2021 Laura Lardy, Beaujolais Villages Gourde à Gamay, Bourgogne, Frankrig

2021 Laura Lardy, Beaujolais Villages Gourde à Gamay, Bourgogne, FrankrigPropperiet Vin Import har fået importen af vinene fra et nyere Beaujolais vinhus. De er fra den unge Laura Lardy og jeg tester nu 4 vine fra den unge kvinde og starter med denne Beaujolais Villages Gourde à Gamay.

Laura har sin vingård ved Le Vivier i Fleurie området, hvor hun så i 2017 som ung 27-årig startede sin egen vingård ved at leje  5,5 hektar vinmarker fra sin fader.

Faderen Lucien Lardy driver nemlig familiens vingård som 3. generation, da den er grundlagt tilbage i 1870. Men Laura ville selv lave vine og det ville hendes bror Yohan Lardy også, så han er også startet for sig selv.

Hendes lejede 5,5 hektar vinmarker er fordelt på parceller i appellationerne Morgon, Fleurie, Chénas og Moulin á Vent … alle med gamle vinstokke, som Laura siden overtagelsen har omlagt til økologisk drift, selvom hun endnu ikke er certificeret.

Laura driver vingården meget anderledes end sine forfædre, idet hun tænker i økologi og dyrker med respekt for jorden og naturens ressourcer. Hun tænker økologi og bæredygtighed ind alle steder i hendes produktion, hvilket betyder få kemikalier i fremstillingen og håndkraft i marken samt genbrug af emballage i produktionen.

Det er selvfølgelig primært Gamay, som Laura dyrker på de gamle vinstokke, men også en smule Chardonnay. Den samlede produktion ligger på omkring 15.000 flasker årligt, hvor de røde laves klassisk med semi-carbonic maceration, med brug af druernes naturlige gærceller og lagring på gamle fade.

Vi smager først Lauras Beaujolais Villages Gourde à Gamay, der er lavet med druer fra granitholdige marker i kommunen Lantignié og selvfølgelig med helklasse carbonic maceration i betontanke med duernes naturlige gærceller. Derefter er den presset og lagret 10 måneder i betontankene og flasket bare med en smule svovl.

I glasset er det en lys, let og nærmest feminin Beaujolais … og sådan er duften faktisk også. Den har en frugtrig, jordbæragtig samt svag bondsk note med let og småsyrlig frugt, jordbær, hindbær, moreller og ribs, en lille anelse banan og tulipanblade.

Smagen passer totalt til duften … frisk, syrlig og saftig vin med lys frugt, en lille lemon bitterhed, hindbær, ribs og moreller, fine, sarte tanniner … hvor er det ud af landevejen, ungdommelig, friskt og med denne ubekymrede lethed. Mums,

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Château Nadal Hainaut, Terre de Quarante, Roussillon, Frankrig

2017 Château Nadal Hainaut, Terre de Quarante, Roussillon, FrankrigSkal vi da ikke smage endnu en vin fra Château Nadal Hainaut? Selvfølgelig skal vi det, så derfor napper vi denne Terre de Quarante 2017.

Vinen er som foregående lavet på 70% Syrah og 30% Grenache høstet med et lille udbytte på kun 30 hektoliter pr. hektar.

Efter den manuelle høst er druerne først afstilket og så er gæring samt maceration sker i store rustfrie ståltanke med separat vinificering af Syrah druerne og Grenache druerne. Først efter endt gæring er vinen sammenstukket og så lagret 12 måneder på egefade inden filtrering, stabilisering og aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi mørk og småsyrlig frugt, sorte oliven, lidt baconfedt samt oksefond. Der er sorte kirsebær, tranebær, morbær, virker mere frisk end forventet og bliver suppleret af lakrids, tør træ, læder, skovbund, en smule vanilje  … men slet ikke så eksplosiv som foregående vin.

I munden er vinen også langt mere frisk … frugten virker yngre og mere pågående. Det er kirsebær, tranebær og hindbær, lidt peber, oprejste og tørre tanniner, men vinen hænger smukt sammen, rund, saftig, smagfuld med en smule sødme.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Château Nadal Hainaut, L’Hydre du Lac Sans Sulfites, Roussillon, Frankrig

2019 Château Nadal Hainaut, L’Hydre du Lac Sans Sulfites, Roussillon, FrankrigChâteau Nadal Hainaut holder til i cistercienserklosteret Sainte Eulalie fra det 12. århundrede og derfra smager jeg nu to vine startende med denne L’Hydre du Lac Sans Sulfites 2019.

Vinhuset drives i dag af vinbonden Jean-Marie Nadal samt sine 3 døtre, Julie, Marie-Luce og Pauline. Jean-Marie er 5. generation på vingården, der oprindelig blev grundlagt i 1826 af familien Hainaut.

Vingården fik dog det nuværende navn i år 1900, hvor ​​Thérèse Hainaut og François Nadal blev gift … hvorved ejendommen hurtigt fik navnet Château Nadal-Hainaut.

I dag har Jean-Marie Nadal 115 hektar jord, men heraf er der dog alene 43 hektar vinmarker med Chardonnay, Carignan, Muscat Petit Grain,  Muscat d’Alexandrie , Syrah, Grenache Noir, Grenache Gris, Cabernet Sauvignon, Merlot samt Macabeu.

Vingården har altid drevet deres vinbrug bæredygtigt, men i 2010 omlagde man hele driften til økologisk landbrug og det kunne hurtigt ses …. både på biodiversiteten og på vinstokkene. I dag er de vidne til, at flere fuglearter og insekter vender tilbage til ejendommen.

Vinhuset laver pt. 9 forskellige vine, herunder altså denne L’Hydre du Lac Sans Sulfites, altså en vin helt uden tilsat svovl. Det er en AOP Côtes du Roussillon og lavet på 70% Syrah og 30% Grenache høstet med et ganske lille udbytte på kun 20 hektoliter pr. hektar.

Efter den manuelle høst er druerne først afstilket og så er gæring samt maceration sker i 400 liter egetræsfade, hvorefter den også er lagret 3 måneder på ege … både franske og amerikanske. Der er ikke tilføjet svovl … hverken under produktion eller ved flaskning.

WAUW for en duft … virkelig kødfuld og mørk. Der er tørret og hængt oksekød, lidt mælkede noter og så sød, finsk lakrids. Frugten er solbær, brombær, svesker … næsten lidt kandiseret, vanilje, sød tobak og søde krydderier, chokolade og lakridskonfekt. Duften har samtidig nærmest en moden, dragende note … lidt som solcreme med duft af kokos.

I munden er vinen vildt blød, cremet og mundsmeltende, men det er fortsat med koncentreret, powerfuld og mørk frugt, hvor der er lidt peber, grønne blade, urter … nogen tørhed. Tanninerne er også tørre samt tydelige, men vinen har samtidig lidt tilbagetrukket bitterhed, en snert af lidt engelsk lakrids, en rustik syre, men på en eller anden måde hænger det sgu godt sammen. Klart 5 store tomler og endda med klar pil op.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7