2019 Domaine Laurent Habrard, Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Laurent Habrard, Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique, Rhône, FrankrigDenne Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique 2019 fra Domaine Laurent Habrard var også en vin i tirsdagsklubben og imponerede stort set alle.

Vinhuset ligger i landsbyen Gervans på den østlige side af Rhônefloden, lige nord for Tain-l’Hermitage og Laurent Habrard er 5. generation på gården.

Laurent overtog det 14 hektar store vinhus fra sine forældre Marcel og Marie-Therese Habrard i 1998 og han har nu siden været ansvarlig for husets produktion af primært Crozes-Hermitage vine, selvom han også laver en smule Hermitage og Saint Joseph.

Da Laurent overtog vingården efter sine studier i Beaune, så lagde han hurtigt en hel ny strategi for, hvordan vinene skulle fremstilles. Den unge vinmager er dedikeret til håndlavet kvalitet og økologisk filosofi i vinmarken, så i 2008 konverterede han til 100% til økologi og installerede både vind og solenergi på sin ejendom.

Samtidig har Laurents tilgang været mindre eg og mere cement i lagring og gæring af vinene. Han mener ikke, at Syrah nødvendigvis er en drue, der har brug for musklerne fra træfadene, men mere elegance og et renene frugtudtryk … så de gamle fade udskiftes løbende med cementtanke, når de har udtjent deres pligt.

Denne Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique er Laurents indgangsvin og er lavet helt usvovlet. Den kommer fra Syrah stokke på op til 70 år, har gennemgået gæring i åbne tanke og efterfølgende lagring af 80% på cementtanke og resten på store fade i 6 måneder.

Duften er rustik, mørk, animalsk landlighed, blomstersæbe, blæk, sorte oliven, mælkede noter, kul, baconfedt, tørre grene, violer, laurbærblade, tørre gamle fade, lidt tyk lakridssødme, svag lakridskonfekt, en tyk og mørk frugt med solbær, sorte kirsebær og brombær

I munden et sandt kraftværk med en kølig elegance, fortættet mørk frugt, solbær, tranebær, brombær, enebær, virkelig meget frugtrig, lidt kontrolleret styrke via en smagfuld power af alkohol og peber, sødme og det hænger forbandet godt sammen … sindssygt flot niveau … klart 5,5 store tomler og endda med pil op.

Forhandles af Vinova … men 2019’eren er udsolgt, men den nye årgang 2020 koster 195 kr., mens prisen for 6 flasker er uhyre god med en pris på 155 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Antonio Camillo, Ciliegiolo Principio, Toscana, Italien

2020 Antonio Camillo, Ciliegiolo Principio, Toscana, ItalienFra tirsdagsklubben på jobbet lige en spændende lille flaske i form af en Ciliegiolo Principio fra vinhuset Antonio Camillo beliggende ude på landet skråt overfor naturstensleverandøren Saturnia Travertini Italia ved Manciano i Maremma.

Antonio Camillo var tidligere en del af det større vinhus Poggio Argentiera og der arbejdede han side om side med Gianpaolo Paglia og Justine Keeling.

Men i 2006 gik han i gang med sit eget projekt, hvor han startede med at lave vine på lokale og ofte undervurderede druer som både Procanico og Ciliegiolo, men også på druer som Vermentino, Trebbiano, Ansonica, Malvasia samt Sangiovese .

I 2011 købte han også 2 parceller på samlet 5 hektar mellem Sovana og Pitigliano ret nær grænsen til Lazio. Det er faktisk nær Manciano, hvor Antonio selv er født og han har nu samlet 9 hektar vinmarker med næsten udelukkende gamle vinstokke på 40-50 år og altid dyrket efter traditionelle metoder.

Antonio Camillo arbejder primært med spontangæring alene på druernes egne gærceller, undgår kemiske indgreb og passer sine marker efter økologiske principper.

Her smager vi hans Ciliegiolo Principio … en a vinene lavet på den ældgamle lokale druesort Ciliegiolo, som regnes som forfader til Sangiovese druen og vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Her komer Ciliegiolo  flere flere af Antonios marker beliggende i omkring 350-450 meters højde i Maremmma. Vinen er både lavet og lagret på ren stål.

Duftmæssigt er den lidt let og parfumeret … syrlig tobak, grønne grene og medium frugt med kirsebær, brombær og lidt granatæbler, svagt lidt blæk og grafit, har godt med frisk syre.

I munden også en frisk, ung og spændstig frugt, lidt rustik, bondsk og kantet, har tranebær, syrlige kirsebær, hyben, vildt ungt og frisk, sprælsk endda, ganske tør og har samtidig ung og friske tanniner, som dog ikke virker så voldsomme, som en vin på Sangiovese normalt kan have.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Domaine Tropez, Cuvée Sublime Rosé, Provence, Frankrig

2019 Domaine Tropez, Cuvée Sublime Rosé, Provence, FrankrigVi napper en rosévin mere under appellationen Côtes de Provence AOC og igen er den fra Domaine Tropez, nemlig en 2019 Cuvée Sublime Rosé.

Vinen er lavet på et mix, men nogle steder står det, at det er på Cinsault, Grenache og Syrah, mens der andre steder står 80% Grenache, 10% Cinsault og 10%
Rolle.

Som med den foregående Sand Tropez Rosé er der heller ingen oplysninger om produktionen af den, så derfor springer vi atter bare ind i mine smagsnoter fra en varm dag på terrassen.

Selvom etiketten ikke er helt så sjov som foregående Sand Tropez Rosé, så er duften imidlertid mere sammenhængende og balanceret med jordbær, fersken, abrikos, melon, citrus, lidt græs samt en lille marmeladesødme, selvom vinen har denne Provence lethed og krydrede note.

Smagsmæssigt er det ikke en kompleks vin, men klart bedre end foregående, har lidt mere dybde og balance sammen med citroner, lemon, let bitre, tørre og sprøde elementer. Dette er den modne og voksne rosévin til havefesten.

Forhandles af Winelovers.dk, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7