Tag-arkiv: pinot gris

Pinot Gris er en hvid druesort, det oprindelig stammer fra Bourgogne, men i dag findes i vinregioner over hele verdenen og i Italien kendes under navnet Pinot Grigio, hvor den er populær for blege vine i let stil.

Pinot Gris er medlem af Pinot familien og kan vel nærmest kaldes en pinkfarvet mutation af Pinot Noir. Faktisk kan de to druesorter ikke skelnes fra hinanden i vinmarkerne, førend de bliver modne. Gris betyder også grå og henviser til den støvede, lysegrå glans, som Pinot Gris druerne også får.

Pinot Gris har særligt opnået berømmelse i Alsace, men er desuden vidt udbredt i Tyskland og Østrig som Grauburgunder. Druen giver ret forskellige vine, alt afhængigt af hvor den dyrkes, og hvordan den vinificeres.

Pinot Gris modner relativt tidligt og giver pæne udbytter. Pinot Gris har naturligt lavt syreindhold og højt indhold af sukker. Derfor kommer de fineste Pinot Gris vine også  typisk fra køligere områder, da Pinot Gris vine fra varmere klimaer har en tendens til at mangle syre, struktur og kan virke for alkoholiske. Det høje sukkerindhold giver mulighed for senthøstede, sødmefulde vine.

I Alsace var Pinot Gris kendt i mange århundreder som Tokay eller Tokay d’Alsace, men i 2007 forbød Den Europæiske Union imidlertid brugen af ​​dette navn i Alsace for at forhindre forveksling med Ungarns prestigefyldte Tokaji vine.

De tyske og østrigske udgaver er som regel syrefriske og runde med en moden pæresmag. I Alto Adige aka Südtirol i det nordlige Italien findes der 630 hektar med Pinot Gris … eller Pinot Grigio, som den kaldes der … en af de mest plantede hvide sorter der.

I Bolzano og Oltradige giver druen her meget blomsterrige vine, mens vinene fra Val Venosta har tendens til at være slankere og friskere. I Friuli og Collio i det nordøstlige Italien laves der også masser af hvidvine på Pinot Gris … de er typisk i mere moderne stilarter med god frugtvægt og noget fyldigere.

Derudover har Pinot Gris også vundet en vis udbredelse i USA, Australien og New Zealand. Oversøisk er Pinot Gris specielt fremtrædende  i USA, hvor specielt Oregon fører an, men også i Washington State og Californien laves der masser af vine på Pinot Gris.

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste vin var søstervinen Ahrweiler Grauburgunder … og det var efter min mening klart den bedste hvidvin hos Weingut Maibachfarm … for pokker den smager godt.

Ja faktisk kalder Alexander Weber ikke vinen for en Ortswein, men i stedet en Schatzkammerwein … altså vine, som har fået lidt ekstra love, kærlighed aka TLC. Vinen har helt sikkert også lagret på egefade efter endt fermentering i rustfrie ståltanke, men hvor lang tid kan jeg ikke se … og jeg kan heller ikke huske, at Alexander fortalte det.

Men hold nu op for en lækker duft, nærmest fed, aromatisk og eksplosiv med sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, kvæde, en smule blomster, honning, ristede kastanjer, syltede citroner, salt, kalkede elementer og Bamseline blomsterflor og blødhed.

Smagen tager duften i hånden … blød, rund, cremet og lækker, igen med tropisk frugt, masser af frugt, afbalanceret syre, mild, fed og så samtidig meget elegant. Det er en kraftfuld og smagfuld vin i den tykke ende … men for pokker den smager godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandMed næste lille smagsprøve af hvidvinene fra Weingut Maibachfarm i glasset er vi kvalitetsmæssigt rykket fra Gutswein op til en Ortswein … nemlig med denne 2018 Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay.

Vinen skulle jf. vinmageren Alexander Weber være lavet nogenlunde som foregående vin, altså med delvis lagring på egefade … og så skulle mixet – som jeg lige husker det – være fitfy/fifty Grauburgunder og Chardonnay.

