2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandMed de næste vine stopper vi – for et øjeblik – hos vinhuset Toi Toi Wines, der ligger på Rapaura Road lige op til Rapaura floden i Rapaura området i Marlborough og dermed den øverste del af Sydøen i New Zealand. Her er det husets Sauvignon Blanc.

Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver vingården. De fik i 2006 købt vingården Brookdale  og etablerede så Marlborough Wine Ltd. Allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fælleskab Toi Toi Wines og udgav også samme år deres første vin, netop en Sauvignon Blanc.

Senere i 2017 købte  Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandel og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.

Tilbagekøbet har været muligt, idet Kevin og Sara Joyces Marlborough Wine Ltd. firma er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Ltd.

Ser man på de vinhuse og -brands, som Marlborough Wine Ltd. omfatter, så er det fx det velkendt Staete Landt, men også andre huse og brands som Map Maker, Stone Bay, Rata, Marlborough Vines, South Sea, Marlborough Brook, Mouku og Marlborough Mountains.

På Toi Toi Wines har Joyce familien samlet 66 hektar vinmarker, der er fordelt på de tre marker Brookdale Vineyard i Omaka Valley og Loddon Lane i Wairau Valley … selvfølgelig begge i Marlborough, men derudover har de også Clutha Vineyard i Central Otago … selvfølgelig nederste del af Sydøen.

Vi starter med at smage denne Marlborough 2021 Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker, nemlig Brookdale og Loddon Lane Vineyard, men også via opkøbte druer fra Utawau Vineyard.

Efter høsten får druerne lov til at ligge med skindkontakt i 2-3 timer, hvorefter de presses forsigtig. Gæringen sker i rustfrie ståltanke og med en række forskellige gærtyper. Derefter er vinen lagret i ståltankene en periode inden aftapning på flaske.

Dejlig frisk næse … slet ikke overgrøn og overgræsses Sauvignon Blanc, men har masser af hyldeblomst, passionssodavand, ja vel i det hele taget passionsfrugt, citrongræs, en snert frisk græs, let mango, stikkelsbær, animalsk armsved … virkelig indbydende, omgængelig, men alligevel stopfyldt med liv.

I munden er vinen nok lidt sødere end forventet – ligger også på 4,27 gram restsukker pr. liter – men det gør dog ikke, at det ikke er en frisk vin. Der er masser af grønne noter, hyldeblomst, noget melon, græs, stikkelsbær samt en smule citron. Der er trods sødmen, fint med syre, masser af tørhed og frisk grønhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienNår vi nu er ved fantastiske Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, hvorfor så ikke smage hans 3. og sidste vin … topvinen 2017 Montecucco Sangiovese Riserva?

Vinen er som lillesøsteren fremstillet på 100% Sangiovese fra Simones bedst vin marker i Montecucco. Druerne høstes fra skråningerne ned mod floden Orcia, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvis jeg før syntes, at Montecucco Sangiovese nærmest smagte som en mini Brunello, så bliver forvirringen ikke større, sammenligningen ikke mindre med denne Riserva udgave. I glasset er det en lys vin og den har lidt småbrunorange kanter, mens duften minder meget om lillesøsteren, blot med flere fadnoter, bl.a. et æterisk og ret gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Det kommer altså bare lige oveni en frejdig og frisk frugt med ribs, hindbær og tranebær, violer, lidt lavendel, skovbund, nogle rå champignon samt en del sten.

I munden er det så tørt … og man mærker allerede fra start, at man rundet tingene lidt af med tungere fadkontakt. Det klæder den sgu, men der er fortsat en yngre, tæt, lys og let moden frugt af hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Tanniner er fortsat total mærkbare, men det virker som ung, at de skarpeste hjørner er slebet en smule af,  selvom tanninerne fortsat udtørrer munden og skriger på mad. Det er svært ikke at blive forelsket i denne vin, som jeg gladelig drikker i stedet for andre ligegyldige Brunello’er.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Prisen er skør .. og så siger jeg endda ikke, at den pt fås på bud til 109,95 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg smagt et par vine fra her på vinbloggen, bl.a. deres Montecucco Rosso, men denne Montecucco Sangiovese har jeg også smagt før i årgang 2017 … nu smager jeg den i en 2018 årgang.

