Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Château Saint-Roch, Aspicata, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Aspicata, Roussillon, FrankrigFra projektet Château Saint-Roch mellem franske Jean-Marc Lafage og den amerikanske Eric Solomon smager Houlberg nu en rigtig vintervin … nemlig vinen Aspicata.

Château Saint-Roch projektet har jeg skrevet om tidligere. Det er egentlig en gammel vingård beliggende i Agly dalen omkring 4 kilometer øst for den lille by Maury, tæt på floden af samme navn og i appellationen AOC Maury Sec i området Côtes du Roussillon. Det må imidlertid ikke sammenlignes med et andet Château Saint-Roch, nemlig det af familien Brunel ejede vinhus i Lirac … to forskellige vinhuse, forskellige steder, men med samme navn.

Projektet Château Saint-Roch er etableret i år 2000 af Jean-Marc Lafage i et samarbejde med den amerikanske vinimportør Eric Solomon, da Lafage købte vingården i det område, hvor han som dreng arbejde sammen med sin far i markerne.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes. Lafage far var altid ærgerlig over, at de efter arbejdet i marken skulle gå tilbage til landsbyen … og ikke blot kunne bo ved markerne … vågne op og kigge udover vinmarkerne med de gamle vinstokke med Grenache og Carignan.

I hele hans liv drømte faderen om at bo på mas à Maury … området omkring landsbyen, så han kendte hver eneste vingård. Så da Jean-Marc købte den gamle vingård og fortalte faderen om købet, så blev det lidt en skuffelse for Jean-Marc … for faderen kunne slet ikke huske Château Saint-Roch.

Jean-Marc Lafage er en kendt vinmager i Roussillon og driver selv Domaine Lafage aka Maison Lafage, som ligger en kende mere mod øst end Château Saint-Roch, nemlig lige svag nordøst for Perpignan helt ud mod Middelhavet.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

På Domaine Lafage har Jean-Marc og Eliane omkring 200 hektar jord, men heraf dog kun omkring 160 hektar vinmarker. Jean-Marc er det, som franskmændene kalder en terroiriste, altså meget bevidst om vingårdens forskellige jordbundsforhold.

På vingården ved Perpignan laver han derfor også vine fra 3 forskellige områder, nemlig Terroir de l’Agly, Terroir Perpignan-Méditerranée samt Terroir des Aspres.

Og så har Jean-Marc Lafage altså siden år 2000 også ejet Château Saint-Roch i Maury, hvor der samlet er 44 hektar vinmarker på ler-, skifer- og kalkholdige skråninger, der ligger i 120 til 470 meters højde … og flere af markerne endda med op til 100 år gamle vinstokke med Grenache og Carignan.

Målet på Château Saint-Roch er at lave vine af høj kvalitet til fornuftige priser, og der laves en lang række vin, både hvidvine, rosévine samt selvfølgelig rødvine, som fx vinen Kerbuccio, som er én af husets topvine og som jeg har smagt to gange i henholdsvis årgang 2014 og 2017.

Men nu smager jeg altså en anden vin fra Château Saint-Roch, nemlig denne Aspicata, som – nærmest som vinen selv – kommer i en monstertung flaske og alene med en sort etiket med navnet på vinhuset og så navnet Aspicata. Intet andet.

På vinhusets hjemmeside fremgår vinen heller ikke, men et hurtigt skriv til vingården blev hurtigt og høfligt besvaret af Audrey LLense fra Domaine Lafage med de fornødne oplysninger og et sødt lille; Hope you will enjoy it!

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Mourvèdre samt Cabernet Sauvignon, men fordelingen er ukendt. Druerne kommer alle fra 60 år gamle vinstokke og er høstet i den første halvdel af oktober. Så er vinen lavet med gæring og maceration ved 30 grader i 4-5 uger og derefter er den lagret 6 måneder i nye, letbrændte fade efterfulgt af yderligere 12 måneder i brugte egefade.

Herlig svulstig næse, solbær, blåbær, sød finsk lakrids, kakaopulver, mælkechokolade, våde fade, vanilje, kanel … dyb, mørk og med stor pondus, bare vægten på flasken skriger, at dette er en vin, som vil sætte sig tungt på dit skræv … uden du bliver krænket. Warning.

Hvor er det en cremet vin, men for pokker hvor er der godt med sukkertung sødme, lakrids, mælkechokolade, en espresso med mælk og sødkrydret frugt, tykke overmodne blommer, solbærlikør samt sofablød syre. Det fylder munden totalt, ekspressiv, tyk, svulstig samt totalt fyldt med sød oversmag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, TysklandMan får ofte sindssyge gode vine for pengene i det store Rheinhessen og næste vin er netop derfra. For i den idylliske by Sieferheim finder vi Weingut Wagner Stempel, hvorfra vi nu smager hans 2019 Gutsriesling.