Næsen er lettere røget, men har derudover lidt karamel, appelsin, rosmarin og nogle lidt nøddede noter. Frugten er slet ikke fed, nærmere lidt stikkelsbæragtig med en snas citrus.

Smagen er rund og blød, en smule flomme, men dog ganske lidt, for det er citrus, lemon og en stringent syre, som dominerer, hvilket dog afrundes af en svag sødme, lidt nødder og mineraler. Det er tæt, fast og fint afbalanceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 16€ på vingården svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste hvidvin, som Alexander Weber servede for os hos Weingut Maibachfarm var hans helt almindelige tørre Grauburgunder.

Det er en vin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor 20% af vinen derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade. Der er 6,0 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er klart mere grøn og urtet end foregående vin, og der er både æbler, ananas, lindetræ, egetræ, svagt lidt nødder, formaldehyd og en smule estragon samt mineraler … faktisk meget interessant.

Der er også godt med smag i vinen, mere struktur med både grape, en stram syre, salt, en smule sødme, meget frisk og livlig. Samlet er det absolut en god lille vin.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11€ på vingården svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Schwarztrauber, Grauburgunder Edition Papillon, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Schwarztrauber, Grauburgunder Edition Papillon, Pfalz, TysklandVingutten Sorte Druer aka Weingut Schwarztrauber ligger ved den lille landsby Mußbach 3 kilometer nordøst for Neustadt an der Weinstraße i Pfalz og Houlberg smager nu to vine fra Schwarztrauber og først er det hans Grauburgunder Edition Papillon.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1959 af to kokke … Walter og Gerlinde Schwarztrauber i den lille by Mußbach mellem Neustadt an der Weinstraße og Deidesheim, men siden 1994 har sønnen Gerhard Schwarztrauber stået for driften.

Faktisk startede Gerhard allerede i 1981 med at arbejde hos sin far og grundlagde efter blot et år selv sit egen lille vinhus i Mettenheim, hvor han fik sin første selvstændige erfaringer som vinbonde og startede med økologisk drift.

Gerhard var en af de første vinavlere i Pfalz til at omdanne til økologisk produktion og han omlagde samtidig også forældrenes vingård til økologisk drift, inden han i 1986 tilsluttede sig Bioland Verband og blev certificeret økologisk.

Siden 1994 har Gerhard Schwarztrauber så sammen med hustruen Petra drevet begge vingårde med samlet omkring 20 hektar vinmarker, hvor de allerbedste marker er Mußbacher Eselshaut, Gimmeldinger Kapellenberg, Haardter Herzog og Mußbacher Glockenzehnt.

Vinhuset arbejder meget bevidst med at lave vinene i harmoni med naturen og  respekterer de naturlige vækst-og modnings faser. De kalder også deres vine veganervine. Gerhard er da også 4 gange fået diplom som hørende til bedste økologiske winzer af Mundus Vini Biofach.

Her smager vi Gerhard Schwarztraubers 2018 Grauburgunder Edition Papillon … altså en økologisk fætter, som er fermenteret i rustfrie ståltanke, men altså lagret en kort periode på egefade, men ellers er der begrænsede oplysninger om vinen.

I næsen er det en lidt smørfed, rund og behagelig vin … pærer, kvæde, ananas, mirabeller, honningmelon, lindetræ og lidt aftryk fra fadlagring med svag vanilje og kanel, men ellers er vinen meget afdæmpet, sart og forsigtig.

Smagsmæssigt er denne Grauburgunder Edition Papillon meget rund og blød, igen en smule flad smørfedme, som egentlig fylder munden godt med masser af behageligheder. Det er en kende til den søde side, som man ofte ser i Pinot Gris vine, her med en lille krydret citronsyre, som holder vinen fin oprejst. Vinen er klart meget venlig og pleasende, så absolut en vin, som de fleste vil kunne lide.

Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Juwel, Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Juwel, Grauburgunder, Rheinhessen, TysklandVi napper endnu en vin fra den unge, smukke og ambitiøse Juliane Eller på Weingut Juwel, og denne gang er det hendes 2018 Grauburgunder.

Hendes vinhus hedder faktisk helt korrekt Juliane Eller Weine aka Juwel Weine GmbH, og Juwel er valgt, da navnet består af de to første bogstaver i hendes for- og efternavn, mens W’et selvfølgelig står for wein. Det betyder også, at hun reelt også skriver navnet på vinhuset som Weingut JuWel, hvor W’et er stort.

Inden Juliane overtog forældrene gård, så havde Juliane uddannet sig som ønolog fra universitet i Geisenheim og har bl.a. også arbejdet i praktik hos den legendariske Klaus Peter Keller, som hun også blev voldsomt inspireret af.

Nå, men nu smager vi Julianes Grauburgunder, som også er en Gutswein. Druerne er – som det fremgik af forrige indlæg – høstet med håndkraft og lægges derefter i blød nogle timer inden presningen.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke, og efter endt gæring, så lagrer vinen i ståltankene omkring 6 måneder inden vinen aftappes på flaske.

Duftmæssigt er det en meget blød vin … byder på lidt kvæde, melon, safran, lindetræ, moskus, svagt lidt nødder og en lidt gule blomster. Det er ikke en eksplosiv duft, men meget sagte, varsom og afdæmpet, men vinder langsomt på en.

I starten synes jeg, at vinen var lidt vag … nærmest lidt sjasket som et slattent håndtryk, men med lidt luft i glasset, så dukker der langt mere syre op og jeg endte sgu faktisk med at blive ganske begejstret for denne vin. Der er lidt smørfedme i vinen, virker sådan lidt tæt i strukturen og frugten sådan melonagtigt, men der kommer en fin citronsyre frem, som holder ryggen rank og de vage toner på tæerne.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Fattori, Roncha Bianco del Veneto IGT, Veneto, Italien

2018 Fattori, Roncha Bianco del Veneto IGT, Veneto, ItalienNæste vin er ikke Soave DOC, men IGT vinen Roncha Bianco del Veneto IGT fra vinhuset Società Agricola Fattori, der ligger i Terrossa di Roncà små 4 kilometer nordøst for Soave by.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1900-tallet af Antonio Fattori, men drives i dag af 3. generation, som sjovt nok også hedder Antonio Fattori. Han overtog driften i 1970 efter endt uddannelse til vinmager. Han har marker med druer til de hvide vin i Val D’Alpone i Soave og 12 hektar på marken Col de la Bastia i kommunen Montecchia til de røde Valpolicella vine.

Det bliver til 4 forskellige rødvine, heraf 2 Amarone vine, 7 forskellige hvidvine og så også 3 mousserende vine. Denne Roncha Bianco del Veneto er som nævnt en IGT vin, da der ikke er de DOC lovpligtige 70% Garganega i vinen. I stedet består blendet af 50% Garganega – hvoraf 5% er tørret i 5-6 måneder – 20% Pinot Grigio, 20% Trebbiano di Soave og 10% Durella.

Druerne kommer fra de bakkede marker på Roncà fra 250 til 500 meters højde og 15 år gamle vinstokke. Vinen er både fermenteret og lagret på en blanding af rustfrie ståltanke og egefade.

I næsen virker vinen let vandet, syrlig og grøn med lidt fersken,  pærer og blomster men giver ellers ikke meget. Smagen er også meget syrlig, har masser af citronsyre med lidt søde krydderier. Det blev ikke en vin, som gjorde voldsomt indtryk på mig, selvom vinhuset ellers nævnes som værende i toppen i Soave.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2011 Weingut Knipser, Grauburgunder ***, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Grauburgunder ***, Pfalz, TysklandMit Pinot Gris bud til læsøtarteletterne var denne Grauburgunder *** fra Weingut Knipser i Laumersheim mellem Grünstadt og Bad Dürkheim i det nordlige Pfalz.

