Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2006 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2006 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaMed næste vin røg vi igen tilbage til firmaet Spier Wines i Sydafrika og her endda med en vin opkaldt efter vinmageren selv, Frans K Smit. Nu har jeg jo lige skrevet en del om vinhuset, så jeg vil ikke tilføje en helt masse. I forhold til tidligere kan jeg dog tilføje, at Spier ligger i det område man kender som Western Cape, i nærheden af Stellenbosch, ved bredden af Eerste floden.

Hele Spiers ejendom er meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur. Men man kan dog ikke komme udenom, at det Spier er verdensberømte for, er deres vine.

Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA (Vinindustriens Etiske Handelsforening) for at give sine ansatte i hotel- og forlystelseskomplekset gode, etiske arbejdsvilkår og lønningsforhold. Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.

Derudover har Spier i forbindelse med sine mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til hoteldriften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet.  Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.

Nå, ikke mere snak, tilbage til vinen, som er husets topvin, og vinen koster da heller ikke mindre end 695 ZAR hos Spier, og det er ikke mindre end 444 kr. i danske dollars. Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som deres super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”.

Vinen har lagret på små egetræsfade i sammenlagt 27 måneder. Her i årgang 2006 består vinen af 29% Cabernet Sauvignon, hvoraf 60% er fra Stellenbosch og 40% fra Darling, 21% Shiraz fra henholdsvis Darling og Paarl, 12,5% Merlot fra Stellenbosch, 12,5% Cabernet Franc fra Helderberg, 12,5% Malbec fra Paarl og 12,5% Pinotage fra Helderberg, så det er en skøn blanding fra forskellige områder.

Duftmæssigt en varm og fyldig vin med noter af marmelade, solbær, blåbær, brugte karklude, blommer, yoghurt samt lidt ristet toast. Dufter ret godt. Smagsmæssigt masser af sol, og selvom det er et slags Bordeaux blend, så smager vinen helt klart langt mere oversøisk med solbær, blommer og en god balance mellem sødme og syre. Eftersmagen også fin lang og klart den bedste af aftenens røde so far. En af de bedste Sydafrikanske vine jeg har smagt sammen med Anwilka, Radford Dale, Simonsig og De Toren.

Købt i SuperBrugsen for en pris omkring 300 kr. mener jeg, at Jesper fortalte.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Château Hermitage Mazeyres, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Hermitage Mazeyres, Pomerol, Bordeaux, FrankrigIgen en fransk vin på bordet … igen Bordeaux, men vi er rykket fra venstrebreden til højrebreden, hvor vi finder appellationerne Pomerol og St. Émilion, og det er netop i Pomerol, at vi finder Château Hermitage Mazeyres.

Pomerol er et lille vinområde med 730 hektarer vin, men det har et meget stort ry. Der er ingen officiel klassifikation for vine fra Pomerol, men de fleste er enige om, at Château Pétrus er kongen.

Château Hermitage Mazeyres er ejet af familien Pedro-Souillé gennem mere end 100 år. Ejendommen var tidligere en del af det gamle Domaine de Mazeyres, men dette er nu delt. Vingården ligger på Pomerolplateauet med marker skrånende mod sydøst.

Da vinmarken ligger på det sydlige Pomerolplateau i den rette blanding af sand og ler, har vinmarkerne derfor særdeles god dræning. Denne jordbund er den ideelle for optimal modning af Cabernet- og Merlotdruer. På den lille vinmark gror 80% Merlot og 20% Cabernet Franc, den helt rigtige drueblanding til god klassisk Pomerol.

Duftmæssigt er vinen klart mere blød og varm end den tidligere Médoc vin, men det skyldes formentlig de 80% Merlot. Der er lidt solbær, mere sol og en smule eucalyptus. Smagsmæssigt fortsat stor Bordeaux stramhed med syre og masser af tanniner, så vinen sætter sig på fortænderne. Rank … men alligevel med en blødhed, som gør vinen lige en tak bedre end den tidligere Médoc vin … selvom jeg rater dem til samme karakter.

Fos i Kvickly til pris på 149 kr., og nogle gange på tilbud til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Château Haut-Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Haut-Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigMed næste vin kom vi til Bordeaux, nemlig med denne Cru Bourgeois vin fra Château Haut-Tayac i Margaux på Médoc.

Vine fra Margaux er kendt for sine meget parfumeret dufte, der byder på violer, roser og cedertræ. Margaux er silkeblød, delikat men har alligevel en lang eftersmag. Eneste problem er, at kvaliteten er meget svingende, især fra år til år. Det er derfor kun de bedste vine i gode årgange, som kan leve op til denne beskrivelse.

