Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2017 Mimosa Wines, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2017 Mimosa Wines, Chardonnay, Breede River Valley, SydafrikaBlot 2 times kørsel på Route 62 østpå fra Cape Town rammer man Robertson dalen og der på Church Street midt i den lille by Montagu finder vi Mimosa Lodge … et lille refugium og lodge, som også rummer en prisbelønnet restaurant, der er kendt for sit fremragende køkken … men også laver vin, herunder altså denne Chardonnay.

Det lille hotel, restaurant og vineri drives af ejeren, den schweiziske chefkok Bernhard Hess, som tidligere har ejet flere toprestauranter. Det er en sand lille oase, der ligger smukt i dalen omgivet af bjerge i Robertson vindistriktet, som er en del af Breede River Valley vinområdet.

Den vinøse del af forretningen drives i samarbejde med vinmageren Lourens van der Westhuizen. Og de laver sammen en række vine under sloganet; forførelse for tungen og solskin for sjælen … men i meget lille antal på 35.000 flasker årligt, hvoraf rigtigt mange selvfølgelig serveres på restauranten.

De er begge overbeviste om, at deres små unikke vinmarker på samlet 5 hektar i Robertson dalen – hvor en undergrund med masser af kalk – giver den perfekte terroir og basis for at producere perfekte Chardonnay vine.

Markerne til denne vin er placeret længst mod syd i Robertson dalen og er høstet med håndkraft, hvorefter de sorteres,  presses og gærer i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen 10 måneder på franske egefade. Der er 5,4 gram restsukker pr. liter i vinen og der laves årligt kun 4.800 flasker af vinen.

Havde man ikk’ forventet en fed, solrig Chardonnay med masser af fadpræg? Jo det tror jeg nok, men det er imidlertid ikke tilfældet. I næsen er vinen nemlig herlig syrlig, lidt grøn med masser af citronsyre, svag ananas, umodne grønne æbler, blid kalk samt lidt salt.

Smagsmæssigt bliver det heller ikke en overmoden, overdone Chardonnay, men en elegant og syrerig vin uden fadsødmen, ren, stringent og ganske direkte i frugten, igen masser af grønne æbler, lidt tropisk frugt og citroner… ganske overraskende. Sikre 4½ af de fede houlbergske pølsefingre og endda med svag pil op.

Forhandles af nogle nye vinøse venner … Lesedi  Wines i Aarhus. Det er et kvalitetsorienteret vinimportfirma, startet på vin-entusiasme og med fokus på vine fra Sydafrika. Denne koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Hamilton Russell Vineyards, Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

2017 Hamilton Russell Vineyards, Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay, Walker Bay, SydafrikaNæste vin i glasset kan kaldes en uægte unge, altså et blend … her på Sauvignon Blanc og Chardonnay og fra Ashbourne, som er en lille Pinotage og Sauvignon Blanc specialist, der ejes af Hamilton Russell Vineyards og ligger på en smuk 64 hektar ejendom i Hemel-en-Aarde-dalen på den østlige side af Hamilton Russel Vineyards.

Vinhuset Hamilton Russel Vineyards er grundlagt af Tim Hamilton Russell i 1975. Han er født og opvokset i Sydafrika, men studerede i sine unge år på Oxford University i England og blev under perioden i Europa stærkt inspireret af de europæiske vine, specielt vinene fra Bourgogne.

Så da han vendte hjem og ville starte en vingård, så fandt han et af de køligste områder i Sydafrika, hvor den skrøbelige Pinot Noir drue ville trives bedst. Han købte ejendommen ved Walker Bay med ikke mindre end 170 hektar uopdyrkede marker efter lang tids søgen.

På det tidspunkt dominerede det store kooperativ KWV en stor del af vinproduktionen i Sydafrika, og området ved Hemel-en-Arde Valley i Walker Bay-området var ikke godkendt til vinproduktion, så Hamilton Russel måtte opføres som vinproducent på hobbybasis.

