2015 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, TysklandWeingut Römerhofs Necto II Riesling Feinherb smagte jeg – som med det forrige tørre sæt – i to årgang, så her er det så vinen i årgang 2015.

Med fare for at gentage mig selv, så er Necto II lavet med spontangæring i ståltanke, lagring i samme sur lie og så aftapning på flaske. Sødmen er nu i denne årgang oppe på 25,9 gram restsüße pr. liter.

I denne årgang kommer der en smule petroleum og dybden virker også noget større. Modenheden er også mere tydelig med aroma af lidt ristede hasselnødder, frugt lidt subtil og afdæmpet … papaya, mango og lemon. Den virker også mere landlig, animalsk og mer’ charmerende og har lidt vanilje, chokolade og stor venlighed.

2015’eren smager også sødere end 2018’eren med samme fyldighed, tropisk frugt og meget bedre balance. Syren har en mere defineret rolle, rund, venlig og alligevel tydelig. Samlet giver det en bedre balance. Dertil lidt bitre kerner og en stram mineralitet, hvilket forstærker en flot kompleksitet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, TysklandMed de to næste vine fra Weingut Römerhof er der skruet op for sødmen. Vi er nu hos Necto II Riesling Feinherb vinene og starter med vinen i årgang 2018.

Selve produktionen bliver lidt en gentagelse … spontangæring i rustfrie ståltanke, lagring i disse ståltanke sur lie og så aftapning på flaske. Sødmen er nu i denne årgang oppe på 21,9 gram restsüße pr. liter.

Sjovt nok er der ikke – som hos Necto I vinene – duft af petroleum, men i stedet er der en sød og saftig aroma med lidt eksotisk frugt, fersken, mango, papaya, lemon og citroner suppleret med lidt blomster, Det mineralske aftryk er dog ikke så tydelig.

Smagsmæssigt mærker du dog omgående det øgede sukkerindhold, hvorimod syren er langt mere dæmpet. Det giver en lidt fed, tyk og venlig frugtsmag med de tropiske frugt og lidt modne æbler, meget opulent, blød, omgængelig og elskerlig smag med en kæk lille bitterhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, TysklandJeg smagte også Necto I Riesling Trocken fra Weingut Römerhof i en lidt ældre udgave, nemlig årgang 2015.

Vi er lavet på samme måde som 2018’eren, altså med druer, der er høstet med håndkraft samt en vinificering i ståltanke med spontangæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie i tankene i en periode inden aftapning på flaske og frigivelse. Denne årgang 2015 har nogenlunde samme niveau restsukker, nemlig 9,5 gram pr. liter.

Duftmæssigt minder 2015’eren meget om 2018’eren med en sand overflod af petroleum og derudover kommer der pærer, kvæde samt fersken og grønne æbler, men den har mere modenhed og faktisk også mere skrald på duftene … måske endda også et lidt varmere udtryk.

Som også med 2018’eren starter smagen en smule perlende, men den fortager sig igen forholdsvis hurtigt. Man hører faktisk også et lille pssssttt, når man skruer kapslen af. Derefter åbner vinen sig med lemon, lemonskal, citroner samt et krydret og mineralsk bid. Selvom vinen nu er 6 år gammel, så er den i høj grad levende … frisk, mineralsk og skarp … så atter er Houlberg oppe på 4,5 tomler med amorspil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, TysklandWeingut Römerhof holder til på adressen Rißbacher 48 i Traben-Trarbach, men familien driver også grossistvirksomheden Römer Wein und Sekt GmbH længere oppe i byen.  Her smager jeg nu 5 vine fra husets egenproduktion under navnet Necto … og starter med en Necto I i årgang 2018.

Weingut Römerhof drives af de to brødre Walter og Jürgen Römer og på deres 5 hektar lille vingården er det især Walter, som står for produktionen sammen med vinmageren Josef Lutz.

Broderen Jürgen Römer har derimod ansvaret for grossistvirksomheden Römer Wein und Sekt GmbH, der dog primært drives af Sebastian og Martina Römer. De handler der med vine fra hele verdenen samt tilbehør og andet indenfor mad, vin og gaveartikler samt øvrige produkter forbundet med mad og vin.

Begge brødre lægger stor vægt på bæredygtig og naturlig drift af deres 5 hektar vinmarker, der alle ligger omkring Traben-Trarbach og de planlægger da også omlægning til økologisk drift. Markerne er primært tilplantet med Riesling vinstokke.

