Tag-arkiv: Barolo

Barolo er en appellation i Piemonte og måske en af verdens bedste og mest kendte appellationer. Intet kan måle sig med god Barolo vin og derfor siges det også, at Barolo er vinenes konge og kongernes vin.

Barolo laves selvfølgelig på ren Nebbiolo, som skal komme fra marker i et lille område omkring 11 kilometer syd for Alba i hele eller dele af de 11 små kommuner Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba, Cherasco, Diano d’Alba, Grinzane Cavour, La Morra, Roddi,  Monforte d’Alba, Novello og Verduno i Cuneo provinsen.

Dette område omfatter omkring 1.700 hektar vinmarker og den årlige produktion ligger på cirka 10 millioner flasker Barolo … som jo i øvrigt har sit  velklingende navn fra landsbyen Barolo.

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienByggemødet bød også på andre kendte navne, som nu fx Andrea Oberto … den lille piemontiske Barolo producent i La Morra og det blev med hans basis Barolo i årgang 2016.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de små 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, hvorved den årlige produktion ligger på mere end 100.000 flasker vin. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Dolcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset almindelige Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 3 forskellige vinmarker på samlet 1,1 hektar i La Morra.

Vinen er lavet med fermentering ved 32 grader, en maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i både barriques og store, gamle egefade … vel således en mellemting mellem modernist og traditionalist, men nok mest det første. Der laves årligt 16.000 flasker af denne Barolo.

I næsen er det klassisk Barolo med violer, roser, syrlig, let og lys frugt, ribs, granatæbler, sure kirsebær, lyse blommer, en ren og klar balsamisk, italiensk syre, hybenroser, gazebind og kul.

Smagen er rigtig tør, fin med syrlig frugt, både granatæbler, tranebær og ikke megen fyldig modernisme her. Vinen har også en meget hård  side med sten, salt og mineraler, straffende tørre tanniner og endnu utrolig ung Barolo, som med fordel kan hengemmes i kælderen nogle år endnu.

Forhandles bl.a. af Gallovini, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Giulia Negri, Barolo La Vetta, Piemonte, Italien

2012 Giulia Negri, Barolo La Vetta, Piemonte, ItalienUnder webinaret med Giulia smagte jeg denne 2012 Barolo La Vetta, som kommer fra en del af MGA marken Serradenari i 530 meters højde.

Som nævnt laver Negri ikke længere denne vin, men den skulle være lavet som de øvrige af hendes vine, altså med gæring i store kegleformede egekar og en lang maceration, hvor hun så ofte omstikker og lader en tynd cap blive tilbage, så ekstraktion forbliver begrænset. Perioden for macerationen varierer fra år til år afhængig af druernes kvalitet. I gode årgange med godt skind bliver macerationen længere.

Efter endt fermentering er vinen lagret på store 60 hektoliter egefade i 30 måneder, hvorefter den så aftappes på flaske og så lagrer yderligere inden endelig frigivelse.

I glasset er La Vetta virkelig fin transparent teglfarvet med lysebrune nuancer … og man bliver øjeblikkeligt glad i låget, hvilket kun forøges, når du stikker trynen ned i glasset. Op strømmer nemlig den mest lækre Nebbiolo aroma med lys og moden frugt, violer, røde rosenblade, sæbe, tør jord, granatæbler, ribs, lyse kirsebær, tørt træ, balsamisk noter og svagt vulkansk sten samt vanilje.

Smagsmæssigt tyngder alderen på ingen måde … tværtimod, så er der masser af spændstig, ung, tør og småkantet syre, vilde tanniner, som Gnags sang engang … arghh det var vist vilde kaniner. Med masser af luft i kæften sætter tanninerne sig syrligt og småbittert i munden, hvor de masserer gummerne og  dominerende nærmest ætser tænderne. Man kan smage blomster suppleret med lys, frisk frugt, den lidt rustikke og massive tørre syre. Det er sgu fin afstraffelse på smukkeste facon og La Vetta leverer varen.

Denne La Vetta laves ikke mere, men alle vinene fra Giulia forhandles af Distinto, så denne vin har jeg ikke en pris på i dagens marked.

Vinanmeldelse 6/7   

Distintos Meet the winemaker part 6 – med barologirl Giulia Negri igen

Den 6. og sidste af  Distintos online webinar under overskriften Meet the winemaker var med den søde vinmager Giulia Negri, der driver vingården Serradenari Società Agricola en kilometers penge sydvest for La Morra by i Piemonte.

Men det var faktisk mit 2. online møde med Barolo producenten, for allerede i juni sidste år deltog jeg i et Distinto webinar, hvor jeg også undervejs smagte 6 forskellige af Giulias vine. Det skulle vi dog ikke denne aften … alene én vin fra vinhuset, nemlig Giulias 2016 Barolo Serradenari.

