Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2020 Domaine de Fabrégues, As de Coeur Rouge, Languedoc, Frankrig

20 Domaine de Fabrégues, As de Coeur Rouge, Languedoc, FrankrigDomaine de Fabrègues ligger på adressen Route de Péret i Aspiran, hvilket ligger i Hérault-området af Languedoc i det sydlige Frankrig. Her smager vi deres 2020 As de Coeur Rouge … røde hjerter-es.

Domaine Fabrègues ligger i et gammelt ombygget kapel fra 1835 og blev etableret af en familie, der havde passion for vinproduktion og ønsket om at skabe vine, der reflekterede terroirets unikke karakter.

Navnet Domaine de Fabrégues kommer fra det franske ord Forges, som betyder smed. Der var nemlig for flere hundrede år siden også en smed på stedet, som blev et stop for pilgrimme fra St. Jacques de Compostelle.

Domaine de Fabrégues dækker i dag 28 hektar vinmarker på bjergskråninger ved Cévennes og de la Montagne Noire. Domænet fokuserer på bæredygtige dyrkningspraksisser for at bevare miljøet og fremme biodiversiteten i vingårdene. Familien er også engageret i udvikling af vine, der kan appellere både lokalt og internationalt med fokus på kvalitet og innovation.

Det er i dag samme familie ved roret anført af Carine Despinasse og de har fortsat denne tradition og er dedikeret til at opretholde vingårdens ry og videreføre dens filosofi om at fremstille vine, der ærligt udtrykker deres oprindelse.

De har også implementeret moderne teknikker og metoder for at forbedre både vinproduktionen og den samlede drift af vingården.

På deres 28 hektar vinmarker dyrker Fabregués 13 forskellige druesorter, hvoriblandt Syrah, Carignan og Cabernet Sauvignon er blandt de mest populære. Hertil arbejdes der med forskellige typer af jord i markerne fordelt på forskellige områder, alt fra ler, kalksten, småsten til rødt Lergrus.

De forskellige områder er nøje udvalgt og dedikeret til forskellige druesorter, som dækker over både nye samt gamle vinstokke med en alder op til 75 år som fx på vinhusets Carignan vinstokke.

Denne As de Coeur Rouge er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Syrah. Alle druerne kommer fra Fabregues bedste parceller og er håndhøstet. Kun de bedste og optimalt modne druer er udvalgt på sorteringsbåndet til denne topvin, som efter almindlig gæring er den lagret 24 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en fyldig og varmere vin … masser af blomster med fed pollen, tørre blomsternektar samt en utrolig blød, bred og blid frugt med tonsvis af blommer, kandiserede kirsebær, sorte kirsebær, lidt solbærmarmelade … er lidt som Keld Heick … den pæne dreng i klassen med sædeskildring, vandkæmmet, høflig og klart alle svigermødres drøm.

Smagen er også flydende velvære, bodymassage og flydende veloursofa, Også i den fløjlsbløde smag er der blommer, solbær og kirsebærsauce suppleret med sød tobak, chokolade og noget vanilje, lakridskarameller, men syren kommer med lidt syltet citron, bid og en vis friskhed. Dermed klart 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 De Grendel, Op die Berg Syrah, Western Cape, Sydafrika

2022 De Grendel, Op die Berg Syrah, Western Cape, SydafrikaVi sluttede smagningen med endnu en god Syrah vin fra De Grendel og det er denne 2022 Op die Berg Syrah.

Her kommer Syrah druerne fra marker i 1.000 meters højde ved Witzenberg-bjergkæden i Ceres.

Der finder man et kontinentale klima med vintertemperaturer, der ofte falder til under 0 grader og de kølige nattetemperaturer og varmere dagtemperatur sikrer vine med stor koncentration. Og i 2022 var betingelserne nærmest optimale.

Efter høsten er halvdelen af druerne afstilket og med den anden halvdel anvendes hele klaser og så knuses alle inden gæring i store gæringsbeholdere med løbende punch-down. Derefter er er sket en malolaktisk gæring inden lagring i 12 måneder på franske egefade, der er anvendt 1, 2 og 3 gange før.

I næsen er det lækker og vamset … masser af fad, våde fade, vanilje, kanel, blød finsk lakrids, sød tobak og nødder. Det er således tæt og kompakt med noget umamiagtig karakter. Der kommer også små pebernoter samt en frugt af sorte kirsebær, blåbær, brombær og krydderurter … virker blød, rund og cremet.

