Tag-arkiv: corvina

Corvina – også kendt som Corvina Veronese eller Cruina – er en rød italiensk druesort, som vi primært findes i Veneto, hvor den er en af druerne, som anvendes til Bardolino og Valpolicella vinene, herunder også produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina stammer med al sandsynlighed fra Verona og bruges som regel blandet med andre druer for at give en god vin, men den udgør som regel størstedelen og anses som den afgørende spiller. Der er i dag omkring 7.495 hektar Corvina i Italien … og 19 hektar i Argentina.

Corvina sætter knop sent og modner ret sent. Den giver høje udbytter, som må begrænses, hvis vinen skal have koncentration. Skallerne er tykke, hvilket beskytter den mod råd. Denne egenskab gør den også velegnet til tørring, som netop er praksis ved produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina har ikke så dyb farve, men god struktur. Druen giver vine, som er lette og saftige med kirsebærduft og blommesmag. I de mere koncentrerede udgaver, som eksempelvis Amarone, udvikler den smag af sveske, mandel og søde krydderier.

2016 Corteforte, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole, Veneto, Italien

2016 Corteforte, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole, Veneto, ItalienNæste Valpolicella vin fra Carlo Maria Cerutti på Corteforte var hans 2016 Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole.

Vinen er lavet på 70% Corvina og  Corvinone, 20% Rondinella samt 10% Molinara, som høstes af to gange for at få druer med den helt optimale modenhed. Straks efter høsten er druerne afstilket og knust, hvorefter fermenteringen sker i små rustfrie ståltanke. Derefter sker der en andengæring sammen med drueskallerne fra Amarone produktionen … altså den klassiske Ripasso metode, og så lagres vinen i 6-8 måneder på franske egefade og så 6 måneder i flaske inden endelig frigivelse.

I glasset er vinen overraskende lys og nærmest transparent … WTF af en Ripasso og næsen er også lys, luftig med moden frugt, ribs, lyse kirsebær, lyse blommer, tranebær, pænt med egepræg, kanel, brun farin, karamel, appelsinskal, landlighed, mentol, eukalyptus, godt med krydderier og totalt overraskende.

Smagen er meget frisk, frugtrig med lys, syrlig frugt og igen er det utroligt, at det er en Ripasso. Det er en tynd, livlig, stram og tør vin med nogle jernagtige noter, peber og meget stramme tanniner. Det er klart en Ripasso til den gode side, slank, smukt og i fremragende form.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Corteforte, Concentus Rosso Veronese IGT, Veneto, Italien

2014 Corteforte, Concentus Rosso Veronese IGT, Veneto, ItalienNu har Houlberg igen en lille Veneto trio til test … alle fra det lille vinhus Corteforte, som er beliggende i den østlige del af Fumane by. Jeg starter med at smage deres Concentus Rosso Veronese IGT.

Corteforte holder til i en gammel bygning fra det 15. århundrede og har tidligere tilhørt en fornem familie, men har siden 1990 været ejet af Carlo Maria Cerutti og han har siden 1993 lavet en række vine fra sine små 3 hektar vinmarker, hvor han dyrker de normale Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara druesorter.

Udover vinproduktionen har Carlo også agriturismo med udlejning af 6 små værelser og lejligheder i den gamle, charmerende ejendom og bondehuset Olivella.

Denne Concentus Rosso Veronese IGT er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella samt en lille andel andre lokale druer … alle i skøn harmoni, hvilket også er meget passende, da Concentus nemlig betyder harmoni på latin.

Druerne høstes med håndkraft ved optimal modenhed og tørrer derefter omkring 40 dage for at opnå større koncentration. Gæring sker i små rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så lagres 8-10 måneder i franske egefade, hvorefter vinen så aftappes på flaske og lagrer yderligere 6 måneder inden indfrielse.

Det er duftmæssigt en ligefrem, frugtrig vin med blommer, syrlige kirsebær, tranebær, nelliker, kanel, balsamico eddike, lidt papkasser og en smule læder … men utroligt, at vinen er lavet på druer, som er tørret, for det dufter langt mere let, syrligt og stramt end forventet.

Smagsmæssigt er det en krydret vin med kraft og samtidig en rank, syrerig rygrad. Det er langt fra traditionel fed Valpolicella vin, for smagen er klart mere rank og syrerig, dog med en lille sødme, som runder tingene lidt af og giver god balance med en klar, ren og syrlige kant.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 200 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Ca´ Dei Ronchi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2010 Ca´ Dei Ronchi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienSelvfølgelig slutter den lille trio af Ca´ Dei Ronchi vine med deres topvin, deres Amarone della Valpolicella … igen lavet på samme mix af druer som de to foregående.

Det betyder 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta, men druerne er selvfølgelig tørret i cirka 3 måneder inden vinifikationen, som er sket i rustfrie ståltanke med gæring og maceration i hele 50 dage. Efter endt fermentering er vinen overført til de store 20 hektoliter egefade, hvor vinen så lagrer hele 60 måneder inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 12 måneder.

I glasset er denne Ca´ Dei Ronchi Amarone della Valpolicella langt lysere end forventet … spændende. Og sikke en balanceret, elegant og dragende duft, hvor der godt nok er lidt moden, fuldfed frugt med blommer, varme og sødkrydrede noter, men også samtidig en let, lidt luftig og rank duft kombineret med mælkechokolade, godt med lidt friske amaretto kirsebær, egetræ … faktisk en rigtig frisk og let Amarone trods hele 9 år på bagen.

Smagen følger nærmest duften spot on … let, frisk med masser af lette kirsebær, blommer … det er virkelig en frugtrig Amarone, som skiller sig ud med langt mere elegance og friskhed end de fleste andre Amaroner. Tanninerne er vildt bløde og vanvittig godt integrerede … uha det smager lækkert.

Jeg er en af dem, som sjældent vil vælge Amarone til julemiddagen, men denne vil jeg gladelig drikke til jul … igen og igen og igen. Klart 6 fede fingre og endda godt undervejs mod 6,5.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2012 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienI serien af vine fra Ca´ Dei Ronchi har jeg nu næste vin i glasset, og det er deres Valpolicella Ripasso … lavet med nøjagtigt samme mix af druer som deres almindelige Valpolicella.

Det betyder med andre ord, at vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Som med lillesøsteren er vinen lavet i rustfrie ståltanke, men med maceration over 25 dage. Derefter er vinen overført til andre ståltanke, hvor der sker en ekstra maceration og gæring sammen med drueskallerne fra Amarone produktionen.

Ripasso gæringen varer alene 15 dage, hvorefter vinen så er lagret 36 måneder i store 20 hektoliter egefade efterfulgt af yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Der er ikke samme lethed og friskhed over Ca´ Dei Ronchis Valpolicella Ripasso, for næsen byder på en fed, tung og overmoden frugt, blommer, gamle egefade, lakridskonfekt … men en let, luftig og aromatisk syrlighed med kanel, vanilje og mælkechokolade redder dog tingene og giver et fint samlet billede.

Smagen minder på mange måder om duften … det er egentlig godt overmodent på en ganske fin måde og så er der alligevel noget rigtigt frisk og smagfuld elegance over vinen. Den er ikke så tør som forrige Valpolicella, men der er pænt med tanniner, godt med egetræ og en smule bitterhed, som dog er virkelig godt indpakket.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, Italien

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, ItalienMed julen næsten lige for døren, så kommer der – sjovt nok – stor fokus på vinene for Valpolicella, som ofte går godt sammen med den fede julemad. Og jeres flittige vinblogger tester nu 3 vine fra et af de bedre vinhuse i Valpolicella, nemlig Ca´ Dei Ronchi. Vi starter med deres almindelige Valpolicella Spargola Superiore.

Ca´ Dei Ronchi er et nyere vinhus, som er grundlagt i år 2000 af Giorgio Campagnola og hans familie. Det ligger i bakkerne mellem byerne Negrar og Verona i Valpolicella, hvor familien sammenlagt har 5 hektar vinmarker med de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Giorgio etablerede vingården med et mål om at producere vine af meget høj kvalitet … vine som kunne tilfredsstille hans egen meget høje standard og selv de meste kræsne vinkritikere.

Til at hjælpe med produktionen har Giorgio hyret vinmagerne Roberto Vassanelli og Francesco Parisi, men derudover har han også hjælp fra sine to sønner Alessandro og Stefania.

De laver fra markerne i Valpolicella 3 forskellige rødvine, nemlig en Valpolicella, en Ripasso og selvfølgelig også en Amarone, alle vine som første gang kom på markedet i 2006. Men derudover laver familien også 2 mousserende Franciacorta vine fra marker i Lombardiet.

Denne Valpolicella Spargola Superiore er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Vinen er lavet med maceration i rustfrie ståltanke over 15 dage med daglig overpumpning. Derefter overføres vinen til andre ståltanke for gennemføre den alkoholiske gæring inden lagring og malolaktisk gæring i 20 hektoliter egefade i 36 måneder samt yderligere 12 måneder på flaske … pænt lang tid for en Valpolicella.

