Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2011 Ortas Cave de Rasteau, Rasteau Prestige, Rhône, Frankrig

Havde forleden et par timer, som skulle slås ihjel. Det kunne jeg – efter kort tids vortering – bedst gøre med lidt vin i glasset, så jeg rundede lige Bistrotekets nye lille nyfødte … Bistrobiksen, hvor man udover at købe alskinds lækker mad, også kan nyde et glas vin. Og det blev et glas af denne Rasteau Prestige fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau.

Kooperativet kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau, og de holder selvfølgelig til i byen Rasteau. De er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925.

I dag omfatter medlemskredsen omkring 180 vinavlere i området og sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationens Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket er ganske imponerende.


Lige et lille stemningsbillede fra Bistrobiksen i Randers.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel). Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Rasteau Prestige er lavet på 50 % Grenache, 35% Syrah og 15% Mourvèdre, som kommer fra 50 år gamle vinstokke, høstet med udbytte på 38 hektoliter pr. hektar. Lavet ved, at alene 15% af vinen lagrer på egefade i 12 måneder.

Næsen har godt med mørk frugt, solbær, lakrids, bacon og svage krydderier. Der er derudover noget ristet over duften, som om der er en smule sødbrændt fad, men med alene 15% af vinen lagret på egefade, så må afsmitningen jo ellers være begrænset.

I munden er der god syre er min første tanke. Vinen er dejlig blød og byder på fed frugt, bitter peber og egentlig god afbalanceret med en vis bitterhed og masser af peber i eftersmagen. Fyldig og tæt i smagen, men heldigvis med en vis syre og friskhed.

Forhandles herhjemme bl.a. af Bundgaard Vinimport, hvor en flaske koster 109 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Viña Errazuriz, Pinot Noir Family Collection Reserva, Aconcagua, Chile

Efter det vinøse sydamerikanske Copa América mesterskab, så blev denne Pinot Noir Family Collection Reserva fra Viña Errazuriz en af madvinene.

Det er en vin, som Vinspecialisten har kåret som årets stjernevin 2017 og som efter sigende skulle være udarbejdet i samarbejde med det chilenske vinhus. Det er en ren Pinot Noir vin, skruelåg og en tilbudspris på 79 kr. pr. flaske ved køb af 2 flasker. Og druerne kommer fra udvalgte parceller i Aconcagua Valley.

Vinen har lagret 4 måneder på eg … og er derfor vel nærmest en lillesøster til både husets Max Reserva Pinot Noir, deres Estate Pinot Noir og Aconcagua Costa Pinot Noir.

Den byder duftmæssigt på søde kirsebær, rabarber, sødme, håndrens, masser af oversøisk sol og har – efter min smag – alt for megen mørk frugt og for megen sødme til at, det bliver rigtig fornøjelig Pinot Noir.

I munden er sødme dog knap så udtalt, for der fanges både hindbær, ribs, hvid peber, men virker også lidt stram og kantet.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr. for 1 flaske, men 79 kr. ved køb af 2 flasker.

Rating 3/7 

2011 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi, Mendoza, Argentina

Og fra øverste, støvede hylde hos Bodegas Valentin Bianchi kommer den officielle battles sidste vin, husets prestigevin … deres Grand Cru vin Enzo Bianchi.

I den lille Chile mod Argentina battle var den oppe imod en 2009’er Don Maximiano Founder’s Reserve, som er en af topvinene fra Viña Errazuriz … en kamp som efter min vurdering endte meget lige. Begge vine er da også Cabernet Sauvignon baserede vine med tilsætning af lille andel andre Bordeaux druer og denne 2011’er Enzo Bianchi består da også af 75% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc, 8% Petite Verdot og 7% Malbec , men blendet varierer fra år til år.

Druerne til vinen kommer fra vinstokke, der er plantet for over 40 år siden på Finca Asti marken, som ligger ved Las Paredes i San Rafael, Mendoza i omkring 750 meters højde.

Druerne er høstet manuelt, klaserne afstilket før nænsom presning til fermentationstankene. Klassisk fermentering på rustfrie ståltanke med kold maceration i 48 timer og en samlet macerationsperiode på 25-30 dage.

Derefter har vinen lagret 18 måneder i nye barriques, 80% franske og 20% amerikanske fade. Efter endelig flaskning har vinen så lagret yderligere 24 måneder inden frigivelse.