Smagen er også cremet, fyldig, blød og mundsmeltende, saftig med masser af bløde sorte bær, kirsebær, brombær, ribs og viser faktisk en smule Nordrhône karakter, hvor der kommer stram peber, flæsk og powerfuld kraft, nelliker, kanel og samtidig fin finesse. 93 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 De Grendel, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2020 De Grendel, Shiraz, Western Cape, SydafrikaDe sidste 2 rødvine i smagningen af vinene fra De Grendel var begge på Syrah … men i meget forskellig i stil, hvorfor Syrah da også var stavet på hver sin måde og vi startede med at smage deres 2020 Shiraz.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker i Paarl- og Firgrove-områderne, hvor der er en jord med jernholdig klippestøv og ler.

Druerne er plukket af 3 omgange , hvor stokkene i Paarl modner først. Efter høsten er alle druerne gæret i lukkede koniske tanke med en luftig pump-over og hver høst er vinificeret separat og først stukket sammen til sidst.

Derefter er der sket malolaktisk gæring i ståltanke inden vinen er overført til egetræsfade. Der har vinen så lagret over 13 måneder og 10% på nye amerikanske egefade, 10% i nye franske egefade og 80% i brugte franske fade.

Duftmæssigt er det krydret blød velvære … det er sgu skruet godt sammen. Der er duft af solbær, blåbær, ribs, peber, kanel, allehånde, vanilje, søde urter samt sød lakrids.

Smagen er sgu næsten helt som duften … blød og komfortabel med både mørk frugt, solbær, blåbær og blommer, både peber og sødme, kraft og velvære, krydret og fyldig, nem og lækker. 91 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, SpanienVi fortsætter for en stund i Spanien, men rykker mere mod det nordøstlige, nemlig til vinregionen Aragón hvor vi finder det nye og spændende vinhus Bodegas El Grillo y La Luna og derfra smager vi denne sjove 2021 Hop Hop.

Bodega El Grillo y La Luna er som skrevet et nyere vinhus, der er grundlagt i 2007 af to familier som ønskede at starte et innovativt projekt indenfor vinens verden og blive et alternativ til klassiske vine og med base i Barbastro i Somontano appellationen.

De har valgt navnet Bodegas El Grillo y La Luna, som betyder på dansk betyder “fårekyllingen og månen” og de laver vinene fra deres i alt 53 hektar vinmarker fordelt på 5 forskellige vinmarker.

53 hektar kan lyde som en del, men det gør vingården til en af de mindste vingårde i Aragón-regionen. De arbejder fra markerne med skabe vine med en særlig sjæl og karakter og tålmodighed er en dyd, da de ikke høster, før druerne er absolut perfekt modne.

De har undervejs bl.a. fået hjælp af den store vinkonsulent Michael Rolland, som vi jo er stødt på mange gang her på vinbloggen. Han har været med til at gøre vinene mere komplekse.

Jeg smager her vinen Hop Hop – og Hop Hop betyder på spansk betyder det samme som på dansk – og er en vin lavet på 50% Syrah og 50% Garnacha aka Grenache, håndhøstet fra nogle af vingårdens bedste marker i Somontano i det nordøstlige Spanien.

Druerne er høstet løbende fra midt september til midt oktober og efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og sorteret en ekstra gang for at sikre, at det kun er optimalt modne druer, der anvendes til denne vin.

Derefter sker der en kølig maceration i 5 dage inden gæring med druekvaset over 30 dage. Derefter følger en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 13 måneder på franske barriques.

Spændende duft … som en indkogt rødvins- og balsamicosauce, kompakt, tæt, fed, intens og man vil bare have mere og mere. Der er godt med sød finsk og tør engelsk lakrids, lidt sort skocreme, røget flæsk, tørret kød og Beef Jerk og fra fadene også noget vanilje, røg, kanel, kakao og søde kaffebønner. Frugten er sorte kirsebær samt syltede blommer og lidt solbærsyltetøj. Mums.

I munden er vinen slet ikke så fed, som man ellers ville kunne vente ud fra duften, for dels er druften renene, mere klar og lysere med lidt tranebær, moreller, kirsebær og hindbær, men syren virker også lidt mere syrlig med lidt lemon og citroner, men sammen med lidt sødme, så har vinen samlet en fin saftighed og leveres blødt, cremet og med god finesse, som lige løfter vinen niveauer op. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 West Cape Howe Wines, Shiraz, Western Australia, Australien

2022 West Cape Howe Wines, Shiraz, Western Australia, AustralienVi sluttede smagningen af vinene fra Western Australia samme sted, som vi startede, nemlig hos West Cape Howe Wines, for derfra smagte vi til maden en 2022 Shiraz fra deres Cape to Cape serie.

Det er en klassisk aussi Shiraz, hvor hovedparten er druerne er fra marker  Mount Barker, mens små 20% kommer fra det noget varmere Margaret River.

Vinen er lavet på ståltanke, men efter endt fermentering er vinen modnet … noget på egefade og noget i ståltanke med egestave for at give vinen et strejf af egetræ. Den er samlet lagret 12 måneder og er så let filtreret inden aftapning på flaske.