Næsen er lysere og langt mere interessant end gennemsnittet af Valpolicella vine. Her har næsen næsten nogle af samme lyse træk som både Nebbiolo og Pinot Noir .. læder, krydrede blommer, godt med kirsebær og med Valpolicella varme, eg, krydderier, super lethed samt en smule mentol. Det er sådan god, ren, klassisk Valpolicella skal dufte.

Smagen er også ganske lækker … virkelig frugtrig med mellemrøde bær, kirsebær, blommer og moreller. Der er stor og krydret tørhed i munden, enebær, lidt sødme og bitterhed, men først og fremmest er vinen frisk, tilgængelig og proppet med frugt. Jeg er ikke den største Valpolicella elsker, men dette er altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Massaro Norma, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2015 Massaro Norma, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVi slutter selvfølgelig med at smage Massaro Normas topvin, hvilket selvsagt er deres Amarone della Valpolicella Classico.

Amarone della Valpolicella Classico er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som først er tørret i 3-4 måneder inden fermentering, som er sket i rustfrie ståltanke. Vinen har efterfølgende lagret hele 3 år på barriques og den trækker en højoktan alkoholprocent på 16%.

I glasset er vinen overraskende noget lysere end gennemsnittet af Amaroner, mens her til gengæld slet ikke er så overmoden som dens to yngre søstre. Der er fortsat en noget moden duft med amaretto kirsebær, blommer, lakrids, mælkechokolade, lakrids og en noget bedre intensitet og balance.

Smagen er også langt bedre … klart mere dyb, koncentreret med bedre balance. Det bider dog en smule, men det er måske vinen høje oktantal på 16%, som sparker lidt og beder om, at vinen lagres nogle flere år, så alkoholen bøjes mere af. Det er ikke en tung Amarone … langtfra, og så smager den altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Massaro Norma, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2015 Massaro Norma, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienDen næste Massaro Norma vin i glasset hos Houlberg er deres 2015 Valpolicella Ripasso Classico Superiore.

Den er som lillesøsteren lavet på et blend af Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Druerne til Valpolicella Ripasso Classico Superiore er først gæret i rustfrie ståltanke i 10 dage, hvorefter de får en tur mere med kvaset fra Amarone produktionen. Og så har vinen efterfølgende lagret 12 måneder på slavonske egetræsfade.

Igen en vildt moden næse … totalt overmoden, men her på en lidt mere spændende måde. Imidlertid er der nok også nogle, som vil stå af og sige, at det bliver for overmodent. Det er blommer, figner, lidt rosiner, vilde skovjordbær, gamle kirsebær, gamle og våde fade, nogle søde krydderier og samlet set en lidt tung næse.

Smagen er her igen en tak lysere end duften … men igen med et modent udtryk. Syren er sådan set pænt frisk og skal så holde styr på den modne frugt og det bliver også en lille smule mere koncentreret end den foregående Valpolicella Classico. Det lykkes nogenlunde, selvom det aldrig bliver helt kompleks. Men en okay Ripasso.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienAzienda Agricola Massaro Norma ligger på adressen Via San Rocco i Negrar midt i Valpolicella og derfra tester jeres flittige vinblogger nu 3 vine, og vi starter med denne 2017 Valpolicella Classico.

Vingården er oprindelig grundlagt i 1950’erne, af den nuværende ejer Valentino Corsis bedstefar, som drev en lille gård med planteavl, men samtidig havde en stor passion for vin. Den passion blev dog først forløst af sønnen Quirino Corsi, som sammen med sin hustru overtog driften og også i midten af 1990’erne lejede marker til dyrkning druer til vin.

Det var dog sønnen Valentino Corsi, som sammen med sin hustru  Norma Massaro reelt grundlagde vinhuset i 1998 med lidt hjælp fra familiens gode venner Cesari familien på Brigaldara. Indtil da havde de solgt deres druer til den store producent Sartori.

Det var dog først i 2015, at Valentino sammen med sine sønner Riccardo, Alberto og Nicola kunne sende deres allerførste vin på markedet … lavet på vineriet på Brigaldara,, for det er først her i 2019, at familien har fået bygget deres eget vineri.

Det er en ganske lille vingård, som alene har 3 hektar vinmarker og alene laver 3 forskellige vine, denne Valpolicella Classico, en Ripasso og selvfølgelig en Amarone. Og vi starter selvfølgelig gennemgangen af vinene med denne Valpolicella Classico.

