Når vi nu er i godt humør – godt burgundisk humør – så napper vi da bare endnu en Domaine Louis Lequin et Fils vin og det blev denne 2013 Santenay 1er Cru Le Passe-Temps.
Det er også en vin, som jeg har smagt før, nemlig i årgang 2012 og lavet på Pinot Noir druer fra én af de 12 Premier Cru marker i Santenay, nemlig marken Le Passe-Temps, der ligger i udkanten af Santenay.
Marken har fået sit pudsige navn Le Passe-Temps, som betyder tidsfordriv, fordi det var her i skellet mellem mark og husly i byen, at høstarbejderne plejede at hænge ud og se tiden an, når vejret tegnede usikkert. Skulle de fortsætte arbejdet eller gå tilbage til byen?
Vinen er lavet både med afstilkede druer og hele drueklaser, som først ligger i en kølig premaceration i 10 dage, hvorefter gæringen så sættes i gang over varer 15 dage. Gæringen er så sket ved relativ høj temperatur, da Lequin ønsker at udtrække mest mulig intensitet og struktur fra drueskindet. Vinen lagrer herefter i 10-12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 20% nye fade.
Vi fortsætter i det høje gear … sikke dejlig, stringent, krisp, clean, æterisk, let, lys og klar aroma. Det er ribs, hindbær, rabarber, lyse kirsebær, mirabeller, laurbærblade samt læder. Vinen har nærmest noget støvet over sig og den grønne burgundske note. Den har denne friske, livlige og levende nerve præcis som 2012’eren, slutterlig med lidt fadagtig træsødme.
Den smager også godt … måske endda en kende mere syrlig end netop 2012’eren. Der er let syrlig og bitter frugt, syrlige kirsebær, ribs og tranebær, lemon- og citronagtig syre, som får tæerne til at vibrere. Det er vildt grønt, urtet, syrligt … streng, uforsonlig, stram samt småvild … skriger nærmest på mad. Tanninerne er lige så vilde og ubarmhjertige, sætter sig på tænder og på gummer, men det gør vinen rigtigt godt. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.