For første gang under de 6 webinarer, så havde jeg ikke selv købt den anbefalede vin fra Distintos Meet the winemaker boxen, men havde fra mit vinkøleskab fundet en ældre 2012 Barolo La Vetta fra Guilia … og dermed totalt autonomt ikke fulgte anbefalingen.

Lidt om Giulia Negri & historien

Nu kunne jeg godt skrive en masse af Giulia og historien bag det fantastiske vinhus, men det har jeg allerede gjort tidligere, så jeg vil derfor her blot linke til min artikel fra smagningen sidste år.

Artiklen kan du finde her på vinbloggen under overskriften; Houlberg møder Barologirl Giulia Negri … i virtuel onlinesmagning. I den er der også masser af fotos, som Giulia sendte til mig efter smagningen.

Webinaret den 11. marts

Til dette Meet the winemaker webinar startede Jonas med en lille indflyvning inden han gav ordet over til Giulia Negri, som ved dette webinar havde sat sig ned i det charmerende smagelokale på den piemontiske vingård i La Morra området.

Giulia startede med at fortælle lidt om sin start … helt fra fødslen i Palermo, hvorefter hun boede i Rom inden hun bosatte sig hos sin far på familiens vingård Serradenari Società Agricola, hvor hun startede med sit eget projekt med vine i eget navn.

I 2017 overtog hun så ansvaret for den samlede produktion på Serradenari og i 2019 fusionerede hun de 2 brands, således alle vine i dag udgaves i Giulias navn. Hun fortalte selvfølgelig på webinaret lidt om den vin, som de fleste drak undervejs, men i dag laver Giulia faktisk 3 forskellige Barolo’er.

Det er Barolo La Tartufaia, Barolo Serradenari samt topvinen Barolo Marassio. Giulia fortalte, at La Tartufaia nok er den mest venlige af Barolo’erne og at marken har leret og basaltisk undergrund, mens Serradenari har mere sandet jord og giver en mere mineralsk vin med mer’ duft af roser og svampe.

Marassio er den højeste beliggende mark og der høstes druerne seneste. Vinen har en mere saltet og stenet smag. I det hele taget, så har klimaændringerne betydet, at mange hun altid har modne druer, hvilket ikke ville ha’ været tilfældet for 20 år siden.

Giulia fortalte lidt om, hvordan hun laver sine vine med lang maceration, for aftenens vin helt op til 120 dage, men det er slet ikke med alt skindet i hele perioden, for hun omstikker mange gange og efterlader altid en meget tynd cap aka top, hvilket er med til at give vinene større lethed og bløde tanniner. Så der er således tale om lang maceration, men uden stor ekstraktion.

Nogle har skrevet, at Negris vine har en burgundisk lethed og Giulia har da også  tilbragt en del af hendes læretid i Bourgogne, men hun mener dog, at elegance ikke kun kommer fra Bourgogne.

Hun synes, at Nebbiolo druen selv er en meget elegant druesort, som også – modsat andre druesorter – har den egenskab, at man på Nebbiolo kan lave vine, som både kan drikkes nu, men samtidig gemmes mange år i vinkælderen.

En enkelt spurgte til Giulias favorithuse i Piemonte … og hun fortalte, at hendes bedste vin var en 1985 Barolo fra Aldo Conterno, som dog ikke i dag er blandt favorithusene. Det er mere huse som Giuseppe Mascarello, Cavallotto og Giacomo Conterno.

Samlet blev det igen en munter time med Giulia Negri … og man bliver totalt ramt af hendes charme og den italienske accent, når hun på engelsk med stor passion snakker om sine vine.

Jeg drak samtidig med velbehag hendes 2012 Barolo La Vetta … en vin, som Giulia ikke laver mere, men den vin kan I læse mere om i det kommende blogindlæg, hvor jeg anmelder vinen som vanligt. Igen blev Houlberg yderligere Giulia Negri fan … og det fandeme også svært at lade være at blive.

2016 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, ItalienDer kom endnu en vin fra Massimo Rivetti på bordet og det var såmænd deres Barolo, som vi her smagte i en frisk årgang 2016.

Druerne til vinen kommer fra en 1 hektar stor mark i La Morra og fra 30 år gamle vinstokke i 450 meters højde. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke ved 28 grader 12-15 dage, hvilket så er efterfulgt af eftermaceration et par uger mere, hvorefter vinen har lagret 24 måneder på store 25 hektoliter slavonske egefade og så yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen klart lysere end de forrige mange vine og næsten på vej til at være helt transparent. Op af glasset strømmer det med violer, roser, læder, blomster, kirsebær, tranebær … herlig syrlig og parfumeret med eg, røg og fadnoter.

Munden fyldes næsten også med blomster og syrlig, ren frugt, ribs, hindbær, tranebær, tørhed, renhed, kalkagtige mineraler og en lille sødbitter note. Der er urter, tjære, masser af syre og stramme, unge og livlige tanniner. Selvom vinen fortsat bare er en knøs, snothvalp eller barnerumpe, så smager det totalt lækkert.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr. mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bergadano, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Bergadano, Barolo, Piemonte, ItalienVi slutter den lille trio fra Piercarlo på Azienda Agricola Bergadano med deres Barolo … selvfølgelig.

Som med Piercarlos Langhe Nebbiolo er denne Barolo også lavet med druer fra deres mark Pugnane i Monforte d’Alba.

Druerne er høstet ved håndkraft i små kurve og kun de bedste druer indgår i vinen, der så gærer og macererer i rustfrie ståltanke – som de øvrige vine – med remontage flere gange dagligt, der giver en god ekstraktion. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter sker der en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagres i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende lagres vinen yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er denne Barolo rank, stenet og ren i udtrykket. Der er godt med roser, violer, tør jord, læder og læderfedt, bivoks, kirsebær, jordbær, lidt mælkede noter, balsamolie, mentol, mandler og en klart større dybde og kompleksitet. Der kommer også snert af tør tobak, mørk chokolade og lidt vanilje.

I munden er vinen også langt mere kompleks og komplet end sin Langhe Nebbiolo lillesøster, for vinen har en ren, rank og helt strunk karakter, en elegant dansende lys syre med lidt bitterhed samt stor tørhed. Tanninerne er som hos lillesøsteren fine, lyse og sætter sig også langt mere håndfast og truende på fortænderne, men de bliver aldrig crazy vilde, for sammen med lidt sødme, så giver det vinen et meget balanceret, tørt og sammenhængene udtryk. Det er sgu god og venlig Barolo, så klart 5,5 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, Italien

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra, så lad os da også smage hans 2016 Barolo Giachini.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2010 og som selvfølgelig er enkeltmarks Barolo med druer fra vinmarken Vigna Giachini, hvor grasso har en parcel på omkring 1 hektar med stokke plantet i 1975.

Vigna Giachini har stort set samme jordbund som nabomarken Rocche dell’Annunziata. Producenter som fx Fratelli Revello og Giovanni Corino har også parceller på Giachini.

Barolo Giachini er vinificeret på samme måde som den normale Barolo, altså på rustfrie ståltanke med fermentering og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her ny- og hårdtgarvet læder, knuste sten og stenmel, violer, jern, rust og kul, blæk, rosenblade, syrlige kirsebær, tranebær og moreller … ganske moden i udtrykket. Der er en hel og fin  buket tørrede blomster, som er knust, lidt lakrids, røg, lejrbål samt en strenghed, som med balsamisk præcision truer med at afstraffe dig med knastørre tæsk.

I munden er vinen lidt tættere og en tand mørkere end den almindelige Barolo. Dermed virker frugten mere som kirsebær, tranebær og lyse blommer, men syren og tanninerne er unge, friske og knastørre. Vi bliver holdt på dydens smalle spor med stor tørhed, markant syre, blomster, streng og svag sødlig bærfrugt og masser af tanniner, som sætter sig i mundhulen og masserer gummerne. Det er pinedød fortsat vildt skarpt og ungt … smertefuld og fantastisk.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 296 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Silvio Grasso, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Silvio Grasso, Barolo, Piemonte, ItalienPå samme måde som med Brunello, så er 2016 et rigtigt godt år i Barolo. Allerede nu viser de første ratings, at 2016 årgangen bare er rigtig god. Nok en af de længste sæsoner fra knopperne blev sat til den endelige høst. Så hvorfor ikke smage en god 2016 Barolo og fra altid fremragende Silvio Grasso?

Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra har jeg skrevet om før, så det skal jeg ikke gentage. Her er det atter Alsessio Frederico Grasso, der sammen med sønnerne Silvio og Paolo har lavet en virkelig lækker 2016 årgang af deres basis Barolo.

Druerne til Grassos almindelige Barolo stammer fra 1,5 hektar af marker beliggende i La Morra med sydvestlig eksponering. Stokkene blev alle plantet tilbage i 1984 og høstet med håndkraft. Vinen er så lavet med gæring i rustfrie  på ståltank i 10 dage, hvorefter den er lagret 24 måneder på franske barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er smuk, lys i glasset … nærmest transparent med svage småbrunlige nuancer.  Og sikke lækker aroma … smuk lys med violer, roser, læder samt en lys, moden frugt, der vitterlig får dine næsehår til at vibrere  resolut og halsløs ved hver snif. Det er syrlige kirsebær, tyttebær og moreller, masser af våd eg, røg, lidt brændte noter, tobak, jern, kalk samt en smule vanilje.