Weingut Römerhof har lavet en serie af Premium vine, som de har kaldt Necto eller det latinske ord, som betyder “forbindelse eller at forbinde” … ud fra en filosofi om, at vinene skal være en forbindelse eller fortolkning af Riesling druen fra det lokale terroir.

Necto vinene laves i 3 niveauer, hvor Necto I er de tørre vine, Necto II er feinherb vine og Necto III er edelsüß aka søde vine. Jeg smager skam alle niveauer, for samlet har jeg testet 5 vine, nemlig disse:

Alle vinene er lavet med håndplukkede druer., der behandles omhyggeligt i Walter Römers moderne kælder med spontangæring med druernes naturlige gærceller på ståltanke og lagring sur lie et par måneder.

Det gælder altså også denne Necto I … og selvom det er en tør vin, så har den alligevel 9,6 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

I næsen er der godt med petroleum, der ved første snif næsten overskygger frugten. Den letter dog lidt ved luft i glasset og afslører lidt grønne æbler, kvæde samt lidt lime.

Når du får vinen i munden er den let perlende, men det fortager sig også hurtigt og afslører ellers masser af citroner og limeskal, ren og stenet, mineralsk og ganske fin eftersmag. Det er frisk Riesling og sødmen på de 9,6 gram restsüße smager du slet ikke, så dermed havner Houlberg på 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, Spanien

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, SpanienFinca Tobella ligger tæt ved Gratallops i et område kaldet Les Aubagues og der er derfra, at jeg smagte denne Selecció Especial 2013.

Finca Tobella er grundlagt i 2003 af den californiske John Lipscomb og den lokale Núria Tobella i et nyt partnerskab.

De startede med at købe 4 hektar, men i dag er vingården vokset til samlet 20 hektar med Cabernet Sauvignon, Syrah, Grenache og Carignan og endda meget gamle vinstokke. Markerne ligger i 350 meters højde.

Finca Tobella laver alene druer fra egne marker, som nu fx denne Selecció Especial, som er deres topvin lavet på et blend af hele 49% Garnacha, 42% Carignan og 9% Cabernet Sauvignon fra op til 80 år gamle vinstokke. 

Markerne plejes helt uden sprøjtemidler og druerne er høstet manuelt inden gæring og en efterfølgende lagring på en blanding af nye og brugte egetræsfade i 14 måneder. Der laves årligt 4.800 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en virkelig fortættet, mørk og intens vin med blåbær, solbær, brombær og søde blommer, godt med tyk, finsk og sød lakrids, flæsk og krølfedt fra en oksesteg, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt … så elegant, balanceret og holdt i stramme læderremme som tøjler indsmurt i lidt blæk.

I munden har vinen denne frugtfriske. lette og smukke balancerede smag, masser er cremet, ren og flot frugt, vitterlig intens, let og vildt elegante rundhed med et svagt mineralsk islæt med et touch af lidt vanilje og mælkechokolade.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine de Colette, Beaujolais-Villages Rosé, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de Colette, Beaujolais-Villages Rosé, Bourgogne, FrankrigDomaine de Colette fra Lantignié i Beaujolais er jeg stødt på et par gange tidligere her på Houlbergs Vinblog. Nu smager jeg igen en vin fra det lille vinhus … en Beaujolais-Villages Rosé 2020.

Jacky Gauthier og sønnen Pierre-Alexandre har lavet denne rosé med Gamay druer, som efter høst er presset og så klaret inden gæring i rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperatuer. Derefter er vinen lagret kort i ståltankene inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Som med de røde vine fra Domaine de Colette er næsen her bondsk, landlig med lyse bær, banan, jordbær, sandeltræ, kalk og samtidig ret let og spinkel i udtrykket.

Smagen er i samme boldgade, let og frisk med nogle lidt jernholdige elementer, sten og salte mineraler suppleret af jordbær, fersken, blid syre og en rigtig sommervin til terrassen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Cascina Chicco, Roero Montespinato, Piemonte, Italien

2018 Cascina Chicco, Roero Montespinato, Piemonte, ItalienSå er vi igen hos Cascina Chicco og denne gang er det med deres 2018 Roero Montespinato … en Nebbiolo baseret vin.

Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte en vin fra  Federico Faccenda på Cascina Chicco og da var det deres 2020 Roero Arneis Anterisio.

Denne Roero Montespinato er lavet på 100% Nebbiolo høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra omkring 15 år gamle vinstokke fra Montespinato marken i Castellinaldo d’Alba.

