Sauvignon Blanc er meget udbredt i Südsteiermark, hvor druen typisk giver mere kraftige vine end andre steder i Østrig. Den er også særlig vigtig hos Weingut Wolfgang Maitz, hvor Sauvignon Blanc er den mest plantede sort på 40% af markerne og hans bedste mark Große STK Ried Hochstermetzberg udelukkende tilplantet med Sauvignon Blanc.
Det betyder, at han også laver 5 forskellige vine på druen og her smager vi først hans entry-level aka basisvin på druen, en 2018 Südsteiermark Sauvignon Blanc, der som de øvrige basisvine udelukkende er lavet i rustfrie ståltanke.
Næsen byder dig på hyldeblomst, kiwi, melon og mango, næsten på vej til lidt tropisk frugt, men ellers meget rund og venlig vin. Der er lidt astronaut-is, grønne blade og kvæde.
Smagsmæssigt har den lidt Südsteiermark fedme over sig, så det er ikke en pivskarp og syrlig Sauvignon Blanc. Der er ganske vist lidt kalkede mineraler, men ellers smager vinen også meget, som den dufter … imødekommende, rund og venlig, let krydret og fast.
Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.