Havde lige en flok af venner forbi forleden for at ønske hinanden god sommerferie, så jeg havde fundet en flok forskellige vine frem og nogle fra inderst i vinkøleskabet, bl.a. denne 10 år gamle 2014 Saint-Aubin 1er Cru Sous Roche Dumay fra Bernard Moreau et Fils.
Vinhuset ligger i Chassagne-Montrachet og er et af de gamle huse grundlagt helt tilbage i 1809 af Auguste Moreau. Det ledes i dag af 4. generation i form af brødrene Alex og Benoît Morea samt far Bernard.
De ejer selv 9 hektar vinmarker og driver derudover 5 hektar fra lejet jord. Deres bedste mark er den 0,35 hektar store 1er Cru mark Les Grandes Rouchotes i Chassagne-Montrachet.
De fleste marker er opkøbt i 1930’erne af farfar Marcel Moreau. Faderen Bernard overtog selv driften i 1977, men i dag er det altså sønnerne, som forestår driften.
Alex har det primære ansvar for produktionen og han er vinuddannet i både Australien og New Zealand. Han lægger stor vægt på, at jorden og omgivelserne taler deres eget sprog i vinene, så han prøver så vidt muligt at dæmpe brugen af nye fade.
Dette medfører, at cirka 30% af gæringen foregår på ståltanke ved en temperatur lige under 20 grader. Den lave temperatur er med til at forlænge gæringen, hvilket trækker flere naturlige aromaer ud af druerne, som således ikke dæmpes eller ligefrem overdøves af for voldsom anvendelse af egetræsfad.
Denne hvide Bourgogne er en Saint-Aubin … altså fra baglandet af mere kendte Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet, men er et relativt køligt område. Her er det Chardonnay druer fra 1er Cru marken der ligger i 400 meters højde på toppen af Mont-Rachet-skråningen … med Puligny-Montrachet Grand Cru marker lige på den anden side.
Saint-Aubins Premier Cru-vinmarker er opdelt i to sektioner … den ene ligger sydvest for landsbyen Gamay mod selve Saint-Aubin sogn, mens de øvre marker ligger sydøst på den berømte Mont-Rachet-skråning og Sous Roche Dumay ligger på sidstnævnte.
Efter høst presses druerne med det samme uden knusning og så sker gæring i egekar, men 30% i ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret samlet 16 måneder, heraf 12-13 på barriques, heraf 20% nye tønder.
Selvom etiketten er mærket af tidens tand, så gælder det på ingen måder indholdet, der virker frisk og syrlig. Næsen er meget slank og rank, masser af kalk og kridt, meget ren med friske æbler, pærer, har en lidt vokset aroma, hvide blomster, lemonskal og en snert nødder. Fadpræget er også pænt afdæmpet, så det bliver ikke en smørtyk burgundisk Chardonnay, men er krisp, sprød og mineralsk og så kommer der således kun små noter af vanilje og toast.
I munden virker vinen moden, men det er fortsat med en frisk syre og levende frugt, så den har på ingen måder mistet pusten, men den fremstår ren, kalket, clean og har noget grillet grape og pæn stor ren syrlighed. Det er en cut-the-crap vin, hvor der ikke er noget, som er overflødigt eller pralende … bare ren drikkeglæde. 95 point.
Købt hos H.J. Hansen / Vinspecialisten, men jeg kender ikke prisen.