Vinhuset gider jeg ikke skrive om igen, så derfor kigger vi nu videre på denne Montecucco Sangiovese, der er én af de kun 3 forskellige vine, som Simone Governi laver på hans lille kombinerede vingård og agriturismo kaldet Antico Casale.

Vinen er fremstillet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten. Markerne ligger lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Jamen altså … igen leverer Montecucco Sangiovese fra første sekund, hvor en balsamisk mørk og tobak’et næse er tillokkende med tørre og klart italienske noter med violer, lyng, lavendel, lidt svampe, er virkelig frugtrig med hindbær, tranebær, ribs, tør jord samt knuste sten.

I munden er det vitterlig en frisk og spændstig vin, hvor syren er i forsædet sammen med en lys, streng og frisk frugt med hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Der er masser af tanniner i vinen, virkelig unge, virile og knastørre, udtørrer munden massivt sammen med lidt bitre frugtkerner. Sikke et bid. Frugten er lys og streng, men det er alligevel med en vis modenhed. Jeg er atter totalt imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Bodegas Langa, Langa Classic, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Langa, Langa Classic, Aragón, SpanienDen foregående Langa Pasión har en storesøster og det er da denne Langa Classic, der fortsat er lavet på Garnacha, bare fra ældre stokke og lagret på egefade i længere tid.

Langa Classic er lavet fra 70-100 år rigtig gamle vinstokke på marker i 800-1.000 meters højde.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med en kontrolleret gæring ved 25 grader og alene naturlige gærceller. Efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske, europæiske samt amerikanske egefade og er derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Nu er der kommet lidt mere tyngde i både frugt og de dybere fadnoter, mens det blomstrede præg næsten er forsvundet. Der er ristede fade, tobak, karamel, kaffe, finsk lakrids, vanilje, chokolade og samtidig en lidt salvie eller mynte note samt en saftig frugt med sorte kirsebær, igen hyldebær og jordbær. Et klart niveau op.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor kirsebærrene nu virker saftigere og mørkere. De suppleres med brombær, solbær og igen en mørk og balsamisk syre, men det længere fadpræg giver også en langt mere afbalanceret smag, et vist tannisk, tørt og alligevel sødt bid, lidt alkohol og alt slutter tørt, rart og småbidsk. Dermed klart 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Langa, Langa Pasión, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Langa, Langa Pasión, Aragón, SpanienBodegas Langa laver 2 Garnacha baserede vine med nogle spraglede etiketter og jeres flittige vinblogger tester nu disse to … og starter med denne Langa Pasión 2019.

Bodegas Langa ligger i kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud i Aragón vinregionen.

Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, men her har vi altså fat i et par almindelige vine, som er lavet på ren Grenache. Denne er lavet fra 25-40 år gamle vinstokke på marker i 700-800 meters højde.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med en kontrolleret gæring ved 25 grader og alene naturlige gærceller. Efter endt fermentering er den så lagret 4-6 måneder på amerikanske egefade og er derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en rigtig rund og venlig næse, har godt med blomster og frugtlækker sødme, søde kirsebær, hyldebær og modne hindbær, har svagt lidt ristede fade, tobak, vanilje og balsamiske noter samt en portion papkasser … på den gode måde.

I munden er vinen lidt som duften … har godt med kirsebær og blomster. Der er en balsamisk kant, bitre kirsebærkerner, mirabeller, røg samt runde og venlige tanniner, men alligevel et godt bid med en tør syre samt en sød eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine de la Colline Saint Jean er et familieforetagende, som drives af Aurélie og Cyril Alazard. Vi smager her deres 2017 Gigondas.

Colline Saint Jean har tilhørt Alazard familien i generationer, men det var dog først i 1976, at domænenavnet blev officielt etableret og familien startede med at lave vin i eget navn.

Aurélie og Cyril Alazard holder til i den sydlige del af Vacqueyras ved Saint Jean-bakken og derfor også navnet Colline Saint Jean. Aurélie og Cyril Alazard er selv 10. generation og deres oldeforældre solgt også vin i landsbyen, men alene på fade.

Familien har samlet 25 hektar fordelt på 4 appellationer. De har således 2 hektar vinmarker  i Gigondas, 15 hektar i  Vacqueyras bl.a. på parcellen La Ponche, på Garrigues plateauet, i Mornas-distriktet og derudover er der 1,3 hektar i Beaumes de Venise, 2,8 hektar i Côtes du Rhône og resten er blot i et område som IGP vine.