Knipser har vi stiftet bekendskab med et par gange her på Houlbergs Vinblog, så derfor nøjes vi denne gang med alene at kigge nærmere på denne Grauburgunder ***. Det spændende ved vinen er for det første, at druerne kommer fra 2 forskellige Große Gewächs marker, nemlig Dirmsteiner Mandelpfad og Laumersheimer Steinbuckel, hvor Knipser dyrker sine bedste Grauburgunder.

Druerne er høstet ved 100 Oechsle, og gæringen er sket i nye barrigues, hvor vinen er også er lagret sur lie i 6 måneder inden aftapning på flaske. Vinen lagrer så på flaske i flere år inden frigivelse. Der er 0,9 gram restsukker i vinen pr. liter.

Og uha for en sindssyg lækker duft … lige et par niveauer over de foregående vine. Næsen er animalsk  og let nøddet med brændte mandler, akacietræ, en sand eksplosion af eksotisk frugt, modne pærer og gule æbler, blomster, mariekiks, vanilje og kanel.

Smagen er blød … helt nede på smeltepunktet, en blød, rund, mild og aromatisk smag, men slet ikke samme sødmeniveau som foregående Pinot Gris, for her er sødmen langt mindre og har en rund syre, lidt salt og karamel,  hvorved vinen bare er smukt balanceret. Nøj for pokker, hvor smager den godt.

Købt i Tyskland til 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, FrankrigJacques’ datter Carolyn Sipp får stadig mere og mere indflydelse på Domaine Sipp Mack. Det kan bl.a. ses på denne 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg, hvor etiketten nu har fået et nyt design, hvilket netop kan tilskrives Carolyn.

Jeg har skrevet et utal af anmeldelser af vinene fra Domaine Sipp Mack, så det vil jeg ikke gøre igen. Derfor kigger vi blot nærmere på denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg, som er lavet med druer fra den unikke, sydøstvendte Osterberg-Grand Cru mark, som ligger i 250-350 meter over havet med en jordbund bestående af stenet ler og kalkrig mergel.

Jans svoger havde valgt Pinot Gris til vor forret … en læsøtartelet med dampet rødspættefilet med cremet jomfruhummersauce, jomfruhummer og urter i sprød butterdej. Et godt valg … for jeg havde også selv valgt lidt Pinot Gris.

Denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg er lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved temperaturstyrede forhold med kvaset og efterfølgende er vinen lagret på egefade af ældre dato.

Næsen har godt med fylde, er nærmest lidt olieret, aromatisk og der fornemmes pænt med sødme. Der er sandeltræ, eksotiske frugter, fersken, pærer, en smule chokolade samt en note, som – underligt nok – minder lidt om brændt plastisk, men ikke på en ubehagelig måde, for det er samlet en lækker aroma.

I munden er vinen sød … meget sød, og efter min mening er der ikke tilstrækkelig med syre. Her er sødmeniveauet nemlig så højt, at det næsten bliver en dessertvin og mere passende til ost end tartelet med fisk og skaldyr.

Det smager dog bestemt godt, fantastisk intensitet med en smule mineraler, men hold op, hvor er 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg dog sød.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2011 Laurent Bannwarth, Qvevri Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2011 Laurent Bannwarth, Qvevri Pinot Gris, Alsace, FrankrigVi smagte – blindt selvfølgelig – endnu en vin udenfor aftenens Sydvestfrankrig tema, nemlig denne Qvevri Pinot Gris fra Laurent Bannwarth, som holder til i byen Obermorschwihr 10 kilometer syd for Colmar.

Laurent og Suzanne Bannwarth grundlagde vinhuset i 1968, men i 1987 begyndte sønnen Stéphane også at hjælpe og har i dag overtaget det meste af driften på vingården. De sker i dag med hjælpe fra hans søster Regine samt hans kone, Geneviève.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, der siden 2004 har været dyrket biodynamisk. Der dyrker de sorterne Gewurztraminer, Pinot Gris, Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Sylvaner og Muscat.