Weingut Wagner Stempel drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet. Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993 og driver i dag omkring 25 hektar vinmarker og han har siden sin overtagelse udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

De bedste marker er klart de 3 Grosse Lage marker Neu-Bamberger Heerkretz, Scharlachberg i Bingen samt Sieferheimer Höllberg.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Wagner Stempel er en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland og han blev således også i 2009 kåret til Aufsteiger des Jahres i den tyske Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat Aufsteiger des Jahres. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Denne almindelige entrylevel Gutsriesling fra Wagner er lavet med druer fra husets marker omkring Sieferheim. Vinen er lavet på både rustfrie ståltanke og 1.200 liter Stückfass fade af tysk eg. Vinen har 5,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det ret fint … let med fersken, umodne grønne æbler, citrus samt en mojito med mynte og måske endda lidt basilikum. Vinen virker også både blid og med super balance. Der fornemmes også nogle salte mineraler.

Smagsmæssigt en stram, citrusdrevet syre … virkelig citronsyrealvor for alle pengene, total tør og frisk med pænt mineralsk bid. Til at supplere den megen syre og småsure citroner er der også lidt grønne elementer … vildt opkvikkende og frisk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Séguret, Rhône, Frankrig

2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Seguret, Rhône, FrankrigVi nupper endnu en vin fra samarbejdet mellem Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes og denne gang med vinen 2017 Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Séguret.

Vinen er lavet på mix af 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Mourvèdre. Druerne kommer fra bakkede marker i Séguret, hvor jordbunden er rig på ler og kalk, mens de solrige bakkesider kombineret med jordbunden giver et lille udbytte med intensitet efter modningsperioden.

Efter høst gennemgår mosten en traditionel fermentering under kontrollerede temperaturer over 10 til 20 dage. Derefter er vinen lagret på egefade en periode, men hvor lang tid fremgår ikke.

Dejlig våd, animalsk næse … flæsk, popcorn, våd hund, gedestald, blomsterpotpourri, brun sæbe, sæbespåner, lakridsrod samt engelsk lakrids, blåbær, brombær, lavendel, sorte oliven … den emmer sgu virkelig af Rhône, tør, krydret med masser af klassiske dyder.

I munden er det en tør, syrlig og pænt tanninrig Rhône vin … tanninerne udtørrer munden og det er vitterlig en vellavet vin med stor charme. Der er syrlige kirsebær, hindbær, lækker syre og sammenlagt bare monsterdejlig Rhône.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Pinot Noir, Californien, USA

2018 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Pinot Noir, Californien, USAVi skal da smage endnu en vin fra Smoking Loon serie hos Don Sebastiani & Sons og nu er det en 2018 Smoking Loon Pinot Noir.

I både årgang 2016 og 2017 lavede Sebastini deres Smoking Loon Pinot Noir med druer fra Chile, men i denne årgang 2018 er den fuldstændig amerikansk med druer fra Californien. Der er imidlertid nærmest ingen oplysninger om produktionen af vinen, men det dufter da helt klart som om, at vinen da i hvert fald har været lagret på egefade. Vi springer derfor blot hovedkulds i smagsnoterne.

I næsen er vinen grøn med tonsvis af grene, nelliker, blæk, tjære og kul, mens frugten er en smule mere skjult. Hvis du leger titteleg, så dukker der imidlertid både kirsebær, tranebær og lidt granatæbler op midt i hele redeligheden sammen med lidt maling, æter og nogle aftryk fra egefadene med svag vanilje og kanel.

Med luft i glasset bliver aromaerne en tak mere venlige, runde og amerikanersøde … men fortsat med et stramt ansigtsudtryk, så giv endelig vinen masser af luft.

Smagen er egentlig pænt saftig … masser af blommer, kirsebær, god kraft, en lidt bitter sødme. Der er på ingen måder en sart og fin Pinot Noir, men en krydret saftig, rustik Smoking Loon vin og en kende stærk i udtrykket.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Romain Duvernay, Côtes du Rhône Blanc, Rhône, FrankrigLad os endelig få lidt hvidvin i glasset og det blev elegant løst med en 2018 Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc fra huset kaldt Newrhône Millésimes, der ligger ved Courthézon centralt i Rhône området.

Newrhône Millésimes er et forholdsvis nyt vinhus, der er grundlagt i 2016 af Jean-Marc Pottiez i samarbejde med den dygtige vinmager Romain Duvernay. Jean-Marc har en lang karriere indenfor vinbranchen og bl.a. arbejdet i Languedoc, Bourgogne og senest i Champagne, hvor han var inde over produktionen hos både Nicols Feuillatte og Jacquaert.

Romain Duvernay er en talentfuld vinmager og har – efter sigende – en af de fineste ganer i regionen. Han er selv uddannet i Bordeaux, men har også arbejdet i både Bourgogne og Languedoc inden han i 2010 startede med at lave sine egne vine … og det fortsættes nu under Newrhône Millésimes.