Denne Gigondas er lavet på 75% Grenache og 25% Mourvèdre fra 65 år gamle vinstokke. Druerne er afstilket 80%, hvorefter vinen er lavet i betontanke og en gæring samt maceration over 30 dage og så er vinen derefter lagret 10 måneder med 50% i 600 liter fade og resten i betontankene.

Duftmæssigt er det som at få stoppet en krydderkvist op i næsen sammen med en mineralsk jernnæve, tør engelsk lakrids samt frisk frugt med småbitre kirsebær, brombær, boysenbær, røg, sten, tjære, jod, mens fadnoterne egentlig er meget svage … men lige kan fornemmes i det fjerne.

I munden er vinen meget tør, men frugtintensiteten meget stor. Der er godt med tranebær, brombær, blåbær, tør engelsk lakrids, granit, sten, peber, bitterhed og stramme tanniner. Der kommer en frisk syre, hvor der endda følger en tør sødme med. Det gør denne Gigondas meget vedholdende og vedkommende.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Conte Zardi, Il Sapiente Sangiovese Rubicone, Emilia-Romagna, Italien

2020 Conte Zardi, Il Sapiente Sangiovese Rubicone, Emilia-Romagna, ItalienConte Zardi er et af mange vinhuse, der er ejet af det store Tenute d’Italia ræsende tæt på Autodromo Enzo e Dino Ferrari i Imola by i Emilia-Romagna. Og det er derfra vi smager denne Il Sapiente Sangiovese Rubicone 2020.

Tenute d’Italia er et innovativt netværk skabt for at samle en lang række vingårde. Det er dog oprindelig skabt af selve Gruppo Morini, der selv har sin primære forretning med bilforhandling i Italien og i dag forhandler Toyota, Lexus, Nissan, Honda og et par mærker mere.

Allerede tilbage i 1942 grundlagde de også Tenute d’Italia, som specialiserede sig i agronomisk og ønologisk rådgivning og i dag er strategisk partner for et stigende antal vingårde. Den store bil- og vinglade Morini koncern ejede nemlig to vingårde i området, hvilket var Santerno og Tenuta del Principe – begge gamle, historiske gårde, der går tilbage til henholdsvis 1875 og 1863 – og derfor var det praktisk at lægge dem i en særlig division … Tenute d’Italia.

I 2000 blev Tenute d’Italia dog endnu større, da man lavede et mål om at samle endnu flere vingårde via tilgang af flere kommercielle aftalepartnere, så i dag omfatter driften ejerskab af flere vinhuse, en kæmpestor egenproduktion med opkøbte druer og endda også produktion af private label vine.

Blandt deres vinhuse er Santerno, Tenuta del Principe, Canale dei Molini, Stella del Sud, Conte Zardi, Camparo, Cortonesi, Clare C, Bindi Sergardi, Poppi, Podere Cianfanelli, Produttori Etna Nord, Giasira, Drei Donà, Fondo Cà Vecja og Marco Bandini.

Der er således tale om en meget stor producent … både i selve Italien, men også på verdensplan.

Denne Il Sapiente Sangiovese Rubicone er lavet på 85% Sangiovese samt 15% Syrah, som kommer fra opkøbte samt senthøstede druer i Emilia-Romagna. Der er ikke så oplysninger om selve produktionen, men vinen har fadlagret hele 18 måneder på 500 liters tonneaux egetræsfade.

I næsen er det en meget fyldig, solmoden og marmeladetyk vin, gærede og overmodne bær, masser af fad og sød tobak, blommer og mosede blommer. Der er ikke så megen Sangiovese over duften, men den virker klart mere som vin fra Puglia. Der kommer til sidst mentol i duften og nogle krydderier.

Smagsmæssigt er der også en fyldig vin … faktisk fanger jeg både jordbær og blommer, lidt tør engelsk lakrids, godt med sødme og så marmelade, frugtgele og lav, lav syre med en smule alkohol på den bagerst del af tungen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 59 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Bodega Finca la Capilla, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien 

2017 Bodega Finca la Capilla, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero ballet sluttede med en Vendimia Seleccionada i årgang 2017 fra Bodega Finca la Capilla … anden vin fra dette vinhus i vor smagning.

Vinen er lavet på ren 100% Tempranillo druer, som kommer fra husets egne vinmarker i Roa, La Horra og Anguix, fra de mest eksklusive afkroge med et lavt udbytte.

