Tag-arkiv: viognier

Viognier er en hvid, sydfransk druesort, der har sin højborg i Condrieu i det nordlige Rhône og var næsten uddød i 1960’erne, hvor der alene var 14 hektar vinmarker med druen tilbage. Men siden 1970’erne har druen igen været populær, bl.a. på grund af vinavlere i både Californien og Australien.

I dag findes Viognier udbredt i Rhône, Provence og Languedoc i hjemlandet og så derudover i Spanien, Schweiz, USA, Chile, Israel, Argentina, Sydafrika, Australien, New Zealand og Japan.

Viognier druen stammer formentlig fra Rhône, selvom historien fortæller, at det var Kejser Probus, der medbragte en stikling fra Dalmatien i 281. Men nyere DNA analyser har vist, at Viognier er i familie med den antikke Mondeuse druesort og det gør dermed, at Viognier er i familie med Syrah, mens andre studier fra University of California har fastslået en genetisk forbindelse til Piemonte sorten Freisa, der også er i familie med Nebbiolo.

Viognier er kendt for at kunne lave fede, aromatiske, blomstrede vine med masser af stenfrugt, abrikos, fersken, kamille, lavendel, timian og endda et strejf af fyr samt honning.

Viognier er svær at dyrke, modner meget sent, har et tykt skind, som kræver meget sol for at modne ordentlig og udbyttet er samtidig svingende, hvilket var årsagen til, at der i 1960’erne kun var få hektar vinmarker tilbage i Condrieu og Château-Grillet.

I dag anvendes Viognier også i nogle af de røde Syrah vine fra Côte-Rôtie i Nordrhône … typisk under 5% Viognier, selvom man ifølge reglerne må anvende op til 20%.

 

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, SydafrikaNæste bidrag på vinbloggen er denne sydafrikanske 2019 Queen Bee Viognier fra vinhuset Gabb Family Vineyards.

Vinhuset er grundlagt af Roger Gabb, som oprindelig var søn af en organist i St. Paul katedralen i London. Han flyttede i 1980 til Shropshire og grundlagde Western Wines, et ret stort vinimport firma, som solgte vine fra det meste af verdenen – og i særdeleshed Sydafrika – på det engelske marked. Da han i 2004 solgte firmaet stod det for salget af hver 13. solgte vin i hele Storbritannien.

Allerede i 1996 havde Roger Gabb også købt vingården Journeys End Vineyard ved False Bay i Western Cape, men det var reelt først efter salget af Western Wines, at Gabb familien begyndte at satse på vinproduktionen på vingården med sønnen Rollo Gabb som daglig leder.

Rollo udvidede bl.a. de oprindelige 20 hektar vinmarker til 120 hektar med hjælp fra vinmageren  Leon Esterhuizen laver de en lang række vine under navnet Journeys End. Men de laver også en række vine under navnet Gabb Family Vineyards fra en ejendom, som Rollo købte i 2011 af Ben Jordaan ved Mount Rozier i Stellenbosch.

Og denne Queen Bee Viognier er netop af de disse vine, som er lavet af vinmageren Ben Jordaan på Viognier med en ganske lille andel Chardonnay. Vinen har de kaldt Queen Bee Viognier på grund af biernes hjælp til at bestøve vinstokke i markerne. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke for at bibeholde vinens friskhed.

Næsen er fyldig med fed, tropisk og eksplosiv frugt. Det er fersken, papaya, vingummibamser, meget moden med sødme … en lidt smøret fedme med masser af rosmarin og lidt parfumeret.

Smagsmæssigt er det en fyldig vin med nogle fede, grønne noter, men klart mindre opulent end duften. Vinen er fin rund, cremet og virkelig blød, syren også afdæmpet, men det smager rigtigt godt, så dermed stort bifald til 4,5 gule fingre.

Vinen forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Elephant Hill, Airavata Syrah, Hawkes Bay, New Zealand

2016 Elephant Hill, Airavata Syrah, Hawkes Bay, New ZealandLigesom vi sluttede de hvide vine med en vin fra Elephant Hill, så sluttede vi også de røde vine og hele byggemødet med endnu en vin fra samme hus, nemlig Elephant Hills 2016 Airavata Syrah.

Airavata Syrah er ikon-vin hos Elephant Hill. Den laves kun i helt exceptionelt gode år og har sin navn Airavata efter en femhovedet, hvid elefant fra den hinduistiske mytologi.

Det er ikke helt 100% Syrah, for der er 1,7% Viognier i vinen på samme vis som i Nordrhône. Druerne kommer fra både Gimblett Gravels Vineyard og Te Awanga Vineyard … selvfølgelig høstet med håndkraft og derefter gæret i åbne trækar med omkring 18% hele klaser.

Gæringen har varet 14-21 dage inden aftapning på træfade uden presning overhovedet og en malolaktisk gæring i egetønder, heraf 40% nye fade.

Derefter er vinen lagrer i egefadene i 26 måneder, hvorefter alle fadene blandes i rustfrie ståltanke og lagrer endnu 7 måneder inden aftapning på flaske med minimal filtrering.

Der er også klart i næsen nogle referencer til det nordlige Rhône, dejlig mørk, flæsket, mælket og gæret. Der er blåbær, mineralsk og stenet med sten, grus og kalk, tjære, men også en lidt sødkvalm side, og den søde side med både vanilje og kanel fra fadene fylder en del i duftbilledet.

Smagen er dog herlig mørk og stringent, det er virkelig smagsmæssigt en jernhård vin, en godt greb i skridtet, meget tæt, tørt med peber, mørke bær, mineralsk kant, men samlet set er det virkelig en lækker Syrah, hvor eneste anke nok er en kende for megen sødme i duften. Resten er ren Syrah eliksir og klart 5,5 houlbergske fingre med sort Syrah pil op.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Babylonstoren, Viognier, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Viognier, Western Cape, SydafrikaDen sidste hvidvin fra sydafrikanske Babylonstoren – inden en rosé og de røde vine – var deres Viognier baserede vin.

Vinen er lavet ved, at 70% af druesaften er fermenteret i de store rustfrie ståltanke over 3 uger og så lagret i ståltankene sur lige i 7 måneder. Den anden del – de resterende 30% – er fermenteret i franske 300 liters fade, som er anvendt 1-2 gange tidligere. Vinen er derefter også lagret sur lie i disse fade inden vinen så samles og endelig aftappes på flaske inden frigivelse.

Selvom det nu er ren Viognier, så har duften sjovt nok nogle elementer fra de forrige to vine … igen fin inderlighed og dybde, lidt fedme, men ikke meget for en Viognier. Der er lidt honning, pærer, sagte abrikos, muskat, svag vanilje.

Der er en smule mere fedme i denne vin, selvom det – som med duften – langtfra er fed Viognier. Den er måske en anelse mere flad i smagen og mangler en smule dybde. Det er fersken og er egentlig meget direkte og frisk i frugten, mens lidt citronsyre samlet gør vinen let og imødekommende. Det er virkelig en fin, stringent og syrlig Viognier.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 151,25 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, SydafrikaNæste vin fra Babylonstoren var deres Candide … en fin lille sag lavet på 45% Chenin Blanc, 24% Viognier, 16% Chardonnay samt 15% Sémillon.

Vinen er lavet ved, at druerne Chenin Blanc og Sémillon først presses blidt og derefter får en kold fermentering i 3 uger på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer sur lige – altså med bærmen – i 4 måneder. De andre druer Chardonnay og Viognier er fermenteret i 300 liter franske egetræsfade og tilsvarende lagret 4 måneder på bærmen i fire måneder og først derefter er det endelige blend lavet og så tappe på flaske. .

Duftmæssigt en ganske interessant vin, hvor der både er comfort, mormorhygge, ryatæppe, syrlige animalske elementer, som pirrer, kilder og fastholder næsen dybt i glasset, masser af tropisk frugt, fersken, hyld, litchi, svagt lidt mynte og samlet set langt mere frisk end forventet, når man ser på druesorterne i blendet. Der er sgu samtidig god inderlighed og dybde i duften.

Smagen har masser af citroner, lime og grape … godt syrligt bid. Der er klart nogle grønne elementer, grønne blade, urter og igen meget mere frisk i smagen end forventet. Syren er frisk og frejdig, mens eftersmagen slutter med lidt citroner og bitterhed. Det er sgu en fin lille hvidvin og klart 4,5 med en frisk pil opad.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Bodega Sierra Norte, 1564 Viognier, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodega Sierra Norte, 1564 Viognier, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin, som har flaskehalsen på skafottet aka Houlbergs blodige vinblog er en 1564 Viognier fra det spanske vinhus Bodega Sierra Norte.

Bodega Sierra Norte drives af familien Olmo, som har været vinavlere i den lille by Camporrobles siden 1914. Der drev brødrene Miguel og Lorenzo Olmo et lille landbrug, hvor deres far havde udskiftet nogle af de normale  afgrøder med vinstokke med den lokale Bobal drue, men druerne blev imidlertid udelukkende solgt til forskellige købere.

Da 2. generation i form af brødrede Manuel og Haracilo Olmo overtog driften i 1954, så udvidede de vinmarkerne til 5,5 hektar, plantede Tempranillo, men fortsatte med at sælge druerne til forskellige købere.

Det var 3 generation – brødrene Manuel og Lorenzo – som startede med selv at lave vine. De havde overtaget driften i 1994, men i 1999 grundlagde de Bodega Sierra Norte for at producere vin.

Og det er lykkedes meget godt, for i dag er er familiens vinhus blevet en større historie med 322 hektar vinmarker i både Camporrobles, La Roda, Jumilla og El Pinós … med 3 vinerier – og et hovedkontor – således druerne ikke skal fragtes ret langt.

Hovedkontor og samlet lager for Bodega Sierra Norte ligger i byen Requena vel omkring 60-70 kilometer vest for havnebyen Valencia i Castilla-La Mancha vinområdet. Det er også derfra, at alle husets vine distribueres til hele verdenen.

Bodegas Sierra Norte laver et lang række vine i forskellige serier, som fx Ananto, Fuenteseca, Olcaviana, Mariluna, Pasión, Equilibrio, Bercial og 1564. Hvorfor sidstnævnte serie hedder 1564, aner jeg ikke … måske fordi, at William Shakespeare blev født det år?

1564 serien består af 3 vine på henholdsvis Viognier, Petit Verdot og Syrah. Vi starter med at kigge nærmere på den hvide i serien, lavet på 100% Viognier, som kommer fra husets marker ved El Cerro, hvor vinstokkene er 22 år gamle.

Druerne høstes om natten, og ligger inden gæring i en kold maceration en kortere periode. Gæringen sker efterfølgende i rustfrie ståltanke ved 15 grader, hvorefter vinen lagrer et stykke tid på 225 liter barriques inden filtrering og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødkrydret sag … meget varm og omfavnende. Der er lidt abrikos, modne pærer, fersken, akaciehonning og aromatiske blomster.

Smagsmæssigt følger fedmen ikke med, for vinen er let og langt mere tør, syrlig og frisk end næsen lovede. Det er ikke så dybt, men der er i stedet lidt frugtsten og citrus. Der er også smagsmæssigt nogle lidt parfumerede elementer. Den lidt citrondrevne friskhed og de lidt parfumerede, sødkrydrede elementer kan gøre vine velegnet til asiatisk mad.

Kommer måske hos Winelovers.dk i 2020, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7   thumbthumbthumbhalf_thumb

2017 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2017 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigDet er kun knap et par måneder siden, at jeg smagte en lille lækker 2016 Saint-Joseph fra vinhuset Jean Michel Gerin, der ligger i den nordlige udkant af Ampuis. Nu er den gal igen … for jeres flittige vinblogger smager nu den smækre lillesøster La Champine.

La Champine er selvfølgelig lavet på 100% Syrah, men der er tilsat en lille smule Viognier … ja faktisk tillader lovgivningen op til 20% Viognier, men de fleste producenter anvender alene 2-3%. Alle druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Alle vinene hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône … og så må vi se, om det også gælder denne La Champine.

Vinen laves med en kølig maceration 3 uger i  temperaturstyrede ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen. Efter endt fermentering er vinen lagret 12-18 måneder på en kombination af franske og amerikanske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt – wauw – sikke en lækker næse, landlig, flæsket og bondsk med blæk, sød tobak, lakrids, chokolade, en våd tavlesvamp, sødme, sorte kirsebær, solbær … og samtidig egentlig meget let i udtrykket, næsten som en baby Côte Rôtie light.

Der er masser af frugt i smagen, en vis saftighed, peber, lette krydderier og har samtidig et meget let, livligt og levende udtryk med lidt lys og mellemrød frugt, lidt cola, mineraler og en super elegance. Til prisen er denne vin et sandt fund … og bør blive en storsællert. 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Blanc, Western Cape, Sydafrika

2014 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Blanc, Western Cape, SydafrikaDenne The Grande Provence Blanc er en af tre topvine hos Grande Provence Heritage Wine Estate … og de kalder selv deres bedste vine for Flagship Wines.

Jeg skrev første gang om Grande Provence Heritage Wine Estate i Franschhoek i området Western Cape, da jeg smagte deres 2018 Angel Tears Sauvignon Blanc. I det indlæg kan du læse mere hele historien om vinhuset, som i dag er ejet af et Holland/Belgisk konsortium … en flok forretningsfolk med en særlig passion for god mad, gode vine og selvfølgelig Afrika.

Denne Flagship The Grande Provence Blanc er lavet på 60% Chenin Blanc og 40% Viognier, som kommer fra 32 år gamle vinstokke. Efter høst er druerne presset og har gæret på egefade, hvor vinen også efterfølgende er lagret i 24 måneder.

Næsen er markant anderledes end jeg havde forventet, for duften minder på mange måder om en dessertvin med honningsødme, tørrede abrikoser, en smule ædel rådenskab, som om druerne er høstet sent og næsten ramt af botrytis.

Det giver under alle omstændigheder vinen et lidt varmt, og meget sødkrydret udtryk, som nærmest bliver lidt for meget for jeres trofaste vinblogger.

I munden er vinen tør og samtidig fed. Den har en lidt sjov og varmkrydret smag, lidt stærk i alkoholen, mens frugten er fuldfed tropisk, passionsfrugt, abrikos, papaya, kvæde, lemon og klart til den tungere side. Med lidt luft i glasset folder den vingerne en smule ud … viser en smule syre. Det er egentlig ikke en dårlig vin, men bare slet ikke min stil.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Luddite Wines, Saluez le Saboteur White, Western Cape, Sydafrika

2017 Luddite Wines, Saluez le Saboteur White, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter hos ægteparret Niels og Penny Verburg, som driver Luddite Wines på de østlige skråninger af Houw Hoek bjergene omkring 30 kilometer fra Atlanterhavet i Walker Bay i Western Cape. Denne gang er det med deres skøre hvide sabotør vin … Saluez le Saboteur White.

Vinen er et skønt blend på 77% Chenin Blanc, 14% Viognier and 9% Blanc Fume aka Sauvignon Blanc, men blendet varierer lidt fra år til år. Hver druesort er dog vinificeret helt separat inden det endelige blend skabes.

Således er både Chenin Blanc og Viognier druerne fermenteret sponant i rustfrie ståltanke med skindet … Chenin Blanc i 6-18 dage afhængig af de enkelte batch, der høstes., mens  Viognier druerne er høstet senere og fermenteret 12 dage.

Blanc Fume druerne er fermenteret i egefade med daglig omrøring, for at fjerne så meget af Sauvignon Blanc normale karaktertræk som muligt. Men efter endt fermentering har alle druesorteret været lagret 6 måneder på gamle, franske egefade og fælles også uden nogle former for tilsætning. Der tilsættes alene en smule svovl/sulfitter ved aftapning på flaske.

What??? Sikke en vild og skør duft … landlig, svedig med syltet frugt, gule blomster, abrikos, hyld, mandler, kanel, kalk, salt og saltlakrids samt en vis fylde, fedme og samtidig måske endda lidt olieret.

I munden er der masser af fyldig smag, lemon, æblesødme og -most, pærer og kraft. Det er lidt buttet, krydret og stærk … virkelig en kraftig hvidvin med sin særegne karakter.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Autodidacte Pays d’Oc Viognier, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d'Aumieres, l’Autodidacte Pays d’Oc Viognier, Languedoc, FrankrigOg hvorfor ikke nuppe endnu en vin fra Château Saint Jean d’Aumieres?  God idé. Det blev denne l’Autodidacte Pays d’Oc Viognier.

Vinen er lavet på 100% Viognier, som kommer fra 2 forskellige parceller, som Château Saint Jean d’Aumières’ har i dalen ved foden af Hérault i Larzac området. Presningen af druerne sker i en lufttæt presse, hvorefter gæringen sker ved lav temperatur – 16 grader – med udvalgte gærceller i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lagret en kort periode i tankene … altså en Viognier lagret helt uden brug af eg.

WAUW … jeg bliver altid overrasket, når jeg sænker snydeskaftet ned i et glas med Viognier, og det gør jeg også her. Det er fed, fyldig og aromatisk, lemon og tropisk frugt … men her også suppleret med nogle mere grønne og rene elementer samt hvide blomster,

I munden er vinen ikke fed, men langt mere elegant end forventet … og selvom syren ikke er vild og dyb, så har vinen en fin balance, et svagt mineralsk bid og eksotiske frugter. Det er en Pays d’Oc særklasse vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, Sydafrika

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, SydafrikaVondeling Wines er en smuk vingård i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården, som ligger i en dal ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika. Og derfra smager vi denne hvidvin med navnet Babiana.

Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet. I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002.

Vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe. Og samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker.

Denne er husets hvide topvin, og den er opkaldt efter en af de planter, som er helt unik for området, nemlig Babiana Noctiflora, som primært findes omkring Voor-Paardeberg sammen med Erica Hippuris, Oscularia Paardebergenis og Serruria Roxberghii.

Babiana er lavet på 50% Chenin Blanc, 24% Chardonnay, 13% Grenache Blanc og 13% Viognier. Alle druer høstes med håndkraft og vinen er gæret alene på druernes naturlige gærceller i store 500 liters franske egefade, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade.

Næsen byder på en lille lækker fedme, abrikos, mandler, pinjekerner, cashewnødder, røg, flot og god nerve, mandariner, karamel, banan, tonsvis af fadnoter og vanilje.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt og svulstig på en fin og lækker måde. Det er opulent, men ikke helt vildt, for vinen har en frisk, livlig, bitter og levende syre med flot balance. Den smager bare rigtig godt og breder sig dejligt i munden med lidt bitterhed i eftersmagen,

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7