Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Sauvignon Blanc, Südsteiermark, Østrig

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Sauvignon Blanc, Südsteiermark, ØstrigSauvignon Blanc er meget udbredt i Südsteiermark, hvor druen typisk giver mere kraftige vine end andre steder i Østrig. Den er også særlig vigtig hos Weingut Wolfgang Maitz, hvor Sauvignon Blanc er den mest plantede sort på 40% af markerne og hans bedste mark Große STK Ried Hochstermetzberg udelukkende tilplantet med Sauvignon Blanc.

Det betyder, at han også laver 5 forskellige vine på druen og her smager vi først hans entry-level aka basisvin på druen, en 2018 Südsteiermark Sauvignon Blanc, der som de øvrige basisvine udelukkende er lavet i rustfrie ståltanke.

Næsen byder dig på hyldeblomst, kiwi, melon og mango, næsten på vej til lidt tropisk frugt, men ellers meget rund og venlig vin. Der er lidt astronaut-is, grønne blade og kvæde.

Smagsmæssigt har den lidt Südsteiermark fedme over sig, så det er ikke en pivskarp og syrlig Sauvignon Blanc. Der er ganske vist lidt kalkede mineraler, men ellers smager vinen også meget, som den dufter … imødekommende, rund og venlig, let krydret og fast.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Gelber Muskateller, Südsteiermark, Østrig

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Gelber Muskateller, Südsteiermark, ØstrigSelvfølgelig skal vi også lige et smut omkring Gelber Muskateller druen, som Wolfgang Maitz laver 2 vine på … en Erste STK Ried og så denne Südsteiermark Gelber Muskateller, der er hans basis Gebietswein.

Gelber Muskateller kender de fleste under navnet Muscat eller Muscat Blanc à Petits Grains, som vistnok er det officielle navn. Muscat druen er plantet over store dele af kloden, men er mest udbredt i Frankrig og Italien, men altså også i Südsteiermark i Østrig.

Vinen er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og Wolfgang Maitz kalder selv vinen for en klassiker til aperitif.

Næsen er lidt kvalm … masser af blomstersæbe og totalt parfumeret med en sjov sødme, et skvis citrus og lidt søde krydderier. Der er næsten som at få blomsterpollen i næsen.

I munden har vinen en lidt flad og krydret smag. Den smager næsten også af blomster med en lidt sur/sød og vandet smag. Det er sgu ikke lige min kop te, så det bliver er pazzzzzz herfra.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 2,5/7

2017 Weingut Wolfgang Maitz, Ehrenhausen Weißburgunder, Südsteiermark, Østrig

2017 Weingut Wolfgang Maitz, Ehrenhausen Weißburgunder, Südsteiermark, ØstrigNæste Maitz vin er også en Weißburgunder, men et niveau op af den østrigske wienerstige, nemlig en Ortswein og lagret en snas længere … det er nemlig en 2017 Ehrenhausen Weißburgunder.

Der er dog ikke samme kvantespring mellem de to Weißburgundere som tilfældet med de to Morillon vine. Denne 2017 Ehrenhausen Weißburgunder er selvfølgelig lavet med druer fra husets marker omkring Ehrenhausen. Der ligger markerne i 400 meters højde med en undergrund med maser Muschelkalk.

Vinen er vinificeret og lagret 12 måneder på store egefade og Wolfgang junior vurderer, at vinen sagtens kan gennem i op til 10 år fra høståret.

Vinen dufter også af mere end lillesøsteren … fortsat æbler, pærer, mango, lemon og i det hele taget mere eksotisk i frugten. Det er oss’ smagsmæssigt lidt det samme, men der er mere krop, fylde, dybde og meget mere smagfuld, Der er æbler, pærer … et lidt kalket og frisk udtryk, saltet og syrligt bid og igen en vis saftighed,

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Weißburgunder, Südsteiermark, Østrig

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Weißburgunder, Südsteiermark, ØstrigNæste Weingut Wolfgang Maitz vin blev igen en Gebietswein, altså en basisvin og en ung 2018 Südsteiermark Weißburgunder.

Druerne er høstet manuelt fra vinhusets forskellige sandede marker i området og vinen er vinificeret og lagret på store egefade i 7 måneder inden aftapning.

Næsen byder på pærer, æbler, mango, lyst franskbrød, mariekiks, svag musketnød og lidt mandler. Smagen er rund, let vandet med et frisk bid, lidt bitterhed og lemon. Det er sådan en ubekymret og let vin med en vis saftighed.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Wolfgang Maitz, Ried Schusterberg Morillon, Südsteiermark, Østrig

2015 Weingut Wolfgang Maitz, Ried Schusterberg Morillon, Südsteiermark, ØstrigMorillon er en kommune i departementet Haute-Savoie i  Auvergne-Rhône-Alpes regionen i Frankrig … og så er det også navnet på Chardonnay druen i Østrig. Og når Weingut Wolfgang Maitz laver vin på druen som med denne 2015 Ried Schusterberg Morillon, så synger fuglene både på tysk, fransk … ja alle sprog.