I dag er det sønnen Anthony Hamilton Russell, som ejer og driver vinhuset, og det er bestemt ikke på hobbybasis. Han overtog driften i 1991 og købte hele ejendommen fra faderen i 1994. Siden har han begrænset udvalget af druer yderligere til kun at omfatte Pinot Noir, Chardonnay samt Sauvignon Blanc.

Detaljerede jordbundsundersøgelser ledte i 1994 til identifikationen af 52 hektar stenet, lerholdig, skiferrig jord, der ville være helt optimal til netop det personlige terroirudtryk og alle nytilplantninger har siden udelukkende været koncentreret omkring denne jordtype.

I dag er der dog plantet lidt mere end de 52 hektar, nemlig 28 hektar med Chardonnay, 23 hektar Pinot Noir og 13 hektar med Sauvignon Blanc. Markerne bliver høstet med et ekstremt lavt udbytte, fx 28 hektoliter pr. hektar af Pinot Noir, mens udbyttet på Chardonnay ligger helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

I 1998 blev Hamilton Russell også registreret som Estate, hvilket betyder, at man kun må benytte egne druer fra gården og således ikke har lov til at opkøbe fra andre gårde og stadig sælge vinen under Estate-navnet.

Sammen med winemaker Hannes Storm og viticulturist Johan Montgomery er Anthony fuldstændigt optaget af at få Hamilton Russell Vineyards terroir’ integreret bedst muligt i husets vine.

Det sker bl.a. ved løbende at lave grøn høst og ved at druerne håndhøstes og sorteres, hvorefter de gennemgår gæringsprocessen på franske egetræsfade. Efter gæringen overføres vinen til delvist nye 228 liters fade, hvor den får lov til at færdiglagre, inden den tappes på flaske og frigives til salg.

Ashbourne projektet startede Anthony Hamilton Russell i 1996 og ligger altså nabo til Hamilton Russel Vineyards. Han opkaldte vingården efter sin tip, tipoldefar Lord Ashbourne, som var anset kansler i Irland i slutningen af 1800-tallet.

Ashbourne projektet startede egentlig ud fra et ønske om at undersøge, om der kunne laves noget ekstraordinært ud af stokke på Pinotage i det ler- og skiferholdige jord, men siden er der lavet flere forskellige vine på gården … og de sælges så alle under Ashbourne navnet.

Denne Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay er lavet siden 2012, men her smager vi den i en ny 2017 udgave. Den er lavet på 79% Sauvignon Blanc og 21% Chardonnay høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar … altså noget mere end hos Hamilton Russell Vineyards selv.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og bliver sat til salg i det år, den bliver produceret for at bedre at holde på vinens tæthed og friskhed. Den indeholder 1,7 gram restsukker pr. liter og der er produceret i 119.300 flasker af vinen.

Duften byder på fersken … masser af fersken og er ganske parfumeret, men slet ikke fed eller opulent, men har lidt sødme og en svagt nøddet aroma og får slet ikke de normale aromaer, som man normalt finder i Sauvignon Blanc.

I munden er vinen dog en anelse grøn, frisk med lidt hyldebær, citrus og jernholdig med salt, grape og en lille sødme. Det er ikke super kompleks, men let tilgængelig og okay fornuftigt. Igen en vin, som fruen imidlertid var helt pjattet med.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 125 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 100 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Scotto Cellars, 11th Hour Cellars Chardonnay Lot 1883, Californien, USA

N.V. Scotto Cellars, 11th Hour Cellars Chardonnay Lot 1883, Californien, USADet er normalt, at champagner er Non Vintage … uden årstal, men knap så udbredt og mindre seriøst for almindelige vine. Men alle vinene lavet af Scotto familien under brandet 11th Hour Cellars er netop uden årgang … og det gælder også denne 11th Hour Cellars Chardonnay Lot 1883.

Scotto Cellars’ historie starter i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af 1800-tallet begyndte at lave bordvin i den lille by Ischia. Det som familien ikke selv kunne drikke solgte han til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru.

