Sidste fredag stod den ikke på Spätburgunder, men Blauer Portugieser. Det roder the comeback Spätburgunder kid bod på denne fredag med denne Buntsandstein Spätburgunder fra Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg.
Vinhuset har jeg skrevet om nogle gange tidligere, så det skal jeg selvfølgelig spare jer for igen. Hvis du vil vide mere om Weingut Stadt Klingenberg, så søg blot på Klingenborg i søgefeltet her på bloggen.
Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein, hvorimod de tidligere smagte Klingenberg og Rück Spätburgunder begge er Ortsweine. Ikke at det behøver at betyde det store. Men lad os i stedet smage vinen for videre bedømmelse.
Næsen har den – efterhånden – velkendte Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende. Vinen har derimod en stram, røget, letkrydret, syrlig og mineralsk næse. Den kommer sammen med tør jord, småsten og grus, let kampfer, svag anis, syrlige bær, ribs og et strejf af grønne blade.
I munden er frugten frisk, syrerig, let pebret og har elementer af eg, ribs, mineraler og en læskende friskhed. Den er måske – min første tanke – ikke helt på niveau med de øvrige, som jeg har smagt fra Baltes, men fortsat herlig og syrerig Spätburgunder til en god pris.
Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.
Rating 5/7