I næsen er her godt med mejeri, yoghurt, en vild animalsk side og med syrlig intensitet. Det er moden mørk frugt, sorte kirsebær, lakrids, chokolade, godt med peber samt en vag, sød undertone af bagte peberfrugter.

I munden er vinen blød, cremet og dejlig … lidt som forventet, men med en syrlig og aromatisk side. Meget rund og behagelig, men også lidt forudsigelig. Men bestemt vellavet vin.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor en flaske koster 325 kr.

Rating 5/7  

2013 Bodega Noemia de Patagonia, J. Alberto, Patagonien, Argentina

J. Alberto er reelt Bodega Noemia de Patagonias 2. vin og var næste vin i glasset … og i mine øjne nok den bedste vin i den sydamerikanske battle mellem Chile og Argentina.

Den er lavet på et fieldblend fra 5 parceller fra en enkelt mark på 4 hektar, hvor der er omkring 95% Malbec og 5% Merlot vinstokke. Malbec stokkene er pre-phelloxera podede og fra 1955 og dyrkes – som alle Noemias egne marker – både økologisk og biodynamisk.

Druerne bliver efter afstilkning lagt på 2.500 liters cementtanke, hvor de ligger afkølet med skindkontakt i 7 dage, inden temperaturen hæves, og den alkoholiske gæring kan begynde som en spontangæring med druernes naturlige gærceller.

Den alkoholiske gæring finder sted over 2½ uge, hvorefter der foretages piquage to gange dagligt for at opnå et optimalt udtræk af aroma, farvestoffer og tanniner, når skindet brydes.

Vinen påbegynder derefter selv sin malolaktiske gæring, som fuldføres på de omkring 9 måneders lagring på en kombination af franske fade, cementtanke og ovale, æggeformede cementkrukker.

Når lagringen er tilendebragt, selekteres og færdigblandes vinen, inden den aftappes uden hverken filtrering eller klaring. Der er af denne årgang 2013 lavet omkring 19.000 flasker.

Og WAUW sikke en næse. Det er sure sokker, engelsk lakrids og lakrids mellem tæerne, virkelig animalsk note, solbær, godt med mejeri, bacon og baconfedt, tavlekridt, en snert af biodynamisk vin … sådan lidt krudt og kål, hospitalssprit og en halv plade chokolade.

I munden er det et møde mellem mr. power og fru elegance, virkelig blød, cremet og total afbalanceret til fløjlsblød druesaft med en mørk intensitet. Smager sgu godt.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor en flaske koster 310 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, Chile

Livet er fuld af gentagelser … ja består vel af masser og masser af gentagelser. Nå, er vi i det humør Houlberg? Denne The Blend Collection er også en gentagelse, for jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2010. Her er det dog en yngre model 2012 fra Viña Errazuriz.

The Blend Collection laver Viña Errazuriz i både en rød og hvid udgave. Her i årgang 2012 er den lavet på 50% Grenache, 25% Mourvèdre, 15% Syrah og 10% Carignan, men blendet varierer lidt fra år til år.

Alle druerne kommer fra markerne Ocoa og Manzanar i Aconcagua Valley og er vinificeret i store 10 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationsperiode på mellem 6-28 dage afhængig af druesorten. Vinen er lagret 16 måneder i brugte franske fade.

Næsen er ganske aromatisk med sæbe, blomster, blæk, grønne urter, laurbærblade, kirsebær og moden frugt samt en snas fennikel. I munden er det let, blomster- og frugtrigt, en vin med god lethed, friskhed og svag syrlighed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 4/7 

2013 Bodega Noemia de Patagonia, A Lisa, Patagonien, Argentina

I Chile mod Argentina battlen, så blev næste deltager et vinhus, som tidligere har imponeret mig, nemlig Hans Vinding-Diers’ Bodega Noemia de Patagonia. Og vinen er husets basisvin, som kaldes A Lisa.

Det er et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg smagte husets topvin Noemia Malbec i en årgang 2011 og  lillesøsteren J. Alberto i årgang 2012. Læs disse blogindlæg for lidt historie om vingården og den danske vinmagers eventyr i Argentina.

I stedet kigger vi her nærmere på denne A Lisa, den mindste søster i familien. Den er – som de øvrige vine fra Bodega Noemia de Patagonia – også en Malbec baseret vin, som i denne årgang 2013 består af 90% Malbec og 10% Merlot.