Salvatore lærte sit første barn Dominic alt, som han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgte fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Da hans vinforretning voksede, så besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og den første flaske vin kom til at hedde “Rustico” … det italienske ord for rustik.

De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando.

Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af brødrene Anthony III, Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udvidet forretningen betydeligt med en lang række brands og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Jeg har tidligere smagt andre vine fra Scotto Cellars, da huset laver vine under et utal af brands. Skal jeg name-tagge, så kan jeg i flæng nævne; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers, Villa Armando og Heavyweight.

Og nu altså også vin under navnet 11th Hour Cellars, hvor der pt laves 5 forskellige vine, nemlig både denne Chardonnay samt vine på Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Zinfandel samt en White Zinfandel, som så i øvrigt er en rosévin … og alle vinene er Non Vintage.

Druerne til denne vin bliver høstet fra forskellige vinmarker i den centrale og nordlige San Joaquin Valley. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen … udover at familien Scotto skriver, at vinen er lavet i den 11. time.

Der er ingen egefedme i næsen, men i stedet er det lidt fersken, æbler og pærer, søde krydderier samt blomstersæbe. Det er ikke så komplekst eller dybt og aromaerne hænger heller ikke så længe.

Smagsmæssigt er det en kende syrefattigt … mangler også dybde og intensitet, men er meget drikkevenlig med stor bællepotentiale. Det er klart en vin, som mange vil kunne li’, mens vinnørder nok vil synes, at den årgangsløse vin er lidt vag i koderne. Vi balancerer lige mellem 3,5 og 4 af de fede fingre.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 80 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Viña Valdivieso, Chardonnay Single Vineyard, Leyda Valley, Chile

2017 Viña Valdivieso, Chardonnay Single Vineyard, Leyda Valley, ChileI december måned smagte jeg en Sauvignon Blanc Single Vineyard fra Viña Valdivieso … og nu har jeg søstervinen i glasset, nemlig deres Chardonnay Single Vineyard.

Sidst fortalte jeg, at Viña Valdivieso i Lontué i Curicó Valley var grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso. Imidlertid solgte familien Valdivieso i 1950 vinhuset til familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige vine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har Brett Jackson fra New Zealand været den ansvarlige vinmager, men denne Chardonnay Single Vineyard er nu lavet af hans assistent Ximena Cristi.

Det er i øvrigt Bree Jackson på billedet ovenover.

Vinen laves ved, at de høstede druer presses direkte og gærer på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller og uden tilsætning af vinen. Der sker ingen malolaktisk gæring, men vinen lagres 9-12 måneder på franske egefade sur lie.

Det er virkelig fed, opulent og faglagret Chardonnay i næsen med melon, honningmelon endda, abrikos, modellervoks samt lidt ristede hasselnødder, røg, en lille pirrende grøn note, vanilje og søde krydderier.

Smagen er også fyldig, fed med en svag grape bitterhed som sikrer, at den solvarme frugt ikke får overtaget. Det er cremet, blødt og fedt … virkelig drikbart og venligt med bred appel til elskere af frugtbomber med pæn sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2013 Vincent Charlot, Les Gouttes d’Or Extra Brut, Champagne, Frankrig

2013 Vincent Charlot, Les Gouttes d'Or Extra Brut, Champagne, FrankrigMan ka’ jo godt bli’ afhængig af det der champagne skidt … specielt når det smager så godt som champagnerne fra Vincent Charlot aka Charlot-Tanneux, hvilket denne Les Gouttes d’Or Extra Brut er et godt bevis på.

Jeg drak champagne fra Charlot til nytår … og nu er der altså atter Charlot champagne i glasset, Denne biodynamiske fætter Les Gouttes d’Or Extra Brut – ekstra tørre gyldne dråber – er lavet på 50% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 25% Pinot Meunier, som er lavet helt traditionelt med lagring 11 måneder i egefade inden aftapning på flaske, men champagnen er først degorgeret i juli 2017.

