Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Domaine Rémy Gresser, Riesling Lieu-dit Duttenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Rémy Gresser, Riesling Lieu-dit Duttenberg, Alsace, FrankrigVi krydser nu endnu en smuk by af på vores Alsace landkort, for Domaine Rémy Gresser ligger i Andlau tæt på Mittelbergheim. Fra Rémy Gresser smager vi deres 2017 Riesling Lieu-dit Duttenberg.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1520 af Thiébaut Gresser, der også var udnævnt borgmester i Andlau. Selve vingården er dog grundlagt lidt senere i 1667, men lige siden har familien Gresser lavet vin i den lille by, der ligger i en smal dal ved foden af Mont Ste Odile med marker på de stejle skrænter.

I dag er det Rémy Gresser, der driver den gamle, historiske vingård med samlet 10,3 hektar vinmarker, herunder de 3 Grand Cru marker Kastelberg, Wiebelsberg og Moenchberg samt de 3 Lieu-dits Brandhof, Kritt og Duttenberg.

Det giver en exceptionel variation i jordbundstyper, der sammen med de mange forskellige eksponeringer og højder skaber et hav af forskelligartede terroirs.

For at kunne udtrykke naturen … det lokale terroir driver Rémy Gresser stedet økologisk og biodynamisk. For Rémy Gresser gælder det om at skabe et miljø, der er favorabelt for vinstokkenes trivsel, så de kan producere sunde og modne druer på en naturlig måde.

Der bliver lagt vægt på livet i jorden, som skal beskyttes, fordi det er regnorme, diverse insekter samt bakterierne, der omdanner de organiske elementer til næring, som planterne kan optage.

I en økologisk produktion bruger man kun naturlige midler til at beskytte planterne. I meget fugtige perioder, hvor vinen fx er truet af meldug behandles der med de naturlige midler svovl og kobber, der påføres planterne manuelt udefra.

Men det betyder også, at i meget regnfulde perioder må Rémy og hans team ud og behandle planterne efter hver eneste byge, fordi den den beskyttende opløsning bliver skyllet af bladene.

Konventionelle producenter, som anvender kemikalier for at beskytte deres høst er i mindre grad underlagt naturens luner. De anvender primært systemiske midler, som bliver absorberet gennem rødderne og beskytter planterne indefra og i længere tid.

Her smager vi Rémys Riesling Lieu-dit Duttenberg, der – som Rémy foretrækker – er gæret på egefade, hvilket gør vinene blødere. Efter endt fermentering er vinen også lagret på egefade en periode.

Skal man tage nogle af de første duftnoter, så er det salt og maling … det er sgu næsten ren Sadolin butik, men denne lille markante duft er måske blot petroleum, olie og lidt terpentin. Det lyder måske ikke særligt behagelig, men det dufter velgodt. Det er faktisk lidt en spændstig duft, hvor frugten er fersken, gule æbler, melon … men ellers er er godt med sten, flint og mineraler. Derudover lidt florale elementer kombineret med citrus og skovoks med terpentin. Hmmm.

Smagen lever dog ikke helt op til duften … lidt mere brovten og rustik, hvor syren slet ikke er så elegant, som man kunne håbe. Der er tonsvis af citronsyre og salte mineraler, men det hænger egentlig fint sammen og giver en syrerig, livlig og frisk vin, som måske dog mangler en lille smule finesse, men duften trækker sgu voldsomt op.

Forhandles af Vinea, men prisen kender jeg ikke … ligger et sted mellem 100 og 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Charles Fahrer & Fils, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2017 Charles Fahrer & Fils, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigVi kommer godt rundt i de smukke, gamle middelalderbyer i Alsace, for næste vinhus ligger i Orschwiller. Det er Charles Fahrer & Fils og derfra smager vi deres 2017 Riesling Vieilles Vignes.

Fahrer familien har drevet deres vinhus i Orschwiller igennem ret mange år, for det er nemlig i dag 8. generation i form af Thierry Fahrer, som driver vinhuset med sin hustru Nathalie. Thierry overtog driften fra sin far Charles Fahrer, der siden 1965 havde drevet stedet med hustruen Christiane Fahrer.

Familien Fahrer har 9 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller, som ligger op til markerne tilhørende det berømte Haut Koenigsbourg.

