Jeg startede med første miniflaske fra smagekassen fra Domaine Sohler Philippe og det var en vin på Riesling fra deres Grand Cru mark … en 2019 Riesling Grand Cru Muenchberg.
Muenchberg kan jo oversættes som munkenes bakke. Allerede i det 12. århundrede dyrkede de tørstige cisterciensermunke i Baumgarten klosteret vin på disse bjergskråninger.
Marken er nærmest halvmåneformet og placeret på begge sider af en sydvendte dal med et unikt mikroklima. Undergrunden er stenet og sandet med vulkanske aflejringer, hvilket faktisk tilføjer vinene en fyldig, mineralsk og lidt røget note.
Efter den manuelle høst er druerne presset langsomt, hvorefter mosten får lov til en kølig bundfældning inden en langsom, kølig og reguleret gæring ved 18 grader og efter endt fermentering er vinen blot lagret i ståltanke sur lie en lang periode. Vinen har i denne årgang 3,8% restsukker pr. liter.
Alle de tertiære noter står i kø … petroleum, diesel, terpentin, olie og de fylder da også pænt, men overdøver ikke frugten, som mest er lidt kvædemarmelade, grønne æbler og citroner med en lille varm fyldighed.
Sådan smager vinen også … kraftig og lidt maskulin i frugten, grillede citroner, lemon, æbler, nogen fylde og selv syren er kraftig, lidt rustik og samtidig varm og intens. 91 point.
Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 22€ … svarende til 164 kr.