Morillon er en kommune i departementet Haute-Savoie i Auvergne-Rhône-Alpes regionen i Frankrig … og så er det også navnet på Chardonnay druen i Østrig. Og når Weingut Wolfgang Maitz laver vin på druen som med denne 2015 Ried Schusterberg Morillon, så synger fuglene både på tysk, fransk … ja alle sprog.
Schusterberg marken er jo en Erste STK Ried mark, og denne Schusterberg Morillon er lavet med druer fra marken, der ligger i 480 meters højde og har en undergrund med sand- og kalksten. Vinen er lagret hele 24 måneder på barriques.
Og nøøøøj hvor den dufter godt. Den er en inderlig, dyb med hasselnødder, karamel og ananas. Frugten er næsten en smule kandiseret og byder ellers på symaskineolie eller legendariske Flemming Leths elskede linolie, tydelig træspor, eg, vanilje og så bliver de livlige dufte bare ved med at strømme op af glasset.
Ried Schusterberg Morillon er også smagsmæssigt totalt lækker med lethed, svag nøddet aroma, lemon, citrus, æbler, grape og klart nogle burgundiske referencer. Det er knastørt og også langt mere tørt end næsen indikerede. Der er en præcis og skarp syre. WAOW x 3 … hvor er det en flot, flot, flot Chardonnay, som omgående får 5½ fede fingre og endda med pil op.
Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.