Som med de øvrige rødvine fra Cascina Chicco, håndhøstes der minutiøst ad to omgange, inden druerne presses yderst skånsomt for at bevare deres naturlige frugtkarakteristika. Efter presningen, gærer mosten på temperaturkontrollerede ståltanke inden 12-15 måneders lagring på brugte 600 liters tonneaux samt 2.000 liters egetræsfade.

I glasset er vinen meget lys og transparent med lys og blomstret frugt og grønne blade, rosenblade, tørt træ, et pilleglas kodymagnyl, en medicinsk note, salvie, blomstersæbe, ribs, tranebær samt tørt, lerholdig jord.

Smagsmæssigt er det også en lys, blomstret vin med ribs, hindbær, jern og endda næsten parfumeret i smagen. Der er tynde, fine og lidt runde tanniner, bitre druekerner, god balance … samlet en spinkel, blomstret og lys.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Le Morette, Lugana Riserva, Veneto, Italien

2012 Le Morette, Lugana Riserva, Veneto, ItalienVinsmagningen sluttede med den ældste vin hos Le Morette og det blev med en 2012 Lugana Riserva … med 9 år på bagen.

Vinen laves med Turbiana druer, som høstet sent, en kort og kold maceration og  spontangæring i ståltanke ved lave temperaturer. Efter gæringen har vinen lagret sur lie i tankene i 12 måneder og heraf en del i nye fade i 4 måneder.

Derefter er vinen vinen endelig sammenstikkes og flasket med yderligere 9 måneders lagring. Vinen har samlet lagret 24 måneder og der laves årligt 5.000 flasker af vinen, men i 2012 blev der dog kun lavet 2.000 flasker.

Og for fanden – pardon my french – nu starter de tertiære noter virkelig at træde frem med en overvældende kompleksitet. Der er først lidt terpentin, petroleum og fadpræget ganske tydeligt. Der er pærer, fersken og abrikos, men meget afdæmpet … og samlet dufter det vildt godt … eller rettere crazy godt.

Vinen er samtidig smagsmæssigt så cremet og blød, at den vitterlig smelter i munden. Det er et skønt mix af salt, sødme, vanilje, fersken, lemon og kandiserede abrikoser. Vild oplevelse og måske den bedste vin på turen i Lugana so far.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen på en nyere årgang er 17,10€ på vingården … svarende til 127 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, Italien

2017 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, ItalienAlle gode gange 3 … for vi smagte Lugana Benedictus hele 3 gange under smagningen hos Le Morette og denne sidste var årgang 2017.

Benedictus er fortsat lavet på 100% Turbiana aka Trebbiano di Lugana druer, der er høstet fire uger senere inden normalt og har inden gæring gennemgået en halv dags maceration.

Der anvendes samtidig kun de bedste druer og fermenteringen er sket ved lav temperatur over lang tid i ståltanke. Efter gæringen har vinen lagret i tankene og 20-25% i tonneaux fade i 5-6 måneder og så sammenstikkes vinen, flaskes og lagrer yderligere 3 måneder.

Alderen har gjort duften en smule mere aromatisk, men samtidig er fadpræget mindre og de mineralske noter mere fremme. Frugten er fortsat lidt kandiseret med fylde og modenhed, nærmest olieret med et småsexet udtryk. Der er fersken og saftige, modne pærer, fortsat med god syre og virker utrolig blid.

I munden er vinen også cremet … blød velour, men overraskende frisk med syre og salte mineraler, let peber og et skarpt bid. Vinen har samme fine balance mellem friskhed, fadpræg og mineraler som 2019’eren … blot en brøkdel mere komplet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen i nyere årgang er 13,70€ på vingården … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Le Morette, Lugana Mandolara, Veneto, Italien

2016 Le Morette, Lugana Mandolara, Veneto, ItalienMed alder på Le Morettes basis Lugana Mandolara årgang 2016 kom der mere kød på skellettet og dermed også bevisførelse for, at selv en basis Lugana vin blot bliver bedre med årene.

Den er selvfølgelig lavet helt som 2020’eren med Turbiana druer høstet i anden halvdel af september og så vinificeret på ståltanke ved 16 grader. Så har vinen lagret kort i ståltankene sur lie inden den så er aftappet på flaske og lagret én måned før frigivelse.

Vinen har en lidt sjov duft … lidt mere intens og fyldig med grillet lemon, citron, æbler og røg. Det går igen i smagen, som er fortsat er meget frisk med krop og saltet mineralitet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen for nyeste årgang er 10,90€ på vingården … svarende til 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger