Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2010 Mollydooker, Blue Eyed Boy Shiraz, Mclaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Blue Eyed Boy Shiraz, Mclaren Vale, AustralienFra lørdagens Mollydooker ræs var det måske også retfærdigt lige at beskrive denne “Blue Eyed Boy” fra “Down Under”. Det er en voldsom sag, som Sarah & Sparky Marquis har fået lavet.

Den holder da også alkoholprocent på skræmmende 17% (jo, du læste rigtigt … 17% !!!), og har en massiv næse af mørke bær, svedsker, chokolade, seletøj, kaffe og lidt urter.

Smagen er også “en stor mundfuld” …cremet, voldsomt koncentreret, gigantisk og nærmest overvældende med fuldmodne frugt. Samtidig er det hele silkeblødt, med bid og syre, lakrids og fin balance, selvom den voldsomme alkohol også snerrer en smule. Ingen tvivl om, at de kan lave god vin, og det er flot, flot Shiraz.

Oh uhhhh, hvor har jeg også drukket meget Mollydokker i min tid, og selvom jeg i dag måske mere er til andre vine, så er det godt en gang imellem at smage sådan en rigtig bulderbasse, som bare er lavet så godt, En rigtig vintervin, hvor man ikke engang behøver at tænde op i brændeovnen for at få varmen.

Vinen fås to steder i Danmark, nemlig hos Atom Wine og The Wine Company. Prisen ligger på 300 kr.

En vin, som jeg bestemt godt vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Fontanafredda, Barolo Serralunga d’Alba, Piemonte, Italien

2007 Fontanafredda, Barolo Serralunga d’Alba, Piemonte, ItalienLørdag aften var jeg indbudt til et såkaldt “byggemøde”. Det inkluderede en massiv vinsmagning af primært Mollydooker vine, helt præcis 5 stk. fra Sarah og Sparky samt lidt “diverse” vine, herunder en Ripasso, en Amarone, en Chateauneuf, en amerikaner, en bordeaux samt denne Barolo fra Fontanafredda … aftenens bedste vin.

I glasset er Fontanafredda vinen klart rød uden at være mørk, lidt lukket i næsen, men alligevel noter af blomme, tobak og fad. Fuldmoden og tør i munden og pga. den unge alder fortsat en del tanniner, selvom der også er en blødhed over vinen. Der er også … som tit med Barolo lidt svedsker eller blommer. Giv den gerne lidt luft i glasset.

Fontanafredda er en af Coops faste vine, og deres vine har stået på hylderne i rigtig mange år. Huset Fontanafredda laver mange vine, både røde, hvide, rosé og mousserende.

Dette er én af deres topvine, som er en enkeltmarks Barolo, dvs. niveauet over deres traditionelle linje, som blot benævnes Barolo.

Vinen koster 189 kr. i Coop-forretningerne, og på denne aften, hvor de tunge Mollydooker skyts var kørt i stilling, så synes jeg denne vin var blandt de bedre.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Condado de Haza, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2007 Condado de Haza, Crianza, Ribera del Duero, SpanienFredag bød på denne vin fra et af mine ynglings vinområder, nemlig denne gamle kending, Condado de Haza fra Ribera del Duero i Spanien. Et vin, som jeg har fået mange gange, og som faktisk stadig holder.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo og kommer fra en af Ribera del Dueros absolutte topproducenter Alejandra Fernandez. Vinen har ligget 15 måneder på nye, amerikanske fade. Her i årgang 2007 har vinen fået 91 Parker point.

I glasset mørk, og en duft … lidt røget, kaffe, lakrids og mørke bær. Smagen lidt i samme stil … måske en lille anelse for meget fad, men ikke alarmende, og også præg af krydderier og solbær. Der er også god blødhed, og det er bestemt et dejligt glas vin.

Vinmageren Alejandro Fernandez er kendt i vinkredse, og har haft sin fokus på kvalitet, kvalitet og atter kvalitet.

Hele eventyret begyndte i 1972 da han, i en tid hvor det meste af Ribera del Dueros vinindustri lå brak, rykkede ind i et nedlagt vinbrug, bygget helt tilbage i 1700- tallet. Alejandro Fernandez’ mål og midler var simple.

Han ville lave vin i verdensklasse, udelukkende baseret på Spaniens “nationaldrue”, Tempranillo. Hans vigtigste middel var – og er endnu den dag i dag – de bedste druer fra de bedste marker med ældgamle vinstokke i Ribera del Duero.