Her smager vi en af husets mange vine … deres Riesling Cuvées Veilles Vignes. Jeg har dog ingen oplysninger om produktionen, så vi hopper direkte ind i mine smagsnoter.

Uha … sikke en vegansk, animalsk og højtråbende aroma. Der er masser af fed, sød og dyrisk grøntsagsfond, godt med eksotisk frugt, ananas, mango, papaya, banan, gule æbler, mandler, søde krydderier, muskat og så også noget sødme. Det er klart en lidt opulent og fortegnet Riesling næse, hvor syren umiddelbart synes henvist til at spille andenviolin.

Smagen er også meget sød … og er med 17,6 gram restsukker pr. liter også aftenens absolut mest sukkerholdige vin, hvilket helt klart kan smages. Det er ganske vist lidt citronsyre og grape bitterhed, men de er henvist til bagsædet, hvilket gør vinen lidt for fluffy og upræcis for jeres flittige vinblogger. Det er dog på ingen måder en dårlig vin, men blot lidt for megen til den søde og ukomplicerede side.

Forhandles af Meinertz Vine, hvor en flaske koster 113 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Émile Boeckel, Riesling Lieu-dit Brandluft, Alsace, Frankrig

2017 Émile Boeckel, Riesling Lieu-dit Brandluft, Alsace, FrankrigVi skulle skam ha’ en mere vin fra Domaine Émile Boeckel i Mittelbergheim og det blev denne 2017 Riesling Lieu-dit Brandluft.

Denne vin er én af de 350.000 flasker vin, der hvert år laves på Domaine Émile Boeckel.  Her er druerne fra Lieu-dit marken Brandluft i Mittelbergheim.

Vinen er – som søstervinen – lavet ved, at druerne efter den manuelle høst er presset i en pneumatisk presse efterfulgt af en meget langsom, kølig termostyret gæring og efterfølgende lagring på gamle egefade.

Så er der dømt petroleum … BIG TIME, og hvem elsker ikke det? Her fylder de æteriske dampe godt … både petroleum, olie og et gammelt autoværksted virkelig godt. Det suppleres af en meget moden frugt, fersken, gule æbler, måske endda lidt pærer, blomster, citrus, sten og salte mineraler. Samlet giver det en ret fyldig og moden næse, som virker ret indbydende. Luftig ætsende og æterisk petroleum … nice.

Smagen er ren, fyldig med en krydret syre. Der er godt med citronsyre, lidt fyldig grape, men derudover står smagen lidt i skyggen af duften. Smagen har en bitterhed som gennemgående element, men syren er både tør og med masser af citroner. Det er en vin, som smager godt, men mangler lidt finesse … dog en virkelig frisk og rank Alsace Riesling.

Forhandles af VinEngros, men prisen kender jeg ikke … ligger et sted mellem 100 og 200 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Baumann-Zirgel, Alsace Riesling, Alsace, Frankrig

2018 Baumann-Zirgel, Alsace Riesling, Alsace, FrankrigDomaine Baumann-Zirgel ligger i Mittelwihr og står bag næste af de mange Alsace Riesling vine … og denne er netop blot en Alsace Riesling.

Vinhuset er grundlagt i 1953 af Xavier Baumann samme med sin hustru Gabrielle, men fik navnet Baumann-Zirgel i 1975, da deres datter Nicole og hendes mand Jean Jacques Zirgel overtog driften.

I dag er det imidlertid Nicole og Jean Jacques søn Benjamin, der driver vinhuset videre sammen med sin hustru Valérie. De har i alt 11 hektar vinmarker omkring Mittelwihr, herunder 4 Grand Cru marker og 5 Lieux Dits marker … samlet 37 forskellige parceller.

Siden 2016 har alt været drevet økologisk og siden 2019 endda også biodynamisk certificeret. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin.

Dette er deres basisvin, hvor druerne kommer fra forskellige marker og efter høst presses langsomt i en pneumatisk presse, hvorefter der sker spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie en periode.

Duftmæssig er denne Riesling en af de mere runde … ikke sådan krisp, sprød eller frisk næse, men mere rund, tung og fyldig med mere varme, honning og runde elementer. Frugten er fersken, abrikos, ananas, røgede noter, svag citrus, vingummi og så en lille blomstermark.

Smagen er lidt i samme retning … krydret, rund og med en lidt rustik og bitter syre, hvorved vinen ikke fremstår så kompleks, men mere kantet. Mineralerne er meget tydelige, salte sten, flint og samtidig fornemmer man også denne runde imødekommenhed, der mest bliver forstyret af en eller anden slags bitterhed.