Vinen er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som er fermenteret i rustfrie ståltanke med gæring i 10 dage, hvilket så er efterfulgt af lagring i ståltankene og derefter på flaske en periode inden frigivelse,

Næsen afslører en meget moden aroma, virkelig modne og næsten overmodne bær, blommer, modne kirsebær, en smule mentol eller eukalyptus, lakrids, mælkechokolade, gammelt egetræ og en lille sød/syrlig note. Det bliver aldrig helt dybt … men lidt fladt men samtidig meget behageligt.

Smagen er mere syrlig og samtidig også friskere end duften indikerede, men det er samtidig en smule rustik og skarpt, så der mangler lidt dybde og bundtræk. Frugten er lys og moden, men derudover lidt egetræsnoter og bitterhed.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 139,95 kr., men pt kan fås på tilbud til 98,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, Italien

2016 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, ItalienLad os nappe endnu en vin fra vinhuset Azienda Agricola Le Salette og denne gang en enkeltmarksvin … en 2016 I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior.

Vinen er såmænd lavet på næsten samme druesorter som foregående Valpolicella Classico, altså 70% Corvina og Corvinone, mens resten består af Rondinella og Oseleta. Men her kommer alle druerne altså blot fra huset gode I Progni mark, som ligger ved Fumane og har vinstokke, der er mellem 15-20 år gamle.

Druerne er høstet manuelt og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke med 8 dages maceration og en gæring på 20-24 grader. Omkring 4 måneder efter gennemgår vinen så ripasso metoden, hvor der sker en andengæring sammen med grøden fra de søde, tørrede druer fra Amarone produktionen. Så lagrer vinen 18 måneder på små egefade, hvorefter vinen aftappes på flaske og lagrer yderligere 3 måneder.

Næsen er langt mere spændende … og der sker nu langt mere, fx ganske animalsk, landlig, mere kompleks duft og samtidig lettere end forventet. Det er fortsat krydret med mørke kirsebær, en smule Amaretto kirsebær, lidt medicinskab og en meget livlig syre.

Smagen har til gengæld mere dybde, varm, krydret med en nogen syrlighed. Vinen har dog nogen fylde og en lækker frugtrig kraft, der heldigvis er langt lettere og finere end normalt for Ripasso vine. Den fine lethed gør virkelig vinen pænt interessant og hæver den et niveau over tilsvarende vine. Den hiver sig lige op til 5 fingre.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Le Salette, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2018 Le Salette, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVi fortsætter i det italienske, men rykker en kende mod øst til Veneto området … mere præcist til den lille by Fumane omkring 12 kilometer øst for Gardasøen, hvor vi finder vinhuset Azienda Agricola Le Salette. Derfra smager vi først deres 2018 Valpolicella Classico.

Vinhuset Le Salette drives af familien Scamperle, og de har i generationer drevet deres lille vingård i skyggen af den gamle kloster Santuario delle Salette bygget i 1860 til ære for Madonna, som sørgede for, at vinbønderne i Fumane gik fri for den store phylloxera pest, der hærgede alle vinlandene i Sydeuropa.

Og nogle af vinmarkerne nedenfor klosteret har altid tilhørt Scamperle familien, som derfor også altid vedholdende har lavet vine, som har båret Le Salette navnet.

I dag har Scamperle samlet 20 hektar vinmarker i Valpolicella Classico området, hvilket bl.a. omfatter marker som Fumane Cà Carnocchio, I Progni e Cà Melchiori, Sant’Ambrogio Conca D’Oro og  San Floriano Monte Masua. Og der dyrker de selvfølgelig de lokale druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella, Oseleta samt en smule Molinara og Croatina.

Vi starter med at smage husets almindelig Valpolicella Classico, som er lavet på 70% Corvina og Corvinone, mens resten er et skønt mix af Rondinella, Croatina og Molinara og kommer fra 10-20 år gamle vinstokke. Vinen er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder inden aftapning på flaske og yderligere 5 måneder lagring.

Næsen er tør og sødkrydret … nærmest lidt varm og komfortabel med meget klassiske Valpolicella aromaer. Der er sødme i frugten, røg, godt med kirsebær … nærmest med en snert Amaretto kirsebær og dermed virkelig intens sødlig kirsebær. Derudover en lille kant med lidt mineraler.

Smagen er egentlig meget fin med mørke kirsebær, en tør og lidt blød syre, bløde tanniner, krydderier, en anelse sødme og også fint balanceret. Det er sådan lidt en nem og venlig vin med en god lethed, hvilket virkelig klæder vinen. Samtidig er det en vin, som rigtigt mange vil kunne lide.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 84 kr.

Vinanmeldelse 4/7