I vinkælderen handler Alejandro Fernandez instinktivt – hans vingård er i dag en af verdens mest moderne, men han følger stadigvæk sin egen fingerspitzgefühl i alle vigtige spørgsmål – laboranter og reagensglas har trange kår i Alejandros kældre. Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon appellationen.

Vinen fåes hos Phillipson til omkring 150 kr. … eller ved grænsen til omkring 100 kr. … hvis man gider køre efter det.

En vin, som jeg bestemt vil anbefale.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Antico Podere Casanova, Bucciarelli Chianti Classico, Toscana, Italien

2006 Antico Podere Casanova, Bucciarelli Chianti Classico, Toscana, ItalienLørdag aften lige et smut til Toscana i Italien, men sikke et smut. Vinen er denne Bucciarelli Chianti Classico fra det toscanske vinhus Antico Podere Casanova, som ligger i byen Castellina i Chianti.

Har i nogle år haft denne chianti liggende, og smagte den sidste gang, da jeg købte den. Og den skuffer bestemt ikke.

Det er dælme dytme godt, og sådan skal en rigtig italiensk vin smage. Sammen med den hjemmelavede pizza var det simpelthen ren glæde.

Vinen er (selvfølgelig) 100% sangiovese, og dufter som sydlandsk feriestemning. Der er muldjord, der er kostald, der er lyserøde bær. Smagen er meget rank, og man fornemmer næsten en meget traditionel produktion. Der er syre, der er smag, der er tannin og bid, og lang, lang eftersmag.

Vingården er fra slutningen af ​​sidste århundrede og drives i dag af Ezio Bucciarelli og hans søn Massimo. Udover 20 hektar med vinmarker, så drives der også tradtionel landbrug, bl.a. fremstilles der også god olivenolie.  I de seneste år er der investeret for at forbedre vinstokkeme og vinkælderen er også blevet moderniseret.

Vinen er købt hos Ingo (You and Wine forhandler) til en pris på 115 kr. Det er et fund. Den findes også i en dyrere riserva udgave, som jeg også godt gad at smage.

Kan bestemt anbefale denne vin. Lever op til navnet … lige så forførende som Cassanova.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Tabali, Reserva Especial, Limarí Valley, Chile

2006 Tabali, Reserva Especial, Limarí Valley, ChileFik lige et par minutter i overskud her fredag efter aftensmaden til at skrive lidt om aftenens vin, denne 2006 Tabali, Reserva Especial fra Limarí Valley i Chile, som har ligget i vinkøleskabet et par år … men netop denne aften så interessant ud, så straks røg vinproppen, og ud vælter dufte af brændt eg, saddelfedt, solbær og peber.

En rigtig frugtbombe …på den gode måde, forstås. Vinen er mørk i glasset, og smagen frodig gavmild og oversøisk, lidt marmelade, men også blødhed og balance.

Vinen er  Syrah domineret blandet med 25% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot.

Vinen er som sagt fra Chile, og vinmager er Felipe Müller, som Guia de Vino de Chile (Chiles vinbibel) i 2010 kårede som “Winemaker of the Year”. Og ved Chiles største vinkonkurrence, Wines of Chile Awards, blev Tabalís Syrah Reserva Especial i årgang 2008 kåret til Chiles bedste vin af et yderst kompetent dommerpanel, som blandt andet talte Steven Spurrier og Oz Clarke.

Vingården er ejet af familien Luksic og ligger i Limarí i den nordlige del af Chile, hvor der knapt er så varmt som sydligere i Chile. Det giver grobund for lidt mere nuancerede vine. Som det eneste vindistrikt i Chile har Limarí nemlig en kalkholdig jordbund og familien ejer ikke mindre end 180 hektar af denne jord.

Kalken bevirker, at druerne kan opnå en rigdom og nerve, som er uden sidestykke i Chile. Desuden ligger Limarí tæt på Stillehavet, som sender kølig blæst ind i vinmarkerne, og gør klimaet mildere og modningssæsonen længere – og jo længere druerne er om at modnes, desto mere komplekse aromaer kan de opfange.

Vinen her er deres topvin, et blend, og den koster – som jeg husker det – 139 kr. i Randers Vinhus.

En vin, som absolut kan anbefales.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, Frankrig

2009 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, FrankrigTirsdag bød bl.a. på denne Rhône vin på et Merlot blend, bestående af 55% merlot, 25% syrah, 10% grenache og 10% cabernet sauvignon, hvorfor vinen også er klassificeret som en “Vin de Pays”.

