Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienSå er vi tilbage hos rappenskralden Gladys … en næbbet og småskruk perlehøne, som dagligt spankulerer rundt mellem vinstokkene hos det australske vinhus Frankland Estate, skider og skræpper op. Og så har hun altså også lagt navn til deres vin Chicken Shit Chardonnay, som jeg her smager i seneste årgang 2018.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og ganske omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen, som vinhuset har lavet specielt til det danske marked … efter

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Næsen har en let fedme … altså ikke helt vild Chardonnay over-oaked aroma, men på en let og elegant facon. Der er tropisk frugt, fersken, melon, tørre krydderier, lidt eg og vanilje, en lidt smålandlig side og der fornemmes også en beskeden sødme.

Smagen er egentlig meget blid, stille … lidt cremet, men bestemt ikke fed på nogen måder. Det er en virkelig smagfuld vin med fersken, melon, nogle røgede elementer, svag sødme og rank syre. Der er også lidt salt og kalk, så igen klukker, kagler og hakker vi sammen med Gladys.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Chardonnay, Aconcagua, Chile

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Chardonnay, Aconcagua, ChileDe 3 Las Pizarras vine fra Viña Errazuriz kommer alle fra området Aconcagua Costa længst mod vest ud mod Stillehavet. Vi starter med den hvide Las Pizarras Chardonnay … en vin, som James Suckling har kaldt Chiles bedste hvidvin.

Siden 2005 har Eduardo Chadwick ledt efter et sted, hvor kan kunne dyrke kølige, elegante vine i europæisk stil. Sammen med den franske geolog Francoise Vannier-Petite fandt han et bakket område i netop Aconcagua Costa på den nordlige side af Aconcagua floden … og med perfekt stenet skifer i undergrunden, hvilket findes yderst sjældent i Chile. Det ligger kun omkring 10 kilometer fra havet.

Las Pizarras betyder tavler med reference til netop skiferplader, og vinene i serien skal være Grand Cru … de allerbedste vine fra Aconcagua Costa og fortolke netop det område.

Denne Las Pizarras Chardonnay er lavet med druer fra 3 parceller, nemlig plot 29 Pedregal Norte på 3,2 hektar, plot 39 Horno Chico på 1 hektar samt plot 40 Horno Grande på 0,7 hektar … alle marker beliggende på en stejl skråning.

Druerne er høstet med håndkraft medio februar måned og klaserne presses uden afstilkning. Generelt forsøger Errazuriz at lave sine vine med europæisk elegance og det betyder bl.a. at man høster tidligt. Et hus som fx Rothchilds Viña Almaviva starter først med at høste, når Errazuriz er færdig med høsten.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke og franske egefade med gæring udelukkende på druernes naturlige gærceller. Omkring 35% af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og vinen er derefter lagret 10 måneder på franske fade, heraf 15% nye fade. Der er 1,06 gram restsukker pr. liter.

Parker har givet vinen 98 point og skrevet; Awesome beyond belief! World Class White! Bravo, mens James Suckling har givet 97-98 point. Men who cares … for hvad siger den flittige, houlbergske vinblogger?

Næsen afslører med det samme, at det er fadlagret Chardonnay med fedme, men slet ikke en overfed, men meget mere let, luftig, mineralsk, kalket og blomsterrig. Frugten er drevet af friske citroner, lidt fersken og man fornemmer fadene med den traditionelle vanilje.

Smagsmæssigt er det stilmæssigt klart europæisk … masser af syre og friskhed, grønne umodne æbler, stikkelsbær, citron og helt uden fed tropisk frugt. Der er nogle grønne elementer, men vinen er utrolig rank, ren, præcis og frisk. Det er endnu en ung vin med masser af syre, masser af minaler og utrolig elegant.

Det er klart 5½ af de fede fingre og endda kraftigt med pil op … og nogle år i kælderen vil helt sikkert gøre meget godt for denne vin, for hold op, hvor den smager godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut, Det Trakiske Lavlande, BulgarienSå smager vi den sidste og 4. af de mousserende og overraskende lækre vine fra det bulgarske vinhus Edoardo Miroglio, nemlig deres Zero Brut. Det er modsat de øvrige ikke er årgangsbobler, men en Non Vintage.