Efter den manuelle høst er alle druerne deponeret i små kar efter hver plot. De er så vinificeret helt separat med en langsom alkoholisk gæring alene med druerne egne naturlige gærceller. Macerationen varer ikke længere end selve gæringen.

Derudover er der sket malolaktisk gæring på franske egetræsfade, hvor den sammenstukne vin også er lagret 12 måneder på nye og burgundiske barriques lavet af finkornet fransk eg.

I næsen er det en mørk og fyldig vin, hvor fokus umiddelbart virker som blæk, dyb engelsk lakrids, finsk lakrids og så godt med fadnoter af mælkechokolade, vanilje og en sort frugt med blåbær, solbær og endda lidt eksotisk træ som teak- og mahognitræ.

Smagsmæssigt kommer der også godt med blæk og engelsk lakrids frem, selvom vinen jo egentligt er fløjlsagtig, velstruktureret med en mørk og rund frugt. Frugten virker bestemt ikke overmørk, men er solbær og hindbær, godt med træ og en vis livlighed.

Ikke fundet herhjemme, men prisen i hjemlandet ligger på 25,80€ … svarende til omkring 192 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Bodegas Nabal, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas Nabal, Crianza, Ribera del Duero, SpanienDet lakker mod enden i Ribera del Duero smagningen, men den næste vin er en Crianza fra det lille vinhus Nabal Bodegas & Viñedos.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille vinlandsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien, som tidligere har været involveret i branchen.

Projeket blev startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorter som fx Tempranillo, Garnacha, Merlot og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Vi smager deres 2015 Crianza, som er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra forskellige marker i Burgos og fra vinstokke, der er omkring 50-80 år gamle buskvine stokke. De er høstet og sorteret i markerne manuelt, hvorefter de er afstilket og placeret i de rustfri ståltanke med kølig en pre-maceration.

Derefter sker alkoholgæringen ved temperaturer på 26 grader med kort og hyppig overpumpning. Så er der sket malolaktisk gæring, der sker delvist i ståltanke og derefter på nye 20% amerikanske og 80% nye franske egetræsfade, hvor vinen lagret samlet 14-16 måneder.

I næsen er duften ikke så tæt og kraftig, men egentlig meget let af Ribera del Duero og samtidig meget blomsterrig. Det er fortsat ret mørke bær, sorte kirsebær, brombær, blommer … et pænt fagpræg fra de nye fade med vanilje, lakrids, ristede kaffebønner, karamel, kakao og søde krydderier … rund og venlig.

Smagen er også mørk med egentlig med en frisk og tør frugtsmag, hvor der er blommer, brombær og hindbær, masser af solskin og fin blødhed, balsamiske noter, silkebløde tanniner … og hvor smager det virkelig godt … klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af både Otto Suenson eller VildMedVin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 202,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Bodegas Valduero, Tierra Alta de 2 Cotas Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Valduero, Tierra Alta de 2 Cotas Reserva, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin fra Bodegas Valduero rykkede vi et niveau ned, for det var nemlig husets 2014 Tierra Alta de 2 Cotas Reserva.

Vinen er – som storesøster – lavet på 100% ren Tempranillo druer, der her kommer fra 2 af husets højtliggende vinmarker i Ribera del Duero. En af dem er placeret i 840 meter over havets overflade og giver kompleksitet og elegance, men den anden er beliggende i 900 meters højde og tilføjer struktur til vinen. Druerne kommer fra over 40 gamle vinstokke, som håndplukkes i den første uge af oktober.

Ved en alkoholiske gæring er der alene anvendt druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret 30 måneder på egetræsfade og derefter mindst 30 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er denne Reserva også ganske venlig og rund, ikke helt så dyb som den forrige vin, men har i næsen langt mere kirsebær, der kommer sammen med solbær og blommer, men får altså et lidt mere frisk udtryk, men heller ikke så kompleks. Frugten er suppleret med kaffe, tobak, karamel, lakridskonfekt og let bitter chokolade.

Det smager altså også bare rigtigt godt … der er masser af frugt, kirsebær og brombær, rig og fyldig med seriøst stærke tanniner og samlet giver det bare en rigtig lækker Ribera del Duero vin.

De to vine fra Bodegas Valduero burde have været med i heat 1 og skiller sig absolut bare ud i heat 2 som værende de absolut bedste.

Forhandles af Masawine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7