Tag-arkiv: frühburgunder

Frühburgunder er en rød druesort, som de fleste mener stammer fra Tyskland. Den kendes også under de franske betegnelser Pinot Noir Précoce eller Pinot Madeleine, hvorfor flere hælder imod, at druen oprindeligt stammer fra Frankrig.

Men to tyske forskere, der har skrevet en lang afhandling om Frühburgunder har bekræftet druen som en mutation af Spätburgunder/Pinot Noir.

De er dog også kommet med den hypotese, at mutationen sandsynligvis er sket i Tyskland under en kort istid i slutningen af 1400-tallet, men omvendt findes der også ganske tidlige omtaler af Précoce i Frankrig, så dermed vil vi nok aldrig finde ud af, hvor druen reelt først opstod.

Précoce betyder ligesom det tyske Früh jo tidlig, hvilket skyldes, at druen modner tidligt, og de fleste siger typisk et par uger inden Spätburgunder og dermed endda ofte i slutningen af august.

Det er jo klart en fordel for de områder, hvor vinteren kommer tidligt, og én af årsagerne til at de danske vinhuse Hjelm og Njord også har haft succes med netop Frühburgunder. Den tidlige modning betyder også, at druen dermed ikke er så udsat for at blive ramt af gråskimmelsvamp aka Botrytis Cinerea som fx Spätburgunder.

Bærrene er også mindre end hos den kendte storesøster og samtidig er høstudbyttet også mindre. Det betyder, at Frühburgunder som oftest giver mere smagfulde og cremede vine. Det skyldes bl.a. at drueskallen – som besidder en stor del af smagen – udgør en større del af druen i forhold til druekødet, mens det lave udbytte selvfølgelig også giver mere kraft til druerne.

På grund af den tidlige modning, så benyttes Frühburgunder også tit i arbejdet med at krydse nye sorter, og druen er bl.a. klonet sammen med Trollinger til den ukendte sort Helfensteiner. Frühburgunder findes også i nye sorter som Goldriesling samt Perle von Csaba.

Frühburgunder var tæt på at blive helt udryddet i Tyskland i løbet af 1960’erne, hvor der alene var sølle 15 hektar vinmarker i bl.a. Württemberg tilbage af sorten.

Sorten var både humørsyg og gav meget lidt afkast, men nogle få vinproducenter som fx Weingut Wasem i Ingelheim, Rheinhessen holdt fast i druen og avlede videre på sorten inden forskningsinstituttet i Geisenheim endelig i midten af 1970’erne fik øjnene op for druesorten og langsomt hjalp med udvikling af nye kloner, som var mindre modtagelig for sygdomme.

De gamle og næsten udryddede kloner er i dag stort set udskiftet med nye kloner, som ikke er helt så sårbare for alvorlige infektioner og virus, ja faktisk fraråder Geisenheim i dag brug af de gamle kloner.

I dag er der langt flere marker … seneste tal jeg har kunnet finde, viser 262 hektar med Frühburgunder i 2011. Det skal så i øvrigt sammenlignes med, at der samme år i Tyskland var 11.756 hektar marker med Spätburgunder, som klart er Tysklands mest plantede rødvinsdrue.

Frühburgunder fylder ikke meget, hvis vi ser på den samlede produktion og faktisk findes der i Tyskland flere hektar marker med – herhjemme mere ukendte – sorter som fx Acolon, Cabernet Mitos, Domina og Dunkelfelder end marker med Frühburgunder.

Det stigende areal og produktion af vine på Frühburgunder læner sig selvfølgelig op af udviklingen for Spätburgunder. Siden begyndelsen af 1990’erne er arealet af marker med Spätburgunder vokset med mere end 3.000 hektar og derudover er kvaliteten bare langsomt blevet bedre og bedre.

Specielt i de seneste 20 år er der sket en mindre revolution, hvor fokus i produktionen er ændret med reduktion i høstudbytter, bedre uddannede og mere moderne producenter, et langt mere internationalt sigte samt nye kloner.

Af forskellige årsager, så er der specielt 3 områder, som springer i øjnene, når vi snakker om Frühburgunder i Tyskland, nemlig Ahr, Franken og Rheinhessen, hvor vi også finder nogle af de bedste fortolkere af vine på druen.

Men selv i disse områder udgør Frühburgunder meget lidt af produktionen. Således udgør arealet med druen i Franken alene sølle 0,2% af det samlede areal og i Rheinhessen 0,3%. Ahr er klart det område, hvor druen fylder forholdsvis mest, for her udgør arealerne med Frühburgunder 6,4% af områdets samlede 545 hektar vinmarker.

Men det giver også god mening, at de nordligste områder jo har mere af den lille, skrøbelige druer … og som et lille kuriosum, så udgør andelen med Frühburgunder da også 1,3% i Sachsen, som hører til blandt de nordligste vinområder i vores broderland.

Vinbønderne, der dyrker Frühburgunder, kalder selv arbejdet med druen for et kærlighedsarbejde, for udbyttet er virkelig spinkelt … endda til trods for, at forskningsinstituttet i Geisenheim har forbedret druens resistens.

Så arbejdet med Frühburgunder kan nemt ende med hjertesorger, for selvom den tidlige modning gør angreb af gråskimmelsvamp mindre, så er druens små klaser specielt udsat for eddikefluer samt den plettede frugtflue, der på latinsk hedder Drosophila Suzukii.

Den tidlige modning gør også, at druen tiltrækker fugle, hvepse og endda vildsvin, så samlet overstiger udbyttet sjældent 35 hektoliter pr. hektar.

Sebastian Fürst fra Weingut Rudolf Fürst i Bürgstadt i Franken siger, at udbyttet på Frühburgunder er smerteligt lavt, men mandetimerne i markerne brutalt højt. Deres gennemsnitlige udbytte ligger omkring 20-22 hektoliter pr. hektar, mens der i gode år høstes med 25-28 hektoliter pr. hektar.

I 2014 havde Fürst et udbytte på Frühburgunder på 14-15 hektoliter pr. hektar og så begynder man måske at forstå, hvorfor andelen af Frühburgunder er så lavt og priserne derfor også omvendt store.

I Ahr siger man, at hvis Spätburgunder er en fornem gentleman, så er Frühburgunder en elegant dame, og Stodden – der er en af Tysklands bedste og mest roste fortolkere af Frühburgunder – siger endda, at det ikke blot er en elegant dame, men en diva, som er langt sværere at håndtere. Hun er både sart og stædig.

Netop Ahr er vel ret beset det bedste område for Frühburgunder, for dels satses der kraftigt på rødvin i området og så udgør Frühburgunder – som anført tidligere – 6,4% svarende til 35 hektar af det samlede produktionsareal på omkring 545 hektar.

Men derudover finder vi også nogle af de absolut bedste producenter af Frühburgunder i netop Ahr, fx Weingut Kreuzberg, Weingut Stodden og Weingut Kriechel efterfulgt af andre spændende producenter som Deutzerhof, Meyer-Näkel, Adeneuer, Maibachfarm og søde Julia Bertram.

2015 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder, Ahr, TysklandMeyer-Näkel er også et af tophusene i Ahr, så derfor var lidt Frühburgunder fra dem også et must til en smagning af de herlige dråber.

Weingut Meyer-Näkel har eksisteret i 5 generationer, men i dag er det Werner Näkel, som driver vingården med dens 13,1 hektar vinmarker sammen med sin kone Claudia og døtrene Meike og Dörte. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagendet, og det har han gjort med manér.

Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed.

Han har fået tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og er så ellers startet det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe mere fyldige vine med en mere udtalt frugtighed.

Samtidig har han omlagt hele produktionen i markerne, således der ikke bruges sprøjtegifte eller industriel gødning.

Allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet.

Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm. I 2001 havde han den bedste rødvin i Gault Millau og blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent.

For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til Winzer des Jahres 2004, efter at have haft 6 vine der blev rated 90 point eller bedre. På sine 13,1 hektar laver han små 100.000 flasker vin hver år og flaskerne bliver nærmest revet ud af hans hænder, når de frigives i april og september.

Denne Frühburgunder er én af husets 2 vine på Frühburgunder og vel en Gutsweine, som er lavet med druer for forskellige marker med undergrund af grå skifer, klipper og forvitret sand. Vinen er lavet med lagring på dels brugte barriques samt store egefade.

Næsen er præget af stor syrlighed og er samtidig grøn, urtet med gazebind, hindbær, kirsebær, blåbær, eukalyptus samt røg, lidt kaffebønder og en smule blomster. Den virker umiddelbart lys og ukompliceret.

I smagen går det grønne igen, men er alligevel utrolig let med hindbær i frugten, Den gør ikke det vilde væsen af sig, men smager godt, meget direkte og let.

Meyer-Näkel forhandles herhjemme af Ditvinhus, men denne er ikke i sortimentet. Denne flaske er købt på weine.de, hvor prisen er 17,90€ eller omkring 133 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Rudolf Fürst, Burgstadter Berg Frühburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Rudolf Fürst, Burgstadter Berg Frühburgunder, Franken, TysklandWeingut Rudolf Fürst er vel nærmest rødvinskonge i Franken eller i hvert fald i den øverste liga, så selvfølgelig skulle vi smage en Burgstadter Berg Frühburgunder fra vinhuset.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene.

Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Weingut Rudolf Fürst er nok sammen med Weingut Stadt Klingenberg topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Jeg har tidligere smagt flere vine fra Fürst, bl.a. en 2013 Bürgstadter Spätburgunder, som jeg var endda meget begejstret for og gav 6 fede tommelfingre.

Nu er det Fürst’s Burgstadter Berg Frühburgunder, hvor druerne – så vidt jeg kan se – kommer fra Erste Lage marken Lobenberg, som er en del af Bürgstadter bjerget og tidligere en del af marken Centgrafenberg inden klassificeringen til Grosse Lage.

Vinen er fremstillet i store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af modning i barriques fra Bourgogne i 12-20 måneder inden vinen ufiltreret fyldes på flasker.

I glasset er vinen langt lysere og transparent end jeg normalt lige forbinder med Franken, og næsen virker også lettere med lidt kål, hindbær, jordbær, vanilje og en nærmest flyvende sødme … meget rundt, blidt og blødt.

Der er også både hindbær og jordbær i munden, fin lethed og virker samtidig luftig i udtrykket. Der er bestemt også grønne elementer, som vi klart forbinder med Franken, men slet ikke i samme omfang og mere feminin, svævende og fint. Tanninerne er sgu også fine og bider ikke jeres vinblogger på nogen måder og samlet en ganske elegant vin, som dog ikke helt når deres Spätburgunder.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men denne vin kan ikke lige ses i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 29,50€ ,.. svarende til 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2012 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, TysklandNoch Mehr Frühburgunder? Og svaret er selvfølgelig et rungende ja, specielt når det kommer fra Ahr som denne Marienthaler Rosenberg Frühburgunder fra Weingut Peter Kriechel, en lille familiedrevet vingård, som ligger ved byen Bad Neuenahr-Ahrweiler.

Weingut Peter Kriechel har eksisteret i mere end 60 år. Vingården blev nemlig grundlagt af Peter Kriechel, som i mange år leverede druerne fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ. I 1952 besluttede han imidlertid at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de udvidede løbende ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården.

I dag er Ernst fortsat med i driften sammen med 3. generation i form af Markus Kriechel, Michael Kriechel, Gerd Kriechel og Peter Kriechel Junior. Markus er dog trådt ud af driften på grund af sygdom, så det er reelt Peter Kriechel Junior, der forestår ledelsen.

Sammen med vinmageren Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk og efter sigende den største private, familiedrevne vingård i Ahr.

Det er i øvrigt Ernst Kriechel forenden af bordet på billedet ovenfor, Peter Junior i den ternede skjorte med broderen Michael i den blå samt fætteren Gerd Kriechel længst til venstre.

Weingut Peter Kriechel ejer bl.a. markerne Rosenthal, Steinkaul, Herb Berg, Himmelchen, Pfaffenberg, Schieferlay og Sonnenberg … og de har faktisk primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion.

Det er primært rødes sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina. Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Kriechel har samlet 4,5 hektar med druesorten, fordelt på 11 forskellige parceller. Michael Kriechel har udtalt, at Frühburgunder er vigtig for dem, da druen netop trives på de marker, hvor Spätburgunder vil ha’ det svært.

Deres bedste Frühburgunder marker er Walporzheimer Pfaffenberg og Marienthaler Rosenberg, hvor de plantede vinstokkene for omkring 25 år siden. Og det er jo netop sidstnævnte marl, som jo har givet druerne til netop denne vin, som er fra husets serie af de bedste vine … en serie de selv kalder Kultweine.

Vinen lagrer mindst 14 måneder på franske barriques og den er netop den vin, som Kriechel fik en 3. plads med i 2015 ved kåringen af Ahrs bedste Frühburgunder, mens vinen året efter fik førstepladsen i kåringen af bedste Frühburgunder. Den har 2,4 gram restsukker pr. liter … blot til info.

Igen er næsen lidt mørkere end forventet … det gælder egenligt både udseende og duft. Frugten er ikke helt kogte bær, men dog meget modne bær, blåbær, hindbær, blæk, bacon, røget kaffe, chokolade, mineraler, egefade og vanilje. Men selvom det ikke er en feminin vin, så dufter den ganske godt.

I munden er det en virkelig sammenhængende vin med en vis substans. Syren er mere grøn, men moden og der er kraft i samspil med en silkeblød og cremet smag. Der er ristede noter, peber og mineralsk bid.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 449 kr.,

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Weingut Philipp Kuhn, Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Philipp Kuhn, Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve, Pfalz, TysklandMed næste Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve bliver vi i Pfalz, nemlig hos Weingut Philipp Kuhn, der ligger i byen Laumersheim omkring 10 km. nordøst for byen med der herlige navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.

Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker.

Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter. De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hektoliter pr. hektar.

Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.

Lokalt kaldes han Der Philipp, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et ungt talent i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter.

Da han modtog Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5. år i streg én af det store tyske vinpriser. Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.

Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser.

Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.

Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter.

Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.

I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.

Vinene er opdelt i serierne Gutsweine, hvor flaskerne har blå hætte, Ortsweine, hvor farven er sølv og endelig Große Gewächse, hvor toppen af flaskerne er guldfarvet.

Denne Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve har sølvfarvet top, og er således en Ortswein, hvor Kuhn alene accepterer et udbytte på op til 60 hektoliter pr. hektar. Det kan man nu tvivle på, at han kan få ud af de sarte Frühburgunder drue.

Druerne afstilkes og så sker gæringen helt traditionelt over et par uger i store træfade og en periode med skallerne. Derefter lagrer vinen i en kombination af barriques og store træfade i 16-20 måneder. De bedste Lagenweine lagrer også delvist på nye fade, men det gælder altså ikke denne vin.

Alligevel er der godt med fad i næsen. Det er eg, fad, power og vanilje presset helt ud i frugten. Det virker meget fedt, modent og kraftigt i duften, og jeg tænker, at vinen måske er på sit højdepunkt netop nu. Frugtmæssigt er det kirsebær. blommer, men der er også lidt lakrids samt søde krydderier.

I munden er der også saft og kraft, meget tæt i strukturen og det lidt varmere område kan næsten smages. Trods tætheden og intensiteten, så er der også en via elegance, blødhed og vinen er nærmest cremet, lækker og har et fin bid med lidt peber.

Nur Wein er dansk importør, men ser umiddelbart ikke ud til at have denne. I Tyskland koster vinen 23,25€ eller omkring 173 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Kesselring, Frühburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Kesselring, Frühburgunder, Pfalz, TysklandNæste heat i Frühburgunder smagningen blev rent Pfalz … lidt varmere vine, hvor den første kom fra Weingut Kesselring, der ligger i Ellerstadt omkring 10 kilometer vest for Mannheim.

Weingut Kesselring er grundlagt tilbage i 1648 og drives i dag af den unge Lucas Kesselring.  Han er uddannet på Geisenheim og derefter stået i lære hos både Weingut Dr. Bürklin-Wolf samt Hofstätter i Alto Aldige. Familien har dog aldrig lavet egne vine, men blot solgt deres druer … altså lige indtil Lucas overtog driften.

Det gjorde han i 2012, men var allerede i 2009 startet med at dyrke familiens 25 hektar vinmarker økologisk og er således i dag også certificeret økologisk.

En af Lucas’ mange vine er denne Frühburgunder, som er en dyrket økologisk, trækker 13,5% alkohol og derudover er lagret på barriques, selvom Kesselring ikke oplyser i hvor land tid. Restsukker ligger op 4,6 gram pr. liter.

Næsen er egentlig lækker animalsk og dyb med lidt sæbe, men den ikke afslører megen frugt. Det er sådan lidt lavendelsæbe, figner, lidt vanilje, en svømmehal og en lukket toilettaske. Frugten er mørkere end hos både Früh- og Spätburgunder, men vinen er i det hele taget meget sparsom med frugt i næsen.

I munden er vinen skam også lidt kantet … her er der lidt kirsebær,  brombær, godt med peber, men smager faktisk lidt billig og en anelse kedelig. Den giver sgu bare ikke så meget.

Købt på weine.de, hvor prisen er 9,,90€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Weingut Thörle, Saulheimer Frühburgunder Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Thörle, Saulheimer Frühburgunder Kalkstein, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter i Rheinhessen, men rykker til byen Saulheim, hvor vi finder vinhuset Weingut Thörle, som står bag denne Saulheimer Frühburgunder Kalkstein … søstervin til deres Saulheimer Spätburgunder Kalkstein, som jeg smagte tilbage i 2014 og ikk’ var specielt begejstret for.

Familien Thörle har været beskæftiget med vinproduktion siden 1600-tallet, men startede først med at flaske og sælge vine under eget navn i 1985. I dag drives vingården af brødrene Christoph og Johannes Thörle, som overtog driften fra deres forældre i 2006.

Huset ejer 19 hektar vinmarker omkring Saulheim, bl.a. parceller på de tre marker Hölle, Schlossberg og Probstey. Her dyrkes de klassiske druesorter Riesling, Silvaner og burgunderne. Det er brødrenes vurdering, at disse druesorter passer bedste til den kalkstenrige jord i området.

Og man har arbejdet målbevidst med at forbedre kvaliteten, bl.a. ved større fokus på arbejdet i markerne, streng reduktion af udbytter, streng udvælgelse af druer, lang maceration og gæring på den vilde gær fra druerne.

De siger selv, at målet er at lave vine, som både viser den elegante frugt med balanceret syre samt struktur og kompleksitet.

Vinene er selvfølgelig inddelt i de 3 traditionelle niveauer, Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, og der laves samlet 24 forskellige vine, og denne Saulheimer Frühburgunder Kalkstein hører til under Gutsweine.

Vinen er lavet med druer fra nogle af de højeste og meget kalkstenholdige placeringer i Saulheim. Udbytterne ligger der på et meget lavt niveau fra omkring 35 til 45 hektoliter pr.  hektar. Vinen har lagret 18 måneder på brugte barriques. Restsukker ligger på 0,7 gram pr. liter.

Den dufter af savværk, fiskeolie og maltbolsjer, sagde flere omkring bordet. Derudover et lidt medicinsk udtryk, blomster, salt samt hindbær, kirsebær, som stikker og prikker.

Smagsmæssigt er det en syrlig Frühburgunder og har derudover både blomster, parfume, lidt eg og mineraler i smagen. Det er en god let og syrlig vin, som dog ikke imponerer vildt.

Ingen importør og koster 13,90€ på vingården, hvilket svarer til 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Weingut Wasem, Ingelheimer Horn Frühburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Wasem, Ingelheimer Horn Frühburgunder, Rheinhessen, TysklandEn Frühburgunder smagning skal selvfølgelig omfatte en vin fra Weingut Wasem … den tyske pioner for druen. Det blev løst med denne 2013 Ingelheimer Horn Frühburgunder.

Weingut Wasem holder til i en gammel ejendom i den lille by Ingelheim i Rheinhessen. Ejendommen har tidligere været hjem for ridderen Hundt von Saulheim og hans hustru Anna Katharina, født von Rodenstein. Og i dag pryder det gamle våbenskjold fra de to gamle familier Saulheim og Rodenstein fortsat ejendommen, hugget ind i sten i 1614.

Men grundstenen til vinhuset Wasem er lagt langt senere … nemlig i 1912, hvor Julius Wasem etablerede vingården og startede med at producere vine i eget navn som første vinmager i Ingelheim.

I dag drives vingården … inklusiv en restaurant – kaldet Kloster – og et hotel, Wasem Weinhotel i ejendommen af tredje og fjerde generation af familien Wasem.

Tredje generation består af brødrene Holger og Burkhard Wasem, som driver gården med deres respektive hustruer Karin og Ilona. Mændene står for vinen, mens damerne står for gastronomien og hotellet.

Derudover er sønnerne Julius og Philip også med i fremstillingen af vinene … og de er begge i gang med uddannelsen til ønologer og har derfor masser af idéer til vinproduktionen. En anden søn Gerhard står for økonomien, mens to døtre Julia og Marie Louise fortsat går i skole. Men alt i alt … et rigtigt familieforetagende.

Weingut Wasem har samlet 34 hektar vinmarker, og de bedste marker er Pares, Horn, Sonnenhang, Burgberg og Schlossberg. Og huset er specielt kendt for deres Frühburgunder, som Julius Wasem allerede plantede tilbage ved starten af vingården og jo – som nævnt i min artikel om Frühburgunder – spillerede en stor rolle i druens redning og udbredelse.

Oprindelig hed druen Früher Blauer Burgunder, men ved en revision af officielle druesorter i 1953, så faldt druen simpelthen ud af listen. Det var kun en indædt, stædig og sirlig indsats fra Julius Wasem, som sikrede druen igen kom på de officielle lister i 1971.

Wasem havde luret druens potentiale og således gennem årene dyrket, selekteret og ført nøje regnskaber med udviklingen af druen, således han i 1967 kunne søge om, at druen igen blev officielt anerkendt, hvilket så lykkedes i 1971.

Ved optagelsen på de officielle lister, så skrev man dog, at druen pga. det lave udbytte alene vil være interessant lokalt i Ingelheim. Og det skyldes altså også gamle Julius Wasem, at druen blev plantet i store dele i Ingelheim.

Ved registeringen i 1971 blev Wasem familien også officielle avlere af druen og har bl.a. leveret de første spæde vinstokke til Kreuzberg, da han begyndte at dyrke Frühburgunder. Ja, de har formentlig leveret vinstokke til at lang række af vinproducenter i Tyskland og som skrevet i forrige indlæg også til Njord Vingård i Danmark.

I dag lider Ingelheim under, at området grundet klimaforandringerne er ved at blive en smule for varmt for Frühburgunder, hvorfor vinhuset også kun har få af de gamle marker tilbage.

De planter derfor i dag Frühburgunder på højere og mere vindblæste marker, hvor modningen kan ske langsommere. Alligevel starter de normal allerede i slutningen af august med at høste druerne, hvor udbyttet ligger under 30 hektoliter pr. hektar.

Den nyeste generation af vinmagere i familien, Julius – opkaldt efter bedstefaderen – har på Geisenheim skrevet speciale om fortsat udvikling af nye Frühburgunder kloner og er stadig tilknyttet instituttet med henblik på dette arbejde.

Denne Ingelheimer Horn Frühburgunder er enkeltmarksvin fra marken Horn ved Ingelheim, og den ligger lige mellem markerne Pars og Burgberg. Fra marken er der i øvrigt en fantastisk udsigt over med Rheingau og byerne Bingen, Rüdesheim og Eltville. Vinen er lavet i små træfade og lagret på barriques.

Der er duftmæssigt lækker kostald … her er vi godt i gang med at muge ud. Derudover er der krudt, grafit, kirsebær, brombær og virker til at ha’ godt med power. Det dufter sgu godt.

Smagsmæssigt er der også godt med krop, og vinen fremgår langt mørkere i smagen end foregående fra Njord. Der er hvid peber, lidt bitterhed og tanninerne markerer sig også tydelig med fad og egenoter.

Ingen importør og koster 22,70€ på vingården, altså svarende til omkring 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Njord Vingaard, Pinot Noir Précoce, Sjælland, Danmark

2014 Njord Vingaard, Pinot Noir Précoce, Sjælland, DanmarkNår Vinkreutzer siger det, så må det passe … Njord Vingaard laver måske Danmarks bedste rødvin. Jeg har ofte læst om det succesrige foretagende, men vinen er ikke sådan lige at få i glasset, men det var nu alligevel lykkedes, så vi i heat 4 skulle smage Pinot Noir Précoce fra Njord. Og så måtte jeg jo teste, om Herr Kreutzer er fyldt med vrøvl eller ej.

Det var sgu ellers lige ved at glippe, at vinen kom med i den store Frühburgundersmagning, men en ihærdig, vedholdende indsats fra Caspar Tribler gjorde, at vinen et par dage før smagningen alligevel kunne indskrives i det store felt Frühburgunder. Og Gud ske tak og lov for det.

Njord Vingaard ligger ved Holbæk … en 1,2 hektar stor mark, som fra 2010 er tilplantet med Pinot Noir Précoce aka Frühburgunder. Det lille og næsten hemmelige vinhus drives af Sune Albertsen, der vistnok selv bor inde i København.

Sunes vinmark har en hældning på 27 grader og er tilplantet med forskellige kloner af Frühburgunder, bl.a. klonerne GM4 og GM6 fra Ahr og udviklet på Geisenheim, kloner fra Weingut Julius Wasem i Ingelheim i Rheinhessen samt klonen ST180 fra Schloss Sommerhausen i Franken.

Og hver klon vinificeres hver for sig, alle klaser afstilkes 100% og klonerne er alle meget forskellige i udtrykket, hvilket Sune udnytter, når den endelig vin skal samles. Vinen lagrer – som det kan ses på billedet ovenover – i egefade og Sune bruger 33% nye fade til hver ny årgang.

Den første årgang fra Njord Vingaard var årgang 2013, som der alene blev produceret 838 flasker af. Denne 2014 er således blot Sunes 2. årgang, men det er virkelig spændende vin og det betyder også, at alt produceret vin er udsolgt eller reserveret på forkant.

Sune arbejder også med produktion af lidt mousserende vin samt vin på Pinot Noir, men det er svært at finde oplysninger om dette lille, hemmelighedsfulde danske vinhus. Men det er sgu en god lille hemmelighed.

I glasset er det er herlig lys og ufiltreret vin. Næsen er blomstereng, nærmest parfumeret og virkelig lys, let i duften. Det er ganske aromatisk med sæbe, jord, hindbær, ribs, rabarber, godt med fad og godt med vanilje, men alligevel med lethed og elegance. Woaw.

Smagen er virkelig frisk og sprød, og det gennemgående i smagen er letheden, hvor nogle om bordet synes, at det blev for letbenet. Det synes jeg ikke, for selvom vinen – indrømmet – virker pleasende, så elsker jeg den flydende lethed, svævende syre. Det smager da rasende godt. Jeg er nu officielt Njord fan.

Så Vinkreutzer var ikke helt beruset, da han skrev, at Pinot Noir Précoce fra Njord Vingaard måske er Danmarks bedste rødvin … jeg er slet ikke i tvivl. Vi strør 5 fede tomler med STOR pil op.

Købt direkte af Sune på Njord Vingård, og prisen ligger på 400 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Winzerei Lüttmer, Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg, Saale-Unstrut, Tyskland

2015 Winzerei Lüttmer, Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg, Saale-Unstrut, TysklandTrods min grosse liebe for tysk vin, så har jeg – så vidt jeg husker – aldrig smagt vin fra det lille, nordlige vinområde Saale-Unstrut i det gamle Østtyskland, men det afhjælper vi med en lille kultproducent, nemlig Winzerei Lüttmer og deres vin Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg.

Det lille hippieagtig vinhus drives af ægteparret Klaus og Christiane Lüttmer, der begge stammer fra Berlin, men ud af det blå besluttede at de ville lave vin. De ville dog ikke opgive bylivet i Berlin, så da de begyndte at kigge efter marker, så skulle de helst ligge så tæt på Berlin som muligt … og så faldt valget på det lille område Saale-Unstrut.

Efter et par års søgen, så fandt de i 2008 en lille parcel på 0,35 hektar på marken Weischützer Nüssenberg i Freyburg. Beliggenheden på på 51. nordlig breddegrad var god og undergrund med muschelkalk perfekt for dyrkning af rødvin, så de kunne plante deres ynglingsdrue Frühburgunder.

Og Klaus Lüttmer kalder også Frühburgunder for en diva, som kræver meget arbejde, men også giver gode resultater, hvilket bl.a. medførte, at det lille vinhus allerede i 2013 fik guldmedalje for deres 2011 Frühburgunder Maxim ved kåringen af bedste vin for området.

I dag har parret samlet 1,7 hektar, idet de også har købt en parcel på marken Vitzenburger Schlossberg, hvor de udover Frühburgunder nu også har tilplantet 0,6 hektar med Riesling og Spätburgunder.

Til produktionen af vinene har Lüttmer lejet en gammel stald ved Weischütz, men da der jo er en pænt stykke fra Berlin til Weischütz, så har de også lejet en lille lejlighed, som de kan bruge som base, når der skal arbejdes i markerne eller stalden.

De lokale kalder Klaus Lüttmer for den skøre berliner, for han laver ikke vinene traditionelt, men efter sit hjerte … og han er meget stolt af sine vine.

Han er fra 2015 begyndt at kalde sine 2 vine på Frühburgunder for Herr Lüttmer og Frau Lüttmer, hvor den første selvfølgelig er topvinen. De er derudover forsynet med en moderne etiket med et foto af enten Klaus eller Christiane i cool, moderne stil, således de ligner et par eftersøgte medlemmer af Rote Armé eller en fransk Film Noir fra 1970’erne.

Det er sikkert god markedsføring … hvilket de styrer med hård hånd fra deres Berlin tagterrasse lejlighed i Willdenowstraße … headquarter for det hippe vinhus.

Denne Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg er selvfølgelig lavet med druer fra deres markstykke ved Weischütz. Jeg har ikke fundet nogle oplysninger om, hvordan vinen er lavet, men dog snuset mig frem til, at S’et betyder, at vinen i forhold til Frau Lüttmer har lagret længere tid på egefade.

I næsen er det også lidt en afart af Frühburgunder, for her er der sgu ingen lethed, men i stedet er der dømt saltlakrids, svovl, urter og bærrene også mørkere end forventet. Den virker umiddelbart lidt stram i betrækket og er slet ikke en let vin.

Alligevel føles vinen smagsmæssigt et lille step op fra Hjelm, men smagen følger egentlig ganske pænt duftindtrykket. Der er saltlakrids, mineraler, kirsebær og virker lidt hård samt enkel i udtrykket. Pænt stærk, powerfuld og er der også en snas alkohol i eftersmagen?

Forhandles bl.a. af Jakob hos Viniversa, hvor en flaske vistnok koster omkring 350 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Hjelm Vingård, Tidlig Blå Burgunder, Sjælland, Danmark

2016 Hjelm Vingård, Tidlig Blå Burgunder, Sjælland, DanmarkVi fortsætter med at kippe med det danske flag aka Dannebrog – det smukke røde korsflag – med næste danske vin, som bærer den herlige titel Tidlig Blå Burgunder og kommer fra Hjelm Vingård, der ligger på Møn med sine vinstokke godt forandret i den gode undergrund med masser af kalksten.

Så nej, vingården ligger ikke på den lille privatejede ø Hjelm i Kattegat, men ved Stege på Møn. Den drives af den dygtige danske vinavler Jørgen Teik Hansen, der har lavet dansk vin siden 1981, hvilket i starten skete på et stykke lejet jord i Nordsjælland.

Siden 2010 er vinproduktionen dog sket fra Møn, hvor Jørgen købte en lille gård, som nu er ophøjet til vingård med knap 3 tønder land og omkring 1.500 vinstokke med sorterne Rondo, Solaris, Madeleine Angevine samt Frühburgunder.

Marken er en lille sydvendt vinmark på 0,85 hektar, der befinder sig på sydkysten af Møn I Dansk Vinavl Zone 1, der er den bedste af de fire vinalvzoner i Danmark. Jorden er tillige meget kalkholdig og meget velegnet til vinavl. Samtidig dyrkes marken efter økologiske og biodynamiske principper.

På vingården produceres både rød- og hvidvine, og begge typer har været præmieret med ved Dansk Vinskue og hans røde fadlagrede rødvin har endda også opnået guldmedalje.

Men mest spændende er nu Jørgens Frühburgunder, som han altså kalder Tidlig Blå Burgunder. Der er en lille mikroproduktion, idet der alene er lavet 39 liter af vinen eller 104 flasker af 0,375 liter. Det skulle være 100% Frühburgunder og vistnok uden lagring på eg qua den lille mængde.

Næsen er fyldt med grønne urter og derudover er der nærmest biodynamiske elementer med krudt, gærende mødding … herlig vildt, mens frugten er hindbær samt kirsebær. Den læner sig bestemt op af det vi kender fra Spät- eller Frühburgunder og har samtidig samme lethed, lidt røg samt bolsjesyre.

Det smager sgu også meget godt og jeg tænker slet ikke dansk vin, men har et tilsnit af noget mere. Syren er fin, let … måske lidt enkel i udtrykket, men der er noget mineralsk, en god nerve og selvom det måske ikke er så komplekst, så er der altså bare en lækker lille vin, som den gode Jørgen Teik Hansen har fået skruet sammen.

Vi kipper med både hjelm og skjold for den gode viking Jørgen og hans lille vidunder. Sådan Dänemark!

Forhandles igennem Juuls Vin og Spiritus, hvor en lille flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7