Tag-arkiv: Franken

2012 Weingut Hans Wirsching, Sister.Act Riesling Trocken, Franken, Tyskland

Med denne Sister.Act Riesling Trocken er det nu 14. Riesling i streg på bloggen … her igen fra Franken området, denne gang fra Weingut Hans Wirsching, som holder til i byen Iphofen i den østlige del af Franken.

Vinhuset stammer helt tilbage til 1630 og siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Frankens førende producenter af Silvaner.

Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu de seneste år fået hjælp af døtrene Andrea og Lena. De er 15. generation og har langsomt  fået en større og større rolle i både driften og produktionen af husets vine. De står således også bag denne vin, der – meget passende – hedder Sister.Act.

Andrea – den ældste datter – tager sig af administration, marketing og salg, mens Lena – den yngste datter – har taget en uddannelse indenfor vinfremstilling på Geisenheim og er derudover i gang med en videreuddannelse som Master in Family Business Management, så hun deltager også i produktionen af vinene.

Weingut Hans Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer vinhuset i top 10.

Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs samt  topmarkerne Iphöfer Kalb og Iphöfer Kronsberg.

Samlet er vinhuset også ganske stort … ejer samlet omkring 80 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Silvaner, Riesling, Scheurebe, Weißburgunder, Spätburgunder, Grauburgunder, Müller-Thurgau, Bacchus, Traminer, Chardonnay, Portugieser samt Dornfelder.

Denne Sister.Act Riesling Trocken er en ny vin hos Weingut Hans Wirsching, men dog fortsat lavet med respekt for de gamle traditioner, men med inspiration fra vine fra andre regioner.

Den er lavet med druer fra gamle vinstokke på topmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg og er vinificeret i store træfade, alene med druernes naturlige gær.

Navnet Sister.Act refererer til, at der er lavet 2 søstervine … en Sister.Act Riesling og en Sister.Act Silvaner – altså fra de 2 søstre Andrea og Lena.

I næsen er der da også langt mere kompleksitet end foregående Riesling … langt mere klassisk Riesling, petroleum, fersken, melon, æbler, citrus, krydderier, kardemomme og vilde urter. Den har en dejlig intensitet og fugtighed … tæt og alligevel frisk.

I smagen er der også langt mere krop, mere sjæl sammen med grape, bitterhed, dybde, meget insisterende syre … en syre, der sætter sig godt i munden og giver en lang, frisk og sprød eftersmag.

Købt på vingården, hvor prisen er 18,50€ … eller omkring 138 kr.

Rating 5/7    

2015 Weingut Berthold Schmachtenberger, Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

Vi fortsætter såmænd med lidt tysk vin – hvorfor ikke? –  men rykker længere mod øst til Franken, hvor vi i byen Randersacker lidt udenfor Würzburg finder Weingut Berthold Schmachtenberger, der står bag denne Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken.

Familien Schmachtenberger har været vinbønder og lavet vin fra skråningerne langs Maine floden siden slutningen af 1500-tallet og er således en af de ældste vinfamilier i området.

Vinhuset er i 2015 overtaget af søskendeparret Markus og Claudia, som nu fortsætter den stolte familietradition efter forældrene Berthold og Hildegard. Markus er uddannet Techniker für Weinbau und Kellerwirtschaft og er også tildelt en præmie som ung lovende Franken vinmager.

Familien Schmachtenberger holder til en gammel vingård slash stenhus fra 1924, men ejendommen er dog se seneste år udbygget med en moderne tilbygning, som anvendes til både vinproduktionen og som smagelokale ved vinsmagninger eller besøg fra turister. Den kan I se på billedet ovenover.

Samlet har vinhuset omkring 9 hektar vinmarker, bl.a. på de kendte marker Ewig Leben, Marsberg og Sonnenstuhl. Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Bacchus, Kerner, Scheurebe, Sauvignon blanc, Riesling, Weißburgunder, Traminer, Rieslaner samt de røde Portugieser, Domina og Spätburgunder.

Denne Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken hører til husets Klassisches Franken Weine og kommer selvfølgelig derfor også i en bocksbeutel. Det er en af husets Gutsweine og er alene lavet på rustfrie ståltanke uden lagring på egefade eller andet.