Hans Vinding-Diers plejer dog at komme 1% Petit Verdot i, men i foråret 2013 havde disse druer fået frost og kunne ikke anvendes til vinen, så der røg der 10% Merlot i blendet i stedet for 9%.

25% af druerne til vinen kommer fra egen vinmark, en enkelt 5 hektar stor parcel ved Valle Azul, mens den sidste del kommer fra andre vinavlere i området samt marker, som Vinding-Diers har lejet på længere kontrakter.

Druerne bliver efter afstilkning lagt på 2.500 og 5.000 liters cementtanke samt 10.000 liters rustfrie ståltanke, hvor de ligger afkølet med skindkontakt i fire dage, inden der tilsættes en gærfløde.

Den alkoholiske gæring finder sted over to uger i alt, mens der foretages piquage og pumping over dagligt for at opnå et optimalt udtræk af aroma, farvestoffer og tanniner, når skindet brydes.

Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, overføres 30 % af vinen til brugte franske egetræsfade, mens de resterende 70% forbliver i stål og cementtank.

Vinen påbegynder derefter selv sin malolaktiske gæring, som fuldføres under de ni måneders lagring. Når lagringen er tilendebragt, selekteres og færdigblandes vinen, inden den flaskes og kan frigives til salg.

Og hold da op  … virkelig god dybde, meget elegant med kridt, røde bolsjer, brombær og blommer. Derudover er den måske lidt neutral i duften og mangler en tak kompleksitet.

I munden er vinen virkelig vedvarende med en utrolig lethed, friskhed og det hele er afbalanceret flot. Dejlig vin, selvom den ikke er på niveau med sine storesøstre, men bestemt ganske vellavet.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 210 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Bodegas Valentin Bianchi, Famiglia Bianchi Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

Og fra den anden side af Andesbjergene endnu en Cabernet Sauvignon, nemlig Famiglia Bianchi Cabernet Sauvignon fra Bodegas Valentin Bianchi … også et af de vinhuse, som jeg har skrevet om tidligere.

Bodegas Valentin Bianchi hører til blandt de ansete producenter i Argentina. Valentin Bianchis vine er utroligt populære – især i USA – og roses i høj grad af Robert Parker. Bodegaen er også et yndet turistmål, som hvert år besøges af ikke mindre end 100.000 turister.

Bodegas Valentin Bianchi er grundlagt i 1928 af Don Valentin Bianchi, som havde en drøm om at eje en lille vingård og selv lave vin. Den lille vingård han købte kaldte han “El Chiche”. I dag er det imidlertid blevet en større historie, for nu omfatter vingården mere end 700 hektar vinmarker og salg af vinene i hele verden.

Det er 3. generation af Bianchi familien som driver vingården i dag, nemlig Raúl, Sylvia og Valentín Bianchi samt Ricardo Stradella, og de har indrettet et supermoderne vineri  i Mendoza. Vinmager på gården er Francisco Martinez, der har været på Bodegas Bianchi i mere end 30 år, samt Facundo Pereira.

Denne Famiglia Bianchi Cabernet Sauvignon er lavet med druer fra flere marker. Druerne presses blidt og mosten gærer i 7 dage, hvor vinen dagligt pumpes over hatten for at få et optimalt udtræk af farve og aromastoffer. Vinen udblødes efterfølgende i 14 dage, før den lægges på franske egetræsfade i 12 måneder og slutteligt tappes på flaske.

Duftmæssigt meget anderledes end dens chilenske søster – altså forrige vin. Næsen er mere slank med stald, svag eukalyptus, mynte, hestesaddel og læder, solbær, fad, egetræ og grønne blade. Umiddelbart mere spændende end den chilenske. Smagen er vel også mere frisk i frugten og der er godt med syre samt tørhed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr.

Rating 4/7  

2014 Viña Errazuriz, Arboleda Cabernet Sauvignon, Aconcagua, Chile

Viña Errazuriz har jeg skrevet om en del gange her på bloggen og nu er der sgu igen chilensk Errazuriz saft i glasset … denne gang husets Arboleda Cabernet Sauvignon i en årgang 2014.

Arboleda projektet – eller Viña Arboleda – er et lille sideprojekt for Eduardo Chadwick fra Viña Errazuriz.