Det er en kraftig fætter (mørk og holder 15%), som man ikke lige gætter Rhône på i første omgang. Både duften og smagen er simpelthen bare anderledes end traditionel Rhône. Der er nogle krydderier, peber, egetræ, kirsebær, abrikos … er bedste bud. Den er ikke så kompleks, men letdrikkelig og nem at gå til.

Ejendommen blev etableret af Christophe Sabons far Aime Sabon i 1973. Man råder i dag over i alt 55 ha., hvoraf 15 ha. er AOC Chateauneuf du Pape. 1 ha. er med grønne druer. Denne vin har navnet ”Terre de Bussière” efter stednavnet for druerne Syrah og Merlot. Jordbunden har aflejringer af grus. Vinen har lagret på egefade i 12 mdr. og af disse er 30% nye.

Pris 89 kr. hos Jysk Vin.

Vinanmeldelse 4/7 

2006 Palliser Estate, Pinot Noir, Martinborough, New Zealand

2006 Palliser Estate, Pinot Noir, Martinsborough, New ZealandVinen lørdag aften er denne charmerende new zealænder, Palliser Estate, som jeg har smagt nogle gange. Fandt den i SuperBest til omkring 125 kr., hvilket næsten er tyveri, da vinen normalt koster omkring 250 kr. i enten Randers Vinhus eller hos Laudrup Vine.

Måske hænger det sammen med, at vinen er fra 2006 og at det ikke er en gemmevin, men en vin som skal nydes indenfor en rimelig årrække efter høst. Samtidig er det en vin, som Parker netop i årgang 2006 har givet 94 point, så det burde have fastholdt en højere pris. Nå, jeg skal ikke klage … et fabelagtigt godt køb.

Palliser Estate Wines blev etableret i 1989 efter 2 vingårdes sammenslutning. Vingårdene havde samme stil og vinmarker ved siden af hinanden – og sammenslutningen betød i længden bedre vin, mere kvalitet samt større mængde og en mulighed for at gøre sig gældende internationalt.

Palliser har nu 32 hektar vinmarker og er placeret ca. 70 km. nordøst for hovedstaden Wellington (nordøen) i en langstrakt nord-syd gående dal, hvis undergrund er meget lig Bourgognes og med et tørt klima. Palliser producerer klassiske vine, såsom Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir, Late Harvest Riesling/Botrytised Riesling, Noble Harvest Chardonnay og en Sparkling.

Duften er cremet skovbær, frugtig og blød. Ved første “snip” kunne det måske godt dufte af lidt bourgogne. Meget animalsk. Duftede den også her på anden dagen, og her kommer også lidt svedsker eller portvin, måske skyldes det alene alderen, at den er bedst samme dag, som den åbnes.

Den er meget velsmagende, men måske ikke så kompleks, som bourgogne vine, selvom der bestemt er syre til stede. Det cremede fornemmes også i smagen, og det er faktisk et fantastisk glas vin, som jeg bestemt kan anbefale.

Pris: 125 kr. hos SuperBest.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigÈn af frédagens vine var denne fra ét af mine favoritslotte i Frankrig, nemlig fra Château de Beaucastel.

Vinene fra Château de Beaucastel er blandt verdens bedste. De rød Châteauneuf’er er altid blandt områdets bedste. De hvide Châteauneuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, her er man fuldstændig uden konkurrence.

Perrin familiens vineventyr stopper ikke her. Et nyere kapitel i familiens vinhstorik er Perrin & Fils. Med Perrin & Fils fokuseres på områdets forskellige appellati oner og ”glemte” gamle parceller. Ønsket er dels at leverer en billigere vin i og dels at lave spændende vine der afspejler den sydlige Rhônedals store potenti ale og variati onsbredde.

Druerne fra denne Perrin Réserve høstes manuelt fra terrasseformede marker i det østlige Rhône, ikke langt fra Ventoux  skråningerne. Sammensætningen er traditionel med Grenache Noir, Syrah, Mourvèdre og  Cinsault.

Vinene i Perrin serien vinificeres dog på Château Grand Prébois, og ikke selve Château de  Beaucastel, selvom de ligger tæt på hinanden.