Duftmæssigt er her fersken, lidt flæsk, røg, prut eller anden svag animalsk næse, estragon, noget mineralsk … sten, flint og med lidt varme i glasset, så dukker der såmænd også en smule herlig Riesling petroleum op. Smagen er frisk, sprød, og der en en vis krop i vinen … også en herlig grøn og livlig syre.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 8,00€ … eller omkring 60 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut Rudolf Fürst, Centgrafenberg Frühburgunder, Franken, Tyskland

En lille ønsk-hinanden-go’-jul hyggestund hos Gert bød på et par vine … først denne herlige tyske Centgrafenberg Frühburgunder fra Weingut Rudolf Fürst. Og som man jo siger på tysk; es ist nie zu spät Frühburgunder zu trinken und nie zu früh Spätbunder zu trinken … eller noget i den retning.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Weingut Rudolf Fürst er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte husets 2013 Bürgstadter Spätburgunder og tidligere også husets 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til de tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Centgrafenberg Frühburgunder er lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg, en stor sydvendt mark øst for floden Main samt Bürgstadt med udsigt til byerne Miltenberg og Bürgstadt. Den er samtidig basis for størstedelen af Fürsts vine.

Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Fürst har hans parceller både på den centrale del af Centgrafenberg.

Vinen er lavet helt traditionelt … og hos Furst betyder det minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Her er det gæring og maceration i åbne egetræskar og efterfølgende lagring 18 måneder i barriques fra Bourgogne, altså fade på 228 liter. Dem kalder tyskerne Stückfass.

Og op af glasset stiger sød, tysk kostald … herlig animalsk og helt efter bogen, måske en kant mere grønt og frisk, som vinene fra Franken ofte har, men bestemt godkendt. Det er let, lys med kirsebær, jordbær, let stikkelsbær, salt og en smule blyant.

I munden er vinen let, balanceret med sødme og blid syre, lidt jernagtige noter, en smule peber i bagmunden samt søde kirsebær. Derudover har vinen samtidig en tiltalende mineralitet, hvilket sammen med den gode lethed giver et elegant og vedkommende indtryk.

Gert har købt vinen hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Tyskland koster vinen omkring 27,50€ … eller omkring 205 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder “R”, Franken, Tyskland

2012 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder "R", Franken, TysklandDann sind wir immer … hos Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg, og denne gang med en klingende Spätburgunder fra Benedikts Ortsweine “R” serie … en grumset og herlig vin.

Weingut Stadt Klingenberg holder til i Franken i det område, som fra gammel tid blev kaldt Churfranken, det måske bedste rødvinsområde i Franken. Det er i Mainland-Miltenberg området, og den gode vingut holder da også til i byen Klingenberg am Main omkring 8-10 kilometer nordvest for Miltenberg og vel omkring 50 kilometer vest for Würzburg.

Weingut Stadt Klingenberg er et gammelt vinhus, grundlagt helt tilbage i 1912. Det siges, at husets marker bl.a. leverede druer til Gustav II Adolf af Sverige yndlingsvin under af hans erobringstogt i Franken omkring 1631. Det var dengang den svenske konge i trediveårskrigen indtog Würzburg Slot.

Vinhuset ejes af drives af den unge Benedikt Baltes, som overtog Weingut Stadt Klingenberg i 2010 i forbindelse med en privatisering af vingården.

Benedikt kom selv fra Ahr … eller helt præcis Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt gik i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.

Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn. Ja, det er lige præcis det vinhus, som jeg tidligere har skrevet om og var helt oppe at ringe over. Dengang smagte jeg husets ungarske Syrah Juris Villa, som jeg gav 6 fuldt fortjente Thumbs Up.

Nå, men det var vist et sidespring. Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe, inden han i 2010 købte det gamle, historiske og traditionsrige Weingut Stadt Klingenberg og begyndte at udleve sin drøm om at lave sine egne vine på netop Spätburgunder.

Nå ja, så er den gode Benedikt Baltes jo også kæreste med Julia Bertram, som jeg jo også har skrevet om her på bloggen en hel del gange og selv laver forrygende Spätburgunder.

På Weingut Stadt Klingenberg har Benedikt Baltes knap 13 hektar vinmarker, bl.a. parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna.

Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene. Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.

Benedikt Baltes’ vine er opdelt i klasserne Gutsweine, Ortsweine, Ortsweine “R” samt Großes Gewächs. I Ortsweine “R” serien er der 3 vine, nemlig denne Klingenberg Spätburgunder “R”, en Klingenberger Portugieser “R” samt vinen Großheubach Spätburgunder “R”.

Og det er – for at sige det mildt – en imponerende Spätburgunder, som i glasset er dejlig lys og grumset. Ikke filtreret på nogen måder… what-so-ever. Næsen er typisk sød animalsk hestestald, let sødme, hindbær, jordbær, ribs, lakrids, jord, champignon, tobak, urter, chokolade og røgede elementer samt  en stram kant med lidt let peber.

I munden er vinen langt mere blød og blid end de andre vine, som jeg har smagt fra Baltes … måske skyldes dette et år ekstra på alderen, for Benedikt anbefaler også, at hans vine gemmes lidt. Der er dog en ganske fin syre … nærmest elskelig, da den skaber en elegance og balance til de bløde, frugtrige og nøddeagtige elementer samt et mineralsk strejf. Blidt og forførende. Smukt.

Forhandles af  Extra Brut Vinimport, pris 260 kr.

Rating 6/7 

2014 Weingut Emmerich, Seinsheimer Hohenbühl Silvaner von Uralten Reben Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2014 Weingut Emmerich, Seinsheimer Hohenbühl Silvaner von Uralten Reben Kabinett Trocken, Franken, TysklandSilvaner er Tyskland 3. mest plantede hvidvinsdrue … og dens højborg er absolut i Franken. Her har vi en Seinsheimer Hohenbühl Silvaner von Uralten Reben Kabinett Trocken fra Weingut & Winzerhof Emmerich, som holder til i byen Iphofen i Franken.

Vingården drives af Werner og Irmgard Emmerich og har været i familiens eje i over 150 år. Derudover har de hjælp fra næste generation i form af børnene Silvia, Heike og Martin,

Familien har i alt 9 hektar vinmarker, bl.a. markerne Iphofer Kronsberg, Iphofer Julius-Echter-Berg, Iphofer Burgweg, Iphöfer Kalb og Seinsheimer Hohenbühl. Der dyrker de druesorterne Silvaner, Müller Thurgau, Gewürztraminer, Riesling, Scheurebe, Bacchus og Kerner samt de røde sorter Domina, Merlot og Portugieser.

Udover vinproduktionen består driften også af udlejning af ferielejligheder/værelser og det er specielt Irmgard, som står for denne del, mens Werner passer vinen.

Denne Seinsheimer Hohenbühl Silvaner von Uralten Reben Kabinett Trocken er lavet af druer fra op til 100 år gamle vinstokke på marken Seinsheimer Hohenbühl .. en mark, som Irmgard i øvrigt ejede og medbragte i ægteskabet med Werner.

Duftmæssigt er her grønne æbler, blomster, lidt røg … men ellers en smule neutral. Smagsmæssigt meget rank og stålsat med ren frugt, men syren virker lidt ubalanceret.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 90 kr.

Rating 3,5/7 half_thumb

2014 Weingut Stadt Klingenberg, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, Tyskland

2014 Weingut Stadt Klingenberg, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, TysklandSidste fredag stod den ikke på Spätburgunder, men Blauer Portugieser. Det roder the comeback Spätburgunder kid bod på denne fredag med denne Buntsandstein Spätburgunder fra Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg.

Vinhuset har jeg skrevet om nogle gange tidligere, så det skal jeg selvfølgelig spare jer for igen. Hvis du vil vide mere om Weingut Stadt Klingenberg, så søg blot på Klingenborg i søgefeltet her på bloggen.

Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein, hvorimod de tidligere smagte Klingenberg og Rück Spätburgunder begge er Ortsweine. Ikke at det behøver at betyde det store. Men lad os i stedet smage vinen for videre bedømmelse.

Næsen har den – efterhånden – velkendte Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende. Vinen har derimod en stram, røget, letkrydret, syrlig og mineralsk næse. Den kommer sammen med tør jord, småsten og grus, let kampfer, svag anis, syrlige bær, ribs og et strejf af grønne blade.

I munden er frugten frisk, syrerig, let pebret og har elementer af eg, ribs, mineraler og en læskende friskhed. Den er måske – min første tanke – ikke helt på niveau med de øvrige, som jeg har smagt fra Baltes, men fortsat herlig og syrerig Spätburgunder til en god pris.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.

Rating 5/7 

2014 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Hofkeller Riesling Kabinett, Franken, Tyskland

2014 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Hofkeller Riesling Kabinett, Franken, TysklandSom den faste læser måske allerede har erfaret, så har Houlbergs blog igen været nede … og igen pga. malware angreb. Helvede og sgu … en kamp, som jeg – som almindelig dødelig edb-mongul – er ved at tabe.

Endvidere er udseendet nu også anderledes, idet jeg har været nødsaget til at vælge et nyt WordPress tema, men det vil jeg i løbet af den kommende måned forfine og gøre bedre … indtil videre må I leve med det lidt underlige udseende. En forbedring vil nogle sikkert sige, men sådan er det nu engang. En her og nu løsning.

Mens jeg har kæmpet med nye sikkerhedsindstillinger – heldigvis bistået af min tro væbner på det område, vinbuddy og IT securitymaster Jan (skylder dig sgu en god flaske druevæske) – har jeg måtte styrke mig på lidt vino, bl.a. denne Riesling fra Franken … en Hofkeller Riesling Kabinett fra Staatlicher Hofkeller Würzburg, som jeg besøgte sidste sommer … gud, hvor jeg savner en ferie i det store vinland … langt væk fra ondtsindede og bebumsede edb-hackere.

Staatlicher Hofkeller Würzburg har jeg dog skrevet om før. Det er ligesom Juliuspital og Bürgerspital et af det helt store og traditionelle vinhuse i Würzburg, og har samtidig en lang og spændende historie. Det ligger lige i centrum af byen og har faktisk deres vinkældre under det imponerende Residenz palads.

Huset har en knap 900-årig historie, da dets oprindelse kan spores helt tilbage til år 1128, hvor det blev doneret til den fyrstelige biskop Embricho. Derefter var vinhuset i mange århundrede ejet af de forskellige –og stinkende rige – fyrstebiskopper i Würzburg.

I 1814 overgik ejerskabet til det bayeriske kongerige, og vinhuset hed på det tidspunkt da også Königlich Bayerischer Hofkeller. I 1918 – efter monarkiet afslutning i Bayern, hvor kongestyret blev en del af Det Tyske Kejserrige – ændrede man navnet til det nuværende; Staatlicher Hofkeller Würzburg. Og den dag i dag ligger ejerskabet af vinhuset fortsat hos delstaten Bayern.

Staatlicher Hofkeller Würzburg har i alt 120 hektar vinmarker i Franken og laver omkring 850.000 flasker vin hvert år. Der marker ligger meget spredt, og således har de iWürzburg parceller på markerne Stein, Innere Leiste og Schlossberg. I Randersacker har de Pfülben, Teufelskeller, Lämmerberg og Ewig Leben.

Derudover tæller markerne Predigtstuhl i Dorfprozelten, Bischofsberg i Großheubach, Abtsberg i Hörstein, Altenberg i Abtswind, Stollbergen i Handthal, Julius Echter-Berg i Iphofen, Trautlestal i Hammelburg, Scharlachberg i Thüngersheim, Kreuzberg i Marktheidenfeld og endelig Kelter i Himmelstadt.

Selve vinkælderen ligger – som nævnt – under Residenz-paladset, og ikke under Residenz-pladsen, som mange fejlagtigt antager. Vinkælderen er i stil med paladset en turistattraktion, og vi besøgte da også kælderen under vort besøg i Würzburg.

Ja, ret beset er der faktisk to kældre, nemlig både den gamle kælder, hvor turisterne trækkes rundt og ellers anvendes til diverse arrangementer og smagninger … og så den nye og mere moderne kælder, hvor der er ny teknologi, rustfrie ståltanke og produktion af de mange vine. Den nye kælder ligger under den sydlige fløj af paladset.

I den gamle kælder havde fyrstbiskopperne oplagringsplads for 1,4 mio. liter frankenvin, og her kan man i øvrigt se mange gamle egetræsfade, nogle endda af gigantisk størrelse … helt op til 50.000 liter, hvilket må siges at være ganske imponerende.

Faktisk findes der i denne Beamtenkeller – tjenestemandskælderen – tre af de helt store og meget gamle fade, bl.a. et berømt Sveriges-fad, bygget helt tilbage i 1684 og navngivet efter den svenske Kong Gustavus Adolphus erobring af byen i 1631. Den gamle kælder bruges i dag fortsat til lagring af nogle af vinhusets vine.

I dag ledes foretagende af Weingutsdirektor Michael Jansen, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på kældermesteren Friederike Voigtländer.

Denne Hofkeller Riesling Kabinett var faktisk den vin, som vi smagte efter den lange tur rundt i vinkælderen. På det tidspunkt … efter en sand lavine af snak fra guiden … og det meste kunne vi ret beset ikke forstå, da hun snakkede ekstremt hurtigt … var det et velkomment glas vin.

Med sit guldpræg på flasken er den lidt anderledes end de øvrige vine fra vinhuset, men om det blot skyldes, at den er lavet til turisterne eller om det er en jubilæumsudgave, skal jeg ikke gøremig klog på. Jeg har heller ikke nogle oplysninger omkring produktionen af vinen, som vel er en Gutswein … og altså i en halvsøde Kabinett udgave.

Duften er sådan nærmest præget af lidt tyggegummi, sødme, nødder, hyld … men ellers lidt neutral. Smagen er bestemt til den søde side, men den hænger nu meget godt sammen og er okay balanceret. Bevares, der mangler lidt syre og rygrad, men er blød, sød og føjelig. Efter en lang rundtur i kolde kældre, så smager den sgu helt okay.

Købt i Staatlicher Hofkeller Würzburgs tilhørende, flotte vinbutik … men prisen kan jeg faktisk ikke huske. Vil gætte på omkring et sted mellem 8-10€.

Rating 4/7

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder GG, Franken, Tyskland

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder GG, Franken, TysklandMed 4. Pinot Noir ramte vi endelig det europæiske fastland efter 3 x oversøisk Pinot, og her endda vaskeægte tysk Spätburgunder, nemlig topvinen Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som jeg sidste sommer havde med hjem fra ferien efter et stop hos vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder.

Weingut Schmitt’s Kinder holder til i den lille by Randersacker syd for Würzburg i det dejlige Franken. Helt præcis ligger vinhuset et par kilometer syd for Randersacker … tæt på den lokale sportshal og marken Sonnenstuhl, ja adressen er da også Am Sonnenstuhl 45.

Familien Schmitt har dyrket vin i Randersacker siden 1712, men vinhuset fik først sit nuværende navn Schmitt’s Kinder i 1910, den daværende Schmitt efterlod vingården til sine børn … der stik imod den traditionelle skik ikke delte markerne mellem sig, men i stedet slog pjalterne sammen og drev vingården i fællesskab, hvilket meget passende gav vingården tilnavnet Schmitt’s Kinder.

I dag ejes vingården af ægteparret Karl Martin og Renate Schmitt, men det er nu sønnen Martin Joh. Schmitt, som i dag står for vinproduktionen. Han er 10. generation og uddannet ønolog fra Geisenheim, og driver ejendommens 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller.

Da jeg besøgte vingården var det nu hverken Karl Martin eller Martin Joh. Schmitt, som præsenterede husets vine og jeg fik en rigtig hyggelig snak med, men derimod en anden fra familien. Jeg fik ikke noteret hans navn, men en virkelig hyggelig fætter. Vi drøftede vinene fra området selvfølgelig og vin generelt.

Han havde tidligere smagt dansk vin, og da jeg senere spurgte, hvorfor Schmitt’s Kinder ikke eksporterede til Danmark, så svarede han kvikt, at det skyldes, at de simpelthen blev udkonkurreret af de danske vine. Fandme god humor.

Under besøget smagte jeg nogle af husets Silvanere, Rieslinge og selvfølgelig deres Spätburgundere. Virkelige lækre vine hele vejen rundt. Jeg smagte bl.a. denne topvin Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som netop i bladet Feinschmecker var kåret som Tysklands 2. bedste 2012 Spätburgunder. Det var de ganske stolte af … ganske forståeligt.

Schmitts Kinder - Feinschmecker
De fremviste stolt artiklen med deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse på plads nr. 2.

Druerne kommer fra Sonnenstuhl marken … også altså fra den allerbedste del Große Gewächse. Vinen er lavet helt klassik, hvor vinen gærer på skindet og derefter lagrer et sted mellem 12-16 måneder på små franske barriques.

Og for nu at sige det ligeud på tysk; Das hat Klasse! I glasset den smukke, transparente teglfarve, som gør enhver Spätburgunder freak glad og det gælder også mig. Næsen er animalsk, sød hestestald, men med Franken kant … tæt, urtet og virker en tak mørkere end fx i Baden, Pflaz, Rheingau eller Rheinhessen. Der er modne kirsebær, hindbær, rosmarin, svag peber og lidt eucalyptus og en gennemgående syrlig nerve. Hmmm, til at blive glad i låget af.

I munden er vinen cremet, blød … fyldig, hvor er det dog godt. Syren er meget markant … har et godt greb og er lidt hård i filten, men på en virkelig elegant og forførende måde. Der er noter af jern, let metallisk med peber, grønt bid, kalk og sten. Trods lethed en virkelig kraftfuld vin med en meget lang finish. Wauw. Jeg er sgu nødsaget til at være gavmild … 7 fede tommelfingre … det må den sgu ha’.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt på vingården, pris omkring 32€ … eller omkring 238 kr., hvilket er billigt for denne vin.

Rating 7/7    

2013 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Spätburgunder, Franken, Tyskland

2013 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Spätburgunder, Franken, TysklandSå er det fredag … og I ved, hvad det betyder! Nemlig, at der skal Spätburgunder i glasset og den lille sag … øh vigtige sag klarer vi med denne Bürgstadter Spätburgunder fra Weingut Rudolf Fürst, som holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Og ja, det er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte hans 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til det tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Bürgstadter Spätburgunder er en storesøster i forhold til Spätburgunder Tradition og således en Ortswein, og lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg og Klingenberger Schloßberg, hvor jorden er præget af Buntsandstein … sandsten, som giver en blød mineralitet.

Marken Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Arghh … de fleste regner nu Hunsrück som en separat mark, men ligger nærmest omkranset af Bürgstadter Centgrafenberg. Fürst har parceller både på den centrale del af Centgrafenberg og på Hunsrück. Centgrafenberg er en sydvendt skråning, og den ligger øst for floden Main samt Bürgstadt.

Den anden mark, Klingenberger Schloßberg ligger lige nord for Bürgstadt og er på samlet 39 hektar. Andre producenter som fx Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg har også parceller på denne mark. Hos Baltes leverer marken druer til hans topvin Schlossberg Spätburgunder GG.

Så ja … det er sgu et par fine marker, som Fürst henter druerne til denne Bürgstadter Spätburgunder fra. Vinen har lagret på brugte, franske barriques … eller i hvert fald 80% af vinen, mens den sidste del lagrer i store fade, det som tyskerne kalder Doppelstück-Fass, som typisk er på omkring 2.400 liter.

Og meine gute got … hvor er det elskeligt Spätburgunder. I glasset yderst transparent, men farven er måske en anelse mere violet end normalt … bare en anelse. Ikke så meget ovre i teglfarven, men mere ovre i en det lilla/violette. Arghhhh, her mangler der sgu vist lige en kvinde, som kan definere den farve mere præcist.

