Kooperativet Bodegas Martín Códax er et af de større kooperativer, som virkelig formår at imponere … og det er denne Marieta Albariño et virkelig godt bevis på.
Med denne Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.
Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien. S
Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.
Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.
Hold da kaje for en blomsterrig duft … samtidig får du en hel skål med tropiske og eksotisk frugt. Der er både mango, ananas, abrikos, fersken og masser af dåsepærer, honningmelon og blomstereng. Det dufter så saftigt, at man omgående får lyst til at sætte tænderne i denne unge, smukke Marieta.
Vinen smager også, som den dufter … saftig, eksotisk og erotisk med dåsepærer, fersken, æblemost og totalt saftigt. Der er nu klart mere dybde i vinen end sidst jeg smagte den i årgang 2014 og selvom det måske ikke er så kompleks, så byder den på utrættelig drikkeglæde, hvor balancen både vil glæde den glade og uvidende livsnyder samt den mere krævende vinnørd.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 4,5/7