2019 Hidden Bench Vineyards, Estate Pinot Noir Unfiltered, Niagara Peninsula, Canada

2019 Hidden Bench Vineyards, Pinot Noir Unfiltered, Niagara Peninsula, CanadaVi fortsatte med mere Pinot Noir i form af denne Estate Pinot Noir Unfiltered 2019 fra Hidden Bench Vineyards, der ligger i Beamsville i Niagara Peninsula regionen i Canada.

Hidden Bench Vineyards er grundlagt i 2003 af Harald Thiel og hans familie. De har samlet 31,5 hektar vinmarker fordelt på 3 marker med fokus på Pinot Noir, Chardonnay og Riesling.

Det er markerne  Locust Lane Vineyard, Rosomel Vineyard samt  Felseck Vineyard … alle dyrkes økologisk og produktionen ligger på omkring 120.000 flasker vin, der produceres af Harald … og siden 2017 med hjælp fra vinmageren Alex Baines.

Denne Estate Pinot Noir Unfiltered er lavet med druer fra alle 3 marker og selvfølgelig høstet med håndkraft og så i kold udblødning i 5-6 dage inden gæring, der er alene er sket med druernes naturlige gærceller og omrøring 2 gange dagligt. Derefter er vinen lagret på franske fade i 10 måneder inden samling i ståltanke og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en svedig animalsk vin … der er bogstaveligt både armsved, landlighed, salt og havvand med en kølig stil, grannåle samt kanel og vanilje, søde kirsebær, amarene kirsebær, baconfedt, røget paprika, mælkede noter, meget fed og kraftig … endda lidt brovten i sin fremtoning.

I munden er vinen rund, læsket og saftig med en blæk’et syre, blomster, violer, godt med tranebær samt lidt kirsebær og ellers en pæn portion tørhed.

Vinene fra huset forhandles af Den-Can Wine, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Dopff au Moulin, Pinot Noir Coeur de Barrique, Alsace, Frankrig

2015 Dopff au Moulin, Pinot Noir Coeur de Barrique, Alsace, FrankrigNæste vin blev en 2015 Pinot Noir Coeur de Barrique fra det lille vinhus Dopff au Moulin, der ligger i den smukke, gamle by Riquewihr nedenfor Grand Cru marken Schoenenbourg.

Vinhuset drives af Dopff familien, der har levet af vinfremstilling siden 1574, selvom det oprindelig gennem årene var som bødkere, for det er først midt i 18. hundrede tallet, at familien med Jean Dopff også begyndte at handle med vin. Det blev Jeans søn Jean-Gustave Dopff, som startede familiens egenproduktion af vin, fik opkøbt vinmarker og i det hele taget lagde grundstenen til det vinhus, som fortsat eksisterer i dag.

Det var også Jean-Gustave, der byggede den nuværende vingård lige udenfor bymuren i Riquewihr … i det område, som kaldes Au Moulin for foden af det berømte og majestætiske Schoenenbourg, en af ​​de 51 Alsace Grands Crus marker, så derfra stammer navnet Dopff au Moulin.

Dofff familien har også i 1976 via Pierre-Etienne Dopff været én af pionererne i etableringen af den succesfulde AOC Crémant d’Alsace appellationen, som nu over 40 år senere står for produktionen af over halvdelen af de producerede crémant’er i Frankrig.

Det var derfor også Pierre-Etienne som på Dopff au Moulin sikrede, at Crémant d’Alsace vinene udgjorde en stor del af husets samlede produktsortiment … og i dag producerer de fortsat lidt over 10 forskellige crémant’er.

Siden 1998 er det Pierre-Etiennes søn Etienne-Arnaud Dopff, som har stået for driften og han fortsætter med at udvikle ejendommen efter de visioner og værdier, som hans forfædre startede … at producere de mest autentiske vine.

Vi smager her husets 2015 Pinot Noir Coeur de Barrique, hvor druerne kommer fra en mark på en sydvendt bjergskråning i 250 meters højde nær Grand Cru marken Sporen. Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæring og maceration er sket over 24 dage med daglig overpumpning, hvorefter vinen – som navnet også afslører – er lagret 10 måneder på burgundiske barriques og nogle lidt større foudres.

Allerede i næsen er vinen langt mere grøn end de forrige vine … men der er også en klar duft af træ eller fade, nærmest frisk træ med lidt kanel og vanilje, kaktuspiller, grannåle samt tranebær. Duften er på ingen måder eksplosivt eller stor … nærmere lidt lukket og nærig.

I munden er vinen ren, skarp og grøn. Det er tranebær, hindbær, kirsebær,  meget stram og stålsat. Der er næsten også lidt træsmag, jord og mineraler.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster den 17,95€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Domaine Bachey-Legros, Santenay Les Charmes Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bachey-Legros, Santenay Les Charmes Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med mer’ rød burgundisk Santeney vin, nemlig denne Santenay Les Charmes Vielles Vignes årgang 2017 fra Domaine Bachey-Legros.

Vinhuset ligger i Santeney og drives i dag af brødrene Samuel og Lénaïc Legros, der selv er den 6. generation på vingården.

De har samlet 18 hektar med vinmarker, der er fordelt over de bedste terroirs i Santenay samt nabobyerne Chassagne -Montrachet og Maranges. Langt de fleste vinstokke er plantet mellem 1935 og 1955 … en enkelt parcel i Santenay Clos Rousseau Les Founeaux er endda fra 1914.

Her smager vi deres 2017 Santenay Les Charmes Vielles Vignes, hvor druerne kommer fra den lille lieu-dit Les Charmes, der ligger i den sydligste ende af Santenay, hvor den støder op til 1. Cru marken Clos Rousseau. Jeg kan ikke finde oplysninger om selve produktion, men den har lagret i 12 måneder på fad og derefter 2 måneder i ståltanke.

I næsen er det en landlig, animalsk og fyrig vin … har lidt krudt, røg, ung, frisk med grannåle, dyb fad, selvom fadpræget egentlig ikke er så dominerende eller tydelig. Der er let babybræk på den fede måde, sure sokker, men samtidig også meget afdæmpet og balanceret med nogle letbrændte noter. Frugten er måske lidt til den mørkere side med brombær, kirsebær og hindbær … meget indbydende.

Smagen er så elegant og frugten så fin, ren, rank, frisk og balanceret, men atter er det på en afdæmpet måde. Den har samtidig denne lidt drilske og provokerende syre, så fin, klar og delikat … nærmest æterisk og Jesus, hvor det smager godt.

Forhandles flere steder, bl.a. Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 369 kr.

Vinanmeldelse 6/7