2018 Château de la Maltroye, Santenay 1er Cru La Comme, Bourgogne, Frankrig

2018 Château de la Maltroye, Santenay 1er Cru La Comme, Bourgogne, FrankrigChâteau de la Maltroye ligger i udkanten af byen Chassagne-Montrachet og derfra smager vi nu denne 2018 Santenay 1er Cru La Comme

Vinhuset holder til i en smuk gammel ejendom, som er bygget i det 18. århundrede ovenpå en udbrændt ruin fra en bygning fra det 15. århundrede, hvor de gamle hvælvede kældre fortsat eksisterer.

Slottet har været ejet af Cournut familie siden 1939, hvor André Cournut købte det af Marcel Picard, og siden 1993 har sønnen Jean-Pierre Cournut drevet vinslottet.

Château de la Maltroye har 13 hektar vinmarker i Chassagne-Montrachet og yderligere 2 hektar i Santenay. De bedste marker er selvfølgelig Grand Cru marken Criots-Bâtard-Montrachet – som jo også er eneste Grand Cru mark i AOC Chassagne-Montrachet – men derudover har vinhuset også parceller på adskillige 1. Cru marker og Jean-Pierres ynglingsmark er 1. Cr marken Dent de Chien.

Chassagne-Montrachet var tidligere primært en rødvinskommune, men i dag er mere end halvdelen af markerne i kommunen beplantet med Chardonnay, men 76% af 1. Cru markerne og det er da også klart hvidvinene som Chassagne-Montrachet er kendt for.

Den årlige produktion på Château de la Maltroye ligger på omkring 70.000 flasker, hvoraf de hvide også udgør 60% … og én af disse vine er altså denne Santenay 1er Cru La Comme, som er lavet klassisk og det betyder gæring i åbne egekar og en efterfølgende lagring 14-15 måneder på små fade.

I næsen kan de godt brændte fade duftes med det samme, for der er lakridskonfekt, vanilje samt kanel, en herlig let, sødlig kostald, godt vild fadburgundisk vin … ret lækker stil, næsten på vej til at være en smule overdone, men det er på den helt rigtige måde.

Smagsmæssigt er den klart mere oprigtig burgundisk med en svag grøn stil, let parfumeret næsten i munden, moden og stringent, ren og klar … næsten lidt spätburgunderagtig, men virkelig flot samt elegant.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 445 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine des Pasquiers, Vin de Pays de Vaucluse, Rhône, Frankrig

2020 Domaine des Pasquiers, Vin de Pays de Vaucluse, Rhône, FrankrigDomaine des Pasquiers er Vignoble de la Vallée du Rhône og holder til i byen Sablet. Det er derfra, at vi nu smager denne 2020 Vin de Pays de Vaucluse.

Vinhuset er familieejet og det drives i dag af brødrene Jean-Claude og Philippe Lambert, hvis farfar grundlaget huset tilbage i 1935.

De er således 3. generation på stedet og har samlet 87 hektar over vinmarker under appellationer som Côtes-du-Rhône, Plan de Dieu, Sablet og Gigondas. Siden 2010 har markerne været drevet fuldstændig økologisk.

Her smager vi deres landvin og entry-level vin Vin de Pays de Vaucluse, som er lavet på 60% Merlot, 20% Marselan og 20% Syrah. Vinen er lavet ved, at der først er sket afstilkning, hvorefter gæring og maceration er sket i betontanke ved 235 grader over 10-15 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 3 måneder i betontankene. Filtreres inden flaskning.

I næsen er det en lidt vamset, sødkrydret vin med både blæk, baconfedt, godt med blåbær, brombær … egentlig stor frugtprofil, en god portion tørhed, men ikke så megen dybde eller umpff.

Smagsmæssigt har vinen en god, rød og tyk frugt, grøn peber samt sort peber, tørhed, tranebær … lidt kantet og ikke så kompleks, så den stikker og har lidt skarpe krydderier.

Forhandles af Lorentsens Vinforsyning, hvor en flaske koster 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut, Franken, Tyskland

2019 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut, Franken, TysklandWeingut Georg Zang er et lille familievinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer svagt nordøst for Würzburg. Derfra smager jeg denne 2019 Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut.

Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang.De er 5. generation på vingården og de overtog driften i 2005 og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Denne Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut er huset Winzersekt Franken, hvor druerne er fra Sommeracher Katzenkopf marken, men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen … altså udover en andengæring på flaske.

Duftmæssigt en let, luftig og ukompliceret mousserende vin, lidt kalket, har en smule nødder, æbler, citrus, fersken og lidt aromatisk, nærmest med lidt bivoks.

Smagen er rund, let og frugtrig … meget tilgængelig, ukompliceret med en lav syre og boblerne er også lette og blide. Der er lidt noter af jern samt en let lemon bitterhed.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7