Det er 80% Pinot Noir og 20% Chardonnay. Der er – som med foregående vin fra huset – ikke de store oplysninger om produktionen udover en lagring i 24 måneder sur lie, men jeg kan ikke se, hvor lang tid vinen har lagret i flaske. Men der er ikke tilsat dossage og således ingen sukker, så dermed burde det være en mere tør mousserende vin.

Etiketten er også langt mere moderne i udtrykket end hos søstervinene  … flot enkelhed med den runde etiket med Zero skrevet i midten, og så på den smukke kegleformede flaske. Det er klart en vin, som folk vil lægge mærke til på bordet.

Næsen byder dig på grønne æbler, hævet dej, gærede aromaer, lidt toast, muggen kælder, lidt bitterhed, mandler, lidt nødder, citrus og friske bobler, som beruser og bebruser.

I munden er det også syrlige æble, modne pærer og masser af bitterhed. Boblerne er tætte og vedvarende, der er lille fin sødme, god balance og vinen er slet ikke voldsom tør. Det er en frisk, virkelig levende vin og igen fin kvalitet til pengene.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, Baden, TysklandOg næste vin var skam også fra Weingut Wöhrle, nemlig husets søstervin Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, altså atter ægte Großes Gewächs blot på Chardonnay, der siden 1990 har været tilladt i Baden.

Marken Lahrer Gottsacker er også den mark, hvorpå Wöhrle i længst tid har dyrket Chardonnay  … faktisk fra starten af 1990’erne. Marken ligger på et lille plateau, hvor jorden er præget af masser af kalksten. Gottsacker er reelt den bedste del af en del af Lahrer Kronenbühl … et bakkedrag nord for byen Lahr og på etiketten står der da også Lahrer Kronenbühl Gottsacker.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Omkring 80% af fadene er nye, men hentet hos bødkeren Damy i Meursault, og tilføjer blot vinen en meget diskret fadnote. Vinen har lagret sur lie omkring 10 måneder og der er foretaget regelmæssig battonage.

I næsen har vinen en lækker smørfedme, og op af glasset strømmer aromaer af appelsin, abrikos, citron, mango, ananas, røg, gazebind og der fornemmes røg, en sitrende syre og nogle klare burgundiske referencer.

Smagen er pænt cremet og blød med stram citronsyre til at styre tingene. Der er moden frugt, modne gule æbler, abrikos, pæn fylde i munden, en svag sødme, lidt krydderier, cedertræ og lidt kalkagtige mineraler. Den startede lidt svagt, men var faktisk allerbedst dagen efter, hvor vinen virkelig åbnede sig og viste sin mest elegante og kontrollerede side … stor vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr.,

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Globus Wine, Stone Peak Chardonnay, Californien, USA

2017 Globus Wine, Stone Peak Chardonnay, Californien, USAVi fortsætter med lidt amerikansk Chardonnay, men flasket af Globus Wine i Køge i Danmark … et af de største firmaer indenfor bag-in-box vine i Skandinavien.

Det er altså vin, som er opkøbt fra vinavlere eller kooperativer, transporteret hele vejen fra starterne til vor lille andedam, hvor vinen så kommer på flaske og får et pænt navn. Denne her kalder de Stone Peak og skulle være lagret på amerikanske fade inden den ramte flaskelinjen hos Globus Wine, der også kan flaske omkring 15 millioner flasker vin årligt … samt en sjat bag-in-a-box.

Næsen byder på en sjov, jammy aroma som frugttyggegummi, lidt fersken og ellers lidt udefinerbar mushy mushy elementer. Smagen er sådan set meget tilforladelig, men sød, ufokuseret og vandet med en smule krydderier og lidt peber.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7

2016 Patrick Javillier, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, Frankrig

2016 Patrick Javillier, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, FrankrigEt ekstra lille bøvs … vi skulle lige smage en vin mere på Bistroteket og det blev hvid Bourgogne, nemlig denne Meursault Clos du Cromin fra Patrick Javillier.

Patrick Javillier er egentlig uddannet elektriker, men er også senere uddannet ønolog fra universitetet i Dijon. Da han i 1974 overtog faderens lille vingård Meursault, så kunne jobbet som elektriker sikre økonomien, da han alene startede med 3 hektar vinmarker.

I 1990 havde han imidlertid tilstrækkelig med marker, nemlig 9 hektar og kunne droppe bijobbet og hellige sig vinproduktionen supplereret med rådgivning af andre vinbønder.

