En flittig læser af Houlbergs Vinblog tog forleden kontakt til mig, da han havde smagt en vin, som han synes var lidt underlig og nærmest perlende på tungen. Han rullede forbi med en flaske af vinen … og det er denne 2018 Golden Monterey County Pinot Noir fra Folktale Winery & Vineyards.
Vinhuset ligger i den lille by Carmel-By-The-Sea omkring 100 kilometer syd for San Francisco i Californien. Det er oprindeligt grundlagt tilbage i 1982 af Bob og Patty Brower, men dengang hed det Château Julien Wine Estate inspireret af parrets store kærlighed til Bordeaux.
Senere udvidede parret også vingården ved køb af yderligere marker og byggede også et nyt vineri samt stort 900 kvadratmeter stort lager til lagring af alle vinene med plads til over 2.000 egefade.
I 2015 blev Château Julien Wine Estate dog købt af den lokale vinproducent Gregory Ahn, som omdøbte vingården til Folktale Winery & Vineyards … et navn inspireret af spændingen og glæden ved at samles om vin og idéen om, at enhver stor flaske vin indeholder en historie.
I dag har vingården samlet 121 hektar vinmarker … 5 hektar de selv ejer tæt på vingården og så ellers langtidslejer på marker ved Arroyo Seco i Monterey County lige tæt på Santa Lucia bjergene mod øst.
Man har ansat vinmageren David Baird til at producere vinene og samarbejde med vinavlerne for at sikre vinel, der fuldt ud udtrykker terroiren i Monterey County.
I dag er Folktale Winery & Vineyards blevet en større historie, som i selve Folktale Win Group omfatter flere forskellige brands, nemlig Alias, Alpha Box & Dice, Aviary, Days of Youth, Le Mistral, Folktale og endelig Golden.
Denne 2018 Golden Monterey County Pinot Noir er lavet med druer fra marken Mission Ranch Vineyard og dyrket fuldstændigt økologisk. Den skulle være lavet helt traditionelt og så efter endt fermentering lagret 7 måneder på nye og brugte franske fade.
Duften er sgu lidt sjov … starter med lidt krudt, urter, grønne blomsterstilke, tulipaner, tranebær, vandmelon, lidt overmodne kirsebær, røget kød, modellervoks, nogle brændte noter, klart kanel, vanilje samt nelliker fra fadene.
Smagsmæssigt er vinen let perlende i starten, hvilket formentlig skyldes en let og utilsigtet eftergæring i flasken forstærket af et pænt niveau af restsukker i vinen. Det suppleres nemlig med pænt sødme og så godt med peber … to størrelser, der ikke går vildt godt sammen.
Der er tranebær, blommer og minsandten igen strejf af vandmelon, godt med sødbrændte elementer fra fadlagringen, sød vaniljesukker, mælkechokolade. Syren er noget svag, som om luften er gået af ballonen … hvis man kan sige det om en vin, som fortsat indeholder lidt kulsyre. Men dermed svæver vi således ingenlunde i det øvre luftlag og i stedet bliver det lidt fladt og kedeligt, så bloggeren lægger sig lige i underkanten af 4 tomler.
Købt via Kobaj, hvor prisen er 114 kr.
Vinanmeldelse 4/7