Men Newrhône Millésimes har to serier vine … nemlig Romain Duvernay samt Romain Duvernay Domaines og de fleste af vinene er lavet på de druer, som Romain blev forelsket i … Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Newrhône Millésimes ejer ikke selv vinmager, men har et samarbejde med en lang række vinavlere, men derudover tager Romain ofte rundt og køber druer fra spændende marker overalt i Rhône området.

Denne Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc, som er lavet på 40% Grenache Blanc, 30% Roussanne og 30% Viognier, der høstes tidligt om morgenen for at bibeholde de aromatiske. Straks derefter bliver druerne presset, hvorefter de gennemgår den kontrollerede fermentering, som strækker sig over 3 uger.

Meget fyldig, kraftig og aromatisk næse med masser af overmodne, hengemte æbler, et overload af fed, saftig tropisk frugt, abrikos, lidt mango og man kan næsten fornemme, hvordan saften løber ud af de modne frugter. Der er appelsinskal, lime, grillet citron, karamel, kridt, mandler, en snert linolie og et svirp grøn grape.

Smagen er fyldig med masser af tyk pondus og er langt mere rustik end duften lige lovede. Den er både cremet, syrlig og har godt med bitterhed. Det er syrlige og melede æbler, grape, grønne oliven, en lille tør sødme, grønne urter og det hele slutter med en lang bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Sydafrika

2017 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, SydafrikaAf alle vinene fra det sydafrikanske vinhus De Grendel havde jeg mest glædet mig til denne Op die Berg Pinot Noir, for netop med denne drue er jeg på hjemmebane og kan nemt bedømme, om vinhuset virkelig kan lave Pinot med europæiske snit.

Vi er nu kravlet endnu højere op, for druerne til denne Op die Berg Pinot Noir kommer nemlig fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er druerne først afstilket og så knust og ligger i en kold maceration i 4 dage.

Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 3 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.

Der er bestemt en vis kølighed i duften – so far so good – og bestemt en slank og spinkel krop. Det er ikke sådan fin, lys og sart Pinot Noir, men alligevel småelegant med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer … men egentlig lidt lukket i alle aromaerne.

Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene, ren, stram og syrlig frugt, kirsebær, ribs … masser af syrlighed, grønt og frisk bid, så dermed bliver det en stram matrone, som er lidt brysk og irettesættende, men for pokker … vinen er ung og vil klart vinde med flere år i kælderen.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 De Grendel, Merlot, Western Cape, Sydafrika

2018 De Grendel, Merlot, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter på vingården, der ligger på skråningerne af bjerget Tygerberg ved naturreservatet, altså De Grendel og nu er det med to rødvine i streg, hvor den første er denne Merlot.

Og det er netop også fra marker på skråninger af Tygerberg ved Hutton Oak Leaf i 200 meters højde, at druerne til denne 2018 Merlot kommer fra … vinstokke, der er 14-17 år gamle.

Efter høsten er druerne afstilket, knust og så har de gæret i rustfrie ståltanke med overpumpning 4 gange dagligt. Efter endt gæring er druerne presset og vinen er så lagret 13 måneder på egefade med 1/3-del nye fade, 1/3-dele fade brugt én gang og så resten fade, der tidligere er brugt to gange.

Dejlig animalsk og aromatisk næse … både blæk, kul, babybræk (på den fede måde), medicinkasse, solbær, blommer, dyb kælder, våde fade, tør tobak, lidt grønne grene og samlet er det egentlig slet ikke eksplosivt, men sådan næsten lidt afdæmpet i aromaer. Men andre ord skal man lede lidt, men det gør det kun spændende.

Smagsmæssigt er det også solbær, men med en lille syrlig kant, sådan virkelig frugt i frugten med masser eller tonsvis af tanniner, som befuldmægtiger din mund suppleret med let peber, en spinkel syre og ellers stor, stor velbehag.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 De Grendel, Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Viognier, Western Cape, SydafrikaMit køkkenprojekt er ufrivilligt blev forsinket på grund af flere fejlafleveringer. Suk. Men derfor kan jeg da godt tyvstarte brugen og nyde et glas iskoldt hvidvin i det halvfærdige køkken og det blev en Viognier fra De Grendel … det sydafrikanske vinhus, som jeg har skrevet om et par gange tidligere.

Druerne til vinen kommer fra nogle vestlige skråninger oppe i 200 meters højde på Tygerberg bjerget, hvor jordbunden består af grus, ler og blå skifer. Fra selve marken kan man faktisk se Atlanterhavet 7 kilometer væk.

