Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle fra Domaine de Pignan er næste vin i glasset … en ærketypisk og lækker neuf i den absolut bedre ende.

Det er husets mest centrale vin, som kommer fra 80 år gamle vinstokke og i denne årgang 2016 lavet på 64% Grenache, 13% Mourvèdre, 12% Syrah og resten et mix af Cinsault, Counoise, Terret Noir samt Vaccarèse.

Vinen er lavet med 15-21 dages maceration og temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af betontanke og store egetræsfouders.

Sikke en dejlig Rhône næste med sorte og let gærede bær, flæsk, bacon, mælkede mejeri noter, yoghurt … det dufter da for vildt godt. Der er solbær, lidt lakrids, jernbanesveller, vanilje, mælkechokolade, svage og fine krydderier, virker utrolig balanceret, mørk og intens. Det virker ikke som en fed Châteauneuf-du-Pape, men omvendt heller ikke en af de lettere … bare sådan midt i feltet med masser af kvaliteter.

Uha, hvor det smager godt. Det er silkeblød Châteauneuf-du-Pape med sorte bær, solbær, kirsebær og morbær, dyb engelsk lakrids, lakridskonfekt, kul, tjære, vanilje samt virkelig tørre tanniner, som dog samlet set er fint integreret i vinen. Der er en lille koket syrlighed, frisk frugt og sammen med de mørke elementer, så giver det en superfin Châteauneuf-du-Pape. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigDen næste vin i glasset fra Domaine de Pignan blev en vaskeægte Châteauneuf-du-Pape, men en hvid af slagsen og i nyeste 2018-udgave.

Den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc er – som med mange hvide neuf’er – lavet på et skønt mix med 40% Grenache Blanc, 20% Roussanne, 20% Clairette, 10% Bourboulenc, 5% Picpoul og 5% Picardan … alle fra 60 år gamle vinstokke på en 1 hektar stor vinmark, hvor druerne er høstet og sorteret med håndkraft inden vinificeringen.

Efter sorteringen af druerne er de presset og gæringen er sket ved lav temperatur … 16-18 grader og efter endt gæring er vinen lagret sur lie i 6 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Åh, hvor har jeg egentlig savnet hvid Châteauneuf-du-Pape, for det er vist ved at være lang tid siden, at jeg sidst har smagte sådan én. Næsen er blid, blød og fyldig … lidt afdæmpet med brede skuldre, mens frugten er melon, hyld og fersken. Derudover lidt blomster og lidt altheabolsjer. Det er så fint, blød og forsigtigt.

I munden er vinen også en forsigtigper, selvom der er masser af velsmag. Det er samtidig tørt med peber, blomster, fersken, melon og alt leveres cremet, blødt og lækkert. Tørt, sødkrydret, dybt og krydret, men meget forsigtigt og genert.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine de Pignan, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigTilbage i august måned smagte jeg den blegrøde rosévin A l’Ombre de l’Olivier Rosé fra Domaine de Pignan. Nu har jeg pillet fire andre flasker vin fra Domaine de Pignan ud af vinkøleskabet og starter med at smage denne 2018 Côtes du Rhône.

Vinen er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah fra en lille 0,57 hektar parcel med rullesten og over 50 år gamle vinstokke. Vinen er fremstillet i temperaturstyrede ståltanke med en 15-18 dages maceration og er efterfølgende lagret i store betontanke i 8 måneder inden aftapning på flaske.

Herlig og klassisk Rhône næse, men egentlig dejlig let samtidig med, at der også er lidt mælkede og flæskede noter, sindssyg lækker frisk og animalsk frugt, solbær, brombær, jordbær, hindbær, lakrids, hvid peber, laurbærblade, vanilje, mælkechokolade og er virkelig drillende syrlighed, som lige får næsehårene til at vibrere ekstra meget.

Smagen er lettere end forventet og kan måske virke en anelse vandet, men det gør nu ikke så meget, for det er fint afbalanceret med sødme, tør frugt, lakrids, runde tanniner og lidt peber samt svag bitterhed i eftersmagen. Det er sgu en habil Côtes-du-Rhône og til prisen et godt køb. 4,5 smukke fingre med en lækker pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigBåde Jan og jeg havde taget en flaske vin med til vor Ahr roadtrip … et nødkit just in case, at vi blev tørstige undervejs. Da vi ramte Hotel Steigenberger over midnat, så meldte denne tørst sig omgående, og vi nuppede derfor alle 3 et glas af Jans medbragte halvflaske 2012 Saint Julien 3. Grand Cru Classé fra Château Langoa Barton på mit lille værelse.

Vinslottet Château Langoa Barton ejes af Barton familien, som grundlagde deres vinimperium tilbage i 1722 af Thomas Barton, der i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

I starten var det med base i først Montpellier og siden Marseille inden han i 1725 havnede i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Siden er firmaet gået i arv og løbende blev udvidet, bl.a. købte Barton familie i 1821 Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I den store 1855 klassifikation blev Château Léoville Barton klassificeret som 2. Grand Cru Classé, mens selve Château Langoa Barton blev 3. Grand Cru Classé, men alle vinene laves på slottet Château Langoa Barton.

Barton familien byggede også i 1838 et stort gods i Irland … Straffan House i Kildare County og det har siden tjent som hjemsted for familien sideløbende med aktiviteterne i Frankrig.

Siden har familien også i 2011 yderligere et slot i Bordeaux, nemlig Chateau de Mauvesin, som nu hedder Chateau Mauvesin Barton … et større Medoc vinslot med 220 hektar jord, hvoraf 51 hektar er vinmarker.

Det er Lilian Barton Sartorius, der som 9. generation i dag styrer det store familieforetagende, hvilket sker sammen med hendes husbond Michel Sartorius samt datteren og i dag ansvarlig vinmager Mélanie Barton Sartorius

Château Langoa Barton har samlet 15 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 7.000 kasser af denne Saint Julien 3. Grand Cru Classé, som vi her smager i en årgang 2012.

Vinen er i denne årgang lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 8% Cabernet Franc. Efter høst – som sker med håndkraft – afstilkes druerne, sorteret og kommer i temperaturstyrede trækar, hvor den alkoholiske gæring varer 7-10 dage, hvorefter vinen ligger i maceration omkrimg 3 uger inden lagring i 16-18 måneder på franske barriques, hvoraf 60% er nye fade.

Næsen byder på vilde og fede solbær, mørke blommer, engelsk lakrids, svagt lidt mynte, vanilje, kanel, kul, tjære, hæfteplaster og lidt muldjord. Der er sgu ikk’ helt ringe, for nu at sige det på jysk.

Smagen er tør og så alligevel med en vis fedme, masser af friskhed og syrlighed i frugten og de 7 år på bagen mærkes på ingen måde. Det er meget elegant og langt lettere i smagen end forventet. Der er meget levende tanniner og let peber i eftersmagen.

Forhandles herhjemme bl.a. af Lorentsens Vinforsyning, hvor en helflaske i nyere årgang koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2017 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigDet er kun knap et par måneder siden, at jeg smagte en lille lækker 2016 Saint-Joseph fra vinhuset Jean Michel Gerin, der ligger i den nordlige udkant af Ampuis. Nu er den gal igen … for jeres flittige vinblogger smager nu den smækre lillesøster La Champine.

La Champine er selvfølgelig lavet på 100% Syrah, men der er tilsat en lille smule Viognier … ja faktisk tillader lovgivningen op til 20% Viognier, men de fleste producenter anvender alene 2-3%. Alle druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Alle vinene hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône … og så må vi se, om det også gælder denne La Champine.

Vinen laves med en kølig maceration 3 uger i  temperaturstyrede ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen. Efter endt fermentering er vinen lagret 12-18 måneder på en kombination af franske og amerikanske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt – wauw – sikke en lækker næse, landlig, flæsket og bondsk med blæk, sød tobak, lakrids, chokolade, en våd tavlesvamp, sødme, sorte kirsebær, solbær … og samtidig egentlig meget let i udtrykket, næsten som en baby Côte Rôtie light.

Der er masser af frugt i smagen, en vis saftighed, peber, lette krydderier og har samtidig et meget let, livligt og levende udtryk med lidt lys og mellemrød frugt, lidt cola, mineraler og en super elegance. Til prisen er denne vin et sandt fund … og bør blive en storsællert. 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandJeg gik næsten i selvsving, da jeg tidligere smagte Weingut Schloss Schönbergs Lagenwein 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder. Nu er det Rabea Trautmans Ortswein 2017 Auerbacher Spätburgunder, som byder på masser af samme kvaliteter.

Vinen er også lavet på næsten samme måde som Lagenwein storesøsteren, altså med en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 18 måneder.

Næsen er igen herlig vild … næsten bio og har både blomster, røg, sød animalsk kostald, eg, kirsebær,  jordbær, nelliker, kanel, vanilje, mentol og samme gærede syrlighed som hos storesøsteren … det dufter vildt godt. WAOW.

Smagsmæssigt minder vinen også meget om storesøsteren, men er måske ikke helt så vild. Igen en meget juicy følelse, saftig, syrlig med lyse kirsebær, ribs, balsamiske elementer og klare mineraler. Det er vild god Spätburgunder og til prisen et røverkøb.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Cipher, Western Cape, Sydafrika

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Cipher, Western Cape, SydafrikaVi slutter med den mest eksklusive af alle de mousserende vine hos Charles Fox Cap Classique Estate, nemlig deres prestigevin, som blot kaldes Cipher.

Cipher er vel nærmest en kryptografisk algoritme, som man bruger, når en besked skal omsættes til en hemmelig, krypteret besked. Men her er det dog ikke hemmeligt, at Cipher er lavet på 50% Pinot Noir samt 50% Chardonnay, vinificeret helt traditionelt og så lagret med andengæring sur lie i mindst 5 år inden degorgering.

Igen starter med vinbloggeren sige WAOW … igen er det vildt, selvfølgelig fortsat med gær, dej, ubagte franskbrød, men mere dæmpet. I stedet er næsen mere let, mere floral med hvide blomster, overmodne æbler, pærer, fersken, kaktus, kristtjørn og totalt gæret i frugten. Der er en stor inderlighed, stor kompleksitet og en svag sødme med nougat og karamel. Det er let, flyvsk, landligt, animalsk, bondsk på de fine, polerede og bonede gulve, balletdans, englehop og så fint, sart og elegant.

Boblerne er her en anelse mere blide … meget delikate, men fortsat med dirigerende brus. Det er nok den mest balancerede af alle Charles Fox vinene og smagene er også dæmpet en anelse. Der er lemon, syltede citroner, blid tropisk frugt og lidt grape.

Der er nu også klart noget kalk, granit og stenet mineralitet. Cipher har et meget frugtrigt bid, stor vedholdenhed og slutter med et muntert grapebid i eftersmagen. Vi hoster klart op med 6 fede tommelfingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut, Western Cape, Sydafrika

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut, Western Cape, SydafrikaNæste wanna-be champagne fra sydafrikanske Charles Fox Cap Classique Estate blev atter flotte årgangsbobler … 2015 Vintage Brut og selvom den er den billigste af de 4 testvine, så holder den et sindssygt højt kvalitetsniveau.

Vinen er lavet på 45% Pinot Meunier, 35% Pinot Noir og 20% Chardonnay og vinificeret helt traditionelt og lagret med andengæring sur lie i 42 måneder.