Château Haut-Tayac er som sagt Cru Bourgeois, ligger i byen Saint Christoly og hører således til blandt de mere ukendte slotte i Margaux, men slottet har omkring 9,7 hektar vinmarker og drives af 4. generation af familien, nemlig af Gérard Solivères. Ellers er det småt med oplysninger om slottet.

Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot.

Duftmæssigt har jeg en del syre med kirsebær og tranebær, lidt tobak og læder. Smagsmæssigt også en dejlig rank vin, og der er godt med lyserøde frugter, tanniner og dejlig syre i eftersmagen.

Fås i Kvickly til omkring 84 kr. på bud.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 Tenuta Argentiera, Bolgheri Superiore, Toscana, Italien

2005 Tenuta Argentiera, Bolgheri Superiore, Toscana, ItalienVi slutter rundturen i Toscana i det lille prestigefyldte vindistrikt Bolgheri på den smukke toscanske kyststrækning mellem Livorno og Grosseto små 100 km sydvest for Firenze, hvor vi finder vinhuset Tenuta Argentiera.

Sassiscaias succes i Bolgheri har – sammen med områdets potentiale for at skabe store vine på franske druer – tiltrukket en stribe dygtige vinmagere. To af disse er brødrene Corrado og Marcello Fratini, som godt støttet af netop Antinori familien har ført Tenuta Argentiera helt op i toppen blandt de nye vingårde, som prøver at matche legenden.

Tenuta Argentiera er reelt en del af den gamle Donaratico ejendom, der i tidernes morgen tilhørte Flrentine Serristori familien. Tilbage i 1500 tallet var dette plateau rigt på kanaler, kilder og sølv miner. Navnet Argentiera refererer til disse sølvminer. Tenuta Argentiera er den vingård, som i Bolgheri har den nærmeste beliggenhed til havet. Tillige er gårdens marker beliggende på de højeste tinder for  området.

Tenuta Argentiera er også en større historie, idet vingården har ikke mindre end 500 hektar jord, heraf dog alene 75 hektar beplantet med vinstokke inden for DOC Bolgheri og  IGT Toscana. I alt laves der ikke mindre end 500.000 flasker vin årligt på vingården.

Denne Bolgheri Superiore DOCG er her i årgang 2005 lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot & 10% Cabernet Franc med 14 måneders fadlagring i 225 liters franske barriques samt 12 måneders lagring på flaske.

Duftmæssigt en meget indbydende aroma af lakrids, solbær og blomster samt en anelse krydderier. Smagsmæssigt stor intensitet og fylde, og igen et sindssygt niveau af tanniner. Fyldig og behagelig smag på ganen med en passende syre og en frisk, mineralsk finish og lang eftersmag. Også en flot, flot vin … men er måske knap så stor tilhænger af denne som de to foregående.

Købt hos Toscavini, pris 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Pianese, Pietricci IGT, Toscana, Italien

2006 Pianese, Pietricci IGT, Toscana, ItalienVidere til næste vin, en Pietricci IGT fra vinhuset Pianese. I den lille by Capalbio, kun et par kilometer fra kysten finder vi Azienda Agricola Pianese eller Azienda Agricola Vinicola di Giancarlo Di Fonzo, som det også hedder.

Vi er i det sydlige Toscana i Grosseto området i Maremma, og Pianese er en ganske lille producent, som ganske vist har 70 hektar jord, men heraf alene 15 hektar vinmarker, og en beskeden årlig produktion på 80.000 flasker.

Gården producerer vine med de mest avancerede biologiske teknikker, og jordforholdene på de 15 hektar vinmarker er optimale med stenet kalkler, beliggende i en højde på 200 meter høj, med soleksponering på 360 ° og en gunstig vind pga. nærheden til havet. De dyrkede sorter er Sangiovese, Merlot, Syrah, Cabernet Franc, Sauvignon og Ansonica.

De nuværende ejere har genplantet alle vinmarkerne i 2000 og bygget en topmoderne vingård.

Gården ejes – som det fremgår ovenfor – af Giancarlo Di Fonzo, mens ønologen Mario Ercolino står for vinproduktionen. Der laves tre vine på gården, topvinen Oracio, en Fosso Degli Sciadatti og så denne Pietricci IGT, som er lavet på 85% Sangiovese, 5% Merlot, 5% Cabernet Sauvignon, 3% Syrah & 2% Ansonica, Vinen har lagret 8 måneder på små franske fade.

Duftmæssigt en meget animalsk vin … dejligt … der er hestestald, babybræk, brombær, blåbær, vanilje og lidt krydderi. Smagen er jordbær, modne kirsebær og en fabelagtig syreintensitet. Stor vin, og den afsluttes med en fin lang og blød eftersmag med stor del tannin. Klassevin i min optik.