I næsen er der fart på aromaerne … gæret surdej, toast, masser af grønne æbler, kvæde, mango, tropisk frugt, nødder, mandler, mælkede aromaer med yoghurt, vanilje, tavlekridt, kalk og mineraler. Nice.

Smagsmæssigt er Les Gouttes d’Or livlig, syrlig og sparkende i munden, fyrværkeri med gule æbler, knastør med en svag sødme, vanilje, fine og glatte bobler, sprødhed og med masser af lækkerhed. Det er sgu god champagne, selvom den måske skulle ligge i kælderen nogle år endnu.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men champagnen er pt. udsolgt og prisen kan jeg heller ikke huske.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Alfred Gratien, Champagne Brut Classique, Champagne, Frankrig

N.V. Alfred Gratien, Champagne Brut Classique, Champagne, FrankrigSidste vinøse raket nytårsaften på slaget 12 og indgangen til det nye år blev denne Champagne Brut Classique fra champagnehuset Alfred Gratien, der ligger i udkanten af Epernay by.

Champagnehuset er grundlagt på den nuværende adresse Rue Maurice Cerveaux i 1864 af Alfred Gratien. Han grundlagde også et vinhus Gratien & Meyer i Saumur i Loire, men i dag ejes champagnehuset dog af Henkell, den store tyske Sekt producent, som faktisk er en del af Dr. Oetker imperiet. Det i sig selv lyder jo ellers ikke specielt romantisk.

Det enestående ved champagnehuset Alfred Gratien er imidlertid, at det er et lille hus, som alene producerer 250.000 flasker champagne årligt, laver det ganske klassisk, har en tårnhøj kvalitet og har haft samme familie af vinmagere i 4 generationer helt tilbage til 1905.

Champagnerne hos Alfred Gratien laves nemlig af Jaeger familien, hvilket startede i 1905 med Gaston Jaeger, som blev efterfulgt af hans søn Charles i 1951 og han overdrog ansvaret til hans søn Jean-Pierre i 1966.

I dag er Nicolas Jaeger, som laver champagnerne som 4. generation. Han startede i lære hos sin far i 1990 og har siden 2007 været ansvarlig for hele produktionen.

Denne Champagne Brut Classique er lavet på 45% Chardonnay, 43% Pinot Meunier og 12% Pinot Noir. Den har gæret på 228 liters egefade og har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Begge dele er sjældent – det eneste andet hus, der bruger disse meget traditionelle metoder, er Krug. Vinen har lagret 5 år på gærresterne efter flaskegæringen.

Sikke en herlig næse med gær, liflighed, franskbrød, rugbrød og surdej, æbler, tørrede abrikoser, overmodne nedfaldsæbler … en intens og dyb frugt, sødme, blomster og et strejf af grape.

Smagen er syrlig og tør … langt mere tør end aftenens første extra brut champagne. Boblerne er også pænt aggressive og et dejlig smag med masser af æbler, næsten mostet i det og derudover med toast, klart mineralsk bid og god eftersmag.

Forhandles hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Machard de Gramont, Savigny-Les-Beaune 1. Cru Aux Vergelesses, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Machard de Gramont, Savigny-Les-Beaune 1. Cru Aux Vergelesses, Bourgogne, FrankrigI et af årets første blogindlæg skrev jeg om Domaine Machard de Gramont fra Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges og nu har jeg igen lidt vin fra det burgundiske vinhus i glasset, nemlig denne Savigny-Les-Beaune 1. Cru Aux Vergelesses.

Denne gang ren hvid, klassisk og burgundisk Chardonnay, som Jesper havde taget med som følge til lidt fiskeforret ved vores nytårsmiddag. Druerne kommer selvfølgelig fra 1. Cru marken Aux Vergelesses i Savigny-Les-Beaune. Den ligger lige på grænsen til Pernand-Vergelesses og har en sydlig eksponering.

Jeg har ikke de store informationer om produktionen af denne Savigny-Les-Beaune 1. Cru Aux Vergelesses, men den skulle efter endt fermentering være lagret 10 måneder på en blanding af nye og let brugte egefade.