Eduardo Chadwick grundlagde nemlig Viña Arboleda i 1999 som et lille prestigeprojekt. Vinhuset ejer vingården Aconcagua Costa med 230 hektar vinmarker på et formidabelt område kun 12 kilometer fra Stillehavet i nærheden af Concón.

Det er et forholdsvis koldt område med en årlig gennemsnitlig temperatur på 14 grader og omkring 350 mm nedbør. Der er køligt og blæsende. Her dyrker Arboleda Sauvignon Blanc og Chardonnay samt Pinot Noir, Cabernet Sauvignon og Syrah

Floraen og faunaen på Aconcagua Costa er meget forskellig og det giver en mangfoldighed af plante- og dyrearter. Viña Arboleda har da også gjort en masse tiltag for at beskytte naturen, bl.a. de mange vandløb, der findes i området. Ligeledes har man lavet et slags reservoir på 8 hektar …. et slags fredet område for trækfugle, som krydser området på forskellige tidspunkter af året.

Selve navnet Arboleda er spansk og betyder “at dyrke træer”, hvilket skal ses som en hyldest til de oprindelige chilenske træer, som vokser på husets vinmarker. Og derfor er der også et stort træ på etiketterne af husets vine.

Druerne til denne Cabernet Sauvignon kommer stort set udelukkende fra Las Vertientes markerne, der er beliggende 50 kilometer fra Stillehavet og dermed nogle af Arboledas marker, som faktisk ligger længst fra havet,

Vinmarkerne blev tilplantet samtidig med, at prestigeprojektet blev lanceret i 1999, og indbefatter 25 hektar med Cabernet Sauvignon-stokke, hvis udbytte bliver holdt nede af den meget fattige jordbund, der hovedsageligt består af sten og sand.

Druerne håndsorteres, før de presses nænsomt. Derefter gæres mosten ud på rustfrie ståltanke ved 26-30 grader og maceration i 20-30 dage.

Når gæringen er tilendebragt, lægges vinen på delvist nye egetræsfade af henholdsvis amerikansk og fransk egetræ. Her får den lov til at lagre i 12 måneder, før den tappes på flaske og frigives til salg.

Næsen har en dejlig dyb og mørk frugt, kælderskakt, tobak, lakrids, fedme og voluminøs. I munden er det rød frugt … klart lysere end duften og sådan lidt metallisk i det. Tanninerne er tørre, frugten frisk og slank, men på en eller anden måde gør den ikke meget indtryk på mig. Lidt kedelig og metallisk.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 3,5/7 

N.V. Xavier Vignon, SM Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

Det er kun 14 dage siden jeg skrev om en Côtes-du-Rhône fra den dygtige vinmager, negociant og vinkonsulent Xavier Vignon … og nu dukker der skam endnu en af slagsen op fra vinmageren, nemlig denne SM Côtes-du-Rhône.

SM står her ikke for sadomasochism eller Super Mario … og så kunne man måske forledes til at tro, at det blot var et tegn på, at vinen er lavet på Syrah og Mourvedre, men det passer heller ikke. SM Côtes-du-Rhône er nemlig lavet på 50% Syrah fra 60 år gamle stokke fra det hundedyre Côte Rôtie i Nordrhône og 50% Grenache fra 80 år gamle stokke i Châteauneuf-du-Pape i Sydrhône.

Og for at forvirre endnu mere, så er vinen samtidig et blend fra årgangene 2010, 2011 og 2012 fra 13 udvalgte parceller i Syd og 12 udvalgte parceller i nord.

Den første version af SM kaldte Xavier Sacrilége, hvilket betyder Helligbrøde. Vinen var et blend af 2 fade Côte Rôtie og 3 fade af  Xaviers Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme.

Jeb Dunnuck fra Wine Advocate smagte den og sendte anmeldelsen ud. Herfra gik der 5 minutter inden Xavier blev ringet op af de franske myndigheder, der fortalte, at vinen var ulovlig og ikke måtte sælges.

Man må nemlig ikke blande de to områder og fortælle, at det er Côte Rôtie og Châteauneuf-du-Pape, så derfor er vinen i dag blot en Côtes-du-Rhône og har fået navnet SM.  Denne Non Vintage fra 2010, 2011 og 2012 har Wine Advocate givet 94 point.