Købt hos Toscavini, pris 149 kr. Køb den før din nabo.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienSå blev det min tur til at bidrage til festen, og det gjorde jeg med denne Do Ut Des IGT fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. 3 glas i Gambero Rosso og 94 point af Wine Spectator, men mest af alt fordi jeg elsker supertoscanere.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Crestis, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede. Gården ligger lige i nærheden af Siena samt den historiske landsby Castelnuovo Berardenga.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Crestis er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Crestis er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre). Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Vinen her hedder Do Ut Des og er lavet på 34% Merlot, 33% Sangiovese, 33% Cabernet Sauvignon. Jeg vil gerne kunne sige, at Do Ut Des betyder “tre af hver”, men det er jeg ingenlunde sikker på. Vinen har lagret 18 måneder på 225 liter egetræsfade, og der produceres årligt omkring 19.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt masser af grønne toner, mørke kirsebær, vanilje, toast og nok også lidt alkohol. I munden også sindsygt stort indhold af tannin, som sammen med kirsebær, eg, krydderier giver en fløjlsblød forkælelse af din gane. Vinen er fortsat ung, og kan måske vinde lidt ved at gemmes i nogle år mere, men det smager altså bare godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine til 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

 

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed Bernts forkærlighed for Bordeaux skulle der selvfølgelig mere af dette på bordet, og det blev denne 2004 Pauillac fra Château Croizet-Bages, et vinslot  klassificeret som 5. Cru Classe efter den berømte 1855 klassifikation på Médoc halvøen.

Pauillac er uden tvivl et af verdens mest kendte vindistrikter i verden med slotte som Latour, Mouton-Rothschild og Lafite-Rothschild. Disse vine er dog næsten ikke til at betale mere, så derfor er Croizet-Bages et skole eksempel på en super Pauillac til prisen.

Der er tale om en 22 hektar stor ejendom, som årligt producerer 9.500 kasser vin på de 30 år gamle vinstokke. Vinen ligner ikke helt naboerne Château Lynch-Bages og Château Grand-Puy-Lacoste, men er mere afdæmpet og har en mindre gennemtrængende frugt. 40 % af druerne er Cabernet Sauvignon, 30 % er Merlot og de sidste 30 % er Cabernet Franc. Efter 12 til 18 måneder tappes vinen fra egetræsfadene over på flaske.

Duftmæssigt lidt blæk, urter, tobak og træ, men ellers en smule neutral. Smagen er røde og mørke bær, og der er en fin kombinationen af blød frugt og tannin, som komplementerer hinanden. Også meget ren i eftersmagen.

Fås hos Erik Sørensen Vinhandel, hvor prisen pt. udgør 369,95 kr. for en årgang 2006. Vinen kan nogle gange findes på tilbud til omkring 150 kr. Jeg har én liggende i en årgang 2007, som vistnok er købt i Føtex.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, Frankrig

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin til torsdagens bestyrelsesmøde var denne  Cuvée Exceptionelle Grande Tradition fra det danskejede Château de Haux. Slottet ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Her produceres røde og hvide kvalitetsvine samt den helt særegne Clairet (rosé).

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som én af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

I sidste århundrede skiftede ejendommen ejer flere gange for i 1985 at blive købt af Aktieselskabet Franske Vingårde i København, og i alt er der i dag ca. 14.000 aktionærer. Slottes ledes af brødrene Peter og Flemming Jørgensen, som begge har lang erfaring i produktion og handel med vin. Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt.

Vinen her, Cuvée Exceptionelle Grande Tradition, er lavet for at hylde 140 års vinudvikling på slottet, og den er indtil nu alene lavet i årgang 2005, som var en speciel god årgang på Château de Haux. Der er alene lavet 398 kasser af vinen, som har ligget på gården siden produktionen, smagt hvert år og udgivet nu, hvor den vurderes at være helt på toppen.

Duftmæssigt klare signaler om vin fra Bordeaux, der er lidt jord, kælder, lidt nødder og røde bær. Smagsmæssigt en vin med masser af elegance, mineralitet og med tanniner, som fylder munden og giver en behagelig eftersmag. Vi gættede alle, at der var tale om en Bordeaux vin.

Købt via Château de Haux, pris ukendt, formentlig omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 Bernard Magrez, Herència Del Padri, Priorat, Spanien

2005 Bernard Magrez, Herència Del Padri, Priorat, SpanienLørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Herència Del Padri fra Priorat området i Spanien. Vi er helt præcis i den catalanske by Porrera, som ligger knap 200 km. sydvest for Barcelona.

