Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Château Puech-Haut, Prestige Blanc, Languedoc, Frankrig

2021 Château Puech-Haut, Prestige Blanc, Languedoc, FrankrigDet næste vinhus, som vi skal stifte bekendtskab med er Château Puech-Haut, der ligger lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Vi smager først denne 2021 Prestige Blanc.

Château Puech-Haut er grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han blev dog senere i 2008 blevet afløst af den store og nu afdøde Philippe Cambie.

Vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut over 250 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Denne Prestige Blanc er lavet på et blend af Roussanne, Marsanne og Grenache Bland, der er høstet fra marker tæt på Rhône med et terroir med ler, kalksten og små rullesten og høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne presses i pneumatisk presse, mens gæring er sket i rustfrie ståltanke. Vinen er efter endt fermentering lagret 8 måneder i tankene sur lie med regelmæssig omrøring de første par måneder, mens 20% er lagret på små egetræsfade.

Den har den blødeste næse … intet stikker ud, for den er bare rund, fyldig og mild med fersken, kvæde, melon, mango, papaya og grillede lemon, søde mandariner, nogle ristede noter og søde krydderier som spidskommen og kardemomme, lidt fennikel samt honning.

I munden er det også en ret lækker vin, blød, smørlækker … meget smooth med de søde krydderier, blid og forsigtig eksotisk frugt, hvid peber og en cremet syre, der både omfavner fedmen og frugten, men samtidig giver en styret og lidt behersket friskhed. Det gør smagen så delikat, elegant og kompleks. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2018 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienDen anden af Giulia Negri vinene var også en gammel og smuk kending, for det var nemlig hendes Langhe Pinot Nero La Tartufaia, som vi smagte i årgang 2018.

Druerne til denne vinen kommer fra La Tartufaia parcellen i 520 meters højde på Serradenari i La Morra.

Tartufaia betyder trøffeljæger og marken har dette navn, da området lige dér er meget rig  på trøfler, som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde. De fleste af alle Pinot Noir stokkene på La Tartufaia er plantet tilbage i 2004 af hendes far.

Vinstokkene er består af de to burgundiske kloner Dijon 777 og Dijon 837 samt klon 131 fra Trentino. Som nævnt i forrige indlæg, så afstilker hun alle druerne og arbejder alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store 60 hektoliters kegleformede fade over 25 dage.

Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

WAUW .. har i forhold til foregående Nebbiolo mere dybe, klart burgundisk elegance og delikat fadpræg, men det er på en virkelig piemontisk, rank, balsamisk og næsten baroloagtig måde, hvor der kommer kirsebær, jordbær, umami, roser, læder, blomster, let peber, finsk lakrids og en snas kanel.

Sådan smager den faktisk også …. virkelig godt, men er nærmest en meget smuk, feminin, danseglad hybrid bastard mellem Bourgogne og Barolo, hvor man finder tanniner, som ellers vil gøre mange store Barolo vine misundelig. Smagen er både rank, balsamisk, lemon og grapeagtig bitter og så alligevel  juicy, let med fin og en balanceret syre … samt en skarp tunge. 94 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyeste årgang 2020 koster 479 kr., men der kommer ikke mange flasker til Danmark.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Giulia Negri, Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, Piemonte, Italien

2021 Giulia Negri, Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, Piemonte, ItalienFra piemontekassen fra vores tirsdagsvinklub på jobbet fandt jeg forleden 2 vine fra den dejlig og dygtige Giulia Negri og den første var denne 2021 Langhe Nebbiolo Pian delle Mole.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra parcellen Pian delle Mole nederst på Serradenari tæt ved skoven.

Det er fortsat i omkring 500 meters højde. Langhe Nebbiolo Pian delle Mole er lavet efter helt oldschool principper, dvs. fortsat med spontangæring i ståltanke over 16 dage, hvorefter vinen lagres med 80% på ståltanke og de sidste 20% på store 25 hektoliter fade af slavonsk eg.

I glasset er vinen lys og transparent og ung i farven. Næsen lidt støvet, har grønne noter med en smule mentol, lyse kirsebær, ribs og brombær med balsamisk syre, fennikel … mere rank end 2017’eren, men der kommer i enden lidt svag fadpræg med karamel, vanilje og kanel.

Smagsmæssigt har vinen – i hvert fald ikke endnu – samme sødme som 2017’eren, for den er klart mere tør og støvet i smagen, mens tanninerne også er mere strenge eller unge … på en lys og let blomstret facon, meget ren, livlig, frisk og balsamisk måde. Det er ungt, let, skarpt og præcist. 93 point

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Emmanuel Fellot, Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2022 Emmanuel Fellot, Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigDet er kun dage siden, at jeg smagte en fin 2020 Brouilly Rossignol beaujolaisvin fra  Emmanuel Fellot, men nu smager jeg atter en vin fra ham og det er denne 2022 Bourgogne Blanc.

Vinen er fortsat lavet på druer fra Beaujolais i den sydlige del af Bourgogne og her kommer druerne fra en række marker i Pierres Dorées, som drives økologisk AB certificeret.

