Vi fortsatte med Chaves udvalg af de nyeste årgange i J. L. Chave Sélection serien og den næste var en 2023 Saint-Joseph Offerus.
Det er en vin, som første gang blev lavet i 1995. Jean-Louis ville genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra den østlige del af Ardeche, hvor han dengang samarbejdede med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.
I de nye årgange i dag kommer druerne dog ikke fra disse vinavlere, men nu udelukkende kommer fra Chaves egne marker og druerne vinificeres selvfølgelig i Chaves egen kældre og al vinen lagres der.
Det er selvfølgelig 100% Syrah, hvor omkring halvdelen afstilkes, mens vinen så gærer og macererer på en kombination af tonnaux og stål, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på barriques og foudres.
Duftmæssigt er Saint-Joseph Offerus blødere, rundere og det urtede er også klart mindre. Samtidig kommer der også en smule mere sødme og klare noter af lakrids, der kommer sammen med en mørk frugt af brombær, sorte kirsebær, hindbær, mælkede noter, tørret kød, gazebind og som altid hos Chave denne lidt lette side, mens fadpræget er diskret med let kanel og vanilje.
I munden er vinen også mere rund og cremet, mere kompakt, tør, koncentreret og intens med en frugt af brombær, sorte kirsebær, ribs og man mærker også den granitholdige mineralitet. Det smager bare rigtigt godt og man får Saint Josephs hårdhed og blødhed på én gang … 92 point.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.