Druerne er høstet med begrænset udbytte pr. hektar, men hvor meget melder historien intet om. Der er heller ingen oplysninger om maceration eller andet … men Grenache druerne er dog lagret i cementtanke og Syrah på egefade i 14 måneder.

Og næsen er sgu også ganske enestående i denne vin … vi snakker mørk og tæt frugt, fedme, mørke kirsebær, blommer, figner, fodsved, tånegle og lakrids mellem tæerne … eller i hvert fald en slags animalsk aroma sammen med fersk kød, bacon, nelliker, violer, grafit, timian og mineraler. Voldsom og ganske lokkende.

Smagen er mere blid og mainstream end duften. Der er fortsat fylde, tæthed og mørk frugt, men der er også en god balsamisk syre, som holder fedme lidt i ave sammen med krydderier, estragon, kanel og modne tanniner. Blid og cremet. Ganske muskuløs af en Côtes-du-Rhône.

Forhandles af SuperVin, hvor en flasker koster 329,95 kr,, mens tilbudsprisen ved køb af 6 flasker er 125 kr.

Rating 5/7 

2013 Jeff Cohn Cellars, #Pure Yum, Californien, USA

Fuldfed amerikansk #Pure Yum fra vinhuset Jeff Cohn Cellars og en etiket med en fyr, der har næsen godt nede i glasset. Hashtag ægte nam nam.

Jeff Cohn Cellars holder til i Sonoma i Californien og drives af mister Jeff Cohn himself, mens fruen Alexandra tager sig af det økonomiske.

De grundlagde vinhuset i 1996 som JC Cellars og i starten alene med produktion af få vine. De har siden udvidet pænt og har specialiseret sig i vine på Zinfandel og derudover Rhône inspirerede vine. Jeff Cohn blev specielt kendt, da hans 2003 Rosenblum Rockpile Road Zinfandel i 2005 nåede en 3. plads på Wine Spectator’s Top 10, og han er da også siden blevet omtalt som Zinfandel guruen.

Cohn har dog også en særlig passion for Rhônedalens vine, og han samarbejder bl.a. tæt med Yves Gangloff, Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og Francois Villard om flere vine.

Jeff Cohn Cellars har selv en smule jord, men hovedparten af druerne købes fra en lang række vinavlere, som Cohn har indgået dyrkningsaftaler med og har samarbejdet med igennem mange år.

Produktionen er ikke voldsom stor … alene omkring 5.000 kasser vin årligt fordelt på omkring 20 forskellige vine, primært enkeltmarks vine på Zinfandel.

Vinene kan groft set deles op i Zinfandels, Rhône Reds, Red Blends, Rhône Whites, Rockpile Syrahs samt Library Wines, som er nogle af husets bedste vine.

Denne #Pure Yum hører til blandt Red Blends, og den er da også lavet på 67% Syrah, 23% Grenache og 10% Mourvèdre. Syrah druerne kommer fra Rockpile, Grenache druerne fra El Diablo og Mourvèdre druerne fra Alta Colina markerne.

Vinen er lavet med delvis afstilkning af drueklaserne, maceration er der ingen oplysninger om, men den er lagret 16 måneder på neutrale 228 liters barriques, altså bourgogne-barriques. Den trækker en højoktan på 15,2%, selvom der faktisk alene står 14,5% på den mærkat, som importøren Atomwine har påsat vinen.

Den har i denne årgang 2013 fået 93 point af Jeb Dunnuck fra Wine Advocate og 90 point af Wine Spectator. Der er alene laves 8 barriques af vinen, hvilket vel svarer til lidt over 2.400 flasker.

Og det er en fed, buttet og sød næse, som byder dig på mørk frugt, brombær, kirsebær, kanel, engelsk lakrids, lakridsrod, tørret køb, dyb kælder, næsten lidt sød råddenskab, gazebind, blomster, chokolade og et drys peber. Meget fed, sød og voluminøs næse med snert af peber.

I munden er det også et ordentlig mundfuld, men meget velbalanceret og godt lavet. Det smager tæskelækkert og byder din mund på grafit, blæk, sødme, chokolade, kakao, kanel og masser af peber. Sødmen indikerer klart USA … og det var også rigtigt. Der er gode og blide tanniner, som ikke forstyrrer det samlede billede.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 349 kr.

Rating 5,5/7