Schusterberg marken er jo en Erste STK Ried mark, og denne Schusterberg Morillon er lavet med druer fra marken, der ligger i 480 meters højde og har en undergrund med sand- og kalksten. Vinen er lagret hele 24 måneder på barriques.

Og nøøøøj hvor den dufter godt. Den er en inderlig, dyb med hasselnødder, karamel og ananas. Frugten er næsten en smule kandiseret og byder ellers på symaskineolie eller legendariske Flemming Leths elskede linolie, tydelig træspor, eg, vanilje og så bliver de livlige dufte bare ved med at strømme op af glasset.

Ried Schusterberg Morillon er også smagsmæssigt totalt lækker med lethed, svag nøddet aroma, lemon, citrus, æbler, grape og klart nogle burgundiske referencer. Det er knastørt og også langt mere tørt end næsen indikerede. Der er en præcis og skarp syre. WAOW x 3 … hvor er det en flot, flot, flot Chardonnay, som omgående får 5½ fede fingre og endda med pil op.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Wolfgang Maitz, Ehrenhausen Morillon, Südsteiermark, Østrig

2017 Weingut Wolfgang Maitz, Ehrenhausen Morillon, Südsteiermark, ØstrigMed næste vin fra Weingut Wolfgang Maitz er vi hoppet et step op i STK klassifikationen med en Ortswein … 2017 Ehrenhausen Morillon.

For dem som ikke kender Morillon druen, så er det såmænd blot det navn, som Chardonnay kaldes i Südsteiermark.

Druerne til denne Ehrenhausen Morillon kommer fra stejle marker i 450 meters højde ved byen Ehrenhausen i marker med  kalkmergelholdige undergrund. Vinen er fermenteret i rustfrie ståltanke, men har lagret 12 måneder på store egefade.

Næsen byder dig smukt på blomster, appelsin, abrikos, melon, banan, druesukker og med en småfed krop med lidt hvalpefedt, men virker venlig, blid og rund. Der fornemmes ingen skarpe kanter eller syre, men en kalket renhed, som virker tillokkende.

Selvom det er fadlagret Chardonnay, så er der udover fedmen og blødheden også et frisk bid, lidt grape bitterhed, men er meget omgængelig og virkelig smagfuld.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Welschriesling, Südsteiermark, Østrig

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Welschriesling, Südsteiermark, ØstrigHold på hat og briller, for nu kommer der 10 vine i streg fra Weingut Wolfgang Maitz … et lille spændende vinhus, der ligger på adressen Ratsch an der Weinstraße 45 mellem de små byer Ehrenhausen og Stermetzberg i Südsteiermark i vindistriket Steiermark.

Vinhuset er grundlagt i 1957, da ægteparret Josef og Maria Maitz  købte vinhuset Weingut Rebenburg. I dag drives vingården af 3. generation i form af Wolfgang Maitz junior og søstrene Rosemarie Schwarzl, Magdalena Koinegg samt Stephanie Mauser … altså et rigtigt familieforetagende.

Børnene overtog driften i år 2000 fra deres far Wolfgang Maitz senior. Sammen driver de vinhuset med samlet 10 hektar vinmarker, et lille Wirtshaus aka restaurant og værthus samt et hotel – endda et weinhotel – med 8 værelser og to store ferielejligheder/-huse.

Det er Wolfgang Maitz junior som står i spidsen for selve vinhuset, dog fortsat med lidt hjælp fra senior. De 10 hektar ligger forholdsvis tæt på vingården og de bedste marker er Krois, Hochstermetzberg, Schusterberg, Sulz og Wielitsch.

Krois og Schusterberg er begge Erste STK Ried marker, mens Hochstermetzberg er en Große STK Ried. STk er betegnelse for kvalitet i Østrig, en slags Grand Cru … et slags VDP og STK står da også for Steirische Terroir & Klassikweingüter.

Vinene der opfylder disse krav kan altid spottes … almindelige med et hvidt STK i toppen af vinene, Erste STK på et guldfarvet 1 STK mærke og Große STK Ried med et guldfarvet G STK.

I Südsteiermark dyrkes der primært hvidvine … og 8 af de 10 vine fra Weingut Wolfgang Maitz er da også hvidvine. Det er ofte på lokale druer som fx denne Welschriesling, Morillon – det lokale navn for Chardonnay – og Gelber Muskateller, men der er også opnået gode resultater med Sauvignon Blanc … i mere kraftig stil.