Forhandles af Wine N´Fun, men prisen kender jeg ikke … dog ligger den et sted mellem 100 og 200 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Émile Boeckel, Riesling Grand Cru Zotzenberg, Alsace, Frankrig

2014 Émile Boeckel, Riesling Grand Cru Zotzenberg, Alsace, FrankrigKa’ I holde til mer’ Alsace Riesling? Der er mange flere anmeldelser på vej som fx af denne 2014 Riesling Grand Cru Zotzenberg fra Émile Boeckel i Mittelbergheim.

Domaine Boeckel er grundlagt i 1853 af Frédéric Boeckel, men familien boet i Mittelbergheim i over 400 år.

I dag drives vingården af den 5. generation i form af brødrene Jean-Daniel og Thomas Boeckel. De har samlet 21 hektar vinmarker omkring Mitterbergheim og de omkringliggende landsbyer Andlau, Barr og Eichhofen, Derudover indkøber de også druer fra omtrent lige så stort et område.

Alle markerne dyrkes efter økologiske principper, og familien er i færd med at ansøge om at blive certificeret økologisk. Brødrene producerer vine på alle de traditionelle Alsace druer med vægt på Pinot Blanc, Riesling, Pinot Gris og Gewürztraminer og senest er også Sylvaner kommet med i sortimentet

Her smager vi så brødrenes Riesling Grand Cru Zotzenberg, hvor druerne kommer fra marken Zotzenberg ved Mittelbergheim, Det er en Grand Cru mark med en sydøstlig eksponering og en jord rig på kalksten.

Vinen er lavet ved, at druerne efter den manuelle høst er presset i en pneumatisk presse efterfulgt af en meget langsom, kølig termostyret gæring og efterfølgende lagring på gamle egefade.

Duftmæssigt pænt med petroleum, virkelig olievædet tvist på gulvet i autoværkstedet, lidt lettere eksotisk frugt, fersken, appelsinskal, ananas, citron, karamel, gule æbler, kvæde, et lille strejf af honning, har en meget indbydende duft og igen vildt god kvalitet for en Alsace Riesling.

I munden er vinen dog meget stærk … dyb, stærk, maskulin og robust syre, hvor der er kraftig citronsyre, grape, lemon, godt med bitterhed samt umodne grønne æbler. Her er det virkelig syren, som styrer smagen og synger højeste, hvilket den gør sammen med lidt blomsteragtige noter, en krydret sødme, masser af bund, krop og store muskler.

Forhandles af VinEngros, men prisen kender jeg ikke … ligger et sted mellem 100 og 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Cave de Ribeauvillé, E. Traber Riesling Grand Cru Vorbourg, Alsace, Frankrig

2018 Cave de Ribeauvillé, E. Traber Riesling Grand Cru Vorbourg, Alsace, FrankrigVi fortsætter med endnu en vin fra det store kooperativ Cave de Ribeauvillés Traber serie … 2018 E. Traber Riesling Grand Cru Vorbourg.

Vi er et step op i forhold til den forrige Traber vin, idet druerne her kommer fra Grand Cru marken Vorbourg.

Marken ligger i Westhalten og er samlet på 73,6 hektar, en jord med kalksten, sandsten og 24% af marken er tilplantet med Riesling vinstokke … for der er mest Gewurztraminer på marken.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer vi direkte til mine smagsnorter. Sjovt nok synes jeg, at den tidligere anmeldte lillesøster E. Traber Paysage Riesling er bedre … men sådan kan gå, når man smager vinene helt blindt. Men får den ærlige mening og i ved … fra børn og fulde folk.

Næsen er smørblomster og mælkebøtter, meget aromatisk og næsten parfumeret sød aroma, hvor frugten er totalt eksotisk med fersken, melon, pærer … godt med sødme, varme og runde aromaer, vanilje, skocreme, astronaut-is og svagt lidt citrus.

Smagen er lidt i samme boldgade … en meget rund og venlig Riesling, hvor der er syre, men den kommer i en rund og behagesyg form, hvorfor det giver en fyldig, rund og ukompliceret vin, hvor der både er venlig sødme, svag syre og rund frugt. Der er lidt bitterhed i eftersmagen, men det er også det eneste i vinen, som hapser lidt af mig.