Derudover driver familien også en lille campingsplads … men meget lille, for der er alene plads til 6 personer.

Domainet laver en bred portefølje af vine, hvor deres serie Vins Traditionnels sigter mod en klassisk Alsace profil og deres serie af Vins Nature fremstilles helt uden tilsat svovl.

Denne Qvevri Pinot Gris fra Laurent Bannwarth er fra en ny serie – Qvevri – som Stéphane sendte på markedet i 2013 og denne 2011’er er således første årgang i den serie.

Stéphane var i 2007 i Georgien, hvor han på besøg på lokale vinerier blev inspireret til at lagre vinene i keramik potter aka amphora, som i Georgien blev kaldt Qvevri. I 2011 lavede han de første forsøg og med forskellige druer. Denne er på Pinot Gris, lagret fra høsten og så flasket helt ufiltreret og uden tilsætning af svovl i august 2012 og frigivet til salg året efter.

I glasset ligner det ikke hvid alsacisk Pinot Gris, for farven er nærmest mørk gul/orange … og så dufter det næsten som en malerspand, et gammelt sko-skab suppleret med karamel, æbler, fersken, appelsin, chokolade, lakrids. Det lyder måske som en sjov og farlig blanding, men dufter ret fantastisk og det stikker aldrig helt naturewine eller bio bio af.

Smagen er blød, cremet, smørfed og rund med karamel samt en ganske funky sødme. Der lidt nødder, er pænt saftig og så har vinen alligevel også en lille kant, så det ikke bliver for rundt. Det gør samlet set vinen virkelig lækker og jeg er fan.

Forhandles herhjemme af Lieu-dit. Bjarne fortalte, at vinen ligger til en pris omkring 320 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Tenuta Grimani, Pinot Grigio delle Venezie, Veneto, Italien

2016 Tenuta Grimani, Pinot Grigio delle Venezie, Veneto, ItalienTenuta Grimani hedder også Società Agricola Cavaggioni Dino & Andrea S.S., da vingården drives af Cavaggioni familien. Her smager vi en billig hvid Pinot Grigio delle Venezie fra det italienske vinhus.

Vingården ligger ved den lille by Moschina nær Roncà … det er vel omkring 25-30 kilometer øst for Verona. Tenuta Grimani – der er opkaldt efter en rig venetiansk familie – drives af ægteparret Dino og Maria Cavaggioni samt deres to børn Laura og Andrea. Familien har været vinbønder i Roncà gennem generation, men i dag er det primært far Dino og sønnike Andrea, som laver vinene.

Faktisk er vingården grundlagt tilbage i 1934 af Pietro Dal Care … en bedstefar til Maria Cavaggioni, og de opkaldte vinhuset efter den adelige Grimani familie, som var kendt i hele Roncà og tidligere havde ejet den jord, som i dag hører under Tenuta Grimani.

Samlet har Cavaggioni familien 13 hektar vinmarker, som ligger på et vulkansk område, fyldt med mineraler, hvor der findes mange fossiler fra svundne tider.

Familien laver omkring 80.000 flasker vin årligt, men alene 10.000 flaskes under eget navn, bl.a. denne Pinot Grigio delle Venezie, som er lavet på 100% Pinot Grigio aka Pinot Gris, som dyrkes på marker i 200 meters højde og høstes med håndkraft.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke … og det starter med, at druerne presses inden gæring ved lav temperatur. Derefter lagrer vinen sur lie i 3 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 45 dage. Derefter kan vinen sælges.

I næsen er vinen aromatisk, endda lidt parfumeret. Der er sødme, hyld, abrikos, fersken … godt med tropisk frugt. Smagen er en kende nøddet, men ellers meget blød, rund og måske lidt flad i udtrykket, men nu er jeg nok heller ikke verdens største Pinot Gris fan. Der er mandler, lidt muskat, men dækket er lidt punkteret, så det bliver aldrig helt dybt, kompleks eller intens, men smager fint … og til prisen bestemt en god vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 56 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7