Det er faktisk en ret kapabel vin … i næsen virker vinen blød, rundt og har gode med frugt af blåbær, kirsebær og blommer, men hurtigt kommer peberen frem akkompagneret af lidt lakrids.

I munden er det en fyldig vin … har en rustik syre … sorte kirsebær samt modne blommer, en snas peber, mens tanninerne er bløde og ganske tilforladelige. Alt er godt og til prisen et godt køb, så dermed 90 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 West Cape Howe Wines, King Billy Shiraz, Western Australia, Australien

2017 West Cape Howe Wines, King Billy Shiraz, Western Australia, AustralienVi skulle derefter smage den tredje vin fra vinhuset West Cape Howe Wines og det blev endda med lidt alder, for det var deres 2017 King Billy Shiraz.

Vinen er lavet 4 gange før, så den årgang 2017 er blot femte udgave og lavet med Shiraz fra marken Langton Vineyard.

Man har kun valgt de 6 bedste fade til denne King Billy Shiraz 2017. Vinen har gæret på åbne egekar og er efter endt fermentering lagret 22 måneder på franske barriques, hvoraf 5 er helt nye og et brugt én gang tidligere. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 3 år.

Lagringen på de nye barriques kan duftes … der er masser af fadnoter med sødbrændte fade, chokolade, lakridskonfekt, vanilje, sød lakrids og samtidig mærker man modenheden i frugten, som er søde, bagte blommer og sorte kirsebær, masser af dybde og da også noget elegance. Man kan godt fornemme, at det er en vin, der har fået godt med TLC.

I munden er det også blødt og frugtrigt … kirsebær og blommer, der fylder godt i munden … en tyk og fed frugt, i det hele taget pænt tung og fed suppleret med lakridsale elementer og noget syre. Under det fede er der alligevel en vis friskhed i frugten, mens tanninerne virker bløde og slebet runde, så ingen kommer til skade. 93 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 West Cape Howe Wines, Rosé, Western Australia, Australien

2023 West Cape Howe Wines, Rosé, Western Australia, AustralienMed næste vin er vi tilbage hos West Cape Howe Wines og det er med en rigtig terrassebasker, for det en populær rosévin … en 2023 Rosé.

Det er en rosévin lavet 60% Tempranillo og 40% Shiraz, der har gennemgået en kølig 3-4 timers maceration inden gæringen er sket i ståltanke ved 15 grader, indtil vinen er gæret helt tør. Den har da også kun 0,6 gram restsukker pr. liter.

Duften er dejlig aromatisk med en sødlig slagside … har en smule candyfloss, københavnerstang, fersken og jordbær samt noget, der minder om en saftig æblecider.

Smagen er også til den lette og sødlige side … ligger sådan i midt i feltet af syre og sødme, men besidder også en god saftighed og giver en god eksplosiv frugtsmag, der dog hurtigt ebber ud, Det er ganske let, luftigt og fornøjeligt. 87 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2021 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Jules Rochebonne, Rhône, Frankrig

2021 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Jules Rochebonne, Rhône, FrankrigLad os også tage en 4. vin fra Côtes du Rhône og det er denne Côtes du Rhône  Jules Rochebonne i årgang 2021 fra La Bastide Saint-Dominique, der ligger ved byen Courthézon.

Det er også et vinhus, som jeg har skrevet om mange gange før, så derfor ser vi nu kun nærmere på denne vin, der er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache, der kommer fra vinmarkerne Champovin, Bois Lauzon  og  Coudoulet på nord- og sydvendte bjergskråninger med stenet jord.

Selve vinstokkene er mellem 15 og 35 år gamle og efter manuel høst afstilkes de udvalgte drue og vinificeres i temperaturkontrollerede ståltanke over 20-30 dage ved omkring 28 grader.

Vinen lagrer derefter i 15 måneder – Syrah druerne i egetræsfade og Grenache druernei cementtanke. Herefter stikkes vinen endelig sammen og tappes på flaske. Vinen er opkaldt efter bedstefaderen Jules Rochebonne.

Slam … som ventet er stilen hos La Bastide Saint-Dominique altid opulent og imødekommende og det gælder også duftmæssigt her, hvor der er godt skrald på fadnoterne, godt med våde fade, kanel, vanilje, nougat, chokolade og derunder grønne krydderurter, lidt garriques, sød finsk lakrids, blåbær, sorte kirsebær, blommer og figner, røget og tørret kød.