I glasset har vinen en smuk dybrød farve, en herlig moden duft af mørkerøde bær og  krydderurter som anis og lavendel. Man fornemmer en masse syre. I munden er vinen saftig, en lille bitte smule sødme og frugt, og en klassisk syre/tannin. Men fornemmer helt klart, at det er håndværk af “old school”, og det er meget charmerende.

Selvom markerne ligger tæt på Ventoux, så der denne vin meget anderledes end fx Nadal, og måske også en smule sværrere tilgængelig, men jeg synes det er klasse, selvom den fortsat ikke er den bedste af vinene fra Perrin & Fils.

Prisen ligger vel omkring 100 kr. Jeg har købt den hos Sigurd Müller vinhandel i Ålborg.

En vin jeg gerne vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7  

2005 Fattoria Pulcino, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2005 Fattoria Pulcino, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienOnsdag smagte jeg denne flotte vin fra Toscana. Er helt vild med etiketten, og indholdet skuffede bestemt ikke. Vinen kommer fra vingården Fattoria Pulcino i Montepulciano i Toscana.

Der er tale om et rigtigt familieforetagende, som også vinmæssigt kaldes Azienda Agricola Ercolani. Det drives nemlig af Sergio Ercolani sammen med hustruen Gabriella Matassini og deres 6 børn Elisabetta, Cecilia, Carlo, Angela, Marco og Stella samt ikke mindre end 18 børnebørn. Udover vinproduktionen driver familien også en stor restaurant Il Ristorante della Fattoria.

Derudover producerer de såmænd også lidt olivenolie, pecorino ost, salami, honning, syltetøj og kager.

I dag er det dog primært de to sønner Carlo og Marco som passer familiens marker på i alt 150 hektar, hvoraf 12 hektar dog alene er vinmarker. Det øvrige areal er olivenlunde, agerjord, græs og skov. Og brødrene laver en række vine, nemlig 6 forskellige vine, herunder denne Vino Nobile di Montepulciano. Derudover laver de lidt Vinsanto og Grappa.

Denne Vino Nobile di Montepulciano er lavet på druerne Prugnolo Gentile (det lokale navn for Sangiovese), Colorino og Canaiolo Nero. Masken på etiketten viser den etruskiske, mytologisk karakter Sileno, og denne stenskulptur møder også én i vingårdens kælder. Vingården omfatter i øvrigt også en restaurant.

Vine fra Vino Nobile di Montepulciano placerer sig et sted mellem Chianti Classico og Brunello di Montalcino, stilen er ikke helt blevet defineret endnu.

Vino Nobile di Montepulciano har haft sine op og nedture. For 500 år siden var de blandt de mest eftertragtede vine i Toscana. Men herefter tabte de terræn til Chianti, som i dag nyder større prestige end Vino Nobile di Montepulciano. Med DOCG udnævnelsen er området nu igen på vej op i toppen af toscansk vin.

Rosso di Montepulciano og Vino Nobilo di Montepulciano kommer fra samme område, nemlig omkring byen Montepulciano. Der stilles lidt færre krav til en Rosso di Montepulciano, den kan derfor ses som en lillebroder til Nobile di Montepulciano. Mens Riserva udgaven har lagret længere på træfad. Denne her er en DOCG vin, og den findes også i en riserva-udgave.

Duften af vinen er modne bær, violer, træ og god tørhed. Smag af læder, kirsebær og toscansk køkken. En flot vin, som også er rund og afbalanceret.

På gårdens hjemmeside fremgår vinens pris; 12 € pr. flaske af DOCG’en.

En vin, som absolut kan anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Domaine Agapé, Riesling Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig

2008 Domaine Agapé, Riesling Grand Cru Osterberg, Alsace, FrankrigJeg havde godt nok lige anbefalet Agapé i tidligere indlæg, men onsdag fik jeg serveret denne Riesling Grand Cru Osterberg, hvorfor jeg dog lige igen vil slå et slag for Vincent på Domaine Agapé.

Da jeg sidste sommer besøgte Vincent købt jeg et udvalg af hans vine, og bl.a. Grand Cru rieslingerne fra Schoenenbourg og Rosacker, men mærkelig nok ikke fra Osterberg, og derfor var det også dejligt at smage netop denne vin.

Et hav af frugt møder ens næse og citrussyre, som går igen i smagen. Der er en imponerende lang og koncentreret eftersmag. Ihhh, hvor det altså bare smager godt.

Prisen for en Grand Cru på vingården ligger vist omkring 20-22 €.

Vinanmeldelse 5,5/7