Forhandles bl.a. af Føtex., hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, FrankrigNæste Best Alsace Riesling blev en gammel kending, nemlig det herlige Domaine Sipp Mack og deres 2016 Riesling Grand Cru Rosacker.

Rosacker marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium.

Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken og vinstokkene er omkring 25 år. På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal er Riesling, men der dyrkes også Gewurztraminer Pinot Gris, og Muscat.

Jacques Sipp laver dog kun vin på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker.

Udover Domaine Sipp Mack, så ejer andre kendte vinhuse også parceller på Rosacker, bl.a. Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og så naturligvis Trimbach.

Dejlig animalsk aroma, våd hund, mødding … fyldig, opulent og kompleks, meget forførende duft, hvor der lige svagt fornemmes en smule petroleum, selvom det endnu ikke er meget. Frugten er her lidt sværere at fastslå, men det er klart eksotisk frugt, fersken, abrikos og nogle modne pærer. Syren virker umiddelbart meget luftig, let og airborne. Der er nogle lidt pirrende søde krydderier, som blander sig i legen, men de øger kun interessen. Det er på ingen måder en syrelig Riesling næse, men en meget rund næse, der nærmest virker småolieret.

Smagen er rigtig dejlig … god balance med moden frugt og afbalanceret syre. Der er fersken, abrikos, grønne æbler, let grape, citroner og salte mineraler, som sparker ind på en lidt kalket måde. Det er en utrolig letdrikkelig Riesling, hvor både syre, bitterhed, mineraler og frisk frugt aldrig overdøver hinanden, men spiller præcis sammen på samme nodepapir.

Rigtig lækker Alsace Riesling og igen en præcisionsscoring fra Jacques Sipp.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker. Sindsyg godt køb.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Lieu-dit Boland, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Lieu-dit Boland, Alsace, FrankrigHos Domaine Armand Hurst midt i Turckheim sker der store forandringer. Siden Christophe Erhart i 2015 købte det gamle vinhus fra Hurst familien, så har han øget kvaliteten og denne Riesling Lieu-dit Boland et netop en af Erharts vine.

Domaine Armand Hurst er grundlagt tilbage i 1928 af Jean Babtiste Hurst, mens Armand Hurst selv overtog driften i 1989.  Det var også Armand, der flyttede vinhuset til nye og mere moderne lokaler på den nuværende placering i udkanten af Turckheim.

Armand solgte dog i 2015 vinhuset til Christophe Erhart, dennes broder og en schweizisk investor. Christophe er tidligere svigersøn af Jean Meyer fra Domaine Josmeyer. Han var i 21 år ansvarlig for markerne og vinene hos Josmeyer og stod bag det kvantespring, som huset tog med bl.a. omlægning til biodynamisk vinbrug.

På Domaine Armand Hurst er han nu også i fuld gang med at omlægge hele produktionen til biodynamisk vinbrug. Der er samlet 9,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling, Pinot Noir, Muscat, Pinot Gris og Gewurztraminer og topmarken er Grand Cru Brand, men også Heimburg i Ingersheim giver fremragende vine.

Han har faktisk hele 7 hektar på selveste Grand Cru Brand marken, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark.

Udover sin egen produktion, så er Christophe også biodynamisk konsulent for andre alsaciske vinbønder, men også næstformand i det franske Demeter forbund.

Her er det en Riesling lavet med druer fra liea-dit Boland Brand, der ligger i forlængelse af Brand marken på vej ud mod Heimburg på en skråning med 38 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med presning af druerne, gæring på ståltanke og så lagring sur lie i gamle egetræsfade.

WOW … what a smell. Den er sgu fremme i skoene, virkelig vild, udtryksfuld og næsten på både epo, piller og crack, så husets biodynamiske tilgang kan her absolut duftes. Vi snakker gamle smårådne nedfaldsæbler, dåsepærer, næsten lidt oxideret frugt, bivoks, honning, grillede citroner, skocreme, bonevoks, læderfedt og en pose Basset engelsk vingummi. Det er virkelig en fortegnet og vild aroma.

