Det er ingen hemmelighed, at Brix elsker Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon, så efter et ophold i det høje luftlag med Krug, så blev vi deroppe med en 2015 Dom Pérignon.
Hovedparten af de Dom Pérignon vine, som jeg har smagt, har jeg faktisk smagt hos Brix. Derfor har jeg også et par gange før skrevet om denne ikoniske champagne … ja faktisk har jeg smagt Dom Pérignon i en del årgange og det er i årgangene 1993, 2000, 2002, 2004, 2005, 2006, 2012 og 2013.
Hele historien bag Dom Pérignon er både lang og spændende …. bestemt værd at læse om. Det kan du så meget passende gøre i mit blogindlæg om 2002’eren.
I årgang 2015 er Dom Pérignon som vanligt lavet på druerne Chardonnay og Pinot Noir … og i denne årgang er det med 51% Pinot Noir og 49% Chardonnay.
Vinen er dog sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers og degorgeringen er i dette tilfælde sket efter 8 år i kælderen.
I forhold til foregående Krug, så virker Dom Pérignon 2015 mere frisk i duften og der kommer også en noget kraftigere brus, som lige rammer godt op i næsen. Der er også pænt fadpræg, som endda er mere blidt og samtidig virket let parfumeret, bl.a. er der også noget lakridskonfekt, vanilje, cashewnødder og klart en mineralsk islæt af kalkede noter med jern og fennikel, mens frugten mest er lidt bløde pærer, gule blommer, abrikos og svag ananas.
Smagen er så let, fin og feminin … smukt balanceret og igen i denne årgang 2015 viser Dom Pérignon sin kontrollerede styrke. Det er så blødt, brusset er blødt og alligevel på en slank. ren og smuk måde og samtidig ganske saftigt. Boblerne er blide og de fader også hurtigt ud og fremhæver i stedet bare frugten med pærer, gule æbler, let lemon bitterhed. lidt Lemon Schweppes og nogle grillede citroner. Det er præcision som schweiziske urværk … 97 point.
Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 1.895 kr., mens prisen er 1.795 kr. ved køb af 6 flasker.