Nadège og Emmanuel Fellot laver flere hvidvine, bl.a. et par Beaujolais Blanc vine og denne Bourgogne Blanc, som er vinificeres med gæring i ståltanke og efter endt fermentering lagret 6 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt er det igen umiskendelig Chardonnay … men selvom det nu faktisk er burgundisk, så er fadpræget mindre end hos forrige Limoux, selvom den virker til fortsat at have lidt smørfedme, vanilje, lidt lakridskattepoter samt en frugt, der mest er lyse blommer, pære, mirabeller og fersken suppleret med en smule sød røg.

Hvor smager den godt godt … her breder frugten sig rundt i munden, cremet, selvsikker, blød og næsten mundsmeltende. Vinen har lidt et ekstra gear ret smagsmæssigt … lækkerier med hvid, rund frugt, mild og elegant med vanilje, mandler, dåsepærer og blød fersken. Alt er så velfriseret, vandkæmmet og ordentligt … 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigFor et års tid siden – take and give a little – smagte jeg første gang denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude og nu smager jeg den igen … blot et år nyere i årgang 2022.

Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux. Det har været under samme families eje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.

De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.

Denne Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.

Virkelig dejlig aromo og umiskendelig fadlagret Chardonnay, hvor fadnoterne dog slet ikke er svulstige eller dominerende, men sætter et fint aftryk med toast, nødder, vanilje, blødt smør samt lidt kridtet mineralitet. Det kommer oveni en frugt, der mest er honningmelon, kvæde, æbler og pærer … meget let, luftig og pænt elegant.

Smagsmæssigt må jeg bare gentage mig selv fra 2021’eren … hvor smager den altså bare pokkers godt. Jeg får omgående en elegant burgundisk reference, bred, cremet, fyldig og smørlækker med et anelse røg, fersken, modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner samt en lille ananassødme … igen balanceret helt perfekt og hænger så lang tid i munden. Imponerende og 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienNår man har sagt A, så må man også sige B … så derfor smagte jeg også Nicola Di Sipios Montepulciano d’Abruzzo og endda i samme årgang 2021.

Det er en vin, som jeg har smagt i både årgang 2013, 2014, 2015 og den er her i den nyere årgang 2021 fortsat husets  røde basisvin aka entry-level rødvin.

Montepulciano d’Abruzzo er lavet på ren stål, men der er ingen oplysninger om gæring og maceration, men vinen er alene lavet og lagret på ståltanke samt flaske.

Sådan … sikke en vild, bondsk, landlig og blomstret duft. Der er parfumerede tulipaner, bio bio landlige noter, mødding og proppet med saftige kirsebær, blyanter og blæk, sød lakrids og alt sidder lige dér, hvor det skal sidde for at skabe god balance og karma.

Smagen er saftig og solmoden med en fedme, fylde og bondsk blødhed. Der er sorte kirsebær, solbær, tranebær med en nogle tørre tanniner, der er mere markerede og tydeligere end tidligere, hvilket er med til at gøre vinen mere helstøbt, for man får således både lidt læskende saftighed, moden, blød og sødbitter frugt, lidt krydderier og peber, nogenlunde stramme tanniner og samlet godt bid. Det er faktisk en lille charmebasse, så 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, Italien

2021 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, ItalienJeg har før udbrudt WTF … Riesling fra Abruzzo i Italien? Men nu smager jeg igen en Riesling Terre di Chieti fra vinhuset Nicola Di Sipio og sidst var det i årgang 2016 … men nu smager jeg 2021’eren.

Vinen er én af nu 5 forskellige hvidvine, som der laves hos vinhuset. De øvrige hvidvine er på mere italienske druer som både Falanghina, Pecorino og Trebbiano d’Abruzzo.

Jeg kan ikke finde mange oplysninger om produktionen, men mon ikke, at vinen er lavet som 2016’eren og det er sket ved, at druerne først afstilkes, hvorefter de køles ned og ligger i blød i 24 timer inden en blid presning og filtrering før gæringen i rustfrie ståltanke. Dette efterfølges så af 12 måneders lagring i ståltankene.

Det er ikke duftmæssigt en knastør og petroleumsvæddet Riesling, for denne italienske sag er anderledes om end pænt mineralsk, men det er samtidig med en frugt af  modne æbler, meloner og fersken, nogle ret kalkede mineralske noter, hvide blomster, et anstrøg af nødder, mandler og virker egentlig ganske frisk.

Smagen er rigtig lækker … har lidt blød og cremet frugt, men samtidig fin friskhed, som virker mere klar og stringent end hos 2016’eren. Det giver en frisk vin, som dog har lidt sul på kroppen med gule æbler, grillet lemon og en smule citroner samt atter denne kalkede mineralitet. Flot og dejlig Abruzzo Riesling. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor sådan en interessant fætter koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Le Monde, Refosco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Le Monde, Refosco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen tredje og sidste vin fra Alex Maccans Le Monde blev en spændende rødvin, for det var nemlig en 2022 Refosco … netop lavet på druen Refosco.

Refosco – også kaldet Refoshi – er en gammel rød druesort, der primært findes i Norditalien i Friuli-Venezia Giulia, den vestlige del af Slovenien og på Istrien i Kroatien.

Nyere DNA analyser fra 2005 har vist, at der findes 6 forskellige variationer af Refosco aka Refoschi, hvor varianten Refosco dal Peduncolo Rosso aka den rødstilkede Refosco drue er den mest udbredte og primært er den sort, som findes i Friuli-Venezia Giulia, hvor den findes i Friulis Colli Orientali DOC vinene.

De andre varianter – hvor nogle har flere navne – kaldes Carso Terrano/Refosk, Refosco di Faedis, Refoscone, Refosco Nostrano og Refosco di Rochis, Refosco dal Peduncolo Rosso, Refosco del Botton eller Tazzelenghe samt Refosco di Guarnieri/Trevisana Nera.

Refosco giver masser af syre til vinene, aromaer med græs samt smag af blommer og peberkrydderier. Refosco modner ret sent og hvis den høstes for tidligt, så kan den give vine med barske og umodne tanniner.

Hos Le Monde er Refosco druerne høstet de sidste 10 dage af september og efter høst er gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke over 12-15 dage med daglig bâtonnage og derefter er der sket malolaktisk gæring og lagring i ståltankene en periode.

Duftmæssigt er det bestemt meget blommer, en håndfuld pebernødder, mandelkiks, nelliker, violer og en lidt græsset, grøn note med tørre krydderurter og småsur tobak … men har på én eller anden måde en bondsk og lidt rustik friskhed over sig.

I munden er vinen absolut  ret blød … men også utrolig tør, har også godt med peber, krydderier og en lidt bitter og tør frugt, der mest er tranebær, hyben, lemon, grape … og tanninerne er faktisk også både ganske ubarmhjertige, barske, tørre og ætsende … efterlader bare munden knastør med en kantet frugt. Sjov og anderledes, men samtidig en vin, man skal give god tålmodighed. 88 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen næste vin fra vinhuset Le Monde ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området blev en søstervin til foregående, for det er nemlig en 2022 Pinot Grigio.

Vinen er faktisk også lavet stor set som foregående søstervin, altså med høst af druerne de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-48 timer.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i tankene nogle måneder.

Duftmæssigt er blomsterbutikken åben … har sådan en sødlig blomsteraroma af tulipaner, orkideer, søde krydderier samt en frugt af overmodne æbler, gærede pærer, fersken … men mærker næsten en olieret fylde.

Sødmen er også ret udtalt i munden …. sødlig, læskende … nærmest med tørret og kandiseret frugt, tørrede abrikoser, cryokoncentreret æblemost, hyben og kvæde. Det har samlet set nærmest sødbitter – nok mest sød – syre, der med sin søde fedme bidder godt fra sig og skaber en syrlig, letbitter og ganske sød vin. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Le Monde, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Le Monde, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienLe Monde aka Arcadia Società Agricola ligger ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området i Friuli-Venezia Giulia regionen tæt op af Veneto regionen. Nu smager jeg 3 vine fra Le Monde og starter med en 2022 Pinot Bianco.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1970 af Pistioni familien, men blev i 2008 overtaget af Maccan-familien med Alex Maccan i spidsen og han havde som barn tilbragt masser af tid på dette sted og havde en vision om at  skabe vine af høj kvalitet fra området.

Maccan familien er også fra Friuli og de ejer selv en større industrivirksomhed.  Alex Maccan er passioneret vinelsker, men er ikke uddannet vinmager, hvorfor han allerede fra starten har hyret eksperter til at varetage opgaven med at producere vinene. Først var det Franco Bernabei og i dag er Giovanni Ruzzene ansvarlig vinmager.

Vinhuset har samlet 50 hektar vinmarker og  det betyder en årlig produktion på 700.000 flasker vin om året og de sælges over hele verden. Markerne Markerne har en undergrund med  blanding af ler og kalk og vinstokkene er mere end 30 år gamle.

Der arbejdes bæredygtigt og så tæt på økologisk produktion, som naturen tillader. Således har Le Monde også for nyligt taget et stort solcelleanlæg i brug, som producerer 70% af huset energiforbrug. Der arbejdes således med at spare på vandet ved bl.a. en målrettet vanding og genbrug af vand … og der bruges kun genanvendelige materialer til emballage.

Med 2022 Pinot Bianco er druerne høstet de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-36 timer, hvorefter druerne er presset og gæret i rustfri ståltank ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermetering er vinen blot lagret sur lie – altså på bærmen – i tankene nogle måneder.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødere vin, hvor frugten er ganske eksotisk med mango, fersken, honningmelon, abrikos og papaya. Der kommer også nogle lidt mellemøstlige og søde krydderier frem som let spidskommen samt en let kalket mineralitet.

Sådan smager vinen nærmest også … har godt med blød frugt, nogle tropiske frugter, noget grillet lemon med en fyldig bitterhed, let hvid peber samt en lidt rustik syre, som giver modspil til de bløde frugter og giver en lidt syrlig og krydret bid i eftersmagen. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7