Smagen supplerer duften ganske godt … vild, storladen, grandios, pompøs og næsten for meget … den kan næsten ikke være i glasset. Det er cremet med en stor tung, moden og nærmest oxideret tropisk frugt, en fed syre, som fylder munden massivt sammen med tunge krydderier, en lille bitterhed og stort bredt og selvsikkert smil. Lidt en blærerøv, men på en lidt overdone facon.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Charles Sparr, Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

2018 Charles Sparr, Riesling Tradition, Alsace, FrankrigMaison Charles Sparr ligger ved Kaysersberg/Sigolsheim cirka 10 kilometer nord for Colmar og det er derfra næste vin stammer … en 2018 Riesling Tradition.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1634 og drives i dag fortsat af Sparr familien, der oprindelig selv stammer fra Skandinavien. De har dog nu i 12 generationer drevet deres lille domæne og i dag er det Charles Sparr, som står i spidsen.

Han er selv uddannet ønolog fra Bourgogne og har også arbejdet i Napa Valley inden han i 2010 vendte tilbage til familieforetagendet og overtog tøjlerne.

Maison Charles Sparr har samlet 30 hektar vinmarker, som strækker sig fra Riquewihr i nord til Sigolsheim og Turckheim længere sydpå. Hver vinmark har sine kendetegn, hvilket kommer til udtryk i druerne og dermed også vinene.

I dag dyrkes markerne efter økologiske principper … hvilket Charles indførte, da han i 2010 fik ansvaret.

Her smager vi Charles’ Riesling Tradition, som er lavet af druer, som er høstet manuelt ved håndkraft.  Presningen af druerne foregår over fire til ni timer. Derefter sættes en langsom gæringsproces i gang. Den varer en til tre måneder og foregår under temperaturkontrol.

Fin næse … lidt opstopper fin, meget delikat med sagte aromaer, sart, blid frugt, meget inderlig, lys og kølig tropisk frugt, fersken, ananas, grønne æbler, citroner, nænsom kalkagtige mineraler og dufter faktisk vildt godt. Det er virkelig en sart lille blomst … virkelig delikat på en næsten romantisk måde.

Smagen er også sådan meget feminin og blid, alt meget blidt, blødt og cremet. Det glider bare lige ned, men efterlader et fint indtryk undervejs. Eftersmagen er måske lidt kort, men det gør ikke noget, for det sarte, sentible, sårbare og sensitive indtryk gør vinen til en stor fornøjelse.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske normalt koster 110 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 90 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Arthur Metz, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, Alsace, Frankrig

2018 Arthur Metz, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, Alsace, FrankrigMed denne Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim er vi nu fortsat hos samme producent, nemlig Arthur Metz, der er ejet af Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France.

Selve Maison Arthur Metz er egentlig grundlagt i 1904 som vinhandel i Paris og handlede primært Alsace vine. Da det senere blev obligatorisk at skulle flaske vine i Alasace, så benyttede firmaet chancen til at bygge et vinfirma i Alsace. De fusionerede i 1998 med Michel Laugel og begge firmaer er i dag en del af Les Grands Chais de France.

Bare i Alsace har Arthur Metz i dag dyrkningsaftaler med 620 vinavlere fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker … og det er bare i Alsace. Det bliver til en del vine som markedsføres og sælges under navnene på nogle af de vinhuse, som de har overtaget, altså Laugel, Arthur Metz, Maison Klipfel og Domaine Viticole de la Ville de Colmar.

Denne Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra Grand Cru marken Altenberg de Wolxheim, der ligger i 200-250 meters højde for foden af Rocher du Horn. Jorden byder der på masser af grus og kalk, hvilket er specielt velegnet til Riesling.

Lidt sjov, lukket, kunstig og atypisk Riesling duft … nærmest lidt nøddet i duften, hvilket så suppleres med nogle noter, som faktisk er lidt svære at fange. Det er måske hyld, mandariner, nougat, våd hund, lidt muskat, blomster, men samlet set noget neutral i duften. Synes faktisk ikke, at duften er så særligt indbydende.

Smagen er også efter mit Riesling barometer end kende for sød, selvom et restsukkerniveau på 5,3 gram pr. liter ikke bør være alarmerende. Smagen er samtidig lidt stærk og frugten måske lidt pærer, melon, men egentlig pænt udefinerbar og mushy mushy. Der kommer i eftersmagen en lidt bittersød og kedelig smag. Det blev aldrig lige min vin denne aften.

Forhandles i alle Coop butikker, hvor vinen normalt koster 119 kr., men i øjeblikket kan købes på tilbud til 95,20 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7