I glasset er Vintage Brut en anelse mere gul end husets Blanc de Blancs, hvilket vel heller ikke er unaturligt. Der er lidt mere krudt i vinen … fortsat dej, gær, franskbrød, honningmelon, nedfaldsæbler, fersken, tropisk frugt og meget let, æterisk og svævende i duften. Igen er det svært at forstå, at dette er sydafrikansk mousserende vin, for det dufter som ædel fransk vin.

Smagen er også meget delikat med en dekadent syrlighed, brusende bobler … meget små, insisterende og de giver et elegant løft, tropisk frugt, fersken, abrikos og der er også en snert større sødme end i foregående vin, stor tørhed, lemon, mens grapebitterheden er mere afdæmpet. Til gengæld er der mere kraft og power, og det smager sindssygt godt.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 233,75 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Blanc de Blancs, Western Cape, Sydafrika

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Blanc de Blancs, Western Cape, SydafrikaNæste glas bobler fra sydafrikanske Charles Fox Cap Classique Estate blev en vaskeægte 2015 Blanc de Blancs … og igen i en totalt overraskende flot kvalitet.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay fra husets marken i Elgin dalen, vinficeret helt traditionelt og så lagres med andengæring på flaske sur lie i mindst 42 måneder.

Denne Blanc de Blancs har også en voldsom lækker næse, lidt mere sart, fin og feminin, men fortsat med gærnoter, en skål med dej til hævning og enkelte færdigbagte franskbrød, melon, agurk, grønne æbler, lemon, salt og grønne blade. For pokker, hvor det dufter … bare rigtigt.

I munden er der både syrlige og overmodne æbler, abrikos, masser af æble- og citronsyre, som giver et skarpt og præcist bid, herlige brusende bobler, små og intense samt en meget lang eftersmag. Det er en feminin lyshåret kvinde med høje hæle, fregner og smittende latter. WAOW. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 323,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, Sydafrika

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, SydafrikaFra de næsten endeløse rækker af vine hos Winelovers tester jeg nu 4 mousserende vine fra det sydafrikanske vinhus Charles Fox Cap Classique Estate, der ligger lidt syd for den lille by Grabouw ved Elgin i Overberg distriket og ganske tæt på havet ved False Bay.

Vingården hed oprindelig Furneaux Farm og var egentlig en frugtplantage med æbler, pærer og blommer. I 2005 købte Charles og Zelda Fox ejendommen, efter de i flere år havde ledt efter et sted, som var optimalt for at dyrke druer specifikt til fremstilling af mousserende vine.

De tilplantede 6,3 hektar af de i alt 33 hektar jord med vinstokke og startede byggeriet af deres vineri, som stod færdigt i 2010, bl.a. med en stor kælder med plads til lagring af 200.000 flasker vin.

Charles og Zelda Fox er vilde med champagne, så derfor dyrker parret kun Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier … og de laver udelukkende mousserende vine, hvilket sker med konsulenthjælp fra Nicolas Follet, som er ønolog fra Reims i Champagne.

Denne vin er lavet på 64% Pinot Noir, 35% Chardonnay og 1% Pinot Meunier … vinficeret helt traditionelt og så lagret i mininum 3 år med andengæring i flaske, men formentlig også en snas længere. Det fremgår ikke, hvornår vinen er degorgeret.

Normalt er jeg ikk’ særlig vild med rosévine … heller ikke de mouserende, men her må jeg overgive mig og starte med at sige WAOW, for sikke da en aroma med gæret dej, jordbær, stikkelsbær, lyse kirsebær, hyben, fennikel og bagepulver. Samtidig har vinen en smuk, animalsk, landlig aroma … virkelig en vild, blegrød vildbasse.

I munden er der masser af bobler, som bruser op i munden og langsomt fader ud, mens frugten så i stedet breder sig med lyserød frugt, citroner, svagt lidt grape og et præcist, kalket og mineralsk bid. Det smager sgu godt og vinbloggeren er imponeret over kvaliteten … akkurat lige så godt som real champagne.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 248,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7