er det også på 4 sorter, hvor Barbera er kommet med i mixet. Men her i 2018 skulle det altså være på 35% Nebbiolo og 35% Merlot fra Sito Moresco og 30% Cabernet Sauvignon fra Serralunga.

Hver druesort bliver gæret for sig på ståltanke, som altid hos Gaja med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er der sket en malolaktisk gæring og derefter blev vinene fra de forskellige druer sammenstukket og blandingen blev lagret i 12 måneder på 1-2 år gamle fade.

Etiketten prydes af et par yndige fasaner, som er vist for at mindes de smukke fugle, der bebor skovene, der støder op til Gajas vinmarker.

Duften er intens og syrlig frugt, balsamisk, gæret med masser af kirsebær, blåbær, blommer, lidt hindbær, grannåle, violer samt et fadpræg med kanel og vanilje. Det er en fyldig vin, frugtintensiteten er ret stor og den har samtidig lidt søde krydderier og tørrede blomster.

Smagsmæssigt er det fløjl på ganen, men fortsat med friske bær, en god syre, tydelige tanninner, godt med tørhed og urter. Syren er sgu klart italiensk, mens frugten virker mørkere og så har den samtidig en fin mineralitet, god harmoni og meget smagfuld.

Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, Italien

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, ItalienVi skulle minsandten også omkring den dejlige Giulia Negri, for vi skulle nemlig smage hendes Barolo Serradenari i nyere årgang 2016.

Vinen laves kun med Nebbiolo druer fra marken Serradenari, der ligger lige syd for byen La Morra.

Giulia Negri laver i dag alle hendes Barolo’er på samme både, altså med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller uden tilsætning af kulturgær. Gæringen sker i store 60 hektoliter fade og med omkring 40 dages maceration. Herefter hviler vinen i 30 måneder på store fade med let toasting.

Duftmæssigt er det Barolo himmel … en let, parfumeret næse med granatæbler, ribs, hindbær, violer, læder, rosenblade, hæfteplaster, medicinskab, tobaksblade, meget balsamisk med en stram italiensk syre, fennikel, meget luftig, ren, klar, flyvsk, æterisk, luftig og med Giulias normalt strenge og legende lethed.

Sådan er vinen faktisk også smagsmæssigt, så ren og klar Nebbiolo med jern, violer, masser af granatæbler, hindbær, jordbær, ribs samt stikkelsbær, virkelig frisk og ung frugt. Det er en smuk og atter har Giulias vine denne fine lethed, som er så dragende. Der er ganske lidt sødme, men igen diskret og lidt tilbageholdende. Det er sgu samlet set en virkelig drønlækker og let Barolo.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, Chile

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, ChileVi fortsætter med en 20 Barrels Chardonnay Limited Edition fra Cono Sur Vineyards & Winery, der havde fået sneget sig med i vor lille hyggelig aftensmagning.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft kolossal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og har siden nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og at en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed var vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende primært i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at plante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels Limited Edition serien er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af supervine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette, deraf fik serien navnet 20 Barrels. Siden er denne serie udvidet med flere vine på blandt andet Syrah og Chardonnay.

Denne 20 Barrels Chardonnay Limited Edition 2018 er lavet på 100% Chardonnay fra det kølige  område El Centinela i Casablanca Valley, lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret i 8 måneder … 75% i nye egetræsfade og 25% i cement-æg.

I næsen er det en total smørfed vin, måske ikke ultrakompleks, men kraftig og fyldig fadlagret Chardonnay med både dåsepærer, fersken og lige fjæset. Der er sandeltræ, creme brulée, vanilje, mens syren har lidt lime og svagt lidt mineraler.

Smagen er både blød og fyldig med en vis kerne af friskhed samt kantet frugt med æbler, grønne pærer, ananas og lemon. Den føles fyldig, endda lidt olieret i smagen. Samlet er det absolut en fin vin.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen på tilbud er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, TysklandDer er kun lavet 500 flasker af denne fine 2014 Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling fra Weingut Sohns. Det er Lara, som kan ses på etiketten.

Vinen er selvfølgelig opkaldt efter Pascal og Denises første datter Lara, der netop er født i 2014. Vinen har fået lidt mere TLC end husets øvrige, for her anvendes kun de allerbedste druer, som spontangærer alene på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen været lagret i små barriques, altså kleinen Eichenholzfass. Vinen har endda hele 17,6 gram restsukker pr.  liter.

I næsen er det en fyldig, landlig og næsten olieret Riesling med petroleum og terpentin, linolie, bivoks, vegetabilske og æteriske olier og den har næsten en kandiseret frugt sammen med tropisk frugt. Der er abrikos, fersken, modne gule æbler, nødder og virker endda en kende parfumeret og en dyb, dekadent sødme.

Smagen er let, blød og fyldig … og klart til den sødere side, hvorved det ikke bliver en frisk og syrlig vin, men er mere moden, kalkrig og  blød, rund og dyb. Der er atter abrikos, fersken, lemon og syltede citroner. Syren er der også, men ikke så tydelig, men det er sgu superlækker Riesling. Vi sniger lige op på mellem 5.5 og 6 fede houlbergske fingre

Weingut Sohns vinene forhandler herhjemme af Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet. På vingården kan den fortsat fås og koster kun 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2012 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigSelvom Martels 2012 Cuvée Victoire Gold er en majestætisk og imponerende champagne, så blev den denne aften bare totalt overgået af Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon i samme årgang. Den er vild.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, som bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre i mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.

I de senere år har der været store årgang som fx 2002 og 2008, men denne 2012 er nok bedre end disse og klart en årgang, der går over i historien … i dette år lavet på 55% Chardonnay og 45% Pinot Noir.

Vinen er sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers, mens  degorgering er sket efter 96 måneder i kælderen med 5 gram dosage.

Duftmæssigt stikker det helt af … vild, monstrøs og eksplosiv med tonsvis af fadnoter, ristede hasselnøder og med samme smørfede, lækre duft som en stor hvid Bourgogne. Det er åben, fyldig, animalsk og fed med lakridskonfekt, vanilje samt frugt med Pære Belle Helene samt kvæde, svag ananas, røg, friskbagt franske croissanter, blidt bid ad kalkagtige og mineralsk syre … for fanden, hvor det dufter vildt og afsindigt godt. Med lidt tid i glasset aftager en smule af det hvalpede og det store fadpræg en smule … men det efterlader bare en endnu finere, lettere og skarpere aroma.

Smagen er lige så fabelagtig … en smuk pasodoble, hvor de fede frugtnoter og det runde fadpræg er den stolte matador, som med stor dygtighed svinger syren som en rød kappe. Det er så saftigt og læskende, at det næsten gør ondt, for det er vildt imponerende. Der er et blødt brus, slank, fin, flot og balanceret på tungen, en smuk og fascinerende dans, som man sent glemmer. Selvom den måske ved første fløjt kan virke lidt fadtung, som har den en kalket, syrlig og klar mineralitet, som gør den frisk og perfekt balanceret.

PS: Vi drak også 2 flasker af den. Mums.

Forhandles flere steder, men er også udsolgt flere steder. Den kan bl.a. fås hos Løgismose, hvor en flaske nu koster 1.949 kr.

Vinanmeldelse 7/7