I næsen er en småanimalsk note, virker saftig, blød og sød … hindbær, jordbær, lidt nødder … en del faktisk, røg, en smule grannåle, kalk og sten, men virker langt mere let og elegant end lillesøsteren. Der er også nogle grønne, nærmest burgundiske træk, hvilket er meget klædeligt.

Smagsmæssigt er det en let og meget afrundet vin, virkelig lækker og smækker … svagt peberbid, mineraler, svage krydderier, god tilstedeværende syre, som stille og roligt holder gennem hele smagsspektret og vedbliver i eftersmagen. Det er sådan meget saftigt, frugtrigt, let og balanceret … lidt tørt og smager altså supergodt. Knap så kantet, som Spätburgunder fra Franken ofte bliver. Far er ikke glad … far er meget glad.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men jeg har købt min i Tyskland på weine.de til 19,50€ … svarende til 145 kr., og det er altså bare rigtigt fornuftigt for denne vin.

Rating 6/7 

2013 Weingut Meintzinger, Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken, Franken, Tyskland

2013 Weingut Meintzinger, Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken, Franken, TysklandPå Der Bocksbeutel in den Colonnaden fik jeg et tiltrængt glas Spätburgunder. Fredagen var – som optakt til Haspa Hamburg Marathon – selvfølgelig uden alkohol, så efter løbet skulle der rådes bod på dette. Det skete med denne Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken fra vinhuset Weingut Meintzinger.

Det frankiske vinhus holder til i den lille by Frickenhausen am Main lidt syd for Würzburg … længere nede end både Randersacker og Sommerhausen. Det er historisk en by, hvor fyrstebiskopperne fra Würzburg tilbragte deres somre.

Weingut Meintzinger drives af familien Meintzinger, som har drevet både vinhus og hotel i byen siden 1790.

I dag er det med 8. generation i form af Jochen og Michaela Meintzinger ved roret, og de har siden 2005 passet hotellet med dets 29 værelser, wellnessafdeling samt vinproduktionen fra omkring 26 hektar vinmarker, hvor de dyrker alle de normale sorter i Franken.

weingut-meintzinger-bag

Det er Jochen Meintzinger, der som kældermester står for produktionen af vinene sammen med Volker Pfaff. Udbyttet ligger i gennemsnit på 78 hektoliter pr. hektar og det giver basis for en produktion på omkring 180.000 flasker vin om året. Husets bedste mark er Frickenhäuser Kapellenberg, hvorfra netop druerne til denne Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken kommer.

Marken er en klassisk og historisk mark med en 60% hældning og en smuk udsigt over det vigtige og smalle stykke af dalen mod syd. Midt i marken ligger der en lille kapel, som også har givet navn til marken. Det er Valentinus kapellet, som blev bygget tilbage i 1699 som en del af kuren for Frickenhaus’ borgmester Valentin Zang, som var blevet ramt af lammelse og dermed bundet til hans seng. Det siges, at kapellet havde den ønskede virkning, for ifølge sagnet blev borgmesteren mirakuløst helbredt fra sin lidelse efter et par år.

Novemberlese II er husets røde topvin, hvad de hos vinhuset kalder en Großes Franken. Den er lavet på sent høstede druer … og det er jo sikkert deraf navnet Novemberlese kommer. Vinen er lagret på egetræstønder, men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke, så vi springer i stedet hovedkuls ind i mine smagsnoter.

I glasset er vinen transparent … ikke markant, men nok til at far trækker lidt på smilebåndet; Spätburgunder. Næsen er meget kirsebær domineret med peber, røg, marcipan, lidt ristede noter og vanilje. I munden er vinen nærmest lidt parfumeret i smagen sammen med friske bær, syrlige kirsebær, lidt mørkere bær, tranebær, stram syre og godt med kraft … på den måde en rigtig Franken Spätburgunder. Har sådan en lidt markant  svag frugtsødme, men bestemt en ganske habil Spätburgunder … dog til den dyre side.

Vinen koster 29€ på vingården, og det virker umiddelbart i den høje ende. Måske jeg bare var træt efter de 42 kilometer?

Rating 4,5/7