Denne Meursault Clos du Cromin er selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay fra marken Clos du Cromin, som ligger på Volnay siden af Meursault.

Vinstokkene på marken har en gennemsnitsalder på omkring 60 år og jordbunden på marken er meget leret, hvilket er med til at give en mineralsk karakter.

Druerne er presset på en gammel Vaslin-presse og vinen har været lagret 15-18 måneder sur lie på en blanding af nye og gamle fade, da Patrick Javilier mener, at lang tids lagring sur lie er med til at give vinen en langt liv bagefter.

Man kan også dufte, at vinen er lagret på egefade, for der kommer omgående noter af eg. Derudover er der godt med kalk, havvand, karamel, salt, plastikmaling, malerspand, hyld, stikkelsbær, lidt astronaut-is, sandstrand, honning og masser af citrus.

Smagen har også kalkholdige elementer, lidt stenet med estragon, hyld og egentlig meget frugtrig. Det er en mere stringent hvid bourgogne, meget tør, præcis med fin lang eftersmag.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Abel Lepitre, Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Abel Lepitre, Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigByggemødet på Bistroteket startede med lidt bobler … ægte champagne, nemlig denne Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut fra champagnehuset Abel Lepitre.

Champagnehuset blev grundlagt i 1924 i den lille by Ludes-le-Coquet nær Reims af Abel Lepitre. Han havde ikke mange penge, men kom fra en familie af vinavlere og fik hurtigt succes med champagnehuset. Allerede i 1935 startede han også med at eksportere sine champagner … omkring 100.000 flasker årligt.

Succesen blev dog afbrudt af 2. verdenskrig, og tidligt i 1940 døde Abel Lepitre under fangenskab hos tyskerne. Hans søn Jacques var dengang kun 14 år, men overtog trods den unge alder driften efter faderen med hjælp fra moderen Marie Lepitre.

De fortsatte succesen og flyttede 10 år senere champagnehuset til Reims, hvor de bl.a. fik adgang til nogle adgang til nogle af de gamle kældre, som var hugget i kalken under byen. Der byggede de også moderne faciliteter til produktionen, som løbende steg voldsomt.

I dag er produktionen over 1 million flaske champagne årligt, men ejerskabet har skiftet noget gennem de seneste år. I 1985 blev champagnehuset således købt af Mr. Chatellier, som havde grundlagt Chäteau Dauzac.

Men han solgte bygningerne til Veuve Clicquot, men Chatellier fik aldrig succes med produktionen og endte med i 1990 at sælge hele champagnehuset til Marie Brizard Group, som i forvejen lige havde købt Champagne Philipponnat i Mareuil Sur Ay.

Hun lagde de to champagnehuse sammen, men fortsatte med at lave champagner under begge brands. Imidlertid fik hun økonomiske problemer og solgte til sidst i 1997 begge huse til BCC Group.

Det kendes i dag som Lanson-Bcc Group, der – som navnet antyder – bl.a. også omfatter det navnkundige Champagnehus Lanson. De ejer også andre champagnehuse som Champagne Boizel, Besserat de Bellefon, Chanoine Frères, De Venoge og Alexandre Bonnet.

Abel Lepitre regnes ikke helt på højde med fx Champagne Philipponnat, men i samarbejde med det franske firma GB Wines har man fortsat med at lave champagner under Abel Lepitre navnet, selvom det ikke helt står som et selvstændigt champagnehus.

Denne Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut er en champagne, som Jacques Lepitre selv lavede første gang i 1961 som deres topvin og blev den champagne, som husets blev mest kendt for. Det er en Non Vintage – altså uden årgang – selvfølgelig ren Chardonnay, hvor 134 refererer til husets første fad, der havde dette nummer.

Næsen er animalsk, lidt nøddet, frugten abrikos, overmodne æbler og derudover lidt honning, blomster og toast. Duftmæssigt lidt en varm champagne uden vild spændstig syre.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor champagnen har en lidt varm og rund stil, men godt med brus. Det er modne æbler, der er pænt med sødme og champagnen er egentlig pæn cremet, men boblerne er blide, forsvinder også hurtigt og det forstærker den lidt mere varme stil i champagnen, hvor der mangler lidt skarp syre eller mineraler.