Og det er også nogle af de druer, som Weingut Wolfgang Maitz dyrker. Samlet dyrker Wolfgang Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller, Welschriesling, Morillon, Riesling, Traminer, Grauburgunder, Scheurebe og Zweigelt.

Nå, men lad os kaste os ud i det og vi starter med en Südsteiermark Welschriesling … en Gebietswein. Det er i STK klassifikationen et niveau over Regionswein, men under Ortswein, Riedenwein og så selvfølgelig Erste STK Ried og Große STK Ried.

Welschriesling er en lidt ukendt druesort, som intet har med den kendte Riesling drue at gøre.Welsch kan da også oversættes som fremmed, altså en fremmed drue. De kloge mener, at druen kommer fra Østeuropa, formentlig Valakiet i Rumænien.

I dag findes druen flere steder, mest udbredt i Italien, hvor den kendes som Riesling Italico samt i Slovenien og Ungarn, hvor den hedder Laski eller Olasz Rizling. I Tjekkiet er den kendt som Rizling Vlassy. I Østrig findes den i flere vinområder og er altså der kendt som Welschriesling.

Druen trives på flad sandet jord. De fleste steder hvor Welschriesling dyrkes, laves der tynd vin, da udbyttet sjældent holdes nede. I Østrig kan der findes vine, hvor udbyttet er holdt nede og det resulterer i mere fyldige vine, men uden megen syre.

Der er ingen oplysninger om produktionen af vinen, men vinene hos Maitz laves primært på rustfrie ståltanke samt store egefade og barriques, altså großem Holzfass eller kleinem Holzfass. Denne 2018 Südsteiermark Welschriesling er lavet på rent stål.

Næsen er lidt modne røde æbler, måske endda den slags, som er lidt melede. Derudover lidt citron, en lille sødme, valnøder og faktisk med en okay intensitet. Ka’ sgu egentlig godt li’ duften.

Smagsmæssigt er vinen også mere frisk end duften ellers indikerede, men den har dog ikke vildt meget syre, men er lidt tilbageholdende, selvom der faktisk er lidt citron i munden. Den virker lidt vandet og til den tynde side, men den har alligevel en god vedholdenhed, lidt salt og grape bitterhed. Helt dyb bliver vinen imidlertid aldrig.

Winelovers.dk overvejer import, men pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2013 Twickel Szőlőbirtok, Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, Szekszárd, Ungarn

2013 Twickel Szőlőbirtok, Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, Szekszárd, UngarnNæste vin på Houlbergs Vinblog er denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, som kommer fra det ungarske vinhus Twickel Szőlőbirtok, der ligger i byen Szekszárd.

Twickel Szőlőbirtok drives af baron György Twickel sammen med sin hustru og 4 døtre. Hans mor – grevinden Maria Theresa Zichy – var en del af en berømt ungarsk adelig familie, men blev i 1956 tvunget til at opgive deres hjemland. Men i 1993 vendte familiens hjem og det blev samtidig starten på vinhuset Twickel Szőlőbirtok.

Vinhuset har samlet 200 hektar vinmarker og laver en række vine, mest på lokale druer. Denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér er så én af vinene og mange vinnørder vil helt klart kende Bikavér, som nok er en af de mest kendte ungarsk vine.

Egri Bikavér betyder tyreblod på dansk, og det er en vin, som typisk laves på et blend af både lokale samt internationale druer, normalt Kekfrankos, Kadarka, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Kekfrankos er dog også en kendt drue, for den hedder nemlig Lemberger i Tyskland og Blaufränkisch i Østrig.

Vinen fik sit navn i 1552, da tyrkerne belejrede borgen i Eger og ungarerne forsvarede sig tappert … og de drak naturligvis stedets rødvin. Den satte sig i ungarerne skæg og i nærkamp så tyrkerne det, hvor de råbte, at ungarerne drikker tyreblod! Dette folk måtte være uovervindeligt! Og snart trak tyrkerne sig tilbage.

Nå, men denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér er lavet på et blend af Kekfrankos, Kadarka, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det er ikke mange oplysninger om produktionen … udover at vinen har omkring 1,9 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med blåbær og frugten er ganske frisk, suppleret med blæk, grafit, masser af blyanter, grønne grene, krudt, kål, kul, mineraler samt lidt kanel og vanilje fra faglagring. Det giver egentligt et blødt og rundt udtryk.

I munden er frugten egentlig også fin frisk og indtrykket rundt og blødt. Det er blåbær, okay syre, som aldrig bliver for vild, men samlet har vinen måske et lidt fladt udtryk … som om, at der mangler en smule dybde, men ellers en rigtigt fornuftig rødvin.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Bodegas Muga, Aro, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Muga, Aro, Rioja, SpanienByggemødet sluttede med en stor spansk kanon, nemlig med vinen Aro fra Bodegas Muga … en vin, som netop har fået 100 point af vinkritikeren James Suckling, men godt nok i 2016 udgaven. 2015’eren gav han 99 point og samtidig udråbte han Aro som Spaniens bedste vin.

