Efter Ginglingers Riesling Grand Cru Ollwiller blev det lidt svært at “komme ned” i denne basisvin 2019 Riesling.
Her kommer druerne fra flere forskellige marker, men ellers er vinen skam lavet på fuldstændig samme måde som de to store og finere søstre.
Det betyder med andre ord, at vinen alene er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter og der er lavet 10.000 flasker af vinen i denne årgang.
Duftmæssigt er det en klassisk, ren Riesling … masser af citrusfrugter, renhed, mineraler og det kombineres med klassiske noter af grønne æbler, fersken, kalk og hvide blomster.
I munden er det lidt samme historie … virkelig en syrebasse, hvor syren er så dominerende, at der ikke bliver plads til et balanceret billede. Der er nærmest ingen sødme, for citronerne er så sure, at de ikke gider at lege med andre … og så må de lege alene.
Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.