Druerne høstes ved fuld moden … nærmest lige før, at de begynder at skrumpe. Efter høsten sker der afstilkning, hvorefter druerne så knuses og får lov at hvile kortvarigt inden 70% af druerne så gærer i rustfrie ståltanke, men de sidste 30% fermenterer i rumænske fade, hvor de også lagrer 90 dage inden vinen blandes, stabiliseres og aftappes på flaske.

Sikke da en interessant næse … sådan nærmest grillet grape, en lidt småsødlig bitterhed kombineret med et lille tropisk islæt af mango, papaya, saftig abrikos, smørblomster og sådan kraftig, fyldig og den fornemmes endda småolieret uden på nogen måder at blive vulgær, men bare urtet og aromatisk småbuttet.

I munden er vinen lidt som duften … altså frugtpower med fedme, kraft og saft. Det er modne æbler, grillet grape, grillet citron, abrikos og alligevel med en vis ren, mineralsk og meget smagfuld facon. Den har en vis syre, men den er afdæmpet uden at forsvinde, men det hele er bundet ganske nydeligt sammen. Dejlig vin, som bare gør vinbloggeren i godt humør.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine de Cristia, Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Cristia, Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, FrankrigVor vinaften sluttede med lidt Châteauneuf-du-Pape, nemlig  Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition fra det vinhus, der hedder Domaine de Cristia eller Grangeon et Fils.

Det er både vinhus og  negocianthus, som oprindelig er grundlagt midt under krigen i 1942 af Etienne Grangeon og ligger i Courthézon. I dag drives vinhuset af 3. generation i form af de to søskende Baptiste og Dominique Grangeon. De overtog driften i 1999 og startede med at lave egne vine, selvom både bedstefar Etienne og far Alain havde solgt det meste af  produktionen i bulk til andre producenter.

Domaine de Cristia har samlet 58 hektar vinmarker og omkring 90% på marken lieu-dit Cristia, som også har givet navnet til vinhuset. Og Cristia marken ligger nabo til den mere kendte lieu-dit Rayas. Siden 2008 har driften været certificeret økologisk.

Udover vinene, som sælges som Domaine de Cristia, så laver Baptiste også en serie under navnet Cristia Collection, hvor druerne kommer fra andre vinavlere. Denne Cristia Collection Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition er netop én af disse vine og denne er lavet på ren Grenache.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstiles, hvorefter de sættes til udblødning i et kar inden gæring og maceration i betontanke over 3 uger ved lave temperaturer. Efter endt fermentering lagres vinen så i betontanke og tønder i 18 måneder.

Duftmæssigt fed blækagtig frugt, tør engelsk lakrids, mørk og krydret, lidt sæbe, koks, tjære, grønne grene, men virker lidt tung og sløv i optrækket. I munden er det en sødlig, krydret vin, masser af eg, sæbe, kantet og samtidig lidt letbenet. Der er i munden pænt med sødme, lidt peber og pænt med træ.

Forhandles i Rema 1000, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, Frankrig

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, FrankrigNæste vin var en ægte Pays D’oc, altså en slags landvin fra Languedoc-Roussillon, hvor der dog også i stigende grad er små fremragende producenter. Her er det vinen Languedoc Old Star Carignan Noir fra den unge vinmager Olivier Coste.

Olivier er vokset op i en gammel vinfamilie, for han driver nemlig Domaine Montrose nordøst for  Béziers i Languedoc sammen med sin far Benard Coste. De er efterkommere af Joseph Alazard, der tilbage i 1701 modtog det fine våbenskjold med de 3 firben … et våbenskjold, som Domaine Montrose i dag har som logo og ses på alle flaskerne.

Vinhuset har samlet 80 hektar vinmarker, der alle nærmest alle ligger omkring deres vineri i Côtes de Thongue regionen og laver i øjeblikket 9 forskellige vine.

Men derudover har den unge Olivier Coste også startet med at lave vine i eget navn … fx denne Languedoc Old Star Carignan Noir, hvor druerne – så vidt jeg kan se – købes fra andre vinavlere, men dyrkes efter den traditionelle gobelet/busk beskæring i meget sten- og lerholdig jord.

Efter høst er druerne afstiles, hvorefter gæring og maceration sker i temperaturregulerede ståltanke med hyppige omrøringer over hele 3 uger. Efter endt gæring får vinen lov at hvile på ståltanke til slutningen af vinteren, hvor den aftappes.

Næsen er meget urtet, grøn og sjov animalsk … har en lidt gæret og sødkrydret note med både eukalyptus, peber, nogle mørke bær, lidt gummi, rubberduck gummiand, grannåle, røg og lidt kvalm. Samlet er det en duft, som jeg slet ikke er vild med og har lidt svært at forliges med.

Smagen minder ufattelig meget om duften … krydret med samme lidt sjove og skæve sider, mens frugten er sådan ovre i kirsebær og tranebær. Jeg er sgu ikke vild med den.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7