Smagen er også fed, opulent og kraftig, blød, cremet … virkelig blanding af sød finsk og tør engelsk lakrids, sorte kirebær, brombær og virker lidt tørret i frugten. Det er en ekspressiv, har peber, tørre krydderurter, men mest af alt denne bløde, venlige frugtsødme og mørke lækkerhed. Klassevin og virkelig flot Côtes du Rhône, så dermed 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Xavier Vignon, Cuvée 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Cuvée 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNår vi nu lige er i rhône-mode, så lad os nappe en mere … en 2020 Cuvée  100% Côtes-du-Rhône fra den allestedsnærværende og altid produktive vinmager Xavier Vignon.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Cuvée 100% Côtes-du-Rhône.

Blendet i vinen er anderledes, end da jeg smagte vinen i årgang 2015, for her er det et mix af druerne 50% Grenache, 15% Syrah, 12% Mourvèdre, 10% Cinsault, 5% Marselan, 5% Caladoc og 3% Couston, som kommer r fra højtliggende parceller spredt ud over stort set hele Sydrhône.

Vinen er vinificeret på betontanke, hvor gæringen er sket med alle sortere samlet. Efter endt fermentering er 60% af vinen lagret i de store betontankene, men de sidste 40% er lagret 12 måneder på store egefade fra Allier. Vinen trækker højoktan alkohol på ikke mindre end 15%.

Der er allerede i duften masser af grønne Rhône noter … urter, garriques, krydderbuske, lavendel, nogle røgede noter og virker i det hele taget meget tør og grøn i udtrykket. Der er blåbær, surkirsebær og tranebær, sten, mineraler og så et drys med peberkværnen samt lidt friske blomster og bitter mørk, kakaorig chokolade.

I munden bliver det mørkere og dybere … men man mærker også straks noget alkoholvarme og så noget peber. Vinen har en ret saftig frugt, masser af sorte kirsebær, brombær, blåbær, lakridsrod, lakrids, lidt sødme, fede og tydelige tanniner, masser af power, kraft, dybde og rund, behagelig eftersmag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigVi fortsætter med mere rhônevin, for den næste vin i glasset blev denne 2021 La Gerbaude Côtes du Rhône fra Domaine Alary, der ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1692 og har siden  gået i arv fra far til søn, men i dag drives det af Denis Alary med en smule hjælp fra hans søn Jean-Etienne. De har samlet 29 hektar, fordelt med 26 hektar røde druer og 3 hektar med hvide druer.

Derudover ejer Alary en mosaik af mindre parceller, som ligger op mod landsbyen Carainne, hvor jordbunden minder meget om Châteauneuf-du-Pape.

Denis har tidligere arbejdet målrettet på at dyrke sin vingård uden brug af sprøjtemidler og pesticider og blev i 2012 også certificeret økologisk. Derudover er Denis Alary også formand for det lokale Syndicat des Vignerons de Cairanne. I dag arbejder han efter nærmest hysteriske, biodynamiske principper i marken.

På vingården sker produktionen i stor respekt for traditionerne, fx skrottede Denis de nye rustfrit stål gæringstanke for omkring 5 år siden og geninstalleres traditionelle cement tanke. Og samtidig blev de eksperimenter med små nye egefade, som faderen ellers havde indledt, indstillet.

For Denis handler det om, at gøre arbejdet så godt som muligt ude i vinmarkerne og derpå fremstille nogle vine, som ikke forstyrres af uvedkommende aromaer, men derimod formidler frugten fra druerne og det terroir, som vinstokkene har rod i.

Midlet hertil er bl.a. lagring af vinene på store foudres, som ifølge Denis bidrager med mere kompleksitet samtidig med, at vinens grundelementer bevares.

Siden 2016 har Dennis fået sønnen Jean-Etienne med i driften som 11. generation efter hans uddannelse til vinmager og lidt erfaring på ophold på vingårde i både Australien og New Zealand.

Denne La Gerbaude Côtes du Rhône er lavet på et mix af Grenache, Syrah og Carignan, hvor de to første sorter kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Garrique i Cairanne, mens alle Carignan druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Saint-Cécile-les-Vignes.

Alle druer plukkes udelukkende med håndkraft, så der foregår både sortering af drueklaserne i marken og siden også ved ankomsten til vineriet. Alle druer afstilkes inden vinificationen, som foregår over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret på store, gamle cementtanke.

I næsen er det usvigelig sikkert Rhône … har en aroma med urter, garriques og krydderbuske, grønne elementer en lidt rustik, klar og balsamiske syre. Frugten er blåbær, sure kirsebær, ribs, tør engelsk lakrids, mentollakrids, og mørkbitter chokolade.

Hvor smager den godt … også langt bedre, kraftigere og blødere end duften egentlig indikerede.  Dermed bliver den en fed og cremet vin med masser af bundtræk og så alligevel samtidig med en vis tørhed, blæk, engelsk lakrids, lidt peber og en smule sødme, som giver vinen balance og velfriseret frisure. Midt i den bløde fedme, så er der også markante, men polerede tanniner og samlet bliver det et godt glas Rhône, så dermed 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7