Distinto har tidligere været forhandler, og en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Vilmart & Cie, Grand Cellier d’Or Premier Cru, Champagne, Frankrig

2014 Vilmart & Cie, Grand Cellier d’Or Premier Cru, Champagne, FrankrigMer’ vintage champagne, og denne Grand Cellier d’Or Premier Cru fra Vilmart & Cie har jeg smagt tidligere, blot i årgang 2011. Nu smager jeg den i seneste årgang 2014.

Grand Cellier d’Or Premier Cru består af 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir fra 45-50 år gamle vinstokke på Premier Cru marker ved Rilly-la-Montagne. Som med de andre champagner hos Vilmart & Cie har Laurent Champs alene vinificeret på egefade og basisvinen er da også lagret 10 måneder på 228 liters burgundiske barriques inden flaskningen og uden malolaktisk gæring.

Derefter har Grand Cellier d’Or lagret og undergået en rolig andengæring på flaske i omkring 35 måneder sur lie, altså med bærmen inden dégorgement i juni 2018, hvor der er tilsat en dossage på 7 gram pr. liter.

Næsen er virkelig luftig, let, aromatisk og kompleks, gæret, blomstrende, masser af æbler og æblemos, pærer og frugten virker klart gæret med en moden dekadence. Der er svag vanilje, træ,  franskbrød, smeltet smør, lidt konfekt og kalkede mineraler.

Smagen er præcis, skarp, elegant og ren, hvor en lille sødme kommer godt frem. Det er cremet med fine og sarte bobler, frisk syre med nogen grape bitterhed, kalket og med lidt brændte elementer. Det er en virkelig flot champagne.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2012 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru, Champagne, Frankrig

2012 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru, Champagne, FrankrigNår vi nu er ved boblevand, hvorfor så ikke fortsætte med flere bobler? Ved en smagning af champagner forleden smagte jeg bl.a. denne Extra Brut Premier Cru fra Champagne Louis Nicaise – drevet af Laure Nicaise-Préaux og hendes mand Clement Préaux … et virkelig godt champagnehus.

Extra Brut Premier Cru er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir fra Montagne de Reims ved Hautvillers. Vinen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og lagret på egefade omkring 6 måneder inden aftapning på flaske i april 2013.

Hvor lang tid champagnen er lagret i kælderen ved jeg ikke, men mon ikke det er omkring 5 år inden degorgering, hvor den er tilføjet en meget lille dosage på kun 4 gram pr. liter, således champagnen bevarer tørhed og friskhed.

Næsen byder på toast, franskbrød, er en kende parfumeret, lidt æbler, kiwi, hyben, god modenhed i æblerne, svagt kandiserede ananas, god krop og intensitet, sødkrydret samt et mineralsk brus i næsen. Virkelig nice.

Smagen er – som med 2011’eren – meget cremet og blød, godt med karakter, æbler, kiwi, mango, citrus og lgrape bitterhed.  Boblerne synes meget insisterende og fader ingenlunde ud, men giver bare champagnen en smuk lethed. Meget ren og tør smag. Det bliver som sidst et sted mellem 5,5 og 6 fede tommelfingre.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Edoardo Miroglio, Brut, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

2011 Edoardo Miroglio, Brut, Det Trakiske Lavlande, BulgarienDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte den mousserende Blanc de Blancs Brut på Metodo Classico fra vinhuset Edoardo Miroglio. Den var god … men denne Brut 2011 er bare endnu bedre!

Det er 80% Pinot Noir og 20% Chardonnay. Der er – som med foregående vin fra huset – ikke de store oplysninger om produktionen udover en lagring i 24 måneder sur lie, mens den derudover er lagret lang tid på flaske … for vinen er første degorgeret i april 2018 eller næsten 7 år efter høsten.

Sammenligningen med rigtig champagne er nærliggende … både produktionen med den lange lagring, men i næsen afslører vinen allerede imponerende raceren kvalitet med en meget kompleks, lækker og imponerende aroma. Det er abrikos, pærer, lidt nødder, gæret dej, revet lemonskal og lidt mulle kælder. Det dufter bare rigtigt godt.

Men det smager altså også godt, blød og cremet mousserende vin med en fin og let bitterhed, markant syre og alligevel er det en moden, tilgængelig og meget smagfuld vin. Den balancerer også fint mellem tørhed og en svag sødme, som dog øges en tak for meget med mere varme i glasset, så server den endelig koldt. Men for pokker, dette er klart bedre end mange champagner.

Og så kan man samtidig frydes af prisen … det får du ikke mange vintage champagner til.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7