2012 Château Rocheyron, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Rocheyron, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigMed næste vin blev det så vitterlig ægte Bordeaux, men dog med et dansk/spansk islæt, for vinen er nemlig lavet i et lille jointventure mellem vor danske Peter Sisseck samt den spanske mangemillionær Silvio Denz.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz. Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava.

Dér blev Peter Sisseck tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede de to så stærke bånd, at de besluttede at give sig i kast med endnu et projekt.

Muligheden kom i 2009, hvor en ældre ejendom med 7 hektar vinmarker grænsende op til Château Laroque kom til salg … og herefter var Château Rocheyron en realitet. Peter og Silvio købte ejendommen fra Stephen og Denise Adams og den var i en ganske sørgelig forfatning, ligesom udstyret i kælderen var langt fra up to date, idet vinene fra markerne i en årrække var blevet produceret på Château Fonplegade.

Der er så siden blevet investeret maksimalt i alt der skal til for at kunne frembringe første klasse vine og selvom de købte vinmarker har været anvendt i mange år, så er Peter Sissick gået i gang med den svære konvertering til økologisk drift. Målet er ikke at skabe mørke og intense vine med højt alkohol … nej nærmere tværtimod er målet at fintune den særlige finesse og delikate friskhed, som ifølge Peter Sissick er Bordeauxs særlige gave til vinens verden.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Franc, som har været gæret i 7 cementtanke samt 3 rustfri ståltanke og efter gæringen har lagret 15 måneder på egefade, heraf 35% nye fade og derefter sammenstukket i rustfrit stål. Herefter får vinen så lov til at samle sig inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt virker vinen dog ikke specielt let og frisk, men i stedet ganske tør, fed og endda lidt bondsk af en Bordeaux at være, har dyb engelsk lakrids og sød finsk lakrids, stor kødfuldhed, lidt mødding og egentlig meget tæt og intens. Der er solbær og sorte kirsebær, letbrændte fade, vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er lidt lige sådan … fed, kraftig med lakrids, både sød og tør, lidt alkoholvarme dukker også op, men der er også klart pænt stort fadpræg, lidt sødme, blåbær, solbær … gode og polerede tanniner, men også lidt kant. Det smager godt og er endda velafbalanceret, men får mig ikke sådan til at falde ned af stolen.

Forhandles bl.a. af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 995 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Tenuta di Biserno, Il Pino di Biserno, Toscana, Italien

2018 Tenuta di Biserno, Il Pino di Biserno, Toscana, ItalienMed navnet Il Pino di Biserno fra vinhuset Tenuta di Biserno, så skulle man måske tro, at det er en italiensk Pinot Noir, men det er i stedet et bordeaux-inspireret blend.

Tenuta di Biserno har en helt speciel historie, da det nemlig er grundlagt af brødrene Piero og Lodovico Antinori, som jo hver især har drevet deres højt respekterede vinhuse.

Piero driver jo Marchesi Antinori som den 26. generation i familien og står bag en en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet og han står bag store supertoscanere som Solaia samt Tignanello.

Lodovico gik selv andre veje … bl.a. efter personlige stridigheder havde skabt et anstrengt forhold mellem de to brødre. Han skabte derfor i stedet Tenuta dell’ Ornellaia og lavede Ornellaia vinen som en seriøs konkurrent til både Sassicaia … og broderens vine.

Men med Tenuta di Biserno er de to brødre igen gået sammen. Det var Lodovico Antinori, der allerede i 1995 – i jagt på jord til udvidelse af Tenuta dell’ Ornellaia – faldt  over et område i Alta Maremma nær Bolgheri med et unikt mikroklima.

Områdets parceller viste sig ikke velegnede til Ornellaia, men et nyt selvstændigt projekt begyndte at tage form i hans hoved og det var Tenuta di Biserno.

Da han i 2002 valgte at sælge Ornellaia til Robert Mondavi og Frescobaldi, så tog han kontakt til sin storebror og bad ham gå med i Tenuta di Biserno. Piero sagde ja og det samme gjorde den kendte og flyvende vinmageren Michel Rolland, som blev tilknyttet konsulent.

Vingårdens logo blev kreeret som et våbenskjold med to vildsvin og teksten In Tempore Uniti … i tide, i fællesskab … eller som Piero lidt senere har sagt; de to svin har fundet sammen.

På Tenuta di Biserno har brødrene samlet 90 hektar vinmarker i det bakkede område omkring Bibbona, hvor de primært dyrker Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, men også mindre mængder af Syrah og Petit Verdot.

Udover vinene Biserno og Il Pino di Biserno samt prestigevinen Lodovico, så producerer de også rødvinen Insoglio del Cinghiale fra Campo di Sasso ejendommen, mens det nyeste skud på stammen er rosévinen SOF, som dedikeret til Lodovicos unge datter Sofia.

Il Pino di Biserno er i denne årgang 2018 lavet på 27% Cabernet Franc, 38% Merlot, 12% Cabernet Sauvignon og 23% Petit Verdot, som alle først er afstilket og derefter presset blidt inden gæringen i koniske ståltanke ved 25 grader over 3-4 uger.

Så er der sket malolaktisk gæring for 25% af vinen i barriques og resten i ståltanke. Derefter er vinen så lagret 14 måneder på både nye og brugte franske barriques samt resten på ståltanke og derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke en duft … og med klare bordeauxfile referencer via lidt cigarkasser, blæk, baconfedt, tørre fade samt en lidt mørk og tungere frugt. Der er solbær, svesker og figner, krydderier, lidt vanilje samt en klar, italiensk og balsamisk syre.

I munden er der både tør engelsk lakrids, grøn peber, spejderhagl samt vitterlig en magiterning af mørk og intens frugt. Det er en pænt fyldig vin, har god struktur, meget intens, mens tanninerne er bløde og behagelige. Det smager sgu ret godt med elegant balance.

Forhandles af Theis Vine, men det er pt. usolgt – men tidligere har kostet 389,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7