Men det bedste er sgu smagen, virkelig så smuk balanceret. Der er herlig, ung og frisk syre. Selvom det fortsat en spædbarn ung Barolo, så smager den allerede nu fortryllende med strenge, vilde tanniner, der sætter sig i din mund, men på en rund, frisk, frugtrig facon og med en lille diskret sødme. Intens og frydefuld. Syren er bare så bedårende, sprød og elegant.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 198 kr., hvilket må siges at være vildt billigt for sådan en 2016 Barolo.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Fratelli Alessandria, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Fratelli Alessandria, Barolo, Piemonte, ItalienFratelli Alessandria vinene har jeg altid været begejstret for og nu smager jeg en 2015 Barolo, der bestemt også er fin, men fortsat en purung bumset teenager med stemmen i overgang og store fødder.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og omkring 8 kilometer sydvest for Alba og stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer og de har sammenlagt 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolere og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der alene findes ved byen Verduno. En sådan én … 2016 Verduno Pelaverga Speziale  smagte jeg tilbage i december 2018 og var voldsomt begejstret for. Herudover dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Her er det vinhusets almindelige Barolo, hvor druerne kommer fra både Gramolere, Pisapola, Riva Rocca Campasso, Rocche dell’Olmo og Boscatto markerne og vinstokke, der gennemsnitlig er 25 år.

Vinen er lavet i ståltanke med 12-15 dages gæring og maceration ved 28-30 grader og er derefter lagret 3 år i 20-40 hektoliter store egefade af slavonsk og fransk eg, 2 måneder i ståltanke og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen virker duftmæssigt lidt lukket … frugten frygtelig ung suppleret med tørrede og knuste rosenblade, læder, en fin ædelhed, tørhed, egetræ, mineraler, sten, kridt, kul, mentol, ribs, tranebær og nogle balsamiske noter.

I munden er det er meget ren og virkelig frugtrig vin, masser af tanniner og tørhed, men på denne meget saftige og frugtrige facon og med peber, let bitterhed … streng, rank, frisk og ung. Det er bare fortsat et stykke fra de Barolo’er, som jeg tidligere har smagt fra Fratelli Alessandria. Jeg ligger lige mellem 5-5,5 houlbergske lillefingre.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2015 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienLad os endelig smage endnu en vin fra Sobrero Vini på adressen Via Alba Monforte tæt ved den byen Castiglione Falletto og nu med en totalt raceren Barolo Ciabot Tanasio i årgang 2015.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno. Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene. Først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaske vinen fuldstændig ufiltreret.

Dejlig lys i glasset … endda lettere grumset og så med en meget blomstret aroma med røde roser, gule smørblomster samt spinkel, lys, fin, sart og feminin frugt, hindbær, svagt lidt jordbær, læder, gammelt træ, svag mentol og kakao.

Smagen er dejlig tør, lys og med tanniner, som først lader som om, at de er bløde og egentlig virker lette, men blot sætter sig på tænder og i ganen sammen frisk, sur og skarp frugt … irettesættende og unge. Det er herligt, når man mærker Nebbiolo druen svinge med pisken og sætte en på plads. Det er en Barolo til den lyse side, letgående, præcis, frisk og fin … men stadig pokkers ung. Lækker vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 La Bioca, Barolo Aculei, Piemonte, Italien

2016 La Bioca, Barolo Aculei, Piemonte, ItalienJeg elsker vinene fra La Bioca … det russisk ejede Barolo vinhus i Serralunga d’Alba. Sidst jeg drak en vin derfra, da var det en 2012 Barolo Aculei og hvorfor så ikke gentage det blot med en nyere årgang 2016?

Vinen er lavet med en kold udblødning af druerne i 2-3 dage inden gæring i rustfrie ståltanke over 7-10 dage. Herefter har vinen hvilet med skallerne i eftermaceration i 20 dage inden lagring i 18 måneder på 500 liters franske tonneaux fade og 300 liters blandede egefade.

Det dufter lækkert og bekræfter måske endda allerede fra første snus, at 2016 er et fantastisk år … også i Barolo. Der er allerede en lidt hengemt kælder, læder, blomster, roser, violer lyse kirsebær med let sødme, nærmest en frugtfrisk bolsjesødme, tydelig trænoter, lidt vanilje endda, lidt sur mælk, fennikel … alt samlet, ordentligt og sat i total orden og nærmest godt undervejs til at være poleret.

Der er masser af ung liv i vinen, som i munden både er spændstig, sprælsk, livlig og syrlig med fin stor tørhed, pænt med tanniner, som sætter sig dybt i ganen og efterlader en lang eftersmag med den lyse og syrlige frugt, ribs, rabarber samt lyse kirsebær. I munden er vinen ikke så poleret, men skarp, rå og lidt en usleben diamant, som måske endda bør ligge og modne i kælderen mange år … hvis man altså kan holde snitterne fra den. Bustet. Jeg kunne ikke.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men pt på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7