Vingården er grundlagt af Sant Brut Carthaginian munke i det 12. århundrede og har de tilhørende vinmarker på stejle skråninger i en højde af 700 meter. Herència Del Padri betyder noget i retning af “Arven efter bedstefar”.

Vingården ejes selvfølgelig … fristes man næsten til at sige … af Bernard Magrez, som blev rig på at sælge spiritus og har i dag solgt firmaet William Pitters og brugt pengene på ikke mindre end ca. 35 vinslotte i hele verden.

Ham har jeg vist skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte hans 2005 Saint-Chinian En Silence fra Languedoc og hans 2004 Chateau Croix de L’Esperance Lussac Saint-Émilion.

Den store Margrez har selv udtalt, at købet af Herència Del Padri er ét af hans bedste køb, og siger videre, at vinene fra gården har samme store standard som de store vine fra Bordeaux.

Der er nu ikke tale om en kæmpe vingård, og sammenlagt dyrkes der under 4 hektar med vin. Markerne er tilplantet med 40 -75 år gamle vinstokke med franske druesorter, nemlig Syrah, Carignan, Grenache, Merlet og Cabernet druer.

Vinen her er lavet på 55% Carignan , 21% Grenache Noir. 15%, Merlot og 9% Cabernet Sauvignon. Afstilkning sker ved håndkraft, og vinen overføres ved tyngdestrømning gennem alle operationer i vinfremstillingen, og vinen tappes også i hånden. Lagring sker i nye franske egetræsfade. Udbyttet er meget lavt, helt nede på 27 hl. pr. hektar.

Lad os kigge lidt på vinen. I glasset en mørk, klar vin … måske et svagt orange skær i kanten, men også kun ganske, ganske svagt. Duftmæssigt er der imidlertid alder, svedsker, overmodne og overgærede blommer, champignon, lidt animalsk og lidt indelukket. I løbet af nogle timer aftager den lidt overgærede blommeduft en smule, og det klæder kun vinen.

Kan nu godt lide det lidt animalske staldduft, selvom den her sammen med alder og overmodne blommer måske kan blive lidt kvalm. Har dog svært ved at se en sammenligning med Bordeaux, for dertil savner jeg både jord, mineralitet og rankhed.

Smagen er fin cremet med bløde tanniner, okay syre … en smule krydret, blommer og en fin eftersmag. Har måske også lidt svært ved at forstå, at det er en Priorat vin … dertil mangler jeg helt klart også rygrad. Tænker om vinen måske skulle være drukket for et par år siden?

Købt hos Vinspecialisten til 150 kr. på tilbud, førpris 490 kr. Det skal måske tages med et gran salt, for i dag sælges nyere årgang for 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2007 Raka Wines, Quinary, Overberg, Sydafrika

2007 Raka Wines, Quinary, Overberg, SydafrikaDen sidste vin … og aftenens madvin … til Randers Vinlaughs Sydafrika smagning blev denne Quinary fra Raka Wines.

Som jeg skrev ved aftenens første vin fra Raka Wines, så ejes gården af Piet Dreyer, men han har stor hjælp fra resten af familien.

Piet og hustruen Elna Dreyer er nemlig velsignet med tre sønner og en datter. Gerhard, den ældste, fulgte også i faderens fodspor, men gik ind i fiskebranchen indenfor blækspruttefiskeri. Dermed varetages driften af vingården af Piet selv samt sønnen Josef, som er uddannet ønolog fra Elsenburg ved udgangen af ​​2006, og han er nu vinmager på Raka. Derudover er han ansvarlig for bogføring.

Den yngste søn Pieter er imidlertid også under uddannelse som ønolog på Elsenburg, men hjælper i fritiden med levering og markedsføring på vingården. Datteren Jorika går fortsat i skole, men hjælper ofte til i vinsmage lokalet. Så ja, der er rigtigt nok tale om et vaskeægte lille familie vinbrug.

Gårdens 62 hektar vinmarker er tilplantet med Shiraz, Cabernet Sauvignon, Merlot, Mouvedre, Pinotage, Viognier, Pinotage, Sauvignon Blanc, Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot og Sangiovese.

Vinen her – som nævnt lavet på et Bordeaux blend – har navnet Quinary, hvilket jo betyder “bestående af fem”, hvilket jo også er rigtigt, da vinen er lavet på 5 forskellige druer, 37% Cabernet Sauvignon, 19% Cabernet Franc, 32% Merlot, 5% Malbec samt 7% Petit Verdot.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt lidt peber, sorte oliven, solbær, vanilje. Smagsmæssigt er der langt mere balance i denne vin end “søsteren” på Merlot. Her er der sødme, fylde, solbær, men fortsat med lidt syre. En mere komplet vin på én aller anden måde. Smager ganske godt.

Fås hos Valuewine til pris på 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7