Stor ord, men hvem bekymrer sig egentlig om de udenlandske vinkritikere, når de kan få vinen testet af den danske, flittige og totalt utilregnelige vinblogger? Og da vinen nu var med i feltet ved byggemødet qua Brix’s store forkærlighed for vinene fra Bodegas Muga, så kommer her endnu en vurdering af vinen.

Bodegas Muga har jeg skrevet om mange gange tidligere, så her jeg jeg blot fokusere på Aro … en vin, som er lavet på 70% Tempranillo og 30% Graciano.

Graciano druen er ikke så kendt herhjemme, men det er en spansk rødvinsdrue, der dyrkes primært i Rioja og trives i varme, tørre klimaer. Den giver et lavt udbytte, høstes normalt i slutningen af oktober og den giver med en dyb rød farve, én stærk aroma og har derudover en evne til at lagre i mange år.

Druerne til Aro kommer fra Bodegas Mugas ældste vinmarker med over 60 år gamle vinstokke. En ekstremt selektering hele vejen igennem gør, at der kun benyttes de absolut bedste druer.

Vinen laves i små egefade med spontangæring og helt uden temperaturkontrol. Macerationen varer et sted mellem 2-3 uger og derefter har vinen lagret 24 måneder på egefade, heraf 18 måneder i nye, franske egefade.

Næsen er i starten lidt maskulin, kraftig, tyk og fed med godt med engelsk lakrids, men der er masser af frugt og ikke bare mørk, fed frugt, men faktisk en smule syrlig i frugten … nærmest lidt et møde mellem brombær og ribs. Der er våde fade, eg, vanilje, kanel og samtidig masser af krydderier, blomster og egentlig fin lethed.

I munden er vinen tør … meget tør med lakridsnoter, grene, masser af stramme og faste tanniner, peber, solbær, sorte kirsebær, blåbær, meget fin og frisk i frugtsmagen og samtidig meget elegant. Der er grafit, let krydrede elementer og alt fuldstændigt poleret. Aro har samtidig en virkelig lang eftersmag.

Forhandles fx af Uhrskov vine, hvor en flaske koster 1.599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Cuvée Suzanne, Sicilien, Italien

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Cuvée Suzanne, Sicilien, ItalienByggemødets næstsidste vin blev en danskervin … eller mere præcis en vin fra danske Peter Vinding-Diers på Montecarrubo på Sicilien, nemlig hans Cuvée Suzanne opkaldt efter hans hustru Susie.

Da Peter boede og arbejdede i Graves i Bordeaux på Château de Landiras lavede han også en Cuvée Suzanne, for konen har altid været en inspirationskilde for Peter Vinding-Diers.

Druerne kommer primært fra vinmarken Vignolo ved Montecarrubo og den ligger østvendt ud mod det havet. Marken er beplantet med Syrah vinstokke, der er hentet i Rhône. Ellers kommer resten af druerne til vinen fra en 4 hektar mark i Noto længere sydpå.

Druerne til vinen er høstet manuelt, når garvesyren er moden, dvs. når druekernerne er mahognibrune. Derefter sorteres småsten og blade fra og druerne afstilkes – også med håndkraft – inden de kommer i gæringskarrene.

Efter ét døgns penge begynder druerne at gære. Hver morgen og aften måles temperaturen og man pumper samtidig saften over skindene. Gæringen varer omkring 5-6 dage med styring af temperaturen, som helst ikke skal overstige 28 grader.

Når gæringen er færdig, pumpes mosten over i træfadene. Kort tid herefter begynder så den malolaktiske gæring og der tilsættes en smule svovl. Så lagrer vinen 2-3 måneder på de franske fade og i løbet af de næste mange måneder smages og analyseres hvert enkelt fad, før en endelig udvælgelse til denne cuvée.

Hvor lang tid vinen er lagret, fremgår dog ikke.

Næsen viser en solbrændt, fed og kraftig vin, lidt marmelade, solbær og der er pænt med fagpræg, våde egefade, lakrids, kanel, vanilje, sødme, kaktus, lidt eukalyptus, peber og hårde mineraler.

I munden er der mørk og tæt frugt, friske blåbær, en syrlig kant, godt med peber, balsamisk bid og samlet er vinen virkelig frisk … og langt mere end duften egentlig indikerede. Der er samtidig et let frugtsødme, så det giver en god balance.

Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske af seneste årgang 2017 koster 465 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7