Og selvom det er en purung 2017’er, så leverer den klassisk, fin hvid bourgogne af højeste kvalitet. I næsen er der fedme, våde fade, godt med vanilje, blomster, citrus, fersken, lidt nødder samt en smule røg og er godt tæt i aromaerne.

I munden er det straight-on hvid bourgogne, pænt fed og fyldig i munden, men midt i det fede en herlig lille grape bitterhed, som sikrer vinen aldrig bliver alt for fed. Det smager herregodt.

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Vincent Charlot, L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut, Champagne, Frankrig

2013 Vincent Charlot, L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut, Champagne, FrankrigDenne smukke L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut champagne fra Vincent Charlot serverede jeg for mine gæster inden nytårsmiddagen … helt på samme måde som for 2 år siden.

Vincent Charlot holder til i udkanten af den lille by Mardeuil ikke ret langt fra Épernay i Champagne. Han stammer fra en familie, som har været vinavlere i Champagne gennem generationer, men han købte i 2001 en vinpresse og overtog driften, som omfatter 4 hektar vinmarker fordelt på 6 kommuner og 33 forskellige parceller.

Huset hed oprindelig Champagne Charlot-Tanneux, men er i dag blot opkaldt efter Vincent Charlot. Og den gode Vincent er virkelig en vaskeægte vinnørd med en brændende passion for at lave biodynamiske og exceptionelle champagner. En biodynamisk bondemand med jord og lort under neglene.

Alle markerne drives økologisk og biodynamisk og Vincents viden om biodynamisk produktion er ligeledes exceptionel. Du kan spørge ham om brug af røllike te eller afkog af ager padderok … han ved alt, som der er værd at vide om biodynamik.

Hans vinmarker er også et sandt vrimmel af mikroskopisk dyreliv, der vedligeholder og beriger jorden. Små grønne parceller fulde af liv, blomster, insekter, høns og diverse løg og urter … i skærende kontrast til de fleste af nabomarkerne.

Charlot er nemlig heller ikke tilhænger af pløjning mellem vinstokkene, men anvender i stedet alternative planter, som giver diversitet og gør at vinstokkene i stedet sender deres rødder dybt ned i undergrunden, hvor den virkelig terroir bor … som Vincent selv udtrykker det.

Alle 33 parceller vinificeres separat og blandes herefter ud i de mange forskellige cuveer eller også ender de som enkeltmarksvine … en retning Vincent går mere og mere efter.

Vincent laver omkring 30.000 flasker om året, alt er enten økologisk eller biodynamisk.  Al vinifikation af de blå druer, altså Pinot Noir og Pinot Meunier, sker i gamle Bordeaux fade, mens der til de hvide druer anvendes gamle Sauternes fade.  Gæringen sker spontant ved hjælp af den naturlige gær og der foretages aldrig malolaktisk gæring.

Denne L´Or des Basses Ronces Blanc de Blancs Extra Brut er en Blanc de Blancs … altså hvid lavet af hvide druer, hvilket jo betyder ren Chardonnay. Hos Vincent Charlot kommer druerne til denne champagne fra én enkelt mark, nemlig marken Les Basses Ronces, som er på 0,4 hektar med en undergrund, som er voldsom rig på kridt. Der dyrkes alene Chardonnay på Les Basses Ronces.

Champagnen vinificeret 11 måneder på egetræsfade og alene med druernes naturlige, vilde gær. Ingen malolaktisk gæring, ingen filtrering, ingenting. Dosage er foretaget i april 2018 og ligger på under 4,5 gram pr. liter. Den er ikke som 2011’eren nummereret, men der er lavet 2.414 flasker af vinen i denne årgang 2013.

Det er på ingen måder en knivskarp og syrerig champagne, men animalsk, dyb og imødekommende. Næsen er fyldt med rugbrød, toast, pærer, abrikos, virkelig modne og gærede frugter, stor liflighed samt masser af kalk og kridt.

I smagen er champagnen meget blød og selvom det er extra brut, så er der ingen tørre og syrerige kanter, men er i stedet blød, fin og sart med æbler, pærer, abrikos og alt på de rigtige pladser. Det smager sgu godt, selvom jeg måske synes, at 2011’eren var et hak bedre. Men det er nok også en champagne, som burde gemmes nogle år … men det lykkedes så ikke.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 490 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Viña Santa Carolina, Chardonnay Reserva de Familia, Itata Valley, Chile

2017 Vina Santa Carolina, Chardonnay Reserva de Familia, Itata Valley, ChileFra Chile smager jeres flittige vinblogger nu en Chardonnay Reserva de Familia, som kommer fra vinhuset Viña Santa Carolina, som er en del af en kæmpestor vinkoncern, der årligt laver over 25 millioner flaske vin.

Viña Santa Carolina er nemlig en del af Carolina Wine Brands, som er et af de største vinfirmaer i Chile. Det er ejet af Watt’s, der er en af de største fødevarekoncerner i Chile med masser af fabriker med produktion af næsten alle slags  fødevarer, olier, drikkevarer og meget andet.

Viña Santa Carolina er egentlig grundlagt i 1875 af Don Luis Pereira Cotapos, men blev senere en del af Watt’s, som var grundlagt af Watt familien i 1941. Siden 1970 har koncernen dog været ejet af Larraín familien og det er med dem ved roret, at koncernen er vokset til nuværende størrelse.

Selve Viña Santa Carolina blev opkøbt af Larrain familien i 1975 og har siden været en del af den vinøse del af koncernen Carolina Wine Brands, som i dag omfatter en række vinhuse og de største er Santa Carolina og Viña Casablanca i Chile samt Finca el Origen i Argentina.

Selve Viña Santa Carolina ejer selv 650 hektar vinmarker, men har derudover adgang til yderligere 1.000 hektar via langtidskontrakter med en række vinavlere rundt om i Chile.

De laver således vine fra både Maipo, Leyda, Rapel, Cachapoal, Colchagua, The Maule og Itata Valley.

Der laves rigtige mange vine på Viña Santa Carolina … pt vist omkring 35  forskellige vine, som produceres af den ansvarlige vinmager Andrés Caballero og et team af ønologer. Det er primært billigere vine, som typisk sælges via supermarkeder.

Denne Chardonnay Reserva de Familia er lavet med druer fra højtliggende marker i Itata dalen, der ligger centralt i den sydligste del af Chile.

I produktionen er 70% af vinen fermenteret i store, franske 400 liters egefade, mens den resterende del af fermenteret og lagret i store, ovale foudres. Derefter har 80% af vinen gennemgået en malolaktisk gæring. Samlet har vinen lagret 6 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en sød og fed vin med masser af solskin og masser af fadnoter, meget sød og aromatisk. Der er astronaut-is, hvide blomster, pærer, crème brulé, hvid chokolade og dermed bliver det en sød historie.

I munden er vinen også meget fluffy, fyldig og fed, hvilket – efter min mening – gør vinen meget ensporet. Syren er alt for vag og dermed kommer der til at mangle rygrad i vinen.

Vinene fra Santa Carolina forhandles i Rema 1000, men denne har jeg ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte i det hvide Chardonnay-spor … og hvad er så mere naturligt end at gøre det med lidt burgundisk af slagsen? Vi smager nemlig en Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi en Mâcon-Villages i Mâconnais, altså det sydligste område i Bourgogne, nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé, men har en undergrund af kalksten er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer og fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen byder på en anelse melon, tropisk frugt, mandariner, faktisk godt proppet med frugt, frisk og på ingen måde nogen tyk, fed Chardonnay, men alene lidt erotisk buttet med en lækker inderlighed … lidt forsigtig, men dufter bare supergodt.

Smagen er også herlig elegant, let og samtidig med dybde, flot balance, helt direkte i smagen, super god smag og til prisen er det virkelig en lækker vin. Du får masser af burgundisk kvalitet i denne